Nye Borgerliges popularitet er arbejderpartiernes fiasko

For Nye Borgerlige er der masser at glæde sig over for tiden. Mens deres ultranationalistiske åndsfæller i Dansk Folkeparti vakler under korruptionssager og svag ledelse, er Pernille Vermunds parti stormet frem i meningsmålingerne, og har ligget til op mod 12 % af stemmernen, dog i april-maj måned kun ca. 10 % af stemmerne. De har formået at presse udlændingedebatten mod stadigt mere skingre højder, og præsenteret vidtgående forslag til at afvikle velfærdsstaten. Har du en konto på sociale medier, har du næppet heller kunnet undgå at få dem ind i dit feed, hvad enten det drejer sig om nuværende folketingspolitikere – som Lars Boje Mathiesen og Mette Thiesen – eller håbefulde kandidater fra partiets bagland, der satser på at veksle gode meningsmålinger til velbetalte sæder i parlamentet.

Ingen har endnu evnet at udnytte Facebooks algoritme lige så effektivt som Nye Borgerlige, der ifølge Zetland er det parti, som skriver langt flest kommentarer per folkevalgt. Samtidig kan partiet glæde sig over, at deres polemiske og provokerende retorik bliver delt vidt og bredt af både følgere og modstandere, og at de med hjælp fra såvel entusiastiske venner og forargede fjender når allerlængst ud med deres budskab. Det er en taktik, som er taget fra første side af propaganda-håndbogen, og det virker.

I den forgangne uge fik Nye Borgerlige så endnu mere at glæde sig over, da Altinget på baggrund af en Epinion-måling udråbte dem til det næststørste arbejderparti, endda på Arbejdernes Internationale Kampdag. Føromtalte Thiesen var da heller ikke sen til at glæde sig over nyheden, og hånede triumferende “socialisterne og deres paroler” på Facebook. At kalde Nye Borgerlige et arbejderparti skurrer utvivlsomt i mange læseres ører. Men hvad er et arbejderparti egentlig? Det kan defineres på tre forskellige måder.

“Det er ingen sag at kritisere Nye Borgerliges fremmedhadske, arbejderfjendske politik. Men deres vælgerfremgang bliver også nødt til at give anledning til selvrefleksion blandt de faktiske arbejderpartier”

Der er dem, der kalder sig arbejderpartier. Det kan dække over alt fra revolutionære socialister til purpurrøde socialdemokratier, og er i sig selv en rimeligt intetsigende politisk kategori.

Så er der de partier, der faktisk får stemmer fra arbejderklassen. Det er den definition, Altingets Epinion-måling lægger til grund for påstand. Nye Borgerlige er i den sammenhæng blot det nyeste skud på stammen af reaktionære partier, der formår at tiltrække arbejderstemmer. Adolf Hitler kom til magten ved at få tilstrækkeligt med tyske arbejdere til at hoppe på sine antisemitiske konspirationsteorier. Donald Trump lovede de mange glemte industri-arbejdere, at han ville gøre dem til en vigtig brik i samfundsøkonomien igen, og sådan kunne man blive ved. Vi behøver ikke en gang kigge uden for landets grænser, eller særligt langt tilbage i historiebøgerne. Selv samme Altinget bragte nemlig præcis 3 år forinden nyheden om, at Dansk Folkeparti var blevet det største arbejderparti! Ud fra denne definition, kan man nærmest sige, at ethvert regerende parti i et borgerligt demokrati er et ‘arbejderparti’ – når nu arbejdere udgør langt over halvdelen af indbyggerne i de fleste moderne samfund. Den måde at se det på er derfor næsten lige så intetsigende som den første.

Der er også en tredje måde at forstå ‘arbejderparti’ på, nemlig som de partier, der faktisk repræsenterer arbejderklassens interesser og formulerer sin politik i aktivt samspil med arbejderne. Det kan man have lange diskussioner om, hvordan man bedst gør. Men det er sikkert og vist, at Nye Borgerlige i hvert fald ikke falder ind under det prædikat. Partiet vil afskaffe den SU, der giver arbejderklassens børn social mobilitet, vil slagte den velfærd, der sikrer ordentlig sundhedsbehandling og understøttelse ved ledighed – og så hader de selvfølgelig også faglig organisering, fordi det er et afgørende redskab for arbejderklassens magt at stå sammen. Det hele bliver pakket ind i en urokkelig tro på “trickle down economics” – en nyliberal fantasi, der de seneste 40-50 år har domineret de vestlige samfund, og hvis teoretiske grundlag bedst kan koges ned til det gamle danske ordsprog om, at når det regner på præsten, drypper det på degnen. Selv borgerlige amerikanske medier har efterhånden fået øjnene op for, at denne yndlings-fortælling fra samfundstoppen ikke har hold i virkeligheden. I det nuværende politiske klima kan et hårdkogt overklasseparti imidlertid med fordel skyde skylden for arbejderklassens armod over på de mange tusinde arbejdere med muslimsk baggrund, alt imens man uforstyrret kan fortsætte sin ferie på et luksushotel i Schweitz.

Det er ingen sag at kritisere Nye Borgerliges fremmedhadske, arbejderfjendske politik. Men deres vælgerfremgang bliver også nødt til at give anledning til selvrefleksion blandt de faktiske arbejderpartier – altså forstået som dem, der prøver at kæmpe arbejderklassens sag. For selv når man tager højde for manipulation af de sociale medier, markedsføring og godt gammeldags vælgerbedrag, kan “Algoritmernes Magt” ikke forklare, hvorfor store dele af arbejderklassen igen og igen stemmer mod dens egne interesser.

Hvad enten man kigger på 1930’ernes fattige tyskere, Trumps popularitet i Rustbæltet, eller Pernille Vermunds opsamling af arbejder-vælgere i Syd- og Sønderjylland, er det den samme historie, der ligger bag. Når arbejderpartierne ikke formår at sætte klasse- og arbejderkamp på dagsordenen, vender taberne i det kapitalistiske spil hovedet i en anden retning. I den aktuelle situation har også regeringens håndtering af coronakrisen været en kile, som det ultranationalistiske overklasse-parti dygtigt har formået at sætte ind i arbejderklassen. Del og hersk, som man siger.

Modgiften til Nye Borgerliges nationalistiske overklasse-gift er et vedholdende fokus på det egentlige problem, nemlig udbytningen af arbejderne, og kapitalens langvarige tyve-operation. De rigtige samfundsparasitter suger værdi ud af fælleskasserne – 330 mia. kr. for Amazons vedkommende og 470 mia. kr. i Googles tilfælde, for nu bare at nævne to eksempler. Desværre har det største af de såkaldte ‘arbejderpartier’ for travlt med at indoptage Nye Borgerliges fremmedhad, og nægte statsborgere almindelige retsprincipper, mens partimediets chefredaktør blander millioner og milliarder sammen i integrationsdebatten, til at gå i offensiven på arbejdernes vegne.

Arbejderklassen har rigtigt nok grund til at være rasende over samfundsudviklingen. Men så længe dens egne historiske partier forsøger at overbyde højrefløjen i fremmedhad, spiller man bolden væk fra dét berettigede raseri, og i hænderne på dem, der ikke er interesserede i at snakke om de egentlige årsager. Man kan kritisere Nye Borgerliges politik lige så tosset man vil, men deres fremgang er først og fremmest arbejderpartiernes fiasko. Den socialdemokratiske visionsløshed på arbejdernes vegne, gør det nemt for disse højre-populister at trække stemmer. At de vil noget andet end status quo kan man jo ikke tage fra dem, lige meget hvor stor kontrasten så er til arbejdernes interesser. Derfor kræver et flertal til de faktiske arbejderpartier en alternativ vision, der peger på de rigtige problemer, i stedet for blot at gentage højrefløjens had.