Nederlandenes undergang

I sidste weekends nederlandske provinsvalg, vandt Thierry Baudets ultranationalistiske Forum voor Democratie (FvD) en jordskredssejr. Partiet fik 86 pladser ud af 570 mulige. Læs Alex De Jongs analyse af den politiske situation i Nederlandene her.

Oversat af Kristoffer Thyregod Lassen

Af Alex De Jong

Det yderste højre fik et jordskredsvalg i Nederlandene i sidste uge. Men Geert Wilders’ Frihedsparti (PVV) blev overskygget af mere traditionelle reaktionære kræfter.

Den store vinder af de nederlandske regionsrådsvalg d. 20/3-19 var det højre-radikale Forum voor Democratie (FvD). Det var første gang FvD deltog i regionrådsvalgene, som også er valg til det nederlandske overhus, senatet. Men med næsten 15 % af stemmerne, blev FvD øjeblikkeligt et af de største partier i senatet, i et nyt skridt fremad for det yderste højre i Nederlandene.

FvD opstod på baggrund af en kampagne mod EUs handelsaftale med Ukraine, og blev til et politisk parti I 2016. I 2017 fik de to pladser i det nederlandske underhus, parlamentet. Siden da har FvD, og især partiets leder Thierry Baudet, været en permanent del af pressebilledet i Nederlandene. Baudet og FvD løfter arven fra Pim Fortuyn, der åbnede ballet for det yderste højre i Nederlandene lige omkring årtusindskiftet.

I de seneste par år har det yderste højre ellers været repræsenteret af Geert Wilders og hans frihedsparti. Men han er altså blevet overskygget af Baudet. Selvom Wilders og hans anti-muslimske bevægelse på mange måder har banet vejen for FvD, er de både anderledes og langt mere radikale.

En reaktionær trosbekendelse

En af forskellene er, at FvD sælger sig selv på at være drevet af ideologi. I deres program erklærer de, i et indirekte angreb på Geert Wilders, ”Vi er rationelle, kultiverede, seriøse og fokuserer på de ting, der betyder noget.” FvD er blevet kaldet populistiske, men de må siges at være de mest selv-bevidste elitister i det nederlandske politiske landskab. Baudet har skrevet en bog om klassisk musik, og startede sin indsættelsestale i parlamentet med en latinsk parafrase af et Cicero citat. FvD’s kandidatliste består af advokater, kirurger, direktører, forretningsfolk og tidligere officerer, og næsten samtlige af deres programpunkter lover klassekamp fra oven på alle fronter.

Baudet og hans nærmeste arbejder på et autoritært, nationalistisk transformationsprojekt af det nederlandske samfund. Partiopbygning er en del af projektet, og med over 30.000 medlemmer er FvD allerede nu større end en del af de veletablerede midterpartier, med både lokalafdelinger, ideologisk træning og en hurtigt voksende ungdomsorganisation. Dette står i kontrast til frihedspartiet, PVV, der formelt set kun har ét medlem, nemlig Geert Wilders selv. I modsætning til PVV, der kun handler om Wilders og hans Twitter-konto, er FvD ved at skabe en massebevægelse som en del af en langsigtet strategi om at skabe et nyt Nederlandene.

Ideologien bag deres projekt er mere sammenhængende end PPV’s. Wilders startede som det yderste højre af det sekulære, markedskapitalistiske, liberale VVD. Med sin islamofobi som hovedformål, opgav Wilders sit radikalt nyliberale udgangspunkt, og endte med at adoptere en slags ”velfærds-chauvinisme”. Han kom altså til at posere som en slags forsvarer af velfærdsstaten, og påstod at den virkelige trussel var immigration, og at immigranters ret til social sikkerhed konstant skulle begrænses. Omvendt taler FvD i deres valgprogram om at ophæve arbejdsmiljøloven, om at sælge de almennyttige boliger til private, om afskaffelse af arveafgiften, boligstøtten og det sociale sundhedssystem. Ved at bruge social-darwinistiske argumenter, påstår FvD i deres nationale opstillingsgrundlag at velfærd forvandler folk til flokdyr og får samfundet til at gå i stå. FvD ønsker dynamik, og vil forvandle Nederlandene til det europæiske svar på Silicon Valley.

