6 min. læsetid

Alle der ikke er i arbejde – især de der modtager offentlig forsørgelse – har fået forringet deres levevilkår betydeligt igennem de seneste 20 år med nyliberal socialpolitik. Samfundet er blevet rigere – men de, der har mindst, har fået det ringere.


Af Kit Aastrup

Lige siden Venstre fik regeringsmagten i 2001, og Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, har der været ført en udpræget liberal socialpolitik.  Venstre, som også kalder sig ”Danmarks liberale parti”, har gennemført deres politik, og Venstres menneskesyn har haft en helt afgørende betydning.

Der er sket en betydelig forværring for de mennesker, som er afhængige af det offentlige system. Bistandsloven, der blev afskaffet af Nyrup-regeringen allerede i 1998, hvilede på  ”gammeldags” socialdemokratisk menneskesyn og tankegang. Det gjorde alle de nye love, der erstattede den, slet ikke.   

Det socialdemokratiske menneskesyn

Hvad er så forskellen på socialdemokratisk socialpolitik og liberal socialpolitik? Bistandsloven, som trådte i kraft i 1976, gik ud fra det princip, at man skulle erstatte et indkomstbortfald – det vil sige, at man nogenlunde skulle kunne opretholde sit leveniveau, indtil man fik en indtægt igen. Socialkommissionen, som var blevet nedsat i 1960’erne, havde lavet omfattende undersøgelser. Man fandt ud af, at mange kun modtog socialhjælp i en kortere periode – ca. 3 måneder – og at det var vigtigt at forebygge en social deroute, nedtur.

Derfor skulle man give en forholdsvist høj økonomisk støtte og samtidig hjælp fra socialforvaltningen, så man hurtigt kunne komme videre med sit liv. Hvis man ikke umiddelbart kunne komme i arbejde, kunne det eksempelvis være hjælp til uddannelse og revalidering. Målet var med Socialdemokratiets egne ord – frihed, lighed og solidaritet for alle. Alle mennesker er ligeværdige, og alle mennesker kan have brug for en hjælpende hånd, hvis man i en periode ikke er i stand til at klare sig selv. Man kunne kalde det et solidarisk menneskesyn, der bygger på lighedstanken.

Det liberale syn på mennesker

Det liberale menneskesyn er helt anderledes. Det enkelte menneske skal klare sig selv, og kan man ikke det, er det personens egen skyld. De liberale går også ind for frihed, men det er først og fremmest de stærkes ret, der er i højsædet. Offentlig hjælp skal om ikke helt afskaffes, så i det mindste beskæres til et minimum. Det enkelte menneske er selv ansvarligt for sit liv, også økonomisk. Mottoet er: Klar dig selv, og lig ikke det offentlige til byrde. Mennesker, der søger hjælp hos det offentlige, bliver mødt med mistro og opfattet som dovne. Straf og sanktioner skal presse dem til at tage et arbejde, så de kan klare sig selv.

Forringelse på forringelse

Når man har haft en borgerlig-liberal regering i længere tid, kan det ikke undgås, at det sætter sine dybe spor. Der er sket ændringer og stramninger på alle områder, og de sociale ydelser er blevet sat ned. De svageste grupper er blevet hårdest ramt.

Socialdemokratiet havde ganske vist regeringsmagten fra 2011-2015 med Helle Thorning Schmidt som statsminister, men der blev ikke ført socialdemokratisk politik. Tværtimod fortsatte nedskæringerne for fuld styrke. Kort efter sin tiltrædelse tog Helle Thorning ned til EU-kommissionen i Berlin, hvor hun underskrev Finanspagten, som binder den årlige finanslov til store besparelser på alle sociale ydelser, især pensioner. Finanspagten er blevet udmøntet i budgetloven.  

Den danske finanslov skal forhåndsgodkendes af kommissionen, før den vedtages. Kort efter fik hun også folkepensionsalderen sat gradvist op, så de, der er unge i dag først kan se frem til en folkepension, når de er langt over 70 år. Det er i allerhøjeste grad en nyliberalistisk politik, der blev ført, men med en endnu hårdere kurs end det liberale Venstre.

Helle Thorning Schmidt bakkede fra starten op om Jean Claude-Juncker som EU-præsident. Under hans præsidentskab har EU-landene administreret den såkaldte ‘Finanspagt’, der trådte i kraft i 2013, med store konsekvenser for den danske velfærdsmodel.

Det offentliges ledelsesmetode

Nyliberale ledelsesmetoder er også blevet indført i det offentlige. New Public Management (NPM) går ud på, at man skal lede det offentlige på samme måde som en privat virksomhed.

Man går op i procenter, tal og kontrol og sætter mål på produktiviteten. Formålet med en privat virksomhed er den størst mulige fortjeneste – mens formålet med det offentlige er at administrere en lovgivning og yde service til borgerne.  Det er noget helt andet. Den slags ledelsesmetoder havde stor succes i amerikansk bilindustri i 1920’erne. Men i industrien er man gået væk fra dem væk igen, fordi man har fundet ud af, at det er bedre at samarbejde i grupper i stedet.

Eksempelvis kan ledelsen i en socialforvaltning erklære, at det vigtigste i arbejdet er at overholde tidsfristerne i lovgivningen, så kommunen vil kunne få mest mulig refusion fra staten.

Velfærd er populær

Politikerne er godt klar over, at den danske velfærdsmodel er populær hos vælgerne, og derfor skjules nedskæringspolitikken.  Venstre og de øvrige borgerlige partier hævder frejdigt, at man både kan få mere velfærd og skattelettelser. Dansk Folkeparti taler meget om at gøre noget for ældre, samtidig med at de stemmer for utallige sociale besparelser både lokalt i kommuner og i Folketinget. Og Socialdemokratiet følger EU’s nyliberalistiske nedskæringspolitik til mindste detalje.

Politikerne er godt klar over, at den danske velfærdsmodel er populær hos vælgerne, og derfor skjules nedskæringspolitikken. Venstre og de øvrige borgerlige partier hævder frejdigt, at man både kan få mere velfærd og skattelettelser

Der skal derfor helt andre boller på suppen, hvis vi igen skal have en anstændig socialpolitik her i landet. Der er brug for en omfattende genopretning på hele det sociale område – og først og fremmest et andet menneskesyn. Vi må igen begynde at lave socialt arbejde, for problemerne løser ikke sig selv. Der er mennesker, som ikke ”bare” kan gå ud og ”tage et arbejde”.

Er der problemer, skal de løses i samarbejde med borgeren.  Sanktioner og mistillid fører ingen steder hen. Det gør bare desperationen større hos dem, der har brug for hjælp. 


Kit Aastrup har været aktivist siden slumstormer-tiden i 1972-73, og er engageret i arbejdsmiljø, politiske fanger og Cuba. Har været med Præster for Fred gennem USA til Cuba. Medlem af Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU.