Miljøaktivisme i Norge: Kobberminen ved Repparfjorden besat af aktivister

50 aktivister havde taget bussen fra Tromsø fredag morgen for at deltage i aktionen ved Repparfjorden i det nordligste Norge. Turen var planlagt og gennemført i et samarbejde mellem organisationerne SAIH (Studenters og Akademikernes Internationale Hjælpefond) og miljøorganisationen Natur og Ungdom.

Deltagerne kom fra nær og fjern. Nogle havde kørt i bil hele vejen fra Oslo og Bergen, mens andre blev samlet op undervejs i nordlysbyen Alta.

Aktivisterne havde forskellige bevæggrunde for at deltage i aktionen. Undervejs gennem det kolde, arktiske landskab blev bekymringer, erfaringer og perspektiver delt over bussens højttaleranlæg.

Især de samiske aktivister delte deres frustrationer over, hvordan laksefjordens økosystem er altafgørende for rensdyrenes trivsel. Selv buschaufføren, der kom fra Nordlandet ved Bodø, delte sine bekymringer for, hvordan den faldende laksebestand påvirker de fjorde, som han selv fisker i.

30 millioner ton giftigt affald

Repparfjorden er en vigtig laksefjord og en livsnerve for både lokale økosystemer og samisk rensdyrhold. Mineselskabet Blue Moon Metals (tidligere Nussir ASA) planlægger at udvinde kobber og deponere omkring 30 millioner ton giftigt mineaffald i fjorden.

Tilbage i 1970’erne blev omkring tre millioner ton mineaffald dumpet i fjorden, hvilket førte til et næsten totalt kollaps i laksebestanden. Repparfjorden huser fortsat vigtige bestande af atlantisk laks og fungerer som både yngleplads og centralt trækområde for rensdyrflokke. En ny deponering af mineaffald vil få alvorlige konsekvenser for både naturen og de lokalsamfund, der er afhængige af fjorden.

Fredag aften ankommer vi til Kvalsund, en lille by med udsigt over fjorden, hvor vi bliver indlogeret i skolens gymnastiksal. Her møder jeg Mathilde Viktoria Ballari, der kommer fra en elvesamisk familie med rødder i Tana i det nordøstligste Finnmark. Hun er aktivist og medlem af SAIH. Hun opsummerer hurtigt problematikken omkring det giftige mineaffald i fjorden:

”I Repparfjorden har internationale aktører fået lov til at dumpe enorme mængder mineaffald i fjorden. Det skaber en farlig præcedens. I dag er det Repparfjorden – i morgen kan det være hvilken som helst anden fjord.”

Forklædt kolonisering af Sápmi

I de seneste år har Norge da også intensiveret sit fokus på minedrift. Landets rige geologi rummer store forekomster af såkaldte kritiske mineraler, og i foråret 2025 udtalte næringsminister Cecilie Myrseth i forbindelse med et forslag om revision af mineralloven:

”Kritiske mineraler har en stigende strategisk og geopolitisk betydning for vedvarende energi, digital transformation samt rum- og forsvarssektoren.”

Ud over at gøre det lettere at igangsætte mineralprojekter var formålet med den nye minerallov også at styrke bæredygtighed og beskyttelsen af samiske rettigheder. Men ifølge Mathilde Viktoria Ballari ser virkeligheden anderledes ud:

”Når naturen ødelægges på denne måde, mister vi også muligheden for at videreføre sprog, traditioner og en dyb forbindelse til naturen. Det her er en fortsættelse af koloniseringen i Sápmi – nu forklædt som det ‘grønne skifte’.”

Allerede i 2016 advarede FN’s specialrapportør for oprindelige folks rettigheder mod udviklingsprojekter i samiske områder og anbefalede, at Norge styrker samisk selvbestemmelse. Næsten ti år senere er der ifølge kritikerne ikke sket væsentlige forbedringer.

