Når venstrefløjen bekræfter krigens nødvendighed

På en konference i Bruxelles i ’Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine’ holdt Søren Søndergaard, folketingsmedlem for Enhedslisten, et indlæg – offentliggjort i Socialistisk Information 4. maj – der ikke blot udtrykker solidaritet med Ukraine, men også kritiserer EU’s oprustning, våbenindustriens profitjagt og de neoliberale reformkrav til landet.

Søndergaard fortjener anerkendelse for sit forsøg på at formulere et venstreorienteret synspunkt i en vanskelig politisk situation. Hans indlæg er skrevet i solidaritetens ånd.

Netop derfor bør det tages alvorligt og læses kritisk. For Søndergaards budskab udfordrer ikke krigen – forsvarskrigen – det forudsætter den. Han kræver ikke, at krigen stopper, men at den føres mere konsekvent. Og i sin solidaritet med den ukrainske stat overser han de mennesker, der bærer krigens byrder.

National selvbestemmelse dækker over statens interesser

Søndergaard insisterer på, at Ukraine selv må bestemme, hvordan krigen skal føres, og hvilken vej landet skal gå: “Det valg kan kun træffes af Ukraine og af den ukrainske befolkning. For det er dem, som er under angreb, og som hver dag mister liv og lider under krigen,” skriver han. Det lyder umiddelbart demokratisk, men rummer en grundlæggende forveksling. For det er ikke befolkningen, der bestemmer – det er staten.

Det er den ukrainske stat med regering, militær og magtinstitutioner, der fører krigen, fastlægger målene og definerer midlerne. Og dét, der forsvares, er ikke borgernes liv og velfærd som sådan, men statens suverænitet.

Når staten går i krig – uanset hvilken slags – udsætter den sine egne borgere for angreb; ikke som en utilsigtet bivirkning, men som en kalkuleret omkostning. Borgerne angribes, mens staten forsvarer sig. Borgerne mobiliseres, kommanderes og ofres for statens interesser. Sådan er det med den nationale selvbestemmelse. Det er statens ret til at føre krig – og borgernes pligt til at dø for staten.

Alligevel taler Søndergaard om ‘Ukraine’ som én samlet aktør – uden klasser, uden modsætninger. Dermed overser han den grundlæggende skillelinje mellem dem, der fører krigen, og dem, der bærer dens byrder.

Krig som en nødvendighed for fred

Søndergaard mener, at vi skal lægge pres på regeringerne for at øge støtten til Ukraine, så landet får de bedste muligheder for at sikre en “retfærdig fred”:

”Vores opgave er at gøre alt, hvad vi kan, for at give Ukraine det bedste udgangspunkt for at sikre en så retfærdig fred som overhovedet muligt. Og det handler om at lægge pres på vores regeringer om at give mere hjælp til Ukraine. Det er vores opgave nummer ét,” skriver han.

Søndergaard ser altså fortsat krig som midlet til fred. Det betyder flere våben, flere ødelæggelser og flere døde. Når Søndergaard samtidig beklager krigens lidelser, bliver det derfor ren moralisme, eftersom han netop stiller krav om det, der forøger og forlænger lidelserne. Når krig gøres til forudsætning for fred, accepterer man dens rædsler som nødvendige og gør sig selv til medansvarlig for, at de fortsætter.

Mere støtte åbner for indsættelse af tropper

Søndergaard kræver mere og hurtigere støtte til Ukraine og beklager, at Europa ikke udnytter sine ressourcer:

“Hvis Putins Rusland vinder krigen, er det ikke, fordi Europa ikke har ressourcerne. Så er det på grund af mangel på politisk vilje til at støtte Ukraine,” skriver han. Samtidig insisterer han som tidligere nævnt på, at Ukraine skal gives “det bedste udgangspunkt for at sikre en så retfærdig fred som overhovedet muligt.”

Men hvad betyder det i praksis? Først: Krigen accepteres som legitim. Dernæst: Ukraine er ofret og ladt i stikken. Så: Vesten har svigtet. Derfor: Der skal gøres mere. Og endelig: Europa har ressourcerne. Når man følger denne ræsonnementskæde til ende, står én mulighed tilbage, når våbenleverancer ikke længere er nok: Europa må militært selv træde til.

Søndergaard nævner ikke europæiske tropper med ét ord. Han siger hverken ja eller nej. Men netop fraværet af et klart nej gør teksten åben for viderefortolkning. Når først man har sagt A (mere hjælp) og B (krigen skal fortsættes), bliver C (tropper) et nærliggende næste skridt – ikke nødvendigvis hos Søndergaard selv, men hos dem der bygger videre på hans logik.

