Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. december. 2024

“Nyt fra Ukraine” – hvem er eksperterne der analyserer krigen?

Bogen ”Nyt fra Ukraine” giver et godt indblik i alle de eksperter og politikere, som på næsten daglig basis udtaler sig om krigen i Ukraine. Men den kan og bør heller ikke stå alene. Søren Riishøj omtaler bogen her

Kyiv, Ukraine. Foto: Wikimedia Commons

Lige nu raser der blodige krige i Ukraine og Gaza. Dertil har vi de seneste omvæltninger i Syrien. Kommentatorer og “eksperter” har gyldne tider, men fremtiden er svær at spå om. Siden den russiske invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har dækningen af krigen været intens.

Men hvem er det, vi har hørt i medierne? Det får vi indtryk af gennem bogen Nyt fra Ukraine, hvor vi via Brian Christensens interviews får portrætteret de politikere, forskere, eksperter og diplomater, der i særlig høj grad har været i medierne og påvirket beslutningstagere og befolkningen. Flere temaer går igen. Stort set alle de interviewede beskriver, hvordan de oplevede den 24. februar, og de kommer derudover ind på de oplevelser, de har haft i forbindelse med rejser som korrespondenter, kommentatorer og diplomater.

Den russiske invasion kom overraskende – ja, den kom som et chok for langt de fleste. Meget få herhjemme har forsvaret den russiske “specialoperation”. Jeg har ikke mødt nogen. Før den 24. februar var meningerne mere delte. “Rusland-forstående” delte den russiske modstand mod NATO’s udvidelse helt op til Ruslands grænse, ligesom de forstod det russiske ønske om Krims genforening med Rusland.

I dag forholder det sig helt anderledes. Der findes fredsbevægelser, fredsforskere og (mest tidligere) diplomater, der tør gå mod strømmen og ønsker forhandlinger om fred eller i det mindste en ikke-krig, men de har svære vilkår. Bogen Nyt fra Ukraine må være ment som støtte til Ukraine under kampen mod Rusland. Der rettes indimellem kritik, men den går mest på, at linjen over for Rusland har været for blød. 15 personer er blevet interviewet. Pladsen tillader ikke at omtale dem alle. Derfor et uddrag.

Enighed blandt politikere og diplomater

Politikernes synspunkter er i bogen udtrykt via tidligere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, der skriver forordet til bogen. Ellemann er formand for den danske Ukraine-komité. Jeppe Kofod var udenrigsminister den 24. februar 2022, den dato hvor invasionen af Ukraine begyndte. Han er ligeledes med i bogen.

Ellemann og Kofod er næsten 100 procent enige. De er gået og går stadig ind for at yde den størst mulige våbenhjælp til Ukraine. Kofod beklager, at der i krigens første fase fandtes store vestlige lande, USA og Tyskland især, der ikke ville sende regulære våben til Ukraine, fx kampvogne og F-16 jagerfly. Der var dengang i flere vestlige lande en frygt for optrapning og storkrig, i værste fald en atomkrig. Vi forstod ikke, hvad der stod på spil, mener Kofod.

Diplomater er tvunget til at støtte den siddende regeringslinje. Det forhindrer ikke, at der også fra den side fremsættes interessante betragtninger. Tidligere ambassadør i Moskva, Carsten Søndergaard, siger meget rigtigt, at Vesten har været “lidt for naive”, når vi troede, at de (russerne) ønskede at være ligesom os. Ambassadøren er ikke meget for at give indrømmelser til russerne. Giver man Donbass til Rusland, siger han, så anerkender man også, at grænser kan flyttes med væbnet magt.

Ole Engberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Ukraine, udtaler sig i samme baner. Vi skal ikke acceptere, at man lige pludselig kan flytte landegrænser med magt. Det skal ikke være den stærkes ret, der bør gælde. Det skal være retten til at leve i fred og fordragelighed i en suveræn stat. Det er værdier, der forener ukrainere og danskere. Danskere og ukrainere elsker friheden, mener han.

Mikahailo Vodoinyk, der havde en vigtig rolle som Ukraines ambassadør i Danmark, havde rent ud sagt “hundetravlt”, gjorde sit arbejde yderst professionelt og var med, da Zelenskij aflagde besøg. Han takker i bogen for den store opbakning fra danskerne og fra Folketingets partier.

De mange eksperter og kommentatorer

De forskere og eksperter, der er interviewet i bogen, er givetvis kendt af mange. Også de har haft travlt. Flemming Splidsboel stillede således op til 1100 interviews i 2022 og ca. 900 i 2023.

Charlotte Flindt Pedersen skriver helt rigtigt, at “eksperter” og journalister, der beskæftiger sig med krigen, bør kunne russisk og ukrainsk. Hun mestrer selv russisk. Det samme gør Claus Mathiesen og Flemming Splidsboel. Hun skriver – også rigtigt – at på et tidspunkt skal vi begynde at tale sammen med russere igen. Så det at mestre russisk og ukrainsk er en fordel.

Lykke Friis kommer naturligt nok en hel del ind på Tysklands problemer i forhold til krigen i Ukraine. Hun omtaler Putins imperiedrømme, men nævner sjovt nok ikke, at Putin i 2005 og 2007 – før den “iskolde krig” fra 2012 – ikke kun sagde, at “de, der ikke begræder imperiets undergang, ikke har noget hjerte”, men også at “de, der tror, at det kan genoprettes, ikke har nogen hjerne”. Retorikken blev hårdere efter Ukraines Maidan-oprør og endnu hårdere efter 24. februar 2022. Hun omtaler i interviewet den nye tyske forsvarsdoktrin og Ukraines mulige optagelse i EU. Hvordan det skal ske i praksis, er der, som hun helt rigtigt siger, ingen der ved. Let bliver det ikke.

