Mindeord: Tim var aktivist i hjertet

”Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på.”

– BØRN af Tove Ditlevsen, fra digtsamlingen Det runde værelse, 1973, Gyldendal.

***

Natten til tirsdag 30. december sov Gradimir Tim Miljkovic ind på Bispebjerg Hospital.

Tim blev 62 år og vil blive husket som et kærligt, omsorgsfuldt og helt unikt menneske, som rørte mange mennesker på sin skæve vej igennem livet. Han kunne udløse hovedrysten og få smilet frem hos lokalpolitibetjente, sygeplejersker og socialarbejdere og vækker stadig varme minder hos venstrefløjsaktivister og politikere.

Og efterlader nok også et lille chok hos de middelklasse-københavnere, der blev afbrudt i en travl hverdag ved synet af gamle møbler, rotter, computerskærme og presenninger på en parkeringsplads eller et gadehjørne, hvor Tim havde slået lejr og startet endnu en af de protestaktioner, han blev kendt for.

Dødsårsagen beskrives som influenza, og han begraves lørdag 10. januar i sin fødeby Kruševac i det centrale Serbien, hvor han var statsborger.

Kampen for værdighed

I fire årtier kæmpede Tim ikke kun sin egen – men alle hjemløses sag. Med fantasifulde initiativer og kreative projekter, som bar præg af hans tid i den autonome bevægelse og miljøet omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69, hvor gode idéer sjældent lod sig stoppe af hverken loven eller pengepungen.

Helt frem til sin død var Tim en markant stemme i den offentlige debat om socialpolitik. Han blev et symbol på, hvordan vi forholder os til udsattes ret til selvbestemmelse og et værdigt liv.

Senest i forbindelse med kommunalvalget i efteråret 2025, hvor Tim blev interviewet af Jyllands-Posten. Avisen ville vide, hvilken af borgmesterkandidaterne i København han støttede.

Anledningen var, at den socialdemokratiske spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil hen over tre sider i sin bog København, København fortæller om Tim, som hun gav gratis kakaomælk som ung kioskmedarbejder på Hovedbanegården.

Hverken Pernille eller nogen af de andre politikere fik hans velsignelse. Men Tim havde et løfte til de magthavere, der soler sig i de udsattes skæbne.

”En dag, når samfundet vælter, og de svage kommer til at bestemme, skal de rige få lov at mærke, hvordan det er.”

I bad i BumZen

Da jeg selv flyttede til København omkring årtusindskiftet og fik et værelse i det venstreradikale storkollektiv BumZen i Baldersgade, lærte jeg hurtigt Tim at kende. Han opførte en af sine karakteristiske lejrkonstruktioner foran vores hus, og der gik ikke længe, så åbnede en slags kiosk under presenningerne, hvor der blev solgt sodavand, chips og cigaretter. Via en ledning fra vores hus fik han strøm til sin computer og kunne holde varmen om natten.

Som ny aktivist fra provinsen var det lige dele skræmmende og betryggende at møde den store mand med de milde øjne i det snavsede, let bedrøvede ansigt. Han bar tydeligvis på en ensomhed og smerte, men var også beriget med en charmerende evne til at engagere sine omgivelser i sine ofte meget jordnære udfordringer. Som for eksempel at gå i bad.

Iklædt gummihandsker og badebukser gik beboere og aktivister fra det nærtliggende Ungdomshus i aktion for at rengøre den ubehjælpsomme kæmpe. Det var ikke altid nemt og krævede ofte lange diskussioner og forhandlinger. Og nogle gange lykkedes det først, efter Tim var løbet en omgang eller to – storgrinende og nøgen – rundt i kollektivet. Manglede han bagefter rent tøj, så blev det doneret af blandt andre butikken hos Modkraft.dk, der havde T-shirts i størrelse XXL.

Tjansen med at vaske Tim gik på omgang. Da det blev min tur, var han heldigvis både sød og medgørlig, og oplevelsen var med til at skabe en tillid imellem os. Det kunne jeg også mærke, når vores veje krydsedes i de kommende år.

