9 min. læsetid

I ly af COVID-19 risikerer den israelske regerings planer om at annektere store dele af Vestbredden at gå stort set ubemærket forbi. På frontlinjen mod både annektering og pandemi befinder palæstinensiske bønder sig. Læs Selena Fay Tramels skarpe analyse af bøndernes kamp for suverænitet, folkesundhed og miljø.


Af Salena Fay Tramel

Oversat af Jeppe Studtmund Andersen

2020 har ikke været et let år for palæstinensere – hvis der da nogensinde har været et let år. Ved indgangen til et nyt årti løftede den amerikanske regering sløret for den paradoksalt navngivne ”århundredets aftale”-plan – der opfordrer Israel til at annektere omtrent en tredjedel af Vestbredden.

Det stramme greb strammes igen

Dernæst, i marts, slap coronavirussen gennem checkpoints ind i Betlehem, hvilket har sendt millioner af palæstinensere i lockdown. Og i april dannede Israel en samlingsregering med målet om øjeblikkelig annektering af Jordan-dalen i modstrid med international lov.

Også i Danmark bliver der kæmpet for Palæstina. Billede fra demonstration på Palæstinas Plads i København, 4. juli, 2020. Foto: Christine V. Noe

I dag frygter mange palæstinensere, at den planlagte landerobring her i juli vil gå stort set ubemærket forbi – mens verdens opmærksomhed er rettet mod at bekæmpe corona-virussen og begrænse dens økonomiske udslag.

Israel er god til at bekæmpe corona – men ikke for palæstinenserne

Palæstina bliver ofte omtalt som en undtagelse fra normen i global politik. De, der forsvarer den israelske besættelse af palæstinensiske territorier, har været i stand til at fremføre en fortælling om ’exceptionalisme’ – ved at understrege den lille størrelse på dette stærkt anfægtede hjørne af Middelhavet, og ved at insistere på at der findes uforenelige religiøse forskelle.

Bekæmpelsen af COVID-19 demonstrerer lignende dynamikker: Imens den israelske regering modtager overdådig ros for sin indsats mod pandemien inden for landets egne grænser, har selvsamme regering spildt virussen ukontrolleret ud over de besatte territorier.

”Vores svar på coronapandemien har været at opfordre vores folk til at gå tilbage til deres jord og dyrke den,” siger Amal Abbas [navnet er anonymiseret] fra ’Union of Agricultural Works Committees’ (UAWC). UAWC er en bevægelse for mindre madproducenter, som repræsenterer omtrent 20.000 bønder og fiskere på Vestbredden og i Gaza. Denne palæstinensiske version af en bliv indendørs-advarsel afspejler UAWC’s bredere strategi for modstand mod besættelse og annektering – arbejde, som organisationen har udført siden 1986.

”Hvis du ikke bruger din jord, så er det vores!”

Nybyggerkolonialisme – den invasive udvikling, der forsøger at erstatte en oprindelig befolkning med en ekstern befolkning – har sit eget kafkaske regelsæt, som opretholder det israelske retssystem. Et vigtigt eksempel er en lov, der fastslår, at hvis et stykke land ikke er blevet dyrket i tre år, bliver det automatisk om-mærket til (israelsk) statsejet jord. Det israelske militær er gået langt for at tilføje så meget ”ledig” palæstinensisk jord som muligt til statens arkitektur.  Denne lov bliver delvist brugt til at retfærdiggøre etableringen og udvidelsen af illegale, israelske bosættelser med voldelige fordrivelser, nedrivninger af hjem, konfiskering af dyrket landbrugsjord og separations-barrieren. 

De palæstinænsiske bønder er virkeligt hårdt trængt. De kæmper en hård kamp op ad bakke, men de kæmper. Billede fra al-shabaka.org

Palæstinensiske menneskerettighedsforsvarere arbejder på at vende denne fortælling og det altomfattende politiske projekt, der nærer sig herved. Bønder og landarbejdere i Vestbredden og i Gazastriben – ligesom alle andre steder – har længe været pionerer for social forandring. Og netop af den grund er de blandt de sektorer i det palæstinensiske samfund, der har været hårdest under angreb.

Denne langsomme form for voldelig indtrængen – sammen med den langt hurtigere annektering – er på Israels parlamentariske forhandlingsbord med stærk amerikansk opbakning. Den sætter Vestbreddens fremtid og dens beboere i en ekstremt sårbar position. “Det israelske militær har udnyttet vores nuværende nødsituation og accelereret deres handlinger,” fortæller Amal.

”Jordan-dalen hører allerede ind under klassificeringen Område C, hvilket betyder, at det er over 60 % af Vestbredden, som er under fuld israelsk civil- og militær-kontrol. Næppe overraskende er Område C rig på naturressourcer som grundvand og frugtbar jord.”