Peter Viggo Jakobsen skriver korrekt, at USA har optrådt tøvende i kampen mod Rusland, hvilket for en stor del skyldes problemer på hjemmefronten, og at Europa ikke har optrådt enigt udadtil. Hans synspunkter er tættere på den realistiske skole end de andre bidragyderes. Peter Viggo Jakobsen mener, at Putin naturligvis ikke ville have angrebet Ukraine, hvis han havde vidst, at krigen ville fortsætte i tre år og medføre de sanktioner og den isolation, som han oplever nu.

Lige før den 24. februar 2022 sagde nogle eksperter, husker jeg, at godt nok er Putin kyniker, men trods alt ikke selvmorder. De tog som bekendt fejl. Det har i det hele taget været svært at forudsige, hvad der sker rundt om i verden. Uanset om man er “ekspert” eller ej. Ikke mange, heller ikke “eksperter”, forudså før 1989, at muren ville falde, og at de kommunistiske partier ville miste magten. Peter Viggo Jakobsen omtaler også forholdene i Georgien, hvor der er borgerkrigslignende tilstande.

Claus Mathiesen taler om “defaitistiske” lande, når det gælder holdningerne til krigen. At flere lande, ikke kun Ungarn og Slovakiet, foretrækker forhandlinger for at få afsluttet det, der for flere og flere, også i Ukraine selv, fremstår som en udsigtsløs krig, er vel ikke “defaitistisk”. Jo, hvis man ønsker krig i mange år endnu, “war for ever”. Mathiesen skriver, at fredsforhandlinger ganske vist fandt sted i 2022, men han skriver også, at vi ikke ved, hvilke løsninger der var på bordet dengang. Jeg har nu set mange gengivelser af indholdet af Lissabon-aftalen; flere af Zelensky’s rådgivere fra dengang har omtalt den. Storbritanniens Boris Johnson var som bekendt blandt dem, der modarbejdede aftalen.

Valentina Shaporvalova, forsker i russisk propaganda og desinformation, kritiserer, at “nogle journalister” citerer det russiske nyhedsbureau TASS uden at angive, hvad TASS er for et medie. Hun mener, det er journalisternes opgave at varedeklarere desinformation. TASS og lignende pro-Kreml medier bliver igen og igen citeret uden forbehold. Spørgsmålet er dog, om selve det at gengive, hvad Kreml rent faktisk mener, er forkert. Før 1989 gengav “kremlologer”, hvad den sovjetiske top faktisk mente. Det var naturligvis ikke lig med accept.

Militæreksperter har også været på banen. Kim Bildsøe Lassen har været vært på “Krigens døgn” i DR, som ifølge Bildsøe har haft ganske mange seere dagligt, ca. 300.000. Det er faldet en del for brystet, at de, der kommenterer, optræder i soldateruniformer, men det er ikke et problem, mener han selv. Jeg ser ikke selv “Krigens døgn”, men det er vigtigt, at vi bliver oplyst om den nye type krig, vi er vidner til i dag, med flittig brug af droner og kunstig intelligens.

Et godt billede af nyhedsdækningen

Som sagt giver bogen et godt billede af den nyhedsdækning, vi nu engang har haft og stadig har i Danmark. Kendskab til de politikere, diplomater og kommentatorer / eksperter, der bringer og kommenterer nyhederne, skader ikke, tværtimod, men man behøver derfor ikke at være enig i konklusionerne og vinklingerne. Selv ønsker jeg en større satsning på konfliktløsning og mægling.

Det synes jeg ikke bør være “ukorrekt”. Bag kulissen føres der jo forhandlinger på højt plan om at få etableret en eller anden form for aftale, i første omgang en fastfrysning / våbenstilstand. I den forbindelse vil uddannelse af flere velkvalificerede diplomater være godt.

Den opfattelse havde jeg i mine unge dage under den gamle kolde krig; den har jeg også i dag. Under alle omstændigheder er det en god idé at supplere Nyt fra Ukraine med bøger og artikler, hvor andre holdninger end de “korrekte mainstream” kommer frem. Selvkritik skader ikke. Dobbeltstandarder trives i bedste velgående. Det unipolære gén, troen på vestlig dominans globalt, er stadig udbredt. Det globale syd og flere af BRICS-landene er imod – det synspunkt er vel ikke “pro-russisk”?

Venstrefløjen har ikke optrådt samlet, heller ikke herhjemme. Den er heller ikke stærk, i flere lande er den ikke-eksisterende. Den kritiske vinkel finder vi mest inden for den realistiske skole, der er ganske stærk, ikke mindst i USA. I 1990’erne protesterede adskillige (ex)diplomater fra den kolde krig mod NATOs udvidelse mod øst, deriblandt McNamara, den tidligere forsvarsminister, og George Kennan, der under den gamle kolde krig stod fader til den kendte inddæmningsteori.

Jeffrey Sachs var økonomisk rådgiver for Boris Jeltsin i 1990’erne, men er i dag skarpt kritisk over for den linje, der føres fra Vesten. Kort sagt, ikke alle er enige i de holdninger, der kommer til udtryk (også) i Nyt fra Ukraine. Bogen er værd at læse, men den bør ikke stå alene, og det behøver den heller ikke. Vigtigt i et demokrati er, at forskellige holdninger kan komme til udtryk, og at der udvises respekt for andres meninger.

Brian Christensen (red.): Nyt fra Ukraine
Forlaget Hakon Holm
294 sider
Vejledende pris 380 kroner.

Om skribenten

Søren Riishøj

Søren Riishøj

Lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER