Oasis genopstår – og det har vi brug for

Jeg er for ung til at have oplevet Oasis under deres storhedstid i midten af 1990’erne. Jeg kom med på vognen lidt senere, og Oasis stod klar til at levere en af teenage-Jonas’ største skuffelser.

Oasis skulle nemlig spille i Vega i 2003-4-5 stykker. Forestil dig lige det. Oasis – et band som kan give alle de udsolgte koncerter på Wembley, som de har lyst til – og så i Vega! En lille koncertsal med sublim lyd og plads til 1.500 udvalgte.

Jeg skippede derfor morgentimerne i gymnasiet og lagde mig i kø foran Fona på Brønshøj Torv, for sådan skaffede man koncertbilletter dengang, børnlille. Og jeg fik sgu billetter! Det var der mange, som ikke gjorde, men jeg var blandt de heldige. Jeg glædede mig, kan du tro.

Kort inden koncerten valgte Oasis så at aflyse den. Årsagen var hverken kokainmisbrug eller slagsmål i familien Gallagher, men et eller andet med at de havde talt med deres management, og det var bedst, hvis de ikke spillede lige den koncert. Det var tydeligt, at årsagerne var økonomiske. Til gengæld blev billetten gjort gyldig til en senere koncert i Valby Hallen med dårligere lyd, mange flere mennesker og en koncertdato, hvor jeg var bortrejst. Tak for lort.

Det havde jeg faktisk brug for

Men jeg tilgav dem. Ligesom jeg tilgav brødrene Gallaghers musikalske deroute i de år, hvor jeg dyrkede bandet over alle andre. Jeg forsvarede deres i bedste fald middelmådige udgivelser, mens jeg blev ved at høre hovedværkerne Definitely Maybe, (What’s the Story?) Morning Glory og b-side-opsamlingen The Masterplan på repeat.

Det lykkedes mig også at se Oasis i koncert nogle gange, inden bandet gik i opløsning i 2009 efter endnu et skænderi mellem Liam og Noel Gallagher.

Oasis gik i opløsning, og jeg gik på universitetet og fik her at vide, at bandet var både primitivt og fantasiløst. Så snart Oasis var gået i opløsning, begyndte rygterne om deres genforening, men jeg fortalte mig selv, at det havde jeg ikke brug for. Bandet havde alligevel ikke lavet en god plade i mere end ti år.

Jeg brugte også Oasis som en indgang til den engelske musikskat. Oasis har altid været meget åbne om deres musikalske forbilleder, så det var bare at gå i gang. Beatles kendte jeg i forvejen, men Oasis åbnede mine ører for bands som Stone Roses, The Smiths, Happy Mondays, Buzzcocks og The Jam. Tænk engang, at så meget stor musik kommer fra et så trøstesløst sted som Manchester.

Jeg fik set Noel Gallagher give koncert nogle gange, og det strakte sig fra en fremragende fest i DR’s Koncertsal til en ligegyldig og pligtbetonet koncert på Roskilde Festival i 2019. Liam Gallaghers forskellige bands fik jeg aldrig set. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.

Men nu er Oasis blevet genforenet, og jeg kan mærke, at det havde jeg brug for. Nu har jeg brug for en koncertbillet, som sikkert bliver både dyr og vanskelig at anskaffe.

En fuckfinger fra arbejderklassen

Det er rigtigt, at Oasis er primitiv musik. Noel Gallaghers kompositioner er hverken Björk eller Brahms. Eller bare Beatles. Det er da også rigtigt, at der er meget musik, som er mere nyskabende. Oasis’ forbilleder ligger et godt stykke tilbage i tiden, og de holder sig til den klassiske rock-opsætning og så få akkorder som muligt.

Den skabelon fungerede i bandets første udgivelser. Der kan man mærke, at det betyder noget. Da Oasis først var blevet internationale rockstjerner, var det som om sangene begyndte at mangle den energi, de havde i begyndelsen.

Hvis du er til den slags, så lyt lige til en sang som Rock ’n’ Roll Star, der indleder Oasis’ første album Definitely Maybe, som stadigvæk er deres bedste udgivelse. ”Toniiiiiiiiiiight, I’m a rock ’n’ roll star”! Det er lyden fra nogle, der er bevidste om, at deres hverdag hverken er glamourøs eller attråværdig, men i aften er jeg altså en rockstjerne. Stor poesi? Næppe. Men den følelse, det giver at høre Liam Gallagher vrænge sådan et statement, er en følelse, som stor musik kan give.

Som arbejdsløs i flere perioder har jeg også fundet tryghed ved at vende tilbage til sangen Cigarettes & Alcohol fra samme plade. ”Is it worth the aggravation to find yourself a job, when there’s nothing worth working for?”

Det er en fuckfinger til jobcentret og den samfundslogik, der ser dig som arbejdskraft frem for menneske. Det er befriende.

