Minimumsnormeringer NU: Tusinder på gaden i hele landet
Lørdag var tusinder af mennesker på gaden i hele landet, i protest mod forholdene i daginstitutioner. De demonstrerende krævede minimumsnormeringer NU, og ordentlige forhold for både ansatte og børn. Solidaritet har samlet billeder og stemningsindtryk fra hele landet.

Lørdag var tusinder af mennesker på gaden i hele landet, i protest mod forholdene i daginstitutioner. De demonstrerende krævede minimumsnormeringer NU, og ordentlige forhold for både ansatte og børn. Solidaritet har samlet billeder og stemningsindtryk fra hele landet.
Mangler din by? Send os dine billeder og en kort beskrivelse af din oplevelse.
Aalborg (Astrid Vang):
Omkring 800 voksne og adskillige børn samledes på Gabels Torv i Aalborg, og gik i demonstration til Kildeparken. Her blev tre taler suppleret med ansigtsmaling, sanglege og børneyoga. På melodi af ‘Mester Jacob’ sang børn og voksne deres opråb til Christiansborg: ”Mai Mercado. Mai Mercado – Hører du? Hører du? – Vi vil have omsorg. Vi vil have nærvær. – Lige nu! Lige nu!”
Talerne berettede om personlige oplevelser med konsekvenserne af den dårlige normering, fra såvel et forældre- som et pædagogperspektiv. Og til slut blev der opfordret til at deltage i opfølgningsmøde i den lokale afdeling af FOLA (Forældrenes Landsorganisation), hvor man vil diskutere hvordan kampen skal fortsættes.


Aarhus (Jeanette Kusk):
Forældre, børn, unge og ældre mødtes lørdag kl. 13 på Storetorv i Aarhus, for at stå sammen om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver landet over. Demoen havde mere end 2000 mennesker med, der bevægede sig langsomt gennem byen med kampråb, børnesange, skilte og barnevogne mod Rådhuspladsen i fuld solskin. På Rådhuspladsen var der fuld fart på, trods lydproblemer under de første par taler.
I det ene hjørne af pladsen var der sat op til ansigtsmaling og kreativ udfoldelse for børnene og en snak med byen folketingskandidater for de voksne. Hurtigt gik de mange børn i gang med at tegne med kridt på den flisebelagte plads, og at danse med til underholdningsbandet Æsken, som spillede både klassiske børnesange og børnevenlige protestsange. Blandt talerne var blandt andre Ida Andersen fra Pædagogstuderendes Landssammenslutning, som vil sikre at hun og hendes medstuderende kan komme ud og give børn den omsorg og det pædagogiske fokus, som de har brug for, når hun er færdiguddannet. Omkring klokken 15 begyndte Rådhuspladsen at ligne sig selv, og færre og færre klapvogne fyldte den lille grå plads foran Århus Rådhus. Budskabet var klart: minimumsnormeringer i daginstitutioner.


Frederiksberg (Daniel Panduro):
De fik sig nok et lille chok, de brudepar der blev gift på Frederiksberg Rådhus den lørdag. Udenfor stod 5000 forældre med barnevogne, børn i vikler og en masse kampgejst. To taler fik folkemængden til at bryde ud i spontane klapsavler: Christina, mor til tre, fortalte gribende om hvordan det er at aflevere sit barn i en vuggestue, hvor der ofte mangler personale, der kan trøste og vinke farvel om morgenen. Børnehavepædagogen Kim berettede om hvordan det var at skulle skuffe børnene, når man nu igen blev nødt til at lave den tur de havde glædet sig om, alene fordi der ikke var hænder nok.
Med et musikanlæg der spillede de klassiske børnesange fra ”Åh abe” og ”Vesterbro ungdomsgård”, og med en gratis chokoladekiks og kakaomælk i hånden, som en klart symbol på modstand mod kommunal sukkerpolitik, satte den frederiksbergske forældrebevægelse i langsom, men festlig gang ind med den københavnske ditto og en fælles kæmp for minimumsnormeringer.


København (Kristian Bruun):
Demonstrationen i København var interessant af flere grunde. Først og fremmest fordi den ”afslører” det teater, som vores dygtige pædagoger har måtte spille for at opretholde illusionen om, at børnene trygt og forsvarlig kan afleveres. En illusion vores velfærdssamfund kræver. Vi er det land i verden med flest børn i daginstitutionerne, hvilket har været en forudsætning for, at så mange kvinder er kommet på arbejdsmarkedet.
Dernæst, fordi selve formen inkluderede børn og børnefamilie på en måde, som jeg ikke har set til andre demonstrationer. Enhedslisten havde telte med puslestation og et ammetelt. Der var en tryllekunster og rytmikpædagogen, Kim Jezuz, fik alle til at synge protestsange i kanon på mester Jakob-melodien. Der var en girafhoppebog, børnetegninger på bagscenen og ikke mindst en tegnsprogstolk. Som Jakob Mark sagde, da jeg mødt ham: ”Det her er jo den gruppe, som vi ikke kan finde ud af at aktivere i partierne!”
Blandt talerne var der forældre, en forsker og en pædagog, hvilket gav en fin balance. Den største klapsalve blev givet til Natasha al-Hariri, da hun angreb Mette Frederiksens ønske om at være børnenes minister, uden at følge sloganet op med handling. Der var enighed om, at valget skulle bruges til at få nogle børnevenlige politikere ind på tinge. Jeg savnede dog flere røde faner på pladsen generelt. Demonstrationen blev til sidst kuppet af en far, som gerne ville tale. Det var Mads Palsvig fra partiet Jorden Frihed Kundskab, der talte om statsbank og udvidet tobinskat. Et ret absurd parti, selvom det var interessant med nogle (om end diskutable) finanspolitiske løsninger.
Hvis vi forældre fortsat mobiliserer side om side med pædagoger og forskere, så kan vi sagtens rykke noget frem mod og efter det kommende valg!





Se flere billeder fra hele landet her. Mangler dit billede? Send det til os her
Følg også den fortsatte kamp for Minimumsnormeringer på Facebook
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)