Foto: Wikimedia Commons
7 min. læsetid

Den daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen kaldte ved nedsættelsen af Seniortænketanken i 2018 seniorerne for “en værdifuld arbejdskraftreserve for virksomhederne, som oplever rekrutteringsudfordringer”. Måske var det en fortalelse? Men sætningen rammer præcist.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Dennis Kristensen

Troels Lund Poulsens formulering om seniorerne, som en ‘værdifuld arbejdskraftreserve for virksomhederne’ var måske en fortalelse, men formuleringen rammer ret præcist billedet af mange seniorers tilknytning til arbejdsmarkedet. Den løse tilknytning gør ældre, veltjente medarbejdere til lønmodtagere, som anvises plads på reservebænken – indtil erhvervslivet og den offentlige sektor kalder dem på banen igen i kraft af mangel på andre spillere.

For de, der har kræfterne og lysten i behold, er folkepensions- og efterlønsalder ikke det mest centrale. Det handler om hvorvidt de kan bruges på en måde, hvor de oplever, at de fortsat får mulighed for at gøre en forskel. Dennis Kristensen

Oplevelsen af at være friskere end tidligere generationer får en del til at arbejde længere. Den stigende pensionsalder flytter alles tidshorisont for, hvornår vi kan tjekke ud fra arbejdsmarkedet. Og den stigende efterlønsalder gør det samme for dem, der af helbredsmæssige årsager er nødt til at gå – eller blot synes de har aftjent deres værnepligt og ikke føler, at arbejdsmarkedet har mere at byde dem.

For de, der har kræfterne og lysten i behold, er folkepensions- og efterlønsalder ikke det mest centrale. For dem handler det i højere grad om, hvorvidt de kan bruges, når de ellers har opnået retten til pension eller efterløn. Og vel at mærke bruges på en måde, hvor de oplever, at de fortsat får mulighed for at gøre en forskel – uden nødvendigvis at skulle kunne magte helt det samme, som de kunne som 25-årige. Og mange med helbredet i behold vil gerne bevare tilknytningen til faget, kollegerne og arbejdspladsen.

Hvem er du – hvad laver du?

For de fleste af os indeholder den første dialog med den ukendte sidemand ved middagsselskabet, mødet, eller under ferien en ordveksling om begge parters arbejde.

Vores fag og vores arbejdsplads fylder så meget i vores selvopfattelse, at det naturligt må på banen tidligt i samtalen. Så er det ligesom på plads. Så véd vi, hvor vi har hinanden. Så kan vi placere hinanden på både arbejdsmarkedets og samfundets landkort.

Og det er egentligt ikke så underligt.

I det lys burde det ligge på den flade hånd – at gøre det attraktivt for de seniorer, som har lysten og helbredet, at fortsætte i arbejde efter pensionsalderen. Dennis Kristensen

Vi tilbringer størstedelen af vores vågne liv før pensionsalderen på jobbet eller på vej til og fra arbejdspladsen. Og dagens oplevelser, problemer eller udfordringer forsvinder ikke blot som dug for solen, når det er blevet fyraftenstid. Vi glædes ved, bekymrer os for, funderer over eller taler med familien om kolleger og jobbøvl i fritiden. Jobbet er en del af os.

I det lys burde det ligge på den flade hånd – at gøre det attraktivt for de seniorer, der har lysten og helbredet, at fortsætte i arbejde efter pensionsalderen. Det er oplagt, at seniorordninger af den art skal have et særligt fokus på at tage hensyn til alderen – og dermed ikke indeholde helt de samme krav som stilles til yngre lønmodtagere.

Se på, hvad seniorer synes om deres lange arbejdsliv

Men det burde være lige så oplagt at kigge nærmere på seniorernes erfaringer, når de ser tilbage på deres arbejdsliv. Har deres arbejdsliv udviklet sig på en måde, der opleves som spændende, udfordrende og udviklende – eller det modsatte?

Faggrupperne har oplevet, at deres indflydelse på eget arbejde er blevet mindre gennem deres 40-45 årige arbejdsliv. Egen-indflydelsen – fra de startede i faget, er blevet indskrænket af detailstyring – til de gik på pension. Dennis Kristensen

Det har tre pensionerede akademikere kigget nærmere på sammen med pensionerede medlemmer af 12 meget forskellige faggrupper i bogen “Arbejdet forstået baglæns” (Frydenlund, 2019).

Og resultatet er overraskende.

Der er nogle gennemgående træk på tværs af læger, politifolk, IT-ansatte, bibliotekarer, social- og sundheds-arbejdere, bygningsarbejdere osv. Nogle gennemgående og foruroligende fællestræk.

Faggrupperne har oplevet, at deres indflydelse på eget arbejde er blevet mindre gennem deres 40-45 årige arbejdsliv. Egen-indflydelsen – fra de startede i faget, er blevet indskrænket af detailstyring – til de gik på pension.

Den anerkendelse af deres faglighed, som de oplevede i starten af arbejdslivet, er i stigende grad tørret ind. Mulighederne for at anvende de ansattes faglighed og faglige skøn er i høj grad blevet indhegnet af regler, standarder og procedurer i løbet af deres arbejdsliv.

De fleste vurderer, at ledelse er blevet stadig mere vigtigt i løbet af deres erhvervskarriere – men at kvaliteten i ledelsen af deres faggruppe har mistet kvalitet. Og for manges vedkommende en oplevelse af, at de ledere med faglig indsigt, som de mødte i starten, gennem årene er blevet erstattet af ledere med regneark under armen, men uden den faglige indsigt.

Arbejdslivet bliver mindre attraktivt de sidste år – så hvorfor fortsætte…

De fleste har oplevet et godt arbejdsliv samlet set. Men det skinner klart igennem, at arbejdslivet vurderes langt mere attraktivt i starten end i slutningen.

Og det er jo netop vurderingen af arbejdslivet hen mod slutningen, der for den enkelte er afgørende for, om lysten til at fortsætte på det “fripas”, som fortsat beskæftigelse efter folkepensionsalderen reelt er.

Det perspektiv – har det hidtidige arbejdsliv udviklet sig i negativ retning for den senior, der skal overveje at fortsætte? – er helt fraværende i debatten om det grå gulds værdi for arbejdsmarkedet.

Det skinner klart igennem, at arbejdslivet vurderes langt mere attraktivt i starten end i slutningen. Dennis Kristensen

Og det er simpelthen hul i hovedet. Hvem skulle dog lade sig lokke til at fortsætte, hvis seniorerne oplever, at indholdet i deres arbejdsliv hidtil er gået ned ad bakke?

På samme måde forholder det sig med lysten til at skrue jobs sammen, som er mindre belastende, end seniorernes hidtidige arbejdsliv.

Og ikke mindst på samme måde med lysten til at gøre op med den i virkeligheden besynderlige og – i forhold til at skaffe arbejdskraft – direkte kontraproduktive måde, vi oftest afslutter arbejdslivet på. 100 % i arbejde den sidste dag i måneden – og 100 % uden for arbejdsmarkedet dagen efter.

Hvorfor skaber vi dog ikke job, der giver seniorer mulighed for at trappe jobindsatsen ned over en længere periode med stigende fritid – men også med en ekstra arbejdskraft i stedet for den totale udtjekning fra arbejdspladsen på én gang?

Vi har brug for et arbejdsmarked, hvor seniorernes erfaring og arbejdsindsats efterspørges. Og hvor seniorer føler sig velkomne til at fortsætte, mens de – der startede først i belastende brancher – med oprejst pande kan gå på tidlig pension.

Vi taler rigtigt meget om det grå guld. Men i realiteternes verden er den snak oftest en myte, der er hullet som en si.

Vi har brug for et arbejdsmarked, hvor seniorernes erfaring og arbejdsindsats efterspørges. Og hvor seniorer føler sig velkomne til at fortsætte, mens de – der startede først i belastende brancher – med oprejst pande kan gå på tidlig pension Dennis Kristensen


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.