Amerikanske flådeskibe sejler ud for Hawaii under 'RIMPAC-øvelsen' i juli måned. En række operationer i Det Sydkinesiske Hav understreger det alvorlige magtspil mellem de to stormagter. Foto: US Navy.
12 min. læsetid

Under krisen lukker de rige lande sig mere om sig selv, og investeringslysten falder. I det geopolitiske stormagtsspil bliver alliancerne splittede, og risikoen for nye krige – både varme og kolde – vokser.


Af Karen Helveg Petersen

Efter finanskrisen flød kapital overraskende nok i stor stil til det globale syd- også kaldet ‘EMDC’ (emerging markets and developing countries, opstigende markeder og udviklingslande). Både Afrika og Latinamerika nød godt af, at international kapital kastede penge ind i deres obligationer og infrastruktur. Ikke mindst har kinesiske investeringer sat skub i massiv infrastruktur-udbygning og minedrift. Råvarepriserne var gode fra 2009 – 2014, for derefter at ud flade indtil nye fald i 2020.

Investorerne – både de vestlige og de kinesiske – flygter eller nedtoner nu nyinvesteringer. For Kinas vedkommende fordi dets økonomi er i en form for stagnation. Alene fra februar til marts forlod 660 milliarder kroner de opstigende lande. I modsætning til de rige lande lider det globale syd af høje renter, og renteforskellene til de udviklede markeder er steget på det sidste. Også de såkaldte ‘remitter’, altså pengeoverførsler fra emigrantarbejdere til deres hjemlande, er faldet.

Ifølge en rapport fra FN-organisationen UNCTAD steg udviklingslandenes lån optaget på kommercielle vilkår fra USD 5,25 billioner kroner før finanskrisen i 2007 til 21 billioner kroner i 2019. Den samlede gæld, inklusive låntagningen fra de offentlige internationale finansielle organisationer, er meget højere. Det vil sige, at gældseftergivelse uden tvivl vil blive nødvendig, når eksportindtægterne er i voldsomt fald. Den Internationale Valutafond, IMF er trådt til med 1,56 billioner kroner til gældslettelse og støtte, men det forslår som en skrædder i helvede og dækker i øvrigt snarere de rige landes tab, ifølge den marxistiske økonom John Smith. 

Da de i altvejende grad opererer i ’dominerende valuta’, dvs. at de fleste eksportører i EMDC-lananden sætter deres priser i dollars, har en eventuel nedskrivning af deres egen valuta ikke nogen synderlig effekt på priserne og efterspørgslen. Importen bliver samtidig dyrere. Da EMDC-landene også finansierer sig i dollars på lånemarkedet, vil en styrkelse af dollaren gøre lån dyrere i indenlandsk valuta, og dermed svække deres position. Mange af disse lande har problemer med at øge eksporten i det hele taget, fordi de stadig er så afhængige af de råvarer – fortrinsvis – de historisk har bidraget med til verdensmarkedet. Og selvom dollaren er svækket over for euroen, betyder det ikke nødvendigvis, at EMDC-valutaerne er styrket. Det giver ikke megen valutasuverænitet.

Stagflation eller deflation?

Det gamle inflationsspøgelse er manet i jorden. Priserne i de rige lande stiger ikke meget, og lige i øjeblikket er der en desperat overforsyning af varer, der sælges til spotpriser, ja det er nærmest et kollektivt lagerudsalg. Prisfald betegnes normalt som ‘deflation’, men spørgsmålet er, om de ikke snarere er resultatet af produktivitetsforbedringer og billigere producenter på markedet.

Spørgsmålet er dybest set, om der er så store strukturelle problemer, som det hedder på mainstream-økonomisprog, eller om profitabiliteten generelt er kommet så meget i klemme, at de massive stimuluspakker nok vil sætte lidt kunstigt gang i købekraften, men ikke tilstrækkeligt til, at produktion og beskæftigelse får bedre kår. Det tyder på stagnation på længere sigt efter den decideret negative vækst på kort sigt.

Det er så langt fra alle lande, heller ikke i de riges klub, der kan låne til negativ rente. Dem i EU-syd har positive renter, men kun lidt højere end i februar før coronaen. Det skyldes nok Den Europæiske Centralbanks gavmilde obligationskøb.

Som illustreret i min forrige artikel er profitterne lave. Det stimulerer ikke til at investere, uanset hvor meget lånemulighederne forbedres for virksomhederne. Sådanne lån gives bestemt ikke med negativ rente, for bankerne vil ikke slække på kravene i deres kreditvurderinger, siger de. Almindelige mennesker kan heller ikke just låne til nulrente, og pengemarkedet lader til at blive mere fragmenteret.

