Næste finanskrise kan starte i Europa

Der er noget rystende genkendeligt og amerikansk i forløbet omkring den mellemstore Silicon Valley Banks (SVB) krak den 10. marts. SVB brugte i årevis en hel del krudt på at få lempet de amerikanske bankregler, så de selv kunne komme under radaren for tilsynsmyndighederne – og få større spillerum til en risikabel strategi.

En del af indsatsen skete i koordinering med den magtfulde amerikanske banklobby, American Bankers Association, der i 2018 fik Kongressen til at lade banker som SVB slippe med et overfladisk tilsyn. Senere skulle de have held med at få myndighederne til at godkende andre undtagelser, bare for dem selv. Kronen på værket var, at alle regler om bankpakker og erstatninger blev tilsidesat, da SVB krakkede. Staten trådte ind og betalte rundhåndet store millionbeløb til private og virksomheder for at holde dem skadesfrie.

Den glemte finanskrise

Siden kollapset har alle tænkelige højtstående politikere og embedsmænd – såsom formanden for Euro-landenes finansministre (Eurogruppen), Paschal Donohoe, og formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde – stået i kø for at understrege, at de europæiske banker er godt polstrede, og at der ikke er tegn på, at kollapset sender trykbølger ud i den europæiske bankverden. At der i det hele taget ikke er noget, som peger på en gentagelse af finanskrisen 2007-2008.

Måske. Selvom folk som Donohoe og Lagarde nærmest har i deres arbejdsbeskrivelse, at de skal tale markederne til ro – ellers kan det hurtigt gå galt – så er det sikkert rigtigt, at vi ikke står over for en sammensmeltning som den i 2007-8. 

Men når det nu handler om en bank, som har været i stand til at grave sin egen grav ved at overbevise myndighederne om, at den skulle have lang snor og uendelig tolerance, er det værd at fremhæve, at bankernes snævre interesser har stået så højt på EU’s ønskeseddel i mange år.

Mens eksemplet med SVB er meget amerikansk, er der for længst udviklet solide traditioner i EU for noget, der til forveksling ligner tilstandene i USA. Gode reformforslag er blevet droppet, eksisterende regler er blevet bøjet, og mange tiltag i EU tyder på, at finanskrisen for længst er blevet glemt.

Stærkere regler i USA

Et af de afgørende øjeblikke i sagaen om SVB var, at banken blev undtaget fra den såkaldte ”Volcker Rule”. Ifølge denne regel kan banker, der nyder godt af føderale forsikringsordninger, ikke samtidig agere som spekulative investeringsbanker. Logikken er, at staten ikke skal ende med at betale en stor erstatning til almindelige indskydere, hvis banken tager store risici.

Undtagelsen fra denne regel brugte SVB til netop dét – en risikabel strategi, som fejlede. Så det var dobbelt ynkeligt, da de amerikanske myndigheder trådte til og alligevel betalte gildet – langt ud over det, loven tillader og forpligter dem til. Når de rige er i knibe, har statskassen umådelige midler til rådighed. 

Men kigger vi på EU, begynder vi på et helt andet niveau. I EU er det nemlig aldrig lykkedes at få vedtaget noget, som kommer i nærheden af Volcker-reglen. I perioden 2011-2017 var der adskillige modeller på bordet, som i sidste ende blev droppet. Den europæiske bankmodel er stadig en farlig blanding mellem investeringsbanker og almindelige kundebanker.

EU underbyder

I princippet er grundpillerne i bankreguleringen i USA og EU de samme. De findes i Basel-reglerne, som justeres løbende gennem forhandlinger mellem de største finansmagter på kloden. Den tredje runde blev indledt under finanskrisen, og førte til en stærkere polstring af bankerne.

I denne sammenhæng er det mere interessant, at både USA og EU – på hver sin måde – har underbudt Basel-reglerne bl.a. for at opnå globale fordele. I USA er tærsklen for fuld implementering af Basel-reglerne blevet sænket, så mellemstore banker som Silicon Valley Bank blev undtaget.

Men EU kan også. Mens reglerne blev gennemført i USA i 2013, fastlagde EU en meget lang indfasningsperiode på omtrent ti år. Og de ’kapitalkrav’, som EU endte med at fastsætte, ligger langt under det niveau, reglerne foreskriver.  

Den stil har EU fastholdt. Så sent som i januar 2023 mødte en af Den Europæiske Centralbanks øverste chefer, Andrea Enria, op til møde i Europa-Parlamentet for at advare mod forslag til yderligere udvanding af EU’s gennemførelse af Basel-reglerne. Forslag som ellers nyder støtte i Kommissionen og Rådet. Også EU-parlamentarikerne valgte ikke at lytte.

Nervøsitet i EU

EU er i det hele taget gået langt for at ’styrke’ finanssektoren. I de senere år har ’Kapitalmarkedsunionen’, som er et af prestigeprojekterne på finansområdet i EU, endda ført til en slags rehabilitering af værdipapirer, der til forveksling ligner dem, som de fleste beskylder for at have udløst finanskrisen i 2007-8.

Dette og andre projekter for avanceret deregulering, som enten er gennemført eller er på vej i EU, er ansporet af jagten på global ’konkurrenceevne’. Blandt EU’s strateger er risikovilje og liberalisering vejen til en konkurrencedygtig finanssektor, som kan matche den amerikanske. Det spor har EU befundet sig på siden omkring 2014, hvor finanskrisen allerede var et fjernt minde. Spørgsmålet er om tiden nu er kommet til at vende bøtten. 

Nervøsiteten har i hvert fald bredt sig. Efter Silicon Valley bukkede den schweiziske storbank Crédit Suisse under og blev opkøbt for en slik af konkurrenten UBS. Ikke længe efter faldt aktiekursen på mange andre europæiske storbanker – Deutsche Bank, Commerzbank, Barclays, BNP Paribas. Det er muligt, at vi slipper med skrækken, men der er ingen tvivl om, at de sidder yderst på stolen i Den Europæiske Centralbank – og i det danske finanstilsyn for den sags skyld. 

Det ligner jo en anledning til selvransagelse. I en kommentar til Credit Suisse’s kollaps skrev Helen Thomas fra Financial Times under overskriften ”Hvor ’konkurrencedygtig’ synes I vores bankregulering skal være nu?” Hun ender med en optimistisk påstand: ”De der har argumenteret for, at robust og ubøjelig regulering giver en konkurrencefordel på den lange bane, har nu overtaget over afvigerne.” 

Det har hun uden tvivl ret i. Men hvis hun mener, at et overtag i debatten også uden videre viser sig ved – at EU ændrer kurs, tager hun fejl. Det viser finanskrisen også.