Familiekonflikter

Tim blev født i Jugoslavien og kom til Danmark som 3-4-årig med sine forældre i 1960’erne, da mange søgte hertil som gæstearbejdere. Den første del af hans liv var præget af institutionsophold og specialskoler. Ved fødslen havde Tim fået en hjerneskade og senere diagnosen paranoid skizofreni.

Allerede som 10-årig blev han ifølge eget udsagn hjemløs og måtte søge omsorg og fællesskaber hos andre end sine forældre. De boede på Frederiksberg, men kun i nødstilfælde tog han på besøg.

”Familiekonflikter, rigtigt mange familiekonflikter. Far døde, mor ville dø”, fortalte Tim om sin barndom i interviewet i Jyllands-Posten.

Rotterne blev hans første venner. Som 12-årig tog han den første til sig, og de blev hans kendetegn resten af livet, hvilket gav ham øgenavnet Rotte Tim. Nogle af dem boede i hans tøj, mens andre fulgte ham rundt i små bure i de næste mange år. Han var i det hele taget en stor dyreven. I perioder fik han også selskab af undulater og en and.

Aktivist i hjertet

I begyndelsen af 1990’erne fandt Tim vej til den autonome bevægelse, der blev landskendt efter urolighederne 18. maj 1993. Han blev en del af miljøet på Nørrebro – og i særdeleshed Ungdomshuset og den antifascistiske del af bevægelsen, hvor han var jævnaldrende med flere af de toneangivende personer.

Her mødte han andre unge med sociale og psykiske udfordringer. Dem de andre ikke ville lege med. De utilpassede unge. De kriminelle, marginaliserede, udstødte, psykiatriramte, forældreløse og voldsramte. Unge med forhutlede boligforhold og manglende arbejdsmarkedsmæssige kompetencer.

Det var et socialt og kulturelt eksperiment uden voksnes indblanding, der sprængte rammerne for, hvad der var muligt. Et miljø, der var befolket af mange håndværkere og pædagoger, som havde en meget konkret tilgang til problemløsning. Måske var det med til at give Tim en tro på sig selv. En retning og mening i livet.

Han fik lov til at sove i Ungdomshuset, hvor man tog sig tid til at snakke med ham om politik og gav ham lov til at drive en lille kiosk i kælderen.

Han fandt sin plads i et anarkistisk ungdomsoprør med en ambition om Do It Yourself (DIY) og gensidig hjælp uden om stat, myndigheder og kommune. Organiseret omkring basisdemokratiske stormøder, hvor alle kunne sige deres mening, og der blev lyttet.

Hans kammerater fra dengang beskriver ham som en, der ”altid var klar på at give en hånd med”. Han blev betragtet som loyal og var ofte velinformeret om stort og småt. På grund af sit karakteristiske udseende og særprægede opførsel blev han hurtigt en slags maskot for de autonome, når der var demonstrationer.

”Tim var aktivist i hjertet,” lyder det med respekt og omsorg, når snakken falder på ham i dag. Og alle har en historie med Tim, der bliver beskrevet som stædig, sjov og lidt irriterende.

”Der var dengang, hvor han ikke fik lov til at komme med på en bustur til en demonstration imod nazister i Oslo. Han lugtede ærlig talt for meget. Da vi så kom derop, var den første, vi mødte, Tim. Han var simpelthen selv kørt hele vejen derop på sin scooter. Det er sgu dedikation,” husker en erfaren aktivist tilbage med et grin.

Foreningsliv på hjul

I et åbenhjertigt interview med den alternative lokal-tv-station TV STOP fortæller Tim om sit store ønske i slutningen af 1990’erne: Et værested for hjemløse, som er styret af brugerne selv.

”Jeg er ikke bygget som et computersystem, der lystrer kommunen eller politiet. Sådan er jeg ikke bygget. Jeg er ikke en computer, jeg er et menneske, der har frie hænder til at bestemme over mit eget liv. Det må de respektere,” fortæller formanden for landsforeningen for hjemløse, som Tim nu kalder sig.

Fuld af gå-på-mod har han indtaget lokaler i en kommunal bygning, hvor tomme lokaler skal danne ramme om det brugerstyrede værested. Et tidsskrift ser dagens lys, og Socialministeriet modtager en ansøgning om et større millionbeløb for at realisere drømmen. Men lige lidt hjælper det. Politiet smider Tim tilbage på gaden.