I toppen af deres projekt vil FvD gerne have en stærk ledende magt. Som partiet så pænt udtrykker det, så ønsker de ”større afstand mellem regering og parlament”. Nederlandene har normalt koalitionsregeringer, hvor det største koalitionsparti får premierministerposten. FvD ønsker at indskrænke koalitionsdannelserne og give mere direkte magt til premierministeren. Deres plan er, at premierministeren skal vælges ved direkte valg, og at vedkommende skal have mulighed for at indsætte, afskedige eller trumfe regeringsmedlemmer.

Samtidig med denne voldsomme forøgelse af den udøvende magt, vil partiet svække de uafhængige domstole, (der ifølge FvD er domineret af venstrefløjen) og fjerne statsstøtten til samtlige civilsamfundsfunktioner, presse- og partistøtte. FvD ønsker en handlekraftig regeringsmagt i stedet for endeløse kompromisser, der leder et styrket politi og militær, og hersker over en magtesløs befolkning og en svækket arbejderklasse.

Derudover ønsker FvD et valgsystem med borgerforslag. Faktisk er netop det forslag kernen i FvD’s ideologi og årsagen til at de mener de er fortalere for ”direkte demokrati”. Men i et samfund uden arbejdsrettigheder og uden mulighed for offentlig debat, vil det selvsagt være de velhavende og dem med de rigtige forbindelser, der ville kunne bruge borgerforslagene til at få sine ønsker igennem. I Baudets hoved er det selvfølgelig ikke et problem. Hans modsvar er derimod, at ”som det er i øjeblikket, er parlamenterne underlagt lobbyorganisationer for transnationale og andre velhavende virksomheder”. Den ideologiske sammenhængskraft for FvD, i deres atomiserede vision om et samfund, er nationalisme og idéen om hvidt overherredømme. Ifølge deres paranoide verdensbillede ”har der i de seneste årtier været et forsøg på at fremmedgøre nederlændinge fra deres egen historie, og adskille dem fra deres kultur”. Således lægger FvD sig tæt op af den højre-radikale myte om ”den store udskiftning”, idéen om at venstrefløjen forsøger at udskifte den hvide europæiske befolkning gennem immigration og kulturmarxisme.

For at modvirke dette komplot, opfordrer FvD til at man lukker grænserne og begynder at undervise i, udbrede og promovere alle de skønne ting, som Vesten har fremstillet. Og ved samme lejlighed udrense venstresnoede tendenser fra den akademiske verden. FvD ønsker at ”fremme re-migration” de steder, hvor ”assimilation har været uden held”, deportere migranter ”hvis politiske observans ikke passer ind i vores vestlige civilisation”, og begrænse immigranters adgang til velfærdsydelser.

Som eksempel på hvilken type samfund FvD ønsker fremhæver Baudet Ungarn. I et interview i et ungarsk blad kalder Baudet den ungarnske premierminister Viktor Orbán ”Den vestlige verdens store helt”, og fremhæver hans smædekampagne mod finansmanden Georg Soros.

Baudet har udviklet sine idéer om national uafhængighed og sin demokratiforståelse i sin ph.d-afhandling, som også er udgivet som bog (”The Signifiance of Borders”) på nederlandsk og engelsk. Ifølge Baudet er demokrati den legitime suveræne magtudøvelse i nationalstatens navn. Legitimiteten er ikke resultatet af gensidig anerkendelse af rettigheder eller en demokratisk opbygning af staten, men derimod en kulturel konstruktion. Ifølge Baudet hænger det sådan sammen, at når ledere og undersåtter tilhører samme nationale kultur, vil undersåtterne kunne se sig selv i deres ledere og dermed acceptere deres magt som legitim. Det medfører at nationerne bliver nød til være homogene for at genkendelsen vil kunne finde sted. Statens opgave er derfor ikke bare at opretholde loven, den skal også aktivt forme samfundets værdinormer for at sikre dets homogenitet. Baudet veksler mellem at definerer homogeniteten etnisk og kulturelt. Således har han både sagt, at han ønsker et hovedsagligt hvidt Europa og at han frygter en udvanding af det nederlandske folk gennem en sammenblanding med andre.

Baudets demokratiforståelse fører til en logisk afvisning af menneskerettighederne. Eller sagt på en anden måde: Baudet mener først en nation er suveræn, når dens stat ikke bliver begrænset i sin magtudøvelse. Folket har kun de rettigheder, der er dem givet som nation. Men menneskerettighederne lægger begrænsninger på, hvad den suveræne nationalstat kan, og Baudet ser derfor både dem, internationale institutioner og aftaler som antidemokratiske. FvDs modstand mod menneskerettighederne er ikke kun strategisk, for at kunne lukke grænserne. For FvD er det et principielt spørgsmål.

F-ordet

Baudet henter inspiration hos fascisterne. I en artikel i det franske højrefløjs magasin ”Valeurs Actuelles”, december 2015, diskuterer han terror-angrebene i Frankrig. Han sammenligner de jihadistiske terrorister med ”Gilles”, hovedpersonen i en bog af samme navn fra 1939. Bogen er skrevet af den franske fascist Pierre Drieu La Rochelle, som en slags selvbiografisk roman. I romanen bliver karaktererne tiltrukket af ”voldens erotiske effekt”, et billede som Baudet åbenbart sympatiserer med; ”Alt her i livet skal vindes gennem kamp. Han som ikke kæmper, dør. Og alligevel forsøger vi at få vores samfund til at gå ind for fred uanset prisen.”

Baudet skriver, at vores samfund er ved at nå til det punkt, hvor kampen er uundgåelig. På samme måde som karakteren Gilles gjorde.

En anden fransk forfatter, som Baudet promoverer, er Dominique Venner. Venner sad i fængsel i start 60’erne, fordi han var involveret i den højreorienterede terrororganisation Organisation Armée Secrète. Senere lærte han Alain de Benoist og andre personager fra det franske ”Nouvelle Droite” at kende. Hovedpointen i deres projekt var en genformulering af det yderste højres projekt om at vise landenes essentielle forskelle, og vise hvorfor det umuliggjorde sammenblanding eller samhørighed landene i mellem.

De Benoist skriver: ”Verdens sande rigdom er først og fremmest diversiteten af kulturer og folk. Vestens omvending til universalisme er hovedårsagen til, at den har forsøgt at omvende resten af verden. Vestliggørelsen af hele planeten er resultatet af en imperialistisk bevægelses ønske om at udslette alt anderledes.”

I stedet for argumenter om en herrerace, bruger han altså argumenter om at bevare forskellene landene i mellem. Dette kan også ses i det, som Baudet kalder ‘suveræn kosmopolitisme’, idéen om at beskytte de enkelte landes nationale karakter ved at udslette deres interne forskelle for at sikre den nationale identitet.

Men den tænker Thierry Baudet minder mest om er Oswald Spengler, forfatteren af Vesterlandets Undergang. Ifølge Spengler består menneskeheden af forskellige folk, som er dømt til evig kamp. Hvert folk er formet af sit ”blod”, et meget vagt begreb hos Spengler, men det betyder, at der er en slags metafysisk essens. Den evige kamp folkene i mellem (nogen gange taler han om civilisationernes eller nationernes kamp) er cyklisk. Hvert folk rejser sig og må gå til grunde. Ifølge Spengler var Den Vestlige Civilisation ved at nærme sig sin afslutning i 1920’erne. Opgaven var heltemodigt at stå mod det uundgåelige – ligesom den romerske soldat, der blev på sin post, da Vesuv gik i udbrud, kun for at blive fundet hundredvis af år senere.

Baudet ser Spengler som en af de store filosoffer, og bruger hans forfaldsretorik, behovet for de grundlæggende forskelle og idéen om den evige kamp. Afskåret fra sin nationale essens vil et samfund miste sin livsvigtige kultur og kun producere “formløse modernistiske bygninger” mens “abstrakt og meningsløs kunst ødelægger folks følelse af hjemmelighed” og dømmer dem til “åndelig hjemløshed og politisk armod”. FvD’s valgprogram proklamerer:

”Samfundet har mistet sin organiske sammenhængskraft”, ”modernismen er gået for langt…” og ”…har fået os til at glemme at livet er en kamp.” At benægte denne evige kamp gør samfundet dekadent og forsøg på at skærme folk fra kampens konsekvenser gør dem til ”blødsødne flokdyr”.

Men den store forskel på Spengler og Baudet er, at han mener undergangen kan standses. Dette er formenligt årsagen til, at Baudet ikke ser sig selv som en af Spenglers elever længere.

Dette blev også hovedtemaet for hans sejrstale. En buket af sprogblomster, der var malende, selv efter Baudets standarder, og fyldt med referencer til højreradikale temaer. Med påstanden om at ”stå i ruinerne… af den største og smukkeste civilisation verden har set.” En såkaldt ”boreal civilisation”, men under angreb indefra foretaget af journalister, kunstnere, og venstreorienterede lærere, og udefra gennem migration. Baudet beskriver sin bevægelse som ”en ny politisk teologi,” arvtageren af en ”unik kraft, der aldrig vil forsvinde,” ”en bevægelse der vil føre til en genfødsel, ved at føre landet tilbage til sine oprindelige rødder og få det til at blomstre igen.”

Baudets tydelige påvirkning af 20’ernes og 30’ernes højrefløjskoryfæer, hans nationalisme og racisme, hans kvindehad og hans hang til jernnæver, rejser spørgsmålet om, hvor han og hans parti adskiller sig fra fascismen. Først og fremmest har FvD ikke nogen paramilitær gren, og ønsker ikke at fjerne flerpartisystemet, hvilket ellers er klassiske kendetegn ved fascisme. Baudet er også i stand til at spille et blødere partitur, og under valgkampagnen formåede FvD at undgå at diskutere den fulde konsekvens af deres program. Internationalt set samarbejder de med det franske Rassemblement National (tidl. Front National) og britiske konservative.

Overodnet set er FvDs verdenssyn arketypen på dét, den italienske historiker Enzo Traverso, i sin bog “The New Faces of Fascism”, kalder post–fascisme: “Deres opskrifter er reaktionære og undertrykkende: Det de vil have er en tilbagevending til den nationale suverænitet, indførsel af økonomisk protektionisme og et forsvar for den truede nationale identitet. De står for en populistisk udgave af demokrati, som udelukker al form for overvejelse eller debat til fordel for en sammensmeltning mellem leder og folk, nationen og dens fører.”

Men hvem er så deres støtter?

Da FvD først begyndte at vokse i meningsmålingerne, var fornemmelsen at det hovedsagligt ville være Wilders tilhængere der ville hoppe over. Det politiske spils ligheder med underholdningsindustrien gør selvfølgelig, at nyhedens interesse i sig selv gør FvD spændende. Samtidigt er charmen ved Wilders’ permanente harme og hans folkelige jargon ved at falme. Baudet er noget nyt og anderledes. Han er ung, smuk, velklædt, og tweeter om, at selv andenrangs nittenhundredetals komponister får ham til at indse, hvor meget bedre tingene var dengang. Han forklarer hvorfor det er vigtigt at undersøge hvordan man ryger en cigar rigtigt, og ser sig selv som ”landets vigtigste intellektuelle.”

Men på trods af Wilders tilbagegang i regionsrådsvalgene og en meningsmåling der siger, at han kommer til at tabe parlamentsvalget, er hans tilbagegang langt mindre end FvDs fremgang. FvDs forfinede manerer tiltaler højrefløjsvælgere, som ellers har haft fravalgt Wilders fordi hans bevægelse fremstår vulgær og populistisk.

Samtidigt er FvD også populært blandt de mere ambitiøse studerende, som ser sig selv som landets kommende elite. De er vokset op i et samfund, som er blevet mere og mere nationalistisk og højreorienteret i løbet af de sidste par årtier. FvD er simpelthen det mest sammenhængende udtryk for den bevægelse. Den lover dem gode karrieremuligheder. FvDs program åbner med at erklære landet i en eksistentiel undtagelsestilstand, men løsningen blokeres af et kartel af siddende partier, der har monopoliseret magten. FvD lover at de vil feje det gammeldags og døende system til side, for at give plads til en ny generation, så de kan indtage deres retmæssige plads.

For 2 år siden kollapsede det nederlandske socialdemokrati (PvdA) i det største valgnederlag i Nederlandenes historie. Mange af deres vælgere gik til den etablerede højrefløj, men en stor del af dem valgte at stemme på de venstreliberale grønne, ”GroenLinks” (sammenslutning af. Det seneste regionsrådsvalg bekræfter dette billede. Med et par nævneværdige undtagelser er det ikke midtervælgerne der laver masseflugt mod højre, men derimod højrefløjen der radikaliseres. Den siddende højrefløjsregering har mistet deres flertal i senatet, og højrefløjen er ikke vokset, men er snarere ved at blive omformet og radikaliseret.

Fra 1970’erne til slutningen af ‘90’erne, var en slags progressiv liberalisme styrende for hollandsk politik. Den tynde kile, der slog hul på denne diskurs, var islamofobien. Det nye højre tilpassede elementer af den liberale diskurs, så den kunne bruge muslimer og migranter, ved at påstå, at sexisme og homofobi var en del af ikke-vestlige kulturer. Det var nødvendigt at føre fremmedfjendtlig politik hvis man ville forsvare kvinders og homoseksuelles rettigheder. FvD bruger homo- og femi-nationalistiske argumenter, men noget mindre frembrusende. Baudet er kendt for sine sexistiske kommentarer. Han mener at kvinder ikke respekterer deres partnere, hvis de siger nej til sex, og at de har hemmelige voldtægtsfantasier. En af hans første offentlige handlinger var at gå ud og forsvare “pick-up artisten” Julien Blanc, da han foreslog, at den bedste måde at komme i kontakt med en japansk kvinde på, var ved at tage på hende og sige ”Pikachu”, ”Pokémon”, ”Tamagotchi” eller noget lignende, for ligesom at løfte spændingen. FvD ser Pegida, det belgiske “Schild en Vrienden” og andre grupper og partier, der er kendt for homofobi og sexisme, som sine nærmeste allierede.

I de sidste par årtier er de traditionelle højrefløjspartier også drejet til højre. På den ene side har de forsøgt at fremstå som det sobre alternativ til det nye højre, men på den anden side har de forsøgt at overtage deres mærkesager. Det var dynamikken mellem Geert Wilders og Pim Fortuyn. Og det ser ud til at det samme er ved at ske med Baudet. Center-højre partierne har stået i kø for at ønske tillykke og starte samarbejder, samtidigt med at de forsøger fremstå som det pæne alternativ til det yderste højre. Hver gang det er sket, er den nederlandske politik blevet mere reaktionær og nationalistisk. Og der er ingen venstrefløjskræfter, der kan matche den radikalisering Baudet – og før ham Wilders – står for.

Det andet store venstrefløjsparti, Socialistpartiet SP, har ikke kunnet få et ben til jorden i det nuværende klima. Og det på trods af, at de har været langt mere skarpe på de socio-økonomiske spørgsmål end de grønne fra Groen-Links (nederlandsk venstrefløjsparti, der opstod som en koalition mellem 4 forskellige partier, red.). SPs kurs har på skift været en delvis accept af højredrejningen, også på flygtninge- og indvandrerområdet, og forsøg på at skifte debatten over til at dreje sig om sundhedsvæsnet og andre områder, hvor SP står langt stærkere. Det er bare ikke lykkedes. Partiet har tabt samtlige valg de sidste 10 år. Ved dette valg blev deres stemmetal halveret til under 6 %. Deres medlemstal er det laveste i 15 år. Da krisen ramte i 2008, skulle man have troet det ville være en stor sejr for SP, men i stedet blev det begyndelsen på enden.

I sin sidste bog skrev Spengler, at den største trussel mod Den Vestlige Verden er sammenfletningen af klassekampen fra neden med de undertrykte folks i en ”farvet verdensrevolution”. Det burde ligge lige til højrebenet for venstrefløjen at se racisme og migrationsdebatten som en lige del af kampen for frigørelse, og ikke på en eller anden måde et underemne. Nederlandene har for nylig været ramt af mange strejker, og der har været kæmpe markeringer både 8. marts og i forbindelse med klimaforandringerne. I stedet for at spille bold med højrefløjen, kan venstrefløjen lære noget af både Wilders og Baudet: Sammenhængende ideologisk modstand kan ændre hvad vi troede var muligt i politik.

Oprindelig artikel bragt i Jacobin Magazine den 25. marts 2019