Når politik bliver et reality-show med minoriteter som deltagere

Der er noget urovækkende genkendeligt over den måde, muslimer og minoriteter omtales på i dansk politik i disse år. Det minder ikke om ansvarlig lovgivning. Det minder om en film fra Hunger Games-universet, hvor konstante fjendebilleder, symbolske kampe og politiske ritualer primært har til formål at fastholde befolkningens opmærksomhed – frem for at løse reelle samfundsproblemer.

I Hunger Games distraheres borgerne med spektakulære konflikter, mens magten forbliver uantastet. I dansk politik ser vi noget lignende, når tid og ressourcer bruges på problemer, der enten ikke findes eller er stærkt overdrevne – mens velfærd, sundhed og trivsel presses i baggrunden.

Hvem er syndebukken?

Tag beslutningen om at genåbne op mod 5.000 sager om førtidspensionister med ikke-vestlig indvandrerbaggrund. Det fremstilles som nødvendig oprydning, men i praksis handler det ofte om sager, der allerede er afgjort af kompetente socialrådgivere efter gældende lovgivning.

Samtidig har Dansk Folkeparti foreslået at undersøge, om socialrådgivere med ikke-vestlig baggrund systematisk tilgodeser borgere med samme etnicitet. Dermed sår de tvivl om faglighed og retssikkerhed uden dokumentation.

Eller debatten om forbud mod religiøs tildækning i skoler. Der findes ingen udbredt praksis og ingen dokumenteret systematisk udfordring, men alligevel bruger partierne politisk kapital på at lovgive mod et fænomen, der stort set ikke eksisterer. Det samme gælder bønnekald, som reelt ikke foregår i det offentlige rum i Danmark, men som integrationsministeren alligevel fremmaner som en trussel.

Bederum beskrives som problematiske, selvom de i praksis er stille og refleksionsrum, der bruges af studerende og ansatte på tværs af tro og livssyn. Der er ingen dokumentation for, at de skaber social kontrol eller parallelsamfund. Tværtimod viser internationale erfaringer, at de bidrager til ro, inklusion og trivsel.

Loven om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund – ofte kaldet koranloven – er endnu et eksempel. Liberal Alliance har udtalt, at de ønsker loven ophævet, hvis blå blok vinder et kommende folketingsvalg. Det vil ikke løse konkrete problemer, men sende et klart signal om, at nogle borgeres tro anses som mere problematisk end andres.

Vi kan gøre det bedre

Når politik reduceres til symboler, bliver minoriteter kulisser. De bliver deltagere i et spil, hvor deres tilstedeværelse bruges til at signalere politisk handlekraft – mens reelle strukturelle udfordringer som mistrivsel blandt unge, pres på psykiatrien, ulighed i sundhed og stigende leveomkostninger forbliver uløste.

Det er derfor ikke overraskende, at en ny måling viser, at hver fjerde dansker ønsker muslimer væk fra Danmark. Holdninger opstår ikke i et tomrum. De formes af sprog, gentagelser og politiske signaler. Når magthavere igen og igen udpeger en gruppe som et problem, normaliseres forestillingen om, at de er mindre ønskede borgere.

I Hunger Games er frygt et styringsredskab. Det samme gør sig gældende i nutidens Danmark. Men prisen betales ikke af dem, der formulerer overskrifterne. Den betales af børn, unge og familier, der dagligt mærker mistilliden, blikkene og retorikken sive ned i hverdagen.

Politik kan være bedre end dette. Danmark kan være bedre end dette. Vi kan vælge at bruge tiden på løsninger frem for fjendebilleder, på fakta frem for fantomer og på fællesskab frem for frygt.

Spørgsmålet er, om vi vil fortsætte showet – eller slukke for kameraerne og tage ansvar.