Nogle af de israelske autoriteters mest ekstreme handlinger under pandemien har fundet sted i Jordan-dalen, som netop er det område, de har tænkt sig at annektere. Det område hører allerede ind under klassificeringen Område C, hvilket betyder, at det er over 60 % af Vestbredden, som er under fuld israelsk civil- og militær-kontrol. Næppe overraskende er Område C rig på naturressourcer som grundvand og frugtbar jord. Jordan-dalen er ikke kun Område C’s usammenlignelige landbrugsjuvel, men er også en strategisk grænse til Jordan og en port til Levantens andre arabiske lande.

Den basale nødhjælp destrueres, men der kæmpes videre

”I slutningen af marts destruerede det israelske militær nødtelte til behandling af coronavirus, som palæstinensere var ved at rejse i den nordlige del af Jordan-dalen.”

For Jordan-dalens majoritet, beduinbefolkningen, er offentlig hjælp en mangelvare. Derfor fyldes gabet af bønder, arbejdere og bevægelser såsom UAWC, der forsyner befolkningen med basale ressourcer som vand, sanitet, uddannelse, frø, mad og næring. Men selv disse basale ressourcer møder ubarmhjertig og aggressiv modstand. Et eksempel på det er fra slutningen af marts, hvor det israelske militær destruerede nødtelte til behandling af coronavirus, som palæstinensere var ved at rejse i den nordlige del af Jordan-dalen.

På trods af disse trusler har UAWC og andre palæstinensiske græsrodsorganisationer besøgt ældre og gravide kvinder i mobile klinikker, uddelt oplysende og beskyttende forsyninger og konstrueret taghaver og byhaver i forskellige communities. Denne respons på pandemien har i høj grad været en succes, fordi den afspejler det arbejde, som palæstinensiske sociale bevægelser kontinuerligt har engageret sig i under de løbende kriser, der indtræffer under den militære besættelse.

“Noget af det bedste arbejde, vi laver for at bekæmpe virussen og give annekteringerne modstand, er vores frøbank,” siger Amal. UAWC har vedligeholdt en frøbank siden 2003, hvor de beskytter sjældne palæstinensiske frø, der er gået i arv fra generation til generation. Disse frø og den mad, de producerer, har en mangfoldig vifte af formål.”

Modstandens frø lever videre

“Noget af det bedste arbejde, vi laver for at bekæmpe virussen og give annekteringerne modstand, er vores frøbank,” siger Amal. UAWC har vedligeholdt en frøbank siden 2003, hvor de beskytter sjældne palæstinensiske frø, der er gået i arv fra generation til generation. Disse frø og den mad, de producerer, har en mangfoldig vifte af formål. “Vores hjemmehørende frø gør det ikke bare lettere at vende tilbage til vores jord og beskytte den gennem dyrkning,” forklarer Amal. “De har stort set ikke brug for vand og beskytter os fra klimaforandringer.” Hun tilføjer: “Og med så mange stadig i lockdown på grund af COVID-19 har vi fortsat adgang til frø, der giver mennesker muligheden for at brødføde deres familier og naboer – når det er farligt at tage på markedspladsen.”

UAWC understreger, hvor vigtig internationalisme og solidaritet er for at normalisere tilstanden for de mindre palæstinensiske madproducenter, som organisationen repræsenterer. Organisationen er medlem af den internationale bondebevægelse La Via Campesina, som er aktiv i 81 lande. La Via Campesina har taget et stærkt standpunkt imod kolonialisme og virksomhedskontrol over landbruget. Ved at vedligeholde dette vigtige politiske partnerskab har palæstinensiske aktivister haft muligheden for at arrangere lærings-udveksling i egne territorier, samt selv at deltage i lærings-udveksling i udlandet.

Også i Danmark bliver der kæmpet for Palæstina. Billede fra demonstration på Palæstinas Plads i København, 4. juli, 2020. Foto: Christine V. Noe

Historien gentager sig

“Sammen med La Via Campesina bruger vi denne mulighed for at bevise over for hele verden, at det globale sundhedsvæsen og madsystemerne ikke virker – og fremsætter vores løsning: Agroøkologi som et alternativ til den neoliberale model,” forklarer Amal. “Vores bidrag til madsuverænitets-bevægelsen – så palæstinensere kan hjælpe folk med at forstå, at besættelsen handler om at kontrollere naturressourcer nøjagtig ligesom de fleste andre jordtyverier,” opsummerer hun.

Ganske vist har den militariserede israelske erobring af palæstinensisk territorium sin egen historie, men den minder også om de nybygger-kolonialistiske udviklinger, der har fundet sted i Nord- og Sydamerika, Australien og Sydafrika. Disse paralleller er afgørende, mens den næste fase af annektering udspiller sig i Vestbredden op ad pandemiens distraherende kulisse. Palæstina er langt fra en undtagelse fra normen, når det kommer til naturressourcer i global politik, og har indkapslet førnævnte paralleller i et mikrokosmos.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på opendemocracy.com den 24. juni 2020.


Salena Fay Tramel er freelancejournalist ved bl.a. Huffpost og Open Democracy. Hun har en ph.d.-grad i Politisk Økologi fra Institute of Social Studies i Haag. Hendes arbejde handler bl.a. om afbødning af klimaforandringer og sammenfletninger af (trans)nationale sociale bevægelser i landbruget.