Men med sans for drama og den gode historie får hans happenings ofte omtale i medierne. Landsforeningen består måske i virkeligheden ikke af andre end ham selv, men i pressen kan man læse, at flere hundrede medlemmer bakker op.

I efteråret 2001 blev han omtalt som den ”landskendte hjemløse-talsmand” og tog til Svendborg for at støtte lokale aktivister i byen, som ønskede et brugerstyret kulturhus. Besøget fik lokalavisen til at døbe ham den ”omrejsende hjemløse-politiker”. ”Jeg vil altså ikke have, at det her interview handler om mig. Jeg taler jo bare de hjemløses sag”, fastholdt han i 1999 i Jyllands-Posten.

Protest mod normalisering

Op igennem 00’erne ”normaliseredes” mange fristeder, og myndighederne begyndte at slå hårdere ned på tiggere og de såkaldte roma-lejre. Ekstra Bladet beskrev i flere artikler og indlæg i debatsektionen Nationen, hvordan Tim protesterede med løbesedler og læserbreve, når han fik forbud mod at opholde sig på offentlige steder.

Det var alvorlige emner, men Tim havde stadig overskud til at lave sjov.

Som en tidligere kollega på det venstreorienterede website Modkraft formulerer det: ”Husker tydeligt de mange opkald og besøg på Modkrafts redaktion. Især de gange hvor han lavede telefonfis og storfnisende flere uger i træk ringede og fortalte, hvor verdens mest eftersøgte mand, Osama bin Laden, opholdt sig.”

Efter rydningen af Ungdomshuset i 2007 skete der et generationsskifte i det venstreradikale miljø. Tim faldt ikke til i det nye hus, der åbnede på Dortheavej; aldersforskellen var måske også for stor.

Sukkersyge, stigende vægt og sår på benene medførte, at han snart kun bevægede sig rundt på elscooter med sine ejendele på en anhænger. Kommunens sagsbehandlere, det lokale politi og sygehusvæsenet blev i stigende grad faste gæster i den sidste del af hans liv.

“Gene og ulempe”

”Det var hans lod her i livet at være til gene og ulempe. Dagligt havde politiet kontakt med Tim, når han skulle bortvises, fordi et indkøbscenter, en togstation, et bibliotek eller en kulturinstitution var trætte af ham, selv om han bare skulle oplade eller søge ly for regn og blæst. Måske var det på grund af husdyrene, måske var det bare, fordi det ikke var så kønt at se på. Han gjorde i hvert fald ingen fortræd.”

Sådan skriver den nu pensionerede politimand Rud Ellegaard i bogen Landbetjent i storbyen, der udkom i 2023.

Tim var på mange måder socialforvaltningens barn. Adskillige medarbejdere gjorde en indsats for at give ham et tåleligt liv på egne præmisser. Men han passede sjældent ind i de botilbud, som kommunen stillede til rådighed. Han hverken drak eller røg, men den dårlige hygiejne og rotterne blev et problem for de andre beboere eller personalet.

Og hvis det alligevel lykkedes at finde et sted, så afviste han selv kommunens fremstrakte hånd. Eller de andre beboere blev trætte af ham, fordi han kunne finde på at ringe til politiet, når nogen røg joints. Han evnede sjældent kompromisets kunst og slækkede nødigt på egne principper af hensyn til andres behov.

I en årrække fandt han dog ro i en af de såkaldte ”skæve boliger”, hvor han kunne fejre sin 60-års fødselsdag. En mærkedag, der blev foreviget på tv, da medarbejdere fra det socialpædagogiske tilbud Sociolancen kom forbi med fødselsdagskage.

På dette tidspunkt levede Tim omgivet af computerskærme. Herfra deltog han i det, han selv opfattede som modstandskampen mod en nazistisk besættelse af Ukraine.

På Ruslands side

Kampen imod nazisme i Ukraine blev ført på YouTube og Facebook samt gennem en uendelig strøm af pressemeddelelser og mails til politikere, journalister og alle andre, der kunne tænkes at lytte.

Hans store interesse for situationen i Østukraine og Syrien oplevede jeg selv, da jeg fik arbejde på Modkraft.dk i slutningen af 00’erne.