På den ene side er gældsbyrden til at bære for dem, der kan låne til lav rente, mens lave priser trækker i den modsatte retning, og får gælden til at føles tungere. Risikoen på længere sigt ved al den likviditet, der pumpes ud mod stigende gæld, er ifølge Nouriel ‘Dr Doom’ Roubini, at vi vil opleve stigende priser. Det har vi endnu ikke set, fordi efterspørgslen har været så undertrykt under nedlukningen, men flere tendenser tyder på, at priserne vil stige: kapitalkoncentration og færre udbydere, stigende omkostninger ved sikkerhedsforanstaltninger, produktionsomlægninger og meget andet. Også renten kan stige, men det har Nostradamus-lignende profeter snart sagt så længe, at det er lidt af en joke. Til gengæld er tendensen mærkbar i de fattigere lande.

Nouriel Roubini er kendt for sine pessimistiske prognoser for verdensøkonomien, der har givet ham tilnavnet ‘Dr Doom’. Den amerikanske økonom forudsagde finanskrisen i 2008, og mener vi vil opleve stigende priser som resultat af coronakrisen. Foto: Moritz Hager / World Economic Forum

Deglobalisering og nye varme krige

Deglobaliseringen diskuteres ikke mindst ud fra, at de rige lande lukker sig mere om sig selv. Først og fremmest USA’s handelskrig med snart sagt hvem som helst. Et af de angivelige motiver var at trække arbejdspladser hjem. Men USA har tabt arbejdspladser under Trumps misregimente, snarere end det modsatte, også før corona. Deglobalisering af finansmarkedet ser vi nu ikke – tværtimod – med mindre man mener, at sværere internationale lånevilkår for landene i Det Globale Syd er udtryk for en sådan.

I stormagtsspillet ser vi en ny fragmentering omkring interessefelter, geopolitik, økonomi og militært samarbejde, der ikke alle peger i samme retning. Så alliancerne bliver splittede.

Men intet land, da slet ikke de små, kan være neutralt. Det er derfor umuligt for et land som Danmark ikke at være i lommen på en stormagt, eller i hvert fald indrulleret i dens interessesfære. For nu blot at nævne en hjemlig bekymring: Arktis. På samme måde som Færøerne og Grønland kan nyde godt af lidt amerikansk ’godgørenhed’ for at få dem frigjort fra Danmark, må man konkludere, at uafhængighed fra Danmark vil føre til større afhængighed af USA, eller en usikker fremtid som kastebold mellem de arktiske bejlere.

… med USA’s implosion er nye spillere og fjendskaber trådt ind på den store scene. Der er olie- og gasinteresser på spil, men også geopolitiske.

+

Det fremhæves ofte, at USA er ved at trække sig tilbage fra sit hegemoni, men det er svært at tro, at det skulle ske frivilligt. Det trækker sig blot i øjeblikket tilbage fra alt, der blev anset for positive kræfter i den såkaldt liberale verdensorden etableret efter Anden Verdenskrig, som FN, internationale traktater osv. Spørgsmålet er, om Joe Biden vil ændre på den amerikanske fremfærd. Han vil nok trække USA ind i det internationale samarbejde igen, men han er rundet af en solid interventionistisk tradition hos demokraterne, så måske skal man ikke vente sig mindre amerikansk magtdemonstration i verden. Til gengæld kan man håbe på bedre stil og mere orden i sagerne i Washington, DC.

Med USA’s implosion er nye spillere og fjendskaber trådt ind på den store scene. Det Sydkinesiske Hav har længe gemt på en ulmende vulkan, men nu er også Hong Kong kommet med. I det østlige Middelhav og Mellemøsten er Tyrkiet og Rusland oppe mod hinanden, mens Tyrkiet samtidig distancerer sig fra sine vestlige allierede. I Libyen er alliancerne vendt helt på hovedet: Tyrkiet, Italien og Qatar forsvarer den FN-anerkendte regering, mens Frankrig, Rusland, Emiraterne og Egypten støtter oprørernes side. Der er olie- og gasinteresser på spil, men også geopolitiske.

Iran er på vej over mod Kina og Rusland. Saudi-Arabien har fået ambitioner, så alt i alt kan en række sekundære magter ændre på den hidtidige magtkonstellation. Om det ligefrem bliver til en ny kold krig, står hen. Man kunne måske snarere frygte varme krige.

Sprækker i systemet

Roubini nævner som andre trusler sundhedssektoren og demografiske forskydninger, anti-demokratiske bevægelser, striden mellem USA og Kina også på det monetære område samt, naturligvis, klimakrisen og pandemier. Højere uddannelse er også sprængfarligt.

Det er tydeligt, at sundhedssektoren har været underfinansieret, også i den rige del af verden. Alle sejl sættes ind på at finde en Covid-19 vaccine, men systemiske problemer i sektoren er dukket op under pandemien. I Danmark har vi afsløringerne af ringe behandling på plejehjem – et eksempel på, hvordan et dybere problem (flere ældre og decideret gamle) kommer frem via skandaler som eksempelvis den på plejehjemmet Kongsgården.

Det usikre arbejdsmarked har alvorlige følgevirkninger. I USA har mange unge studerende ikke længere råd til at fortsætte deres uddannelse. Campusjobs og andre servicejobs er forsvundet, og ikke mindst kunne mange forældre kun lige akkurat klare at give et minimum af støtte til deres studerende afkom inden krisen. I det øjeblik indtjeningen svigter er det slut med at understøtte dem, hvilket også vil gå ud over uddannelsesinstitutionernes økonomi. Det gælder især de universiteter, der er de mindst prestigefyldte, og som ikke har store fonde i ryggen.

