Misinformationer og fornemmelser forhindrer godt samarbejde om ’ghettoen’

Nogle gange hører jeg ting, der får raseriets damp til at vælte ud af ørerne. Nogle gange bliver jeg så tynget af alle verdens problemer og kan ikke se nogen farbar vej ud af dem. Misinformationer fra politikere og debattører smides rundt i atmosfæren og samles op af medierne, som ukritisk viderebringer dem til masserne. Det eneste jeg har lyst til er at råbe: ”Revolution nu!” Og med knyttet næve prøve at stå rank og stolt.

Af Elsebeth Frederiksen

Jeg er træt af mavefornemmelser og ’synes’-brokker fra politikere, der bruger dem til at lovgive om ting, hvor de ikke har fakta på plads.

Fordomme, fornemmelser og synes-brokker om køn

Kaare Dybvad, som selv engang har boet alment, siger i P1 debat, når man kom til beboermøde i afdelingen var oplægget fra bestyrelsen, at mænd og kvinder skulle sidde adskilt. Det får det til at lyde som om det er noget han selv har oplevet. Men så er spørgsmålet om boligministeren dengang gjorde noget ved det. Sagde han noget på mødet eller lod han stå til? Det er for useriøst er bruge den slags eksempler. Det er for generaliserende. Fordi det er sket for mange år siden i en afdeling, betyder det ikke, at det sker alle steder i dag. 

Når jeg har været til beboermøde i Gellerup eller Toveshøj, er der mange forskellige mennesker med. Nogle kvinder sidder med kvinderne og nogle mænd med mændene, men det betyder ikke, at de har fået at vide, at det skal de. Jeg sætter mig hos dem, jeg kender, og det ender ofte med at være hos kvinderne. Du sætter dig hos dem, som du har et fællesskab med. Det er heller ikke unormalt for etniske danskere at have flest venner og bekendte af samme køn.

” Da jeg gik i skole, legede jeg også mest med pigerne i min klasse, men i et halvt år var vi tvunget til at sidde ved siden af en af drengene i timerne. Fordi nu skulle vi rigtigt blandes, sagde vores lærer. Efter et halvt år ville vi selv skifte sidekammerat igen og sidde sammen med en af det samme køn.”

Da jeg gik i skole, legede jeg også mest med pigerne i min klasse, men i et halvt år var vi tvunget til at sidde ved siden af en af drengene i timerne. Fordi nu skulle vi rigtigt blandes, sagde vores lærer. Efter et halvt år ville vi selv skifte sidekammerat igen og sidde sammen med en af det samme køn. Og det var i Vestjylland i 1980erne. Det viser blot, at man ikke kan tvinge folk til at være sammen på tværs, hvis der ikke er vilje til det. Og så viser det, at kønsopdeling ikke kun sker blandt etniske minoriteter.

Når politikerne snakker om kvindeundertrykkelse og parallelsamfund, lyder det ikke – som om de helt ved, hvad de snakker om. De gør kvindesvømning til et integrationsproblem i stedet for at se det som en mulighed for, at kvinder kan komme til svømning uden at skulle overskride deres egen blufærdighed. Nogle gange har kvinder bare brug for et kvinderum, hvor de kan være alene uden mænd. Det har mænd også, men det snakkes der ikke så meget om.

Aktive kvinder som bydelsmødre

Bydelsmødre

• ‘Bydelsmødre’ er primært kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som gør en frivillig indsats i lokalområdet for at støtte andre kvinder, der ofte er isolerede, og som det etablerede system kan have vanskeligt ved at nå.

• Bydelsmoren lytter, formidler vigtige informationer og bygger bro mellem kvinden og det sted, som bedst kan hjælpe kvinden videre. Hjælpen har til formål at styrke kvinderne, så de kan hjælpe sig selv, deres børn og familie.

• Læs mere på https://bydelsmor.dk/

+

Når politikere snakker om kvinder, der ikke må arbejde for deres mænd, har de formentlig aldrig mødt bydelsmødrene, som ivrigt deltager i demokratiet og hjælper andre beboere. Bydelsmødre har selv været igennem meget, men de har lært af det. De er stærke rollemodeller for mange. De går i gang med at læse videre og kommer i job. Og der er ingen mænd, der skal fortælle dem, hvad de må og ikke må. De opdrager deres børn til at blive gode samfundsborgere, der på trods af omverdenens fordømmelser får uddannelse og arbejde.

Symbolpolitik

Når politikerne bruger ordet ”ghetto”, og laver ”ghettolove”, er der mest tale om symbolpolitik. Politikerne skal lyde handlekraftige. Når beboerne gang på gang bliver talt ned til og får at vide, at de er forkerte og bor et forkert sted, så giver det større mistillid til det danske samfund og politikerne. Der er endda politikere, som vil straffe folk til bedre integration ved at give dem dobbeltstraf for at begå kriminalitet i ”ghettoområder”. Og de vil skære ned på forældres kontanthjælp og børnepenge, hvis de ikke sender deres barn i børnehave.

Der er langt færre, som stemmer i de såkaldte ghettoer, end i resten af Danmark. Er det udelukkende, fordi de lever i et parallelsamfund, hvor man ikke interesserer sig for Danmark? Eller er det måske snarere, fordi de ikke tror på, at deres stemme gør en forskel – fordi ”politikerne gør bare, hvad de vil, når de får magten”, som en beboer sagde til mig op til sidste valg.

Brug de ressourcer, som beboerne allerede har

Hvis politikerne virkelig ønsker at forbedre vilkårene i de såkaldte ghettoer, skal man bruge de ressourcer, som beboerne allerede har. Der er mange, som kan gøre en forskel for vores fælles samfund – men ved at stemple et helt boligområde som et problem, opretholder man denne ”dem og os”. Og man virker uvillige til at opfatte beboerne som en del af samfundet.

Når politikerne er villige til at tale til mig og andre beboere på et oplyst grundlag og uden fordomme, så kan vi komme meget længere – og måske endda begynde at samarbejde om løsninger på vores fælles udfordringer.