Nekrolog: Flemming Quist Møller – ’Frihed, lighed og broderskab!’

Af Jannik Hastrup

I foråret 1960, kom Flemming Quist Møller og jeg i lære samtidig på Bent Barfods tegnefilmstudie i Hellerup. Vi var begge interesserede i tegning, film og jazzmusik. Og der gik ikke lang tid før vi sad oppe på loftet i middagspauserne og jammede i den store patriciervilla. Flemming på bongotrommer og jeg på trompet. Vi dannede hurtigt vores første orkester og før der var gået et halvt år, havde vi osse planer om vores eget tegnefilmstudie. Vi havde en filmklub i studiet hvor vi kunne se 16 mm film fra SFC og den canadiske ambassade. Vi så alt hvad vi kunne komme til af eksperimental film. Blandt andet Buñuels ”Den andalusiske hund”, der væltede os omkuld. Den største inspiration var dog en animationsfilm af en polsk grafiker, Jan Lenica, ”Monsieur Tete”. En historie af Ionesco. Fantastisk øjenåbner. Sådan kunne tegnefilm osse være.

På den tid var der kun Disney film at se. Og dem var vi ikke så meget for. Og desuden var det sindssygt dyrt at lave tegnefilm på den måde. ”Monsieur Tete” var anderledes. Udklippede papstykker der blev flyttet rundt. En teknisk billig måde at lave tegnefilm på. Og en helt ny måde at bruge grafikken på. ”Den andalusiske hund” satte osse sine spor. Der var meget fritid på studiet, fordi vi var ret hurtige til vores arbejde. Noget af det første vi lavede sammen, var Jesus på korset som sprællemand. Meget naturalistisk tegnet. Vi var nok anarkister begge to.

En vinter hvor bossen havde bedt os om at skovle sne foran patriciervillaen, byggede vi en stor nøgen snekvinde, der stod skrævede over rendestenen. Vi blev hurtig bedt om at rive hende ned. En gang var der fint besøg af nogle udenlandske kunder, der skulle se studiet i forbindelse med en film, de skulle ha lavet. Flemming fandt på, at jeg skulle gå rundt med et strygejern i snor og han skulle så hælde lidt vand op i en skål, så det kunne drikke. Det havde jo ikke så meget med tegnefilm at gøre, men om det var den andalusiske hunds påvirkning eller om det bare var vores anarkistiske holdning der lå bag, ved jeg ikke.

Jeg kan ikke huske, om det var, da Flemming var soldat eller tegner på Information, at han en dag ringede og fortalte han havde fået en god ide til en fræk tegnefilm. Det blev første del af ”Concerto Erotica.” En animeret film om sex. Den blev lavet med traditionel teknik. Vi tegnede og malede i mange uger. Vores koner hjalp til og vores børn kravlede rundt på jorden. Og til sidst skulle alle tegningerne fotograferes. Det tog et par dage eller tre. Men så syns Flemming, at nu da vi alligevel havde lejet kameraet, kunne vi lisså godt lave lidt mere film. Så vi lavede to korte afsnit mere, som vi improviserede os gennem en aften, hvor vi alligevel havde kameraet. De blev lavet med den ny teknik, papstykker der blev flyttet på. ”Concerto Erotica” blev på den måde 7 min. I stedet for bare 3. For øvrigt indspillede vi selv musikken med vores orkester.

Ikke nogen lang film, men den har nok banet vejen ud til Mogens Vemmer på B&U. Det var noget, de godt kunne bruge i deres satireprogrammer. Flemming var jo et lokomotiv. Han havde lavet nogle bøger med skarpt satirisk indhold. Her udviklede han sin stil med de små spidsmusmænd, som han brugte hele livet igennem. På en måde ka man sige han allerede havde udviklet sin stil.

Gennem et par år, hvor han var ansat i redaktionen, lavede han hver uge indslag på et par minutter til B&Us satireprogrammer. Han skrev indslagene og tegnede figurer, og jeg animerede. Det skulle gå hurtigt. Redaktionen mødtes om mandagen, tirsdag blev der skrevet, onsdag og torsdag blev der filmet og animeret, fredag blev det klippet og lørdag udsendt. Uge efter uge i to måneder. Det var hektisk, men sjovt. ”Det skal være morsomt at lave tegnefilm,” var jo vores valgsprog. Det har vi altid prøvet at håndhæve. Det er dog ikke altid lykkedes. Men bare det at det var morsomt eller interessant det meste af tiden. Vi var par nummer 7. Jeg er ikke sikker på at Flemming kendte par nr. 7. Faktisk har jeg aldrig mødt nogen der interesserede sig så lidt for sport, som Flemming. For fire år siden skimtede jeg en smule interesse, da vi til en middag sammen med flere venner så en håndboldfinale på tv.

Man kan sige at vores gamle film altid var en slags dogmefilm. Da vi lavede ”Hvordan man opdrager sine forældre” på et fuldstændig lavt og umuligt budget, besluttede Flemming sig for, at alle baggrunde skulle tegnes på gråt karduspapir med tusch og dækhvidt. Figurer og props på hvidt karton med tusch. Flemming klippede figurerne ud og jeg animerede. Vi havde ikke opfundet, men genopfundet cut-out animation, som vi døbte flyttefilm. Animatoren flyttede figurerne, der bestod af løse papstykker som en sprællemand, fra billede til billede. 24 gange i sekundet.

Vi havde regnet ud at for at overleve på budgettet, skulle vi lave 10 minutter om ugen. Så jeg måtte sætte animationstempoet efter det. Det blev 10 – 12 timers arbejdsdage 8 dage om ugen. Men det var spændende. Ideen til serien var Vemmers. Flemming og jeg var sammen på en festivaltur til Mamaia i Rumænien, hvor vi mellem festivalfilmene sad på stranden og udviklede ideerne til manuskriptet. Vi tog udgangspunkt i vores egne barndomsminder. De seks film blev vist i Julekalenderen 66. Og de skabte et ramaskrig i aviserne. Filmene var grimme og provokerende. Børnepsykologer udtalte, at det var forkert at vise forkerte løsninger, og de var alle sammen forkerte hos os. Meget upædagogiske. Men andre psykologer var begejstrede. Vi tog jo forholdet mellem børn og forældre alvorligt, og viste det set fra børnenes synspunkt.

Jeg flyttet til Tårbæk og ved et tilfælde kom jeg til at bo tæt på Flemming. Han boede stadig hjemme, men jeg var allerede på vej til at blive gift og vi ventede vores første barn. Der var enorm boligmangel, men vi fik to klubværelser 200 meter fra Flemmings hjem. Vi cyklede sammen til arbejde i Hellerup hver dag og snakkede om musik og kunst. Flemming var enormt vidende om al kunst. Musikken havde det osse godt. Han havde de sidste ny plader med Monk og diskuterede vildt. Jeg var sikker på at Monk spillede forkert. Flemming forsøgte at overbevise mig om, at det var rigtig nok, og få år efter gentog diskussionerne sig omkring Coltrane.

Men en var vi dog enige om og det var Dizzy Gillespie. Og der gik heller ikke mere end et par år, før Flemming havde lavet en historie, hvor han ville ha Dizzy til at synge. ”Scat klat”, ”It don’t mean a thing” eller ”Prinsessen der ikke ville røre på sig”. Tre titler. Måske er det derfor den er svær at finde. Flemming skrev til Norman Granz. Og da Dizzy skulle ha koncert i Danmark, i Tivolis koncertsal, hentede vi ham efter koncerten og kørte til et lille hus ved søerne, hvor en af vores venner boede, og som kunne bruges som studie. Der optog vi hans sang, og der blev osse røget lystigt på Flemmings tyrkiske vandpibe. Den film blev lavet i en tyk, afghansk røg. Jeg tror nok den var sjovere at lave end at se. Men vi øvede os jo hele tiden.

Vi lavede en hel del experimenterende småfilm i den periode. Flemming var altid på at udforske ny teknikker. Men aldrig uden der var en klar historie bagved. En dag dukkede han op med en ny historie, Cykelmyggen. Den var skabt til billig tegnefilm. Men ak, det kunne vores kære Mogens Vemmer ikke se. Den blev i stedet til en fantastisk børnebog. Den lå og lunede sig og voksede sig stor og stærk til 2007.

Men det kunne ikke stoppe lokomotivet. Efter en tur til Tyrkiet, hvor han på en ferie var nede og snorkle kom han hjem med en superfed ide, ”Bennys badekar”. Vi havde året før lavet et firma sammen med filmproducenten Per Holst. Han tog sig af det økonomiske. Filminstituttet støttede os og vi gik i gang med at lave filmen. Der var ikke så meget skrevet ned, men Flemming fortalte historien flere gange for os animatorer. Og hver gang udviklede den sig. Flemming skrev et råt, men præcist manus. Og vi startede med indtaling af stemmerne. Alle dialoger blev improviseret af dygtige skuespillere. Musikken blev skrevet af Hans Henrik Ley og blev spillet af ”Underground Railroad” der bestod af de bedste jazzmusikere i Danmark. Christian Sivert var naturligvis osse med på sin flamencoguitar. Og Flemming selv spillede med på congas. Jeg tror, at det, han elskede mest ved filmarbejdet, var at deltage i musikindspilningen som musikproducer. Jeg ved ikke, om vi helt levede op til vores gamle valgsprog om, at det skulle være sjovt. Men filmen blev god. Så god så den kom med i den danske filmkanon.

Herefter skiltes vore veje i ca. 20 år, hvor vi kun så hinanden meget lidt. Men så en aften i starten af 90’erne mødtes vi igen tilfældigt efter en Sonny Rollins koncert i Tivoli. Vi drak nogle øl sammen og vi aftalte at mødes igen. I 2007 viste Flemming mig sin ny bog, ”Cykelmyggen og dansemyggen”. Jeg foreslog ham, at vi skulle lave den som tegnefilm, og det gjorde vi. Endelig blev Cykelmyggen til tegnefilm.

Og vores samarbejde fortsatte, næsten som i gamle dage. Vi var bare blevet lidt ældre. Men alt dette er jo bare en flig af hans liv som tegnefilmer. Flemming var en fantastisk multikunstner. Han lavede en masse TV for B&U. Han havde mange jobs som skuespiller. Og ikke mindst var han musiker i Bazaar. Han kiggede på fugle sammen med sin musikerven Christian Sivert, som han osse havde et orkester med. Han skrev en masse bøger og manuskripter. Malede, tegnede plakater og lavede teater. Og så skrev og tegnede han en masse korte og lange tegnefilm uden mig. Nu venter vi bare at se hans sidste værk. Han skrev manus sammen med Anders Refn til Anders’ seneste film ”De onde år 2”. Den kommer op her til foråret.

Flemming lærte mig utrolig meget. Vigtigst var, at hvis man brændte for noget, så var det bare at gå i gang og så blive ved, til man var færdig. Det blev ikke altid lige vellykket, men det skal man ikke ærgre sig over. Vi skal videre. Tak for det, gamle ven.

Flemming har på DR lavet den lille video, der først måtte vises efter hans død, om sig selv.