Ofte ringede og fremsendte han lange analyser, der var svært konspiratoriske og henviste til hans egne hjemmesider. De var fyldt med store billeder af blodige lig og kampråb i flammeskrift med budskaber som for eksempel: ”stop eu-facist og nato-idiot og usa kill macine”. Både i konflikten i Syrien og Østukraine stod han stejlt på Ruslands side.

Min tålmodighed blev sat på prøve, når han ringede. Argumenterne kørte i ring. Sandheden var sort-hvid, og krigsscenarierne blev mere og mere udpenslede for at skabe en følelsesmæssig reaktion. Til sidst måtte jeg afvise ham, og han holdt med tiden helt op med at ringe. Vi kunne stadig hyggesnakke, når vi mødtes på gaden eller til demonstrationer, men de politiske fællesnævnere blev færre, som årene gik.

De yderliggående synspunkter dæmpede dog ikke mediernes interesse for Tim.

Han begyndte at hænge navngivne personer ud som ”landsforrædere” og ”spioner”, hvilket resulterede i, at DR’s udenrigskorrespondent Puk Damgaard følte sig truet. Avisen BT skrev flere artikler om episoden, opsøgte ligefrem Tim og interviewede ham om kampagnen.

I maj 2022 optrådte han i programmet Danmarks Mindste Nyheder på Radio24Syv med følgende introduktion:

”Tim Gradimir lever med seks rotter, som han leger fangeleg med. Derudover er han en anarkistisk hjemløs, der vil have, at de fattige skal overtage magten. Han har også oprettet ’Novorossiya Center’, der støtter Rusland – han er det eneste medlem. Han kender sandheden om krigen og mener at have set flere tusinde nazister i Ukraine.”

De sidste år af sit liv bestred han desuden titlen som politisk leder i ”De Gule Vest Folkeparti” på LinkedIn, ligesom han lavede flere online livestreams, hvor han fortalte om det folkelige oprør, han så for sig.

Den svære samtale

I det tidligere efterår sad Tim pludselig på sin elscooter foran indgangen til min arbejdsplads på Nørrebro. Jeg stak hovedet ud, og vi hilste med et fist-bump. Efter lidt smalltalk spurgte han, om vi havde nogle gamle computere, som han måtte få. Jeg lovede at tjekke, og vi sagde på gensyn, inden han kørte videre. 

Den store interesse for computere og internettet var langt fra af nyere dato. Faktisk startede Tim allerede sin online-aktivisme på Arto, da det blev lanceret i slutningen af 1990’erne. Her oprettede han falske profiler med det formål at afsløre pædofile på chatforummet for børn.

Både kognitivt og politisk gik Tim i stå i en tidlig alder. Internettet blev hans nye hule, når han blev fjernet fra gaden. Isolationen forstærkede nogle grundlæggende forestillinger om verden. Eller som en socialarbejder, der har kendt Tim i mange år, formulerer det:

”Der var aldrig rigtig nogen, der satte sig ned og tog den lange, dybe snak med ham om Rusland og om, hvordan tingene har ændret sig, siden han var barn. Derfor hang han fast i en forestilling, hvor det stadig var Sovjet, der bekæmpede fascisterne.”

Den venstreradikale parole om ”aldrig at blive voksen” har en tendens til at romantisere mennesker, der melder sig ud af samfundet. Drømmen om bare at vende ryggen til det hele. At droppe hamsterhjulet og ride mod solen på sin scooter vækker en universel længsel og resonerer i mange teenagehjerter.

Men i dag er behovet nærmere at skabe attraktive og levedygtige organisationer og netværk, hvor man netop kan blive voksne sammen, have de svære samtaler og blive ved med at udvikle sig.

Heldigvis er det i dag også en opgave for dygtige fagprofessionelle at rumme og støtte mennesker på kanten af samfundet. Organisationer som Stenbroens Jurister, der blev tildelt Hjemløseprisen i 2025, bygger videre på mange års erfaringer fra frivilligt socialt og politisk arbejde, hvor de mest udsatte borgeres behov er i centrum.

God rejse, Tim. Tak for minderne og det evige oprør. 

---