Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
2. maj. 2021

Når middelklassen er normen

Alting bliver fremstillet med middelklassens briller på. Det gør medierne blinde for den udbredte fattigdom i Danmark, skriver Pernille Loumann i ugens gæsteleder.

Når huspriserne stiger, præsenteres det altid som en positiv nyhed. Middelklasse-Danmark er normen, skriver Pernille Loumann. Foto: Agnes Runestrup
4 min. læsetid

Begrebet heteronormativ beskriver en verdensopfattelse, hvor man antager, at heteroseksualitet er normen, og at alle som udgangspunkt er heteroseksuelle. Hvis ikke man eksplicit har fået andet at vide, går man ud fra, at en dreng er kæreste med en pige, at et barn har en mor og en far, at der til et bryllup er en brud og en brudgom osv. Den forståelse bliver præsenteret med den største selvfølgelighed gennem velfærdssamfundets institutioner, vores sprog, uddannelsessystem, medier og populærkultur. Og når verden er heteronormativ, udgrænses de levemåder, der ikke passer ind. De bliver usynlige, afvigende eller suspekte. Én af de store kampe for LGBT-personer er netop at bryde med heteronormativiteten.

Middelklassen slår tonen an

På samme måde kan man sige, at der i vores samfund findes en udpræget middelklasse-normativitet. I skolen går lærerne ud fra, at børnene har deres eget værelse, at de rejser på sommerferie, at de kan have en pakkegave med til klassens julekalender, og at de kan gå til ridning eller klaver, hvis de har lyst. Offentlige myndigheder går ud fra, at borgere, der vil i kontakt med dem, har en pc med internetadgang. Praktiserende læger går ud fra, at patienterne kan købe den medicin, de udskriver, og at de har et sted at rulle en yogamåtte ud og lave de rygøvelser, de får besked på.

“Nyheder om, at boligpriserne stiger, bliver i TV-avisen præsenteret som noget entydigt godt, fordi man åbenbart regner med, at seerne selv ejer en bolig.”

Ugeblade går ud fra, at deres læsere har råd til at indrette deres hjem i overensstemmelse med bestemte trends eller at købe nyt tøj til årstiden eller rejse til Bali, hvis de føler sig stressede. Og ikke bare forbrugs- og livsstilsstof bliver vinklet ud fra denne logik. Også andre nyheder farves af forestillingen om, at vi alle tilhører middelklassen. Nyheder om, at boligpriserne stiger, bliver i TV-avisen præsenteret som noget entydigt godt, fordi man åbenbart regner med, at seerne selv ejer en bolig. Avisledere om coronakrisens økonomiske implikationer fastslår, at det er samfundssind at gå ud og svinge dankortet, som om alle mennesker kan træffe økonomiske dispositioner på den måde.    

Der har de seneste år været talt meget om de geografiske skel i Danmark. Om eliten i storbyerne over for arbejderklassen i provinsen. Om de kreative akademikere, der stemmer på Radikale og Alternativet, versus hjemmehjælperne fra Sønderjylland, der stemmer på Dansk Folkeparti. Men den diskussion har ofte handlet om værdimæssige forskelle. Hvad der synes at være skammeligt overset er, at der også er kæmpe økonomiske forskelle, og at hele vores samfund er bygget med middelklasse-danskeren som omdrejningspunkt. Der findes ikke en kommune eller et sundhedsvæsen for mennesker, der ikke kan honorere de krav, som middelklasse-danskeren kan, og der findes (stort set) ikke medier for mennesker, der ikke har nogen købekraft.

Fattigdommen ignoreres

Men sandheden er, at en del mennesker i Danmark er fattige. Antallet af fattige jf. AE-Rådets og Danmarks Statistiks definition var støt stigende i perioden 2014-2017, hvor antallet af fattige toppede med over en kvart million, heraf ca. 64.500 børn. Fra 2017 er den relativt stejle stigning dog afløst af et lille fald. Stigningen i perioden 2014-2017 kan primært forklares med en reduktion af integrationsydelsen (nu selvforsørgelses- og hjemrejseydelse) samt genindførslen af 225-timers-reglen og kontanthjælpsloftet.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har opgjort, hvad det koster for forskellige familietyper at leve en beskeden tilværelse i Danmark uden basale afsavn – de såkaldte minimumsbudgetter. Rådet for Socialt Udsatte har sammenholdt disse tal med rådighedsbeløbet for de mest økonomisk trængte personer og familier. Her viser det sig, at en del ikke har et beløb til overs hver måned, der kan dække de mest basale fornødenheder. Helt galt ser det ud for ægtepar uden børn, som enten er ramt af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet eller er på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Disse grupper mangler helt op til 5.900 kr. pr. måned for at kunne dække de basale behov.

Det er en skændsel, at mennesker – herunder børn – lever i fattigdom i Danmark. Og det er at føje spot til skade, at de samtidig skal finde sig i, at deres udfordringer ignoreres, og deres levevis overhovedet ikke er afspejlet i den måde, vores samfund er indrettet. Når man ikke kan give sine børn tre måltider mad om dagen, må det altså være en ufattelig provokation at skulle bombarderes med glade nyheder om, at det nu er det optimale tidspunkt at sælge sommerhuset.   


Om skribenten

Pernille Loumann

Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro. Læs mere