Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
23. december. 2023

Når vi allerede en temperaturstigning på 1,5 grad nu i 2023?

Vi er i slutningen af 2023. Det varmeste år i målt tid. Jeg er snart 67 år gammel, og da jeg blev født, havde verden – altså menneskene – endnu ikke udledt nok CO2 til, at det var et alvorligt problem. Men nu i 2023 er klimakrisen en realitet, som det nok vil vise sig umuligt at stoppe

Verden koger og fortsætter kursen mod klimakatastrofen

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Indholdet af drivhusgasser i atmosfæren er så højt, at den grundlæggende balance er blevet slået ud. Og menneskene fortsætter med at udlede drivhusgasser på et stadigt stigende niveau.

Verdenssituationen i øvrigt hjælper ikke. Krig ødelægger klimaet. Våbenproduktion er dybt miljøskadeligt, og når våben bruges, udledes der enorme mængder drivhusgasser. Byer bliver ødelagt og mennesker fordrevet.

Overalt på jorden ser vi klimaforandringer som følge af temperaturstigninger. Vi taler om rekordtemperaturer, død på grund af overophedning, skovbrande, oversvømmelser i nogle områder, samtidig med tørke i andre.

I sommer udgav WMO – Verdens Meteorologiske Organisation – en klimarapport, der må anses for at være den mest autoriserede oversigt over klimaudviklingen.

Her forudsiger de en stigning i temperaturen på 1,4 grad i 2023. Under alle omstændigheder vil det blive det varmeste år i den målte periode, fastslår de.

1,5 grad i 2024? Eller måske allerede i 2023

Spørgsmålet er nu om menneskeheden vil overskride FN’s mål om at begrænse klimaforandringen til 1,5 grad i 2023?

Det spørgsmål kan vi allerede besvare. Vi er der nemlig næsten allerede nu.

7. december 2023 kom EU’s prognose for klimaet:  2023 bliver globalt set 1,46 grader varmere end før den industrielle tidsalder globalt set.

The Economist skrev 18. november, at de forventer, at 2024 kan blive året, hvor verdens gennemsnitstemperatur stiger mere end 1,5 grad. Det sker efter et 2023, som har været meget varmt – med mange alvorlige varmerekorder og deraf følgende skovbrande.

Skovbrande er både en følge af klimaforandringen og en årsag til dem. For de udleder CO2 og kulstof i store mængder.

Måske når vi først 1,5 grad i 2024. Under alle omstændigheder bevæger vi os hen mod en klode, hvor klimaet allerede er kraftigt forandret.

Det er et faktum, der helt vil forandre menneskenes levevilkår på kloden. Det er en sand global krise, med globale konsekvenser. COP28 vil ikke ændre på det.

Krigene og klimaet

Krig er noget af det mest skadelige, mennesker kan foretage sig mod hinanden og mod klimaet. Moderne krig bygger på uhæmmet brug af fossile brændstoffer til selve driften af våbnene og ikke mindst til at bygge dem.

Våben består – måske bortset fra droner – stadigvæk mest af højkvalitet metal, som er en af de største klimasyndere. Og alle de byer, der bliver ødelagt, skal bygges op igen en dag, hvor der forhåbentlig og måske bliver fred.

De krige, vi lige nu er vidner til i vores nærområder, er ikke kun ødelæggende for de mennesker, der bliver ofre for dem. Gennem deres CO2-udledninger bliver de også ødelæggende for klimaet.

Udledningerne hober sig op

År for år fortsætter menneskene med at udlede flere og flere drivhusgasser.

Der er nogle, der fremstiller det som et fremskridt, hvis vi reducerer udledningen med fx 30 procent. Hvis du går over til en el-bil, så er der fx mange der mener, det er en ”grøn løsning”.

Desværre fungerer CO2 slet ikke på den måde. CO2 bliver ophobet i atmosfæren – og vil have sin drivhuseffekt i meget lang tid. Det, vi udleder i dag, vil således blive lagt oven i det, vi udledte tidligere.

Det vil tage træer plantevæksten lang tid at suge CO2 til sig, og det kræver store uberørte naturområder.Hvis vi kun udleder lidt mindre, fortsætter vi kursen mod katastrofen. Og ovenikøbet ser det ikke ud til, at vi globalt set udleder mindre.

Menneskeheden er i gang med et enormt selvbedrag, hvor vi lader som om vi gør noget for ”den grønne omstilling”. Men i virkeligheden fortsætter vi som hidtil.

Om skribenten

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft

Mikael Hertoft er cand.mag i russisk og Øststatskundskab, tidligere medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten, og arbejder som underviser i dansk som andetsprog. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER