Vælger venstrefløjen krigen, fravælger den socialismen

I en artikel i Solidaritet 17. maj 2025 argumenterede jeg for, at store dele af den europæiske venstrefløj har accepteret præmissen om krigens nødvendighed. Med henvisning til den russiske invasion af Ukraine har mange progressive tilsluttet sig en fortælling, hvor krig – og dermed oprustning og militær støtte – fremstilles som en tragisk, men uundgåelig pligt.

Også herhjemme støtter alle tre socialistiske partier Ukraines væbnede forsvarskamp. Socialdemokratiet og SF knytter denne støtte til en markant dansk oprustning, mens Enhedslisten begrænser sig til at ville forbedre territorialforsvaret. Det afgørende er imidlertid, at alle tre partier tilslutter sig krigens nødvendighed.

På Enhedslistens årsmøde i 2023 bakkede partiet således op om de militære donationer til Ukraine. Og forud for valget til Europaparlamentet i 2024 krævede spidskandidat Per Clausen, at ”EU skal levere de våben og den ammunition til Ukraine, som vi har lovet. Og vi skal levere den til tiden og uden at kny.” I år har Per Clausen og Jakob L. Ruggaard i en artikel her i Solidaritet slået fast, at vi bør have et ”effektivt og velfungerende moderne forsvar”.

Argumenterne bag har alle været sympatiske: Vi må bekæmpe den russiske imperialisme, sætte ukrainernes forsvarskamp højere end våbenproducenternes profit og forsvare os imod fascister og slyngelstater. Ikke desto mindre argumenteres der i sidste ende for en accept af krigens nødvendighed.

Men accepterer man først denne, underordner man sig krigens logik. Modstand omdannes til opbakning, og kritik bliver til tilslutning. Man accepterer voldens betingelser og dermed også den kapitalistiske logik, som krigen udspringer af. I det øjeblik forsvinder det socialistiske perspektiv som politisk alternativ.

Krigens struktur og det ikkevoldelige alternativ

Når stater går i krig, centraliseres beslutningskraften entydigt hos regering og generalstab. Samfundet underordnes krigens logik: Borgere rekrutteres, civilsamfundet militariseres, og modstand opfattes som forræderi.

Denne struktur gentages af både angriber og forsvarer. Krigen bliver total – ikke bare i sine midler, men i sin sociale og politiske organisering. Betingelserne for den socialistiske opposition forringes således voldsomt.

Det ikkevoldelige perspektiv repræsenterer en radikalt anden vej. Det undertrykker ikke civilsamfundet, men udspringer af det. Historisk er ikkevoldelig modstand blevet båret af fagforeningsfolk, kirkelige aktivister og studerende, dvs. mennesker uden våben men med organisatorisk opfindsomhed og folkelig tillid.

Denne form for opposition sætter ind længe før krigen bryder ud og retter sig mod enhver autoritet, der gør krig til nødvendighed og lydighed til dyd. Og den fremmer – i modsætning til krigen – betingelserne for en egentlig socialistisk bevægelse.

Fagbevægelsens rolle: Fra borgfred til organiseret modstand

Krigens logik skaber ikke kritiske fællesskaber, men lydige funktioner. Fagforeninger presses til at opgive deres rolle som modmagt og i stedet støtte det nationale projekt. De forventes at udvise samfundssind, undlade strejker og indgå borgfred.

Den ikkevoldelige modstand bryder med dette. Her er det ikke den politiske loyalitet, men ulydigheden der udgør samfundssindet. Arbejdere strejker, studerende protesterer, og borgere organiserer samfundets nødvendige funktioner i opposition til krigsmaskinen.

Men det kræver, at fagbevægelsen genopdager sin evne til kollektivt selvforsvar. Fagforeningerne har et særligt potentiale, fordi de organiserer arbejderne i produktionen, energi- og transportsektoren, inden for undervisning og sundhed – og netop dér kan modstanden gøre en forskel ved at stikke en kæp i hjulet på oprustningen, krigsforberedelserne, den førte krig eller en besættelsesmagt, hvis det skulle komme dertil.

Alt dette kræver ikke våben, men bred deltagelse og organiseret vilje. Våben vil afspore ethvert socialistisk perspektiv, fordi de koncentrerer handlekraften hos nogle få og omdanner den politiske kamp til krig.