Også andre lande med høj brugerbetaling på uddannelse lider. Herhjemme diskuteres mest problemet med digital versus ‘levende’ undervisning, og stramme budgetter til at håndtere de studerende på højere uddannelser. Mange frygter, at flere unge vil blive parkeret i uddannelsesinstitutionerne, fordi der ikke er jobs at få på den anden side. Familiers privatøkonomi kan dog også komme i spil.

Klimaet får sikkert ikke bedre kår efter pandemien. Nu koncentreres de offentlige kræfter om at hjælpe økonomien på fode, mens det grønne skubbes tilbage. Der er fortsat betydelige klimainvesteringer, men de overskygges af de globale produktionsleds afhængighed af fysiske inputs og energikrævende processer, hvis nettoeffekt er at øge CO2-udslippene. Det kan ikke reduceres til et spørgsmål om dovne forbrugere.

Man kan måske glæde sig over, at krydstogtsskibenes dage er ved at være talte. Flytrafikken er lammet, og regeringer er i fuld gang med at hjælpe den med at komme op i gear, snarere end med at transformere sektoren. De store grønne investeringer bliver det snarere stærke virksomheder i den private sektor end staten, der må stå for. Det vil betyde endnu mere koncentration af magt og penge.

Flyindustrien omsætter årligt for mere end 5 billioner kroner på verdensplan. Under coronakrisen har mange fly i særligt privatsektoren dog holdt stille, selv om alverdens regeringer forsøger at sætte skub under industrien igen. Foto: Sounder Bruce / Wiki Commons.

Depression eller bipolaritet?

Verden var på mange måder på vej ind i en massiv krise før corona ramte. Epidemien har blot forstærket tendensen. Profitterne var faldende og har længe været det, hvilket også har ført til færre spillere, der prøver at udnytte markedet så godt de kan. Skatteunddragelse og social dumping er stigende, mens det juridiske system kan bruges af f.eks. IT giganterne til at klemme såvel småstater som EU med.

Nyt om fyringer i store selskaber, der skal spare og rationalisere, kører hele tiden hen over breaking news-bjælken. Hæderkronede virksomheder såvel som de mere tvivlsomme drejer nøglen om

Bankernes indtjening er presset, men de store klarer sig bedre end de små. Vi har ikke set omfanget af konkurser endnu i de vestlige lande. Ikke alle klarer sig lige dårligt; forbruget er på vej op dér, hvor købekraften er blevet skånet, mens små – arbejdskraftintensive – virksomheder fortrinsvis i servicesektoren bukker under. Det kan kun forstærke kapitalkoncentrationen.

Om der er tale om enden på begyndelsen eller begyndelsen på enden er svært at afgøre. Men den politik, der kommer ud af krisen, ser ikke ud til at bryde væsentligt med den hidtidige. De store reddes, bankernes risici er elimineret, junk-aktier opkøbes af centralbanker, mens mennesker i den anden ende af spektret skubbes ud over kanten. Hjemløshed er i kraftig stigning, og den sociale uro er voksende.

“Om der er tale om enden på begyndelsen eller begyndelsen på enden er svært at afgøre. Men den politik, der kommer ud af krisen, ser ikke ud til at bryde væsentligt med den hidtidige”

+

I USA kredser urolighederne om landets arvesynd, slaveri og racisme. Blev USA bygget på slaveriet og senere hen på undertrykkelse af den sorte befolkning? Efter slaveriets formelle ophævelse blev de frigivne slaver ganske vist lukket ind i fabrikker, efter en afstikker som ’share croppers’, en slags fæstebønder. Men om landet vil falde med sin racisme og de sociale problemer, der knytter sig til den, eller på sin økonomiske tilbagegang, er et åbent spørgsmål. Mod det peger dollarens dominans.

Alt tyder på, at coronakrisen bliver dybere, og at dens eftervirkninger bliver hårdere end finanskrisen. Nogle skal jo betale gælden – også selvom renterne er lave eller ligefrem negative. Erfaringerne er, at hver gang redningspakker rulles ud, bliver der behov for mere likviditetsredning senere.

Der er stadig mulighed for en decideret global, økonomisk depression. Det er dog næppe sandsynligt. Verden humper nok bare videre. Nogle økonomer og politikere på venstrefløjen mener, der er store muligheder for nye grønne og andre ’deals’, ikke mindst ved endnu mere regeringshjælp. Tit glemmer de kapitalismens klamme hånd. Mere optimisme kan man imidlertid få ved at kigge på den (selv-)destruktion, der finder sted i fx oliesektoren. Det kan der skubbes på.

Redaktionel bemærkning: For læsevenlighedens skyld er alle beløb omregnet til danske kroner ud fra dollarkursen 25.08.20 (6,36).


Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.

Læs mere af Karen Helveg Petersen