Når kritik af staten bliver mistanke mod mennesker

Det konkrete forslag går ud på at gøre det strafbart offentligt at benægte Israels eksistensret eller opfordre til statens afskaffelse, når ytringen er egnet til at fremme antisemitiske volds- eller vilkårligheds-handlinger. Sådanne ytringer kan dog allerede i dag i visse tilfælde rammes af straf. Det nye er, at netop dette indhold foreslås gjort til en selvstændig og politisk markeret strafkategori med bøde eller fængsel i op til fem år.

Dermed handler sagen ikke længere kun om jura. Den handler også om, hvordan et bestemt politisk spørgsmål løftes ud af den almindelige politiske strid og ind i et særligt moralsk og retsligt rum. I sagen i Hessen kædes benægtelsen af Israels ret til at eksistere sammen med et angreb på jødisk liv og videre med et angreb på den frie orden. Dermed forskydes sagen. Det, der begynder som en politisk stillingtagen til staten Israel, ender som et spørgsmål om de mennesker, staten hævder at beskytte, og til sidst om den politiske orden.

Min kritik går ikke ud på at benægte, at antisemitisme findes og trives. Jeg vil heller ikke hævde, at benægtelse af Israels eksistensret aldrig kan være antisemitisk. Det kan den være. Problemet opstår, når staten og offentligheden behandler kritik af zionisme eller af staten Israel som noget, der på forhånd må mistænkes for at være antisemitisk. Så bliver et politisk spørgsmål om stat og magt til et moralsk spørgsmål om menneskelig anstændighed.

Det gælder ikke kun Tyskland. Det peger på noget mere principielt. En stat kan ikke nøjes med at være magt over mennesker. Den må også fremstå som det, der beskytter dem. Dens egen sikkerhed må derfor ligne borgernes sikkerhed, og dens fortsatte eksistens må fremstå som en betingelse for deres liv. Ellers ville det stå alt for tydeligt, at staten ikke kun beskytter, men også varetager sine egne interesser. Derfor opstår der igen og igen en forskydning, hvor kritik af en stat glider over i kritik af dem, den hævder at beskytte eller repræsentere.

Når staten bliver værn

Hessen-forslaget samler denne forskydning i en klar figur. Det siger ikke bare, at jøder skal beskyttes mod had. Det siger også, at staten Israels fortsatte eksistens er så tæt knyttet til beskyttelsen af jødisk liv, at angreb på staten behandles som angreb på mennesker.

Dermed træder staten Israel ikke længere frem som en stat, der kan kritiseres som andre stater, men som et nødvendigt værn. Den, der angriber dette værn, bliver derfor ikke blot en politisk modstander, men en person der let kan fremstilles som moralsk mistænkelig.

Det samme mønster viser sig også i den tyske statsborgerskabspolitik. Ved naturalisering kræves nu en bekendelse til Tysklands særlige historiske ansvar for nationalsocialismen og dens følger, især beskyttelsen af jødisk liv. Dermed optræder forholdet til jødisk liv ikke kun som et spørgsmål om lovlydighed eller udenrigspolitik, men også som en prøve på om man anses for at høre til i det tyske politiske fællesskab.

Den tyske stat nøjes ikke med lovlydighed. Den kræver i stigende grad tilslutning til sin egen historiske og politiske selvforståelse. Det er ikke nok blot at leve under staten. Borgerne skal også i afgørende henseender kunne tale dens sprog om sig selv. Det, der først viser sig i forholdet til Israel, vender altså tilbage i tysk politik som et spørgsmål om, hvem der hører til.

Krise kræver identifikation

Det, vi ser her, er dog ikke et særtræk ved Tyskland eller Israel. Det er en mere almen statslogik, som bliver særligt synlig i krise- og krigstid. Jo mere en stat kræver loyalitet, disciplin, oprustning og offerberedskab, desto vigtigere bliver det at udviske forskellen mellem statens interesser og befolkningens. Jo mere staten trækker på borgernes liv, desto mere må den fremstille sig selv som deres nødvendige værn.

Staten kommer da ikke til at stå som en særskilt magt over for borgerne, men som den instans, der skal beskytte dem og tale i deres navn. Netop derfor bliver kritik af staten let moralsk mistænkelig. Den kan læses som et angreb på dem, den hævder at repræsentere.

Hessen-eksemplet er derfor oplysende. Her træder mekanismen særligt tydeligt frem, fordi moral, statsræson og strafferet smelter sammen. Det, der fremstilles som beskyttelse af mennesker, bliver samtidig til beskyttelse af en bestemt statslig form. Og dér indsnævres offentligheden. Politisk kritik moraliseres, og uenighed behandles lettere som et spørgsmål om loyalitet.

Hold fast i forskellen

Det betyder ikke, at antisemitisme kan opløses i statsanalyse. Det betyder, at enhver kritik – der både vil være antiracistisk og politisk skarp – må holde fast i den forskel, som denne sammenkædning af stat og mennesker systematisk udvisker.

Jøder er ikke staten Israel. Beskyttelse af jødisk liv er ikke identisk med enhver politisk eller juridisk beskyttelse af staten Israel. Borgerne er heller ikke identiske med den stat, de lever under. Forsvinder denne forskel, bliver kritik af magt til mistanke mod mennesker. Og så lukkes det politiske rum netop dér, hvor det burde holdes åbent: omkring statens magt, dens interesser og dens krav på loyalitet.