Våben til Ukraine fører til oprustning i Vesten

Søndergaard kritiserer, at våbenindustrien har fået frit spil til at bestemme og profitere. Ifølge ham skyldes det fraværet af politisk vilje og statslig styring:

 “I ord lovede de europæiske politikere støtte til Ukraine. Men i handling nægtede de at pålægge den store europæiske våbenindustri at producere til Ukraines behov. Problemet var ikke mangel på produktionskapacitet. Problemet var, at markedskræfterne fik lov at bestemme.”

Derfor foreslår han, at “vi bør tage kontrol over de finansielle og industrielle ressourcer, opbygge en statslig våbenproduktion og konfiskere den private våbenindustris overnormale profitter.”

Den underliggende præmis er klar: Krigen skal fortsættes, men styres mere konsekvent. Problemet er ikke krigsførelsen, men dens ineffektive administration; en bedre krigsførelse kræver en statslig styring.

Statens rolle bliver dermed ikke til genstand for kritik, men til redskab for oprustning. Når Søndergaard foreslår, at staten skal overtage styringen fra markedet, placerer han sig ikke uden for krigens logik, men midt i dens maskinrum. Det, han efterlyser, er ikke en anden – socialistisk – økonomi, men en mere effektiv krigsøkonomi.

Og her opstår det egentlige paradoks: En stat, der skal støtte Ukraine mere målrettet med våben, må nødvendigvis også selv opruste. For øget støtte forudsætter øget investering i våbenteknologi og militær produktionskapacitet – en kapacitet, der naturligt også styrker donorlandenes egen krigsevne. Den oprustning, Søndergaard advarer imod som systemisk problem, gennemføres i hans eget forslag som politisk løsning.

Markedsreformerne kritiseres, men ikke deres årsag

Søndergaard retter med god grund kritik mod de reformkrav, som EU stiller til Ukraine: Privatisering af banker, liberalisering af jernbaner, frasalg af offentlige aktiver. Han kalder det en gentagelse af de fejl, der tidligere har skadet kriseramte lande: “Historien har vist, at omfattende neoliberale betingelser for krisefinansiering er skadelige for modtagerlandet,” skriver han.

Men hvorfor stiller Søndergaard overhovedet disse krav? Fordi Ukraine søger fuld integration i den vestlige blok – politisk, militært og økonomisk. Og adgang til denne blok kræver selvfølgelig tilpasning til dens spilleregler: Markedsliberalisering, budgetdisciplin, åbning for udenlandsk kapital osv. Reformerne og støtten er derfor uadskillelige.

Søndergaard forsvarer Ukraines ret til at vælge sin egen vej. Men i en global markedsøkonomi betyder suverænitet ikke frihed, men evnen til at konkurrere. Når han kritiserer reformerne uden at stille spørgsmål ved den verdensorden, der gør dem nødvendige, bekræfter han i praksis præmissen: Støtte kræver tilpasning.

Men den tilpasning har ikke kun økonomiske konsekvenser. Den skærper også modsætningen til de stater og blokke, som ikke vil eller kan underordne sig. Økonomisk integration bliver til politisk loyalitet – og loyalitet til strategisk frontdannelse. Afvigelse tolereres ikke, men defineres som en trussel. I den logik forbliver krig en mulighed.

Solidaritet

Søndergaards indlæg er båret af et ægte engagement. Han forsøger at forene solidaritet med det ukrainske folk med en kritik af Vestens kynisme og markedstænkning. Det fortjener respekt. Men netop fordi hans ærinde er solidarisk, er det afgørende at tage hans analyse alvorligt og afprøve den – ikke blot i intention, men i konsekvens.

Der findes en anden form for solidaritet. En, der ikke knytter sig til nationalstater og deres militære selvhævdelse, men til de mennesker, der lider under denne. En sådan demokratisk, socialistisk solidaritet ser ikke krig som et nødvendigt middel til fred, men som et resultat af en kapitalistisk verdensorden, hvor staters konkurrence er vigtigere end menneskers liv.

Den spørger ikke, hvordan krigen kan føres bedre, men hvorfor den føres overhovedet. Den søger ikke en mere retfærdig fordeling af oprustningens byrder, men benægter at oprustning overhovedet er svaret.

Den retter ikke sin kritik mod for lidt støtte – men mod hele idéen om støtte til krig. Ikke mod dårlig styring, men mod selve styringen af krig. Ikke for national selvbestemmelse, men for international solidaritet – på tværs af grænser og imod det system, der gør krig til en rationel beslutning.

For demokratiske socialister betyder solidaritet med Ukraine derfor ikke opbakning til den ukrainske stat, men forsvar af de mennesker, der lever og dør under krigen. Og den rækker ud til befolkningerne i Rusland, i EU og videre ud til alle dem som i denne verdensorden stilles over for de samme krav: Støt din stat! Forbered dig på krig! Vær klar til at ofre dig selv, dine børn og børnebørn!

En international solidaritet må nægte at følge disse krav og insistere på, at en anden verden er mulig.