Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. juni. 2021

MeToo: Der findes ikke ‘rigtige’ og ‘forkerte’ ofre for overgreb

Magt forpligter. Også til at opføre sig ordentligt. Derfor er der brug for at tage alle overgreb seriøst, i stedet for at gradbøje ofrenes oplevelser.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Hold mund #metoo-offer – du skader rigtige ofre.”

Af alle de krumspring der bliver gjort, i et forsøg på at stoppe #metoo’s fokus på overgreb, er det her argument vist det dummeste. Ikke alene er det unødigt udskammende, det er også faktuelt forkert.

“Det starter sjældent med vold, kontrol, stalking eller overgreb. Det starter med små tegn, ejerfornemmelser og manglende vilje til at respektere andres grænser.”

”Det var bare en hånd på låret og et dårligt scoreforsøg”. “Det var jo ikke en rigtig krænkelse, så det burde ikke være i medierne. For så svigter du jo alle de rigtige overgrebsofre, der burde have opmærksomheden”.

Den er sikker hver gang. Variationer af overstående kommentar er at finde i samtlige kommentarspor på sociale medier, når talen falder på #metoo og dens opgør mod neddysning af sexisme og overgreb. Det synes jeg, at folk skulle tage at stoppe med. Dels fordi forsøg på at lukke munden på folk med ofte ganske traumatiske oplevelser, er usympatisk. Men også fordi det ikke skader ofre for eksempelvis voldtægt, at vi bliver bedre til at tale om overgreb. Tværtimod.

Aldrig bare en hånd

Først og fremmest er det ikke bare en hånd på låret. Eller en frisk tøhø, som man var for sur til at fatte. Det er en uønsket befamling. Og kommer det fra en overordnet, som man kan være i et eller andet ulige magtforhold til, kan det være svært at sige fra over for. Det er ikke tilfældigt at de, der krænkes, for det meste er praktikanter, nyvalgte, kulturelle daglejere, prøvetidsansatte, weekendafløsere eller arbejdsløse i forløb.

Det er heller ikke tilfældigt at dem, der krænker, for det meste sidder i ledende positioner med indflydelse på de ansattes muligheder. Opgøret handler ikke om at bandlyse flirt eller humor. Det handler om et magtmæssigt misforhold, hvor det er let for den ene part at overskride grænser, og vanskeligt for den anden part at sige fra. Magt forpligter. Også til at opføre sig ordentligt.

Aftabuisering gavner alle overgrebsofre

Langt de fleste overgreb er startet i de små, med uønskede bemærkninger eller berøringer, som var svære at sige fra over for. For de færreste vil være den sure, ”der ødelægger den gode stemning”. Taler man med krisecenterbeboere og andre volds- og voldtægtsofre, vil man i langt de fleste tilfælde høre om tidlige advarselslamper, som var svære at reagere på. For det starter sjældent med vold, kontrol, stalking eller overgreb. Det starter med små tegn, ejerfornemmelser og manglende vilje til at respektere andres grænser.

Bliver vi alle sammen bedre til at tale om det forkerte i grænseoverskridende handlinger, når de først opleves, vil det også blive mindre svært at sige fra første gang at noget føles forkert. Så alle jer, der står frem med jeres oplevelser: Bliv ved, vi er mange, der står bag jer. Også ofre for vold og voldtægt. Og alle jer, der prøver at tysse dem væk: Stop jer selv, I skader alle overgrebsofre!


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Charlotte Lund

Charlotte Lund

Medlem af redaktørkollektivet på Kvinde kend din krop. Sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER