Pia Thorsen melder sig ud af Enhedslisten: Hva’ så nu, lille du?
Enhedslistens ekstraordinære årsmøde fører nu til en udmeldelse. Pia Thorsen forlader partiet med denne salut, hvor hun anklager partiet for at være drejet til højre
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Ædru efter festen (og kun en halv flaske vodka) får I her en oprørers bekendelser.
Jeg er en rebel, en oprører, en revolutionær. Jeg gør oprør mod højredrejning, svigt af international solidaritet og magtcentralisering. Det gør jeg alle steder – også i Enhedslisten.
Kaffeklubben i Hovedbestyrelsen
I 2022 stillede jeg op til hovedbestyrelsen i Enhedslisten første gang for gennem slow politics at forsøge at ændre den politiske højredrejning og den organisatoriske udvikling. Det blev efter kort tid i hovedbestyrelsen klart for mig, at den førhen så magtfulde hovedbestyrelse er styret af den parlamentariske kaffeklub. Flertallet blåstempler ukritisk folketingsgruppens ageren – uanset om baglandet protesterer.
Det ordinære årsmøde 2024 viste en klar styrkelse af det kritiske bagland. Det reformistiske politiske forslag ”Enhedslisten på din side i klassekampen” fra flertallet i hovedbestyrelsen blev rent ud sagt hældt af brættet af årsmødet, som vedtog så mange gode ændringsforslag, at den parlamentariske kaffeklub ikke siden har talt om vedtagelsen.
På trods af at flertallet i hovedbestyrelsen og den parlamentariske kaffeklub ikke ville have Palæstina på dagsordenen, stillede baglandet så mange Palæstinaforslag at kaffeklubben blev bange for at årsmødet selv ville sætte Palæstina på dagsordenen. Derfor ændrede flertallet i hovedbestyrelsen holdning og ville trods måneders kamp fra mindretallet pludselig gerne bakke op om de store solidaritets-demonstrationer for Palæstina, og de ville nu også gerne sætte Palæstina på dagsordenen på årsmødet. Et tilbagetog, der sikkert ikke har været let at sluge.
Det ekstraordinære årsmøde
Årsmødet var en klar sejr for kritikerne af den parlamentariske kaffeklub. Derefter blev den interne kamp skærpet og nåede også til Folketingets talerstol, hvor Pelle Dragsted og Trine Pertou Mach har udtalt sig om hvem der ikke hører til i Enhedslisten og at man måske skal finde sig et andet parti.
Den interne kamp blussede for alvor op med de mange udvalgs, afdelingers og enkeltmedlemmers protest over deltagelsen i ”Aftale om styrket indsats mod antisemisme”. Protesterne går på, at aftalen bygger på en zionistisk racistisk definition af antisemitisme. Flertallet i hovedbestyrelsen har valgt at overhøre baglandets protester og har blåstemplet deltagelse i aftalen. Det er et svigt af den palæstinensiske frihedskamp og solidaritetsbevægelsen.
Nu er et ekstraordinært årsmøde netop overstået. Resultatet er at mindretalsbeskyttelsen er skrumpet, og at en stor gruppe medlemmer er stemplet som partiskadelige. Enhedslisten er ikke længere et samlingsparti for venstrefløjen. Her er hvad jeg sagde på Enhedslistens ekstraordinære årsmøde den 14. december 2024:
Det handler om højredrejning
“Deltagelse i brede aftaler mellem alle partier i et borgerligt demokrati er et knæfald for det system, som vi ved ikke fører til socialisme. Det er højredrejning.
Når Enhedslisten er med i en aftale, der hviler på et zionistisk racistisk grundlag, er det en højredrejning.
Når man kalder begivenhederne den 7. oktober for pogromer, så deltager man i zionistisk propaganda. Det er en ekstrem og alvorlig højredrejning.
Når man åbner for regeringsdeltagelse og samtidig siger, at man kan indtræde i forsvarsforliget, er det en højredrejning.
På årsmødet til foråret skal vi behandle sikkerhedspolitik. Det bekymrer mig, fordi Enhedslisten ikke mener, at det er aktuelt at udtræde af NATOs atomparaply. Og fordi sikkerhed for mennesker nu åbenbart handler om nationalt territorialt forsvar. Det er en højredrejning.
Højredrejningen er årsagen til at den interne kritik er vokset.
At give kritiske kammerater mundkurv på, vil ødelægge den frie debat i Enhedslisten.
Stem udtalelsen ned!
Af hjertet tak! Tak til de kammerater, som i 1989 gjorde det store arbejde med at samle venstrefløjen i Enhedslisten.
I så rigtigt. I så, at det var vigtigt at stå sammen om at kapre talerstolen i Folketinget.
I vidste godt, at venstrefløjen er bred og med forskellige analyser. Det er den stadig.
I vidste at forudsætningen for at samle bredt var basisdemokratisk opbygning, udpræget mindretalsbeskyttelse og rotationsprincipper.
Der er stadig brug for at venstrefløjen står samlet.
Samlet om anti-kapitalistisk systemkritik, samlet om solidaritet, samlet mod undertrykkelsen.
For at forandre verden er bevidstgørelse om kapitalismens iboende undertrykkelse nødvendig. Til det formål er talerstolen i Folketinget og andre talerstole nyttige.
Mobilisering til modstand mod kapitalismen er venstrefløjens opgave. Det er venstrefløjens opgave at samle alle revolutionære kræfter op. Det gør vi bedst i et bredt samlingsparti.
Stem imod HB-flertallets indskrænkende og splittende forslag!”
Kampen for ægte solidaritet og socialisme
Det blev i juni 2024 klart for mig, at der skulle flere til for at dreje partiet tilbage til at arbejde revolutionært og solidarisk. Derfor opfordrede jeg på Facebook udmeldte kammerater til at komme tilbage og kæmpe sammen med mig. Tak til dem, der kom tilbage og gav ekstra styrke.
I var med til at presse de reelle diskussioner frem, som har ført til indkaldelsen af det ekstraordinære årsmøde i lørdags. Uanset at politisk spin delvist stadig dækker over de reelle politiske og strategiske uenigheder, så har vi nu nået en afklaring på, hvad Enhedslisten er blevet for et parti.
På den baggrund melder jeg mig ud af Enhedslisten og ind i kampen for ægte solidaritet og socialisme. Lad os skabe en samlet venstrefløj!
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER