Nyårsforudsigelser: Håbet ligger i pessimismen

Statsminister Mette Frederiksen kommer med en halv sandhed, når hun siger, at Kina, Rusland, Nordkorea og Iran er autoritære stater og en trussel mod Vesten. I Politiken 12. december kaldte hun landene ”autokratier, som grundlæggende vil en anden verdensorden end den, vi tror på i Vesten og møjsommeligt har bygget op siden Anden Verdenskrig.”

Rusland er under Ukrainekrigen sunket ned til et fascistisk niveau med sindelagskontrol, undertrykkelse og løgne. 

Irans præster undertrykker befolkningen, især kvinderne, og store demonstrationer og folkelig modstand bliver brutalt slået ned. 

Nordkoreas diktator sender soldater ud at dø i Ruslands krig mod Ukraine mange tusinde kilometer væk – i en krig som de intet har med at gøre. 

Kina kunne have valgt en mere demokratisk udvikling i 1989, da kinesiske studenter og arbejdere mobiliserede for åbenhed og demokrati. Men oprøret blev slået ned. Under Xi Jing Ping er landet blevet mere autoritært og kapitalistisk – demonstreret ved en overproduktionskrise af boliger med stor gæld til følge.

Men er den verdensorden, Mette Frederiksen promoverer, så demokratisk?

Mette Frederiksens hykleri

Når Mette Frederiksen modtager Al Sisi, Egyptens præsident, så udstiller hun sit hykleri med kors og bånd og stjerner på. Diktator-præsidenten fik magten i et kup og lod den valgte præsident dø i et fængsel. Titusinder af andre fanger er døde eller rådner op i landets fængsler. Mette Frederiksen lader kongen give præsidenten en Elefantorden. Det er hykleri over kvalmegrænsen.

De vestlige lande er ikke mønstereksempler på demokrati. Israel er fx måske nok et demokrati i forhold til en del af befolkningen – men landet diskriminerer en anden del med en slags apartheid, og det er i gang med et folkemord i Gaza og fordrivelse og ulovlig annektering af resten af Palæstina. 

En to-statsløsning, hvor Palæstina og Israel eksisterer side om side, har altid haft karakter af kompromis – et forsøg på at dele et land. Men Israel har systematisk blokeret ethvert skridt i den retning og aldrig respekteret palæstinensernes ret til blot den lille del af Palæstina. En to-statsløsning synes derfor mere og mere umulig,

Donald Trump som Den frie verdens leder

Med Donald Trump har USA på næsten demokratisk vis valgt en præsident med fascistiske tendenser med frie hænder til at udfolde sin magt. Det får vi at se i 2025. 

Næsten demokratisk, skriver jeg, for fx indbyggerne i Puerto Rico, som er en del af USA, har ikke stemmeret til præsidentvalget. Det har indbyggerne på Virgin Islands for øvrigt heller ikke. De vestindiske øer, som Danmark solgte til USA i 1917, var dengang ikke demokrati, men er det heller ikke nu.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved hvor demokratisk, det er, når verdens rigeste mand Elon Musk giver 277 millioner dollars (små to milliarder danske kroner) i støtte til en fascistoid præsidentkandidat. Han har købt sig til magt. Med Trump som præsident bliver verden mere ustabil.

Så er der Giorgia Meloni i Italien – en politiker med fascistiske rødder, som Mette Frederiksen svinger godt med – og Victor Orban i Ungarn, som også er stærkt autoritær.

Valgte højreekstreme

Det peger på et problem. Ved valg efter valg – fra Norge til Italien – bliver højreorienterede kræfter stærkere.

Hvorfor er det sådan?

Et af problemerne er, at ”liberale demokrater” har svigtet. Partier – Radikale Venstre er et godt eksempel – svinger sig op til smukke ord, men lader en stor del af befolkningen i stikken.

Demokrati handler ideelt set om, at flertallet er i stand til at se, hvad der er deres egne interesser og kan stemme derefter. Men det passer tilsyneladende ikke.  

Hvorfor? Det er værd at tænke videre over. Her er tre korte bud og et uhyggeligt:

• Politikerne gør ikke, det de lover, når de går til valg. Det er ikke noget nyt. Men det er stadig vigtigt.

• Statslige og kommunale institutioner er efter nyliberal logik solgt til private. Udbudsreglerne gør det umuligt for politikere at kontrollere, hvad skattepengene bliver brugt til, og den offentligt betalte service bliver dårligere. Derfor taber folk tillid til det offentlige.

• Mekanismer for offentlig meningsdannelse er brudt sammen. Internettet har erstattet aviser, og mørke kræfter ala Elon Musk og Facebook har fået kontrollen over sociale medier.

Og så den uhyggelige forklaring:

Egoisme er så fristende

En grundlæggende socialistisk tanke er, at alle har interesse i at tilgodese hinanden. Hvis vi lever solidarisk og i fællesskab, så har alle det godt. Det er blot en tilstand, som skal etableres. Kald det bare revolution. 

Det kræver, som Karl Marx har pointeret, at der er tilstrækkelig stor materiel rigdom, når vi passer på den. Men hvad nu, hvis der er for lidt, hvis der faktisk ikke er nok til alle? 

Ja, så er det fristende at blive egoist – måske endda fascist: ”Vi har ikke nok til alle, så udlændingene skal ikke komme og tage vores boliger, arbejde og kvinder”-logik er fristende. Og den hopper mange på. 

Og bliver snydt: For de, der står i spidsen for højreekstreme bevægelser, har ikke tænkt sig at give noget videre til fattige landsmænd. Lederne får penge fra overklassen og vil selv være rige.

Fattigdom fører altså ikke automatisk til solidaritet … den kan også føre til alles kamp mod alle,

Ruslands udmattelse

Mette Frederiksen tager også fejl på et andet punkt: Rusland kommer nok ikke til at angribe andre lande i Europa.

Vladimir Putin drømmer måske om det – og truer gerne med det. For når Rusland er omstillet til et oprustet diktatur og krigsøkonomi, er det logisk at landets leder vil fastholde magten ved at fortsætte krigen. Det ses fx også i Israel.

Men det er alligevel ikke sandsynligt, at Rusland vil gå til angreb på fx Finland eller Polen. For Rusland er svækket af Ukraine-krigen – og vil være det i mange år uanset sejr eller nederlag. Rusland har allierede tabt to krige, fordi landets militær er koncentreret i Ukraine. 

Den første var i Kaukasus. Her blev en skrøbelig fred mellem armenere og aserbajdsjanere opretholdt med russisk hjælp. Men Ruslands fredsbevarende styrker var i efteråret 2023 så svækkede, at de intet kunne stille op, da Aserbajdsjan indtog Nagorno Karabakh. Den armenske befolkning, der har boet der i århundreder, måtte flygtede til Armenien.

Den anden var, da Syriens Asad-styre for et par måneder siden overraskende hurtigt faldt, fordi Rusland og andre udenlandske støtter var svækkede.

Syriens diktator Asad er faldet. Men Syriens lidelser er ikke forbi. Imperialistiske kræfter fra alle sider vil forsøge at få kontrol med dele af landet. Det vakuum Rusland efterlader, vil Israel og Tyrkiet forsøge at fylde. Højrefløjen i Europa vil forsøge at smide flygtningene fra Syrien hjem. Det vil kræve kamp at stoppe det.

Rusland har knap nok militære kræfter til at klare krigen i Ukraine. Det er svært at se, hvordan landet kan starte angreb andre steder.

Men hvad sker der i Ukraine i 2025?

Ukraine er udmattet af krigen – og meget ødelagt. Rusland er også udmattet – og knap så ødelagt. De krigsførende parter kan derfor kollapse, men det ser ikke ud til at ske lige nu.

Donald Trump har tænkt sig at true begge parter til fred – eller i hvert fald våbenhvile. Så måske ender det med en frossen konflikt?

Trumps plan er at true Ukraine ved at nægte landet våben og at true Rusland ved at give flere våben til Ukraine.

Det kan blive en våbenhvile, som europæiske lande skal garantere, ved at indsætte fredsbevarende tropper. Hvis Rusland så angriber, vil det være et angreb på NATO, som Rusland næppe tør – deal done and peace forever.

I realiteten vil det mere være end en halv sejr til Putins Rusland.

Men det kommer rimeligt sikkert ikke til at ske. For Trump holder ikke altid sine løfter – og det er langt fra sikkert, at Trump vil bakke op om en halv sejr til Putin.

Trump har ganske vist haft ”god kemi” med Vladimir Putin. Trump elsker stærke diktatorer. Men Putin er ikke længere en stærk diktator. For Rusland har ikke kunne garantere Asad magten i Syrien, og krigsførelsen i Ukraine bliver mere og mere febril. Og Trump respekterer ikke svage diktatorer. 

Så det kan blive fristende for USA’s kommende præsident at støtte Ukraine lidt mere.

Ukraine skal dog ikke regne med Trumps USA som en stabil allieret. Så Ukrainekonflikten finder næppe en løsning i 2025. Med mindre regimet i Rusland kollapser. Det kan ske, for regimer af den slags kollapser altid pludseligt.

Optimisme på Politiken

Det er forkert at være pessimist, mener Marcus Rubin, som er kommentator og kronikredaktør på Politiken. Det har han skrevet hele to klummer om i 2024. 

”Det er farligt og forkert at insistere på verdens undergang” skrev han i juni. Han starter lokalt: København er blevet bedre, fordi der er fancy cafeer – for i firserne, da han var ung, var København en ”beskidt og ludfattig by, hvor alt andet end Indre By var blottet for anden underholdning end brune værtshuse”

Sådan kan man se så forskelligt på det. Jeg husker min ungdom i København i halvfjerdserne og firserne som munter og dynamisk. Der var Det Fri Gymnasium og Ungdomshuset, kæmpestore demonstrationer, påskestrejker i 1985. Christiania var ungt og idealistisk. Der var stadig grønne og ubebyggede områder i København. Havnefronten var ved at blive tømt for industri og skibe – vi drømte, som Poul Henningsen i trediverne, om at gøre havnen til et grønt område. Og vi kæmpede for vores drømme – for at bevare de grønne områder og lunger. Men vi tabte kampen. 

I dag er byens havnefront og halvdelen af Amager Fælled bebygget med grimt betonbyggeri, som koster en formue og kræver omfattende vedligeholdelse. Der er kommet metro, men byen er forgældet og i lommen på finanskapital og byggemafia.

Jeg vil svare Rubin med Natasjas ord: ”Giv mig København igen, min farverige gamle ven”.

Marcus Rubin konkluderer i juniklummen: ”Verden bliver bedre og bedre. Rigere og rigere. Sundere og sundere.”  

”Dummere og dummere” kunne jeg tilføje.

EU-optimismen

Et halvt år senere, 5 december, skriver Rubin en klumme med samme tema.

Han starter pessimistisk: ”Donald Trump er på vej tilbage, Gaza ligger i ruiner, Joe Biden er skandaliseret efter benådningen af sin egen søn, og Rusland buldrer frem i Ukraine. Det er let at miste modet. Men også forkert.”

Forkert, mener han, fordi EU-parlamentet har godkendt EU-kommissionen og kommissionsformand Ursula von der Leyen er ”den måske stærkeste og mest handlekraftige leder, som EU har haft i årtier.”

At den ekstreme højrefløj er uhyggelig stærk i det nyvalgte EU-parlament, og at von der Leyen har lavet kompromisser med dem for at få deres stemmer, er mindre vigtigt for ham.

Rubin glemmer også, at der i de vigtigste EU lande er store politiske kriser – fordi ”liberale” er i færd med at tabe tiltrækningen for befolkningen.

En forudsigelse, som snart kan tjekkes, er, at højrefløjen vil vinde det tyske valg til forbundsdagen 23. februar. Den tyske højrefløj er både de klassiske konservative partier, CSU/CDU, og det nyfascistiske parti Alternativ für Deutschland. På venstrefløjen vil det russiskvenlige og populistisk fremmedfjendtlige parti Bundniss Sahra Wagenknecht sandsynligvis tage over efter Die Linke, der risikerer at ryge helt ud af Forbundsdagen.

En anden forudsigelse er, at den politiske krise i Frankrig fortsætter i hele 2025.

Og nu vi er ved EU og demokratiet: Ved Rumæniens præsidentvalg 24. november vandt Călin Georgescu til de flestes forfærdelse og almindelig undren. Han er en racistisk, russiskvenlig populist og vaccinemodstander, som efter sigende blev støttet af en russisk TikTok-kampagne. Han fik næsten 23 procent af stemmerne, mens en liberal og en socialdemokrat kandidat fik hver godt 19 procent.  

Men 6. december blev resultatet underkendt af den rumænske forfatningsdomstol. Ikke fordi der var mistanke om valgsvindel, men fordi man mente, at russerne havde haft for stor indflydelse på valget. 

Om det er særligt demokratisk? Svaret blæser i vinden. Ligesom hvornår det annullerede valg skal gøres om, for datoen er ikke annonceret.

I Norge er der, ligesom i andre lande, risiko for, at en højreekstremist bliver statsminister – som Bjørgulv Braanen har skrevet i det norske dagblad Klassekampen 19. december:

’’Sylvi Listhaug [Fremskrittspartiets leder, red.] blir statsminister, hvis Høyre og Fremskrittspartiet får flertall alene, og Frp er størst av dem.
Den nyliberale verdensorden er i ferd med å forvitre, og mange søker seg mot høyrepopulistiske løsninger. I høst ble Donald Trump valgt som ny president i USA på toppen av en nasjonalkonservativ bølge, mens Giorgia Meloni styrer Italia, Viktor Orbán har fast grep om Ungarn og Marine Le Pen og Alternativ für Deutschland fosser fram i Frankrike og Tyskland.”

At højrebølgen ikke har toppet endnu, men fortsætter ind i 2025, er en trist, meget forsigtig forudsigelse. En vildere spåmand end mig ville sikkert spekulere over, er, hvad højreekstremisterne vil bruge magten til. Her er bare to konstateringer: Det bliver næppe godt for det store flertal – og det er langt sværere at slippe af med højreekstremister end at vælge dem. For de bruger magten til at konsolidere magtpositioner.

Marcus Rubin og klimaoptimismen

Rubin fornægter ikke klimakrisen. Han medgiver, at ”ja, der bliver udledt alt, alt for meget CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren.”

Men han argumenter samtidig for klimaoptimisme: ”… samtidig er der aldrig produceret mere grøn energi. Omstillingen til elbiler er gået langt hurtigere end ventet, og mindst to tredjedele af alle danskere ville vælge en elbil eller en hybridbil, hvis de skulle købe en i morgen. Og selv om de fattige lande fik langt færre penge fra ilandene, end de havde håbet på og moralsk burde, så lykkedes det at få en klimaaftale i hus i Baku tidligere på måneden. Verden fandt faktisk sammen trods alle stridighederne og uenighederne.”

Lad mig starte med klimatopmøderne. Det seneste hed COP 29:

De sidste tre år har de været holdt i byer, hvor der ikke er demokrati og derfor heller ikke mulighed for folkelig klimaaktivisme: Baku, Aserbajdsjan i 2024, Dubai, De forenede Arabiske Emirater i 2023 og Sharm el-Sheikh, Egypten i 2022. Aserbajdsjan og De forenede Emirater er samtidigt nogle af verdens største oliestater, hvis rigdom alene skyldes, at de producerer olie og gas. Det er som at bede ræven om at vogte gæs, som man sagde i gamle dage.

Klimatopmøderne har været holdt helt uden demonstrationer i gaderne. Delegationerne har besluttet, at de rige lande skal betale lidt til de fattige – og er de – konsulenter og lobbyfolk og regeringsrepræsentanter – så fløjet hjem igen. Hvorefter ingen holder, hvad de lover. 

Stop klimaoptimismen

Grundlaget for Rubins optimisme er at tale store problemer ned og de små positive skridt op.

Det hjælper jo ikke, at der bliver produceret mere grøn energi, hvis afbrænding af olie, kul og gas fortsætter med at vokse – og det gør den.

Elbiler er ikke en løsning på klimakrisen – de er en redning for bilismen, som burde fases ud. Elbiler er mindre slemme end benzinbiler. Men produktionen kræver fossile brændstoffer – og brug af sjældne jordarter til batterier, som er stærkt forurenende at udvinde. 

Måske kan Rubin og andre glæde sig over, at produktion i Kina ikke tæller med i Danmarks klimaregnskab. Men han bør være bekymret over, at europæiske lande ikke kan producere batterier til elbilerne – og heller ikke er tæt på at kunne.

I efteråret 2024 gik det svenske firma Northvolt konkurs og hovedselskabet måtte søge om konkursbeskyttelse. Northvolt forsøgte at blive EU’s nye producent af batterier. Men en sikker forudsigelse er, at Northvolt ikke kommer til at producere batterier, og at ATP kan afskrive sin investering. 

Goldmann Sachs har allerede nedskrevet værdien af dets aktier i firmaet til nul. Det kommer også til at ske for ATP: 2,3 milliarder pensionskroner kroner er pist væk.

CO2 udslippet vokser

Global Carbon Budget report fra 13. november 2024 skriver at kuldioxid-udledninger fra fossile brændstoffer og cement stiger med 0,8% i 2024 og når ret rekord højt niveau på 37,4 billioner tons. Det er derfor også en sikker forudsigelse, at klimakrisen vil fortsætte med at blive værre i 2025 – og langt ud i fremtiden.

CO2 bliver i atmosfæren enormt længe. Det betyder, at hvert års udledninger, kommer oven i tidligere udledninger. CO2 bliver ganske vist spist af grønne planter på land og i vand. Men det er ikke nok. Og når vild skov forsvinder, så bliver det værre. 

Derfor er det helt nødvendigt at reducere udslippet dramatisk og at bevare vilde skove. Det sker bare ikke. 

Den globale temperaturstigning var i 2024 mere end 1,5 grad over niveauet på førindustrielt niveau. Verden har overskredet målet om begrænsning af temperaturstigningerne – selv om temperaturen måske bliver marginalt lavere i 2025.

Skovbrandene vil blive mere udbredte, hedebølgerne vil tage til i det globale syd, der vil komme flere storme, og hundredårshændelser vil ske langt hyppigere.

Et godt råd til sommerferien: Flyv ikke med et stort klimaaftryk til hedebølger i Rom, Madrid eller Thailand. Tag hellere nordpå med toget eller bliv hjemme ved de danske kyster, hvor eventuelle hedebølger er til at holde ud.

Kunstig intelligens og atomkraft

Lige nu er AI – en forkortelse for artificial intelligence/kunstig intelligens – det store fix, som alle drømmer om, og alle arbejdspladser organiserer personalemøder om. Verdens største tech-firmaer investerer enorme mængder penge i udviklingen.

Hvad, det helt præcis kan og skal bruges til, er lidt uklart. Men jeg kan da godt røbe, at Solidaritet bruger det til oversættelse. Det fungerer godt – hvis man husker at læse omhyggelig korrektur.

AI er også godt for våbenproduktion, og snart kan vi måske have taxaer uden chauffører.

Der er bare en hage ved det: AI er ekstremt energikrævende. Ligesom hele den fagre nye verden af internet og datalagre mv. Det er måske ikke den bedste måde at bekæmpe klimakrisen på.

I Irland bruger datacentre allerede mere elektricitet end befolkningen, nemlig 21 mod befolkningens 18 procent, skriver den britiske avis The Guardian.

Menneskeheden er tilsyneladende blevet ramt af total skizofreni. På den ene side ved vi godt, at vi skal bremse for energiforbruget. På den anden side sætter vi stadig flere projekter i gang – fra Lynetteholmen til kunstig intelligens – som kræver mere og mere energi.

Vi køber biler og spiser vegetarisk. Og tror det går op. Det gør det ikke.

Der er en løsning, som flere og flere meningsdannere argumenterer for: Atomkraft, så er der rigelig med energi. Det er et dårligt råd, som overser at atomkraft ikke er ufarligt. Og, hvad der måske er værre: Atomkraftværker bygges ikke med atomkraft. De bygges af cement og stål, og det er materialer som stadig bliver produceret med afbrænding af olie og kul. Værkerne tager omkring ti år at bygge, og energiproduktionen er uøkonomisk.

Så et godt råd for 2025: Hop ikke på ideen om atomkraft. Men regn trygt med en mediestorm om, at det er eneste holdbare energiløsning.

Retsorden og krige

Markus Rubin glæder sig også over, at den internationale straffedomstol har udstedt arrestordrer på Benjamin Netanyahu og Vladimir Putin. Selv om de, som han skriver, ”muligvis aldrig bliver arresteret, endsige dømt.” 

Jeg kan tilslutte mig glæden. Men jeg vil ikke lade den overskygge sorgen og vreden over det folkemord, Israel er i gang med i Gaza, eller de massive krigsforbrydelser, Rusland foretager i den brutale angrebskrig på Ukraine.

Det er desværre en sikker forudsigelse, at der kommer ikke fred i Gaza i 2025. Der er brug for en massiv solidaritetsbevægelse for at stoppe folkemordet.

I pessimismen er håbet

Rubin skriver også noget, jeg er enig i: Det er vigtigt at gøre noget ved problemerne. Men det betyder samtidig (og her er Rubin måske ikke enig?): Halve sandheder, illusioner og falske håb er farlige.

Det er farligt at tro, at der vil dukke klimaløsninger op, som kan få klimakrisen til at gå over. For så udsættes nødvendig handling. Det er farligt at tro, at de vestlige lande er demokratiske og agerer demokratisk – det gør de ikke. Demokratiet er truet. Det er farligt at tro, at folkemordet i Palæstina vil stoppe, hvis der ikke gøres noget. Det gør det ikke.

Det er vigtigt at se realistisk på, hvad der sker i verden, og det er desværre et pessimistisk billede, der tegner sig. Det næste er at gøre noget: Opsøge eller opbygge kollektiver, hvor vi kan gøre noget sammen. 

Sådan et kollektiv er Solidaritet – venstrefløjens realistiske medium. Vi har brug for flere kræfter. Så velkommen i det nye år.

Verden er på vej ud i en dyb krise … og det nytter ikke noget at lukke øjnene for det.