En meter fra min sovepose puster en anden aktivist sit liggeunderlag op. Mazlum Karatas har også taget bussen fra Tromsø for at vise sin solidaritet. Han fortæller, at selvom han ikke har en direkte tilknytning til området, føler han det nødvendigt at møde op:

”Når beslutninger træffes uden hensyntagen til lokalsamfund og oprindelige folks rettigheder, er det vigtigt at være til stede. At vise støtte er en form for modstand. Det, der sker her, ligner konflikter, jeg har set mange steder i verden. Det her er grøn kolonialisme.”

Red Repparfjorden

Med disse tanker kryber jeg ned i soveposen og trækker natbrillerne for øjnene.

Klokken 5.00 bliver vi vækket, og forberedelserne til aktionen begynder. Der serveres kaffe og smøres store madpakker til dagen. Vejrudsigten lover temperaturer omkring frysepunktet og mulighed for regn – usædvanligt mildt for årstiden, men aktivisterne trækker alligevel i lag på lag af tøj, vel vidende at temperaturen i Finnmark kan falde til minus 30 grader.

Stemningen er præget af både spænding og nervøsitet. Bøderne for civil ulydighed er steget markant, hvilket også har haft konsekvenser for tidligere besættelser af kobberminen ved Repparfjorden.

Ud over kaffe og madpakker medbringer aktivisterne også kæder, som skal bruges til at lænke sig sammen og gøre det vanskeligere for politiet at fjerne dem. Det er stadig mørkt, da vi i karavane kører langs fjorden mod mineområdet. Minefeltets hvidgule spotlys står skarpt i mørket, og allerede ved ankomsten er internationale journalister og fotografer til stede.

Aktivisterne deler sig hurtigt op i hold og spærrer kørevejene op mod mineindgangen. Rensdyrskind bliver lagt ud som siddeunderlag, og de traditionelle lavvu-telte med varmeovne sættes op ved indgangene, så aktivisterne på skift kan komme indenfor og få varmen.

Foran indgangen til selve minen rejses endnu en lavvu, denne gang prydet med et stort samisk flag. Flere samiske aktivister bærer deres traditionelle gákti, hvis dybe blå og røde farver lyser op mod de grå minebygninger.

Slagord som ”Red fjorden, Red Repparfjorden” fylder luften på denne tidlige morgen.

Politisk opbakning til at stoppe deponeringen

Kobberminen ved Repparfjorden er ét blandt mange projekter, der i disse år iværksættes i den grønne omstillings navn. Projekter, som på overfladen fremstår bæredygtige, men som samtidig påvirker både økosystemer og lokale befolkninger.

Mange vil huske Fosen-sagen, hvor vindmølleparker blev opført på områder med samisk rensdyrtræk. I 2021 fastslog den norske Højesteret, at der var tale om krænkelser af menneskerettighederne, og Fosen Vind AS blev påbudt at betale kompensation for de negative påvirkninger, møllerne havde medført på den samiske befolkning og deres rensdyr. I dag er sagen i et såkaldt limbostadie, da møllerne fortsat er i drift.

Omkring klokken 7.00 er besættelsen en realitet, og boringen inde i fjeldet stopper. Minearbejderne kontakter politiet, og ved 9-tiden ankommer en enkelt patruljevogn. Fotograferne strømmer til for at få et billede af konfrontationen mellem aktivisterne og politiet, men konfrontationen udebliver.

I stedet bevæger politiet sig roligt rundt på pladsen og taler med aktivisterne, mest for at sikre at ingen fryser alt for meget. En aktivist fortæller mig, at politiet i Kvalsund ikke har kapacitet eller viljen til at fjerne demonstranterne. Efter en times tid forlader politiet stedet igen.

Aktionen er en succes. Ingen bliver anholdt, og ingen bøder udskrives.

Mens journalisterne rapporterer hjem om aktionen, bliver der dagen igennem sunget, krammet, danset og delt både glæde og bekymringer blandt aktivisterne. På vejen tilbage til skolen bryder jublen for alvor ud i bilerne, da nyheden kommer: Fire store norske partier har udvist sympati for Repparfjorden og vil lægge pres på – for at deponeringsaftalen mellem Blue Moon Metals og den norske stat ikke bliver fornyet.