Den sociale kamp må forbindes med krigsmodstanden

Oprustning og krig går hånd i hånd med angreb på befolkningens levevilkår. Det er ikke tilfældigt, men strukturelt; for når militæret prioriteres, forringes den sociale tryghed. Afskaffelsen af store bededag og forringelserne af pensionsalderen begrundes med behovet for at finansiere et stigende militært beredskab. Og når NATO’s nye styrkemål snart vedtages, vil det betyde endnu flere milliarder til krigsforberedelse, betalt af den almindelige befolkning.

Ikkevoldelig modstand er det eneste perspektiv, der kan forene sociale krav med opposition til krigen. Det skaber alliancer på tværs af sociale, politiske, etniske og religiøse skel og forbinder dagligdagens erfaringer fra arbejde, bolig og uddannelse til en samlet front mod krigslogikken.

Det venter ikke på, at krigen erklæres, men virker her og nu – og dér hvor samfundet organiseres, nemlig i befolkningens hverdagsliv.

Derfor må vi forbinde den sociale kamp med modstanden mod oprustning og krig. Ikke som parallelle spor, men som én og samme kamp. Og derfor må fagbevægelsen og fredsbevægelsen finde sammen i en fælles afvisning.

Ikkevoldens styrke: Forsvar af liv og samfund

Krig er destruktion – både menneskeligt og materielt. I Ukrainekrigen har hundredtusindvis af soldater mistet livet, titusinder af civile er dræbt, byer og samfund er smadret. Selv i Rusland, hvor krigen måske ’vindes’, efterlader den spor.

Ikkevoldelig modstand efterlader også spor, men sjældent ruiner. Under Gandhis saltmarch i 1930 blev tusindvis fængslet, men ingen byer ødelagt. Da Warszawa-pagten invaderede Tjekkoslovakiet i 1968, blev soldaterne ikke mødt af hærens ødelæggende ildkraft, men af en modvillig befolkning der udøvede civil ulydighed og rystede fjendens moral.

Det er ikke en myte, men en strategi: Når soldater konfronteres med civile i modstand, opstår et andet rum end slagmarkens; et rum, hvor lydigheden vakler, og statens vold mister sin selvfølgelighed.

En socialistisk opposition kan ikke vinde befolkningens tillid gennem død og ødelæggelse, men kun gennem viljen til at forsvare det liv, som krigen truer med at udslette. Ikkevoldelig modstand begynder selvsagt ikke med våben, men med viljen til at holde sammen på det krigen splitter ad.

Valget står åbent, men det haster

Når venstrefløjen accepterer krigens nødvendighed, forstærker den samtidig den samfundsmæssige orden, som den hævder at ville forandre. Den abonnerer på statens logik, ikke på befolkningens behov.

Ikkevoldelig modstand er ikke et fravalg af kamp, men af krig der altid går ud over befolkningen. Og det er et tilvalg af en kampform, der skaber frigørelsens betingelser. Det er en kamp uden våben, men med politisk vilje, omfattende organisering og kollektiv deltagelse. En kamp for frihed, lighed og solidaritet på tværs af grænserne og i modsætning til den nationale enhed som opretholder den kapitalistiske logik, som krigen udspringer af.

Jo højere politikere og medier råber om nødvendighed, jo vigtigere bliver det at insistere på et alternativ. Ikke som abstrakt moral, men som konkret politik. For der findes en anden magt end den militære, nemlig den folkelige. Og der findes andre sejre end de militære, nemlig de politiske der gør op med det samfundssystem, som gør krigen til en anvendelig metode.

Venstrefløjen må beslutte sig nu. Ikke først når bomberne falder, men i dag hvor krigsparatheden bygges op. En venstrefløj, der støtter krigen, opgiver sit eget politiske grundlag. Hvis socialismen skal være andet end retorisk staffage, må den træde i karakter som reel opposition mod oprustning, krigsforberedelse og krig.

En organiseret, folkelig og ikkevoldelig modstand er ikke blot mulig, men nødvendig hvis den demokratiske socialisme skal spille en selvstændig rolle i fremtiden.