Morten Thing fylder rundt: Et liv i Det Nye Venstre – hverken kapitalisme eller kommunisme

10. oktober 2025 er det 80 år siden, at Morten Thing blev født. 

– Min mor måtte i 1943 som jøde flygte til Sverige med min søster. Min far kom ved årsskiftet 1944-1945 som leder af sabotagegruppen BOPA til Sverige for at skaffe flere våben. De besluttede at få et barn mere. Da min mor i maj kom hjem, var hun gravid, og jeg blev så født i oktober, siger han 

Morten Thing har siden slutningen af 1960’erne været en markant stemme på den danske venstrefløj – som debattør, redaktør, foredragsholder og skribent af utallige bøger og artikler. 

Han har i sit politiske liv altid tilhørt ”det nye venstre” i opposition mod både socialdemokratisme og kommunisme.

Morten Thing blev cand.phil. i dansk i 1974 og dr.phil. i 1993 på en afhandling om Kommunismens kultur. Han har arbejdet som bl.a. undervisningsassistent, redaktør, lektorvikar, højskolelærer og forskningsbibliotekar.

Han har fire børn og otte børnebørn. 

Opvækst i en kommunistisk familie

Hvordan var din barndom?

– Jeg er vokset op i en kommunistisk kultur. Begge mine forældre var kommunister indtil Sovjets nedslagtning af opstanden i Ungarn i 1956. Det var en meget venlig kultur med stort fokus på børn. Min far var lidt gammeldags og gik meget op i, hvad jeg skulle blive. Maskiningeniør var hans udtrykte ønske. Min mor var mere præget af progressiv pædagogik og sagde, at det skulle jeg selv finde ud af. Hun havde et let sind, mens min far var mere depressiv. Min opvækst er desuden præget af social opstigning. 

– Efter krigen fik min far som tidligere modstandsmand et tilbud om at blive officer i hæren, som han sagde ja til. Men det var hårdt at være kommunist i hæren. Kommunister var uglesete og blev chikaneret. Mens andre officerer boede på kasernen i Odense, måtte han bo på et lejet værelse ude i byen – de ville ikke have en kommunist indenfor. Efter nogle år søgte min far ind på hærens motorskole, men han fik aldrig eksamensbevis som motorsagkyndig. Han blev dumpet. Det gav nærmest min far et nervesammenbrud. Men gennem private kontakter fik han et lederjob i et reklamebureau, som voksede sig stort, og senere fik han arbejde hos en af bureauets store kunder.

– Min far havde efter krigen store personlige problemer at slås med. Han havde meget voldsomme og uforudsigelige humørskift. Han kunne græde som et barn, uden at min mor kunne trøste ham. Han kunne også blive sindssygt rasende.

Var der også alkohol ind over? 

– Ja, først øl, siden whisky. Til al held blev han ikke aggressiv, når han blev fuld, men venlig imødekommende. Min far ville ikke tale om fortiden, når han var ædru. Men jeg fandt tidligt ud af at være stille, når hans venner kom på besøg, og der var alkohol på bordet. For så dukkede historierne altid op.

– Mit forhold til min far var kompliceret. Det er måske årsagen til, at jeg har identificeret mig som jøde. Jeg har arvet min mors farver, mens mine søskende er lyse efter min far. 

Apartheid, atomvåben og afvisning af et valg mellem øst og vest

Morten Things politiske engagement begyndte i starten af 60’erne med modvilje mod apartheid i Sydafrika og atomvåben. Siden blev han aktiv i Vietnam-bevægelsen.

– En skolekammerat og jeg gik med i den anden atommarch imod atomvåben i påsken 1961. Senere på året meldte jeg mig ind i SF’s ungdomsorganisation, SUF, en forkortelse af Socialistisk Ungdoms Forum. SUF afviste, ligesom Villy Sørensen i bogen Enten eller, at vælge mellem østlig kommunisme og vestlig kapitalisme. Vi ville noget andet.

Morten Things medlemskab af SUF fortsatte op gennem 1960’erne, men moderpartiet holdt han sig ude af. Indtil 1967.

– Da hørte jeg rygter om uenigheder, der kunne sprænge partiet. Jeg meldte mig ind og var medlem på Frederiksberg sammen med både Aksel Larsen og Preben Wilhjelm. Det gik hårdt for sig. Aksel Larsen hadede at blive modsagt. Men Preben Wilhjelm var ligeglad og kompromisløs. De oplevelser gjorde mig ikke til SF’er: Aksel Larsen brød nok med DKP, men ikke fordi han ændrede sin opfattelse af socialismen, mere fordi partiet ikke fulgte hans linje. Når han kritiserede Sovjet, handlede det kun om mangel på demokrati, ikke om at Sovjet ikke var socialistisk. 

Morten Thing fulgte senere på året i december 1967 med mindretallet over i Venstresocialisterne, hvor han var medlem indtil 1972. Siden har han været partiløs. 

– Jeg har ikke haft lyst til at blive medlem af noget parti. Heller ikke Enhedslisten. Jeg er uenig med Pelle Dragsted om, at der eksisterer socialisme i lommer af samfundet. Men jeg orker ikke den kamp. Min politiske indsats har i stedet været at bidrage fra et andet sted – som skribent, debattør og redaktør af bøger og tidsskrifter.

Politisk Revy

Redaktionsarbejde begyndte for Morten Thing på Politisk Revy i 1969.

– Bente Hansen tog fat i mig og Niels Frölich, som begge var aktive i Vietnambevægelsen. Politisk Revy var et partiuafhængigt blad, der udkom hver 14. dag. Da vi kom ind, var kun Bente Hansen redaktør, men siden blev redaktionen kollektiv. Der var ikke mange penge, så ansættelser gik på skift. 

Selv om Politisk Revy ikke var partipolitisk, placerede bladet sig centralt i debatten på ”den udogmatiske, revolutionære venstrefløj:”

– Op gennem 70’erne satte kvindebevægelsen og de nye miljøbevægelser stort aftryk på vores socialismeforståelse. Rødstrømperne troede ikke, at kønsspørgsmålet automatisk ville løses med en revolution. Og økologi blev et nyt politikområde med fokus på kapitalismens grænser for vækst. Jeg sympatiserede i starten af 70’erne med leninisterne i VS, men de nye bevægelser betød en ny orientering. Læsning af Kapitalen og Marx’ kritik af stat og lønarbejde var inspiration til en mindre statsfokuseret socialismeforståelse, hvor selvforvaltning, ligestilling og økologi fik en mere fremtrædende plads. 

En af de diskussioner, jeg husker, du blandede dig i, var, at VS kaldte sig et arbejderparti. Det var et mellemlagsparti, mente du. Hvorfor?

– Jeg er vokset op i en kommunistiske kultur præget af arbejdere, mens 68-oprøret er vokset ud af mellemlagene. Der var kun meget få arbejdere på vores del af venstrefløjen. Det blev der aldrig teoretiseret over. Mange af os endte med god indtægt og arbejde med indflydelse. Den magt, der vokser ud af det, blev aldrig diskuteret. Jeg mener, at vi har en intellektuel forpligtelse til at pointere, at vores interesser er nogle andre end arbejdernes, og til at inddrage politik helt bevidst, når vi som intellektuelle skriver bøger og artikler i eget navn. Ellers kommer vi ligesom kommunismen til at leve på en løgn.

Kommunisme-forståelsen og Israel

Morten Thing har deltaget i debatter og forsket i en bred vifte af emner. Men der er især to temaer, som er gået igen på tværs af hans produktion: kommunisme og jødedom.

– Jeg har som mange andre oprindeligt haft en positiv opfattelse af Israel. Jeg har endda boet i Israel i 1965, hvor jeg oplevede ting, som jeg ikke forstod. Men det var først efter Seksdages-krigen i 1967, at jeg ændrede holdning. Det skete, da en ven på mit kollegie sagde: ”Problemet er vel, at zionisterne har stjålet palæstinensernes jord?” 

– Så enkelt er det jo! Ingen folk har ret til deres eget land – hvis det sker på bekostning af et andet. Da jeg efter at have læst op på historien offentliggjorde to kronikker i Information, kom det næsten til et blodigt opgør: Selv min far sagde: ”Du er nok blevet antisemit”, og min onkel nægtede at se mig. Jeg møder stadig den slags reaktioner – jeg er for nylig blevet kaldt både retarderet og antisemit. Jøder, der ikke støtter Israel, møder stadig anklager om forræderi.

– Men jeg mødte forståelse fra min mor. Da hun talte i telefon med min onkel og beklagede sig over, hvor besværlige uenighederne i familien var, tilføjede hun: ”Og i øvrigt er jeg enig med Morten.” 

Et andet spor i din forskning har handlet om kommunisme, som også er vævet tæt sammen med din familiehistorie.

– Ja. Min mor voksede op i et jødisk hjem i København. Hun brød med jødedommen, da en jødisk lærer tog hende på brysterne som 12-årig. Hun kom aldrig mere i synagogen. Men hun blev ved med at være stolt af sin jødiske baggrund.

– Min mor blev uddannet som småbørnspædagog. Hun var præget af progressiv amerikansk og dansk kulturradikal pædagogik. Men hun valgte at stoppe med at arbejde, da hun fik os.

– Min far var vokset op i Herning og blev uddannet blikkenslager. Han flyttede til København i 1936, da han ikke kunne få arbejde efter at have organiseret en strejke. Han mødte min mor på Borup Højskole. Hun deltog i et kursus for småbørnspædagoger, han var anvist arbejde af arbejdsformidlingen. Det var måske første gang min far så en jøde. Han var lys med rødlig skægvækst, mens min mor mørk – og han blev meget betaget. Hun var på det tidspunkt kommunist, mens han var socialdemokrat. Men hun fik ham overtalt til at blive kommunist.

– De blev ved med at være kommunister indtil dannelsen af SF i 1958. De blev aldrig medlemmer, men stemte SF resten af livet.

– Jeg spurgte mange år efter min mor, hvornår hun første gang fik mistanke om, at der var noget galt med heltedyrkelsen af Stalin. Hun svarede, at det var ved Stalins død. Under ”lægeprocessen” var der kun jødiske navne på listen over mordmistænkte. Men den store politiske krise i mine forældres liv havde startpunkt i Krustjovs hemmelige tale i 1956.

1993 udgav du en doktorafhandling, hvor du argumenterede for, at kommunisme var en slags religion. Det er ikke en opfattelse, der er enighed om. I Giraffens redaktion, som vi begge var en del af i start-1990’erne, indtog tre tidligere kommunister – og historikere – sjovt nok også tre forskellige holdninger: Kurt Jacobsen støttede tesen helhjertet, Erik Jensen var vist skeptisk, og Benito Scocozza afviste den totalt. Forveksler du ikke lejrtænkning og fanatisme med religion?

– Nej, for kommunismen byggede på trossætninger, der intet havde med virkeligheden at gøre. Det var et dogme, at der var socialisme i Sovjetunionen. Det var der ikke. Kommunismen løj om virkeligheden i Sovjet. Det var et brutalt statsdiktatur, ikke et arbejderstyret samfund og demokrati. 

– Men min mor, der holdt en pæn tale, da jeg havde forsvaret doktordisputatsen, sluttede faktisk også med at sige: ”I øvrigt var vi ikke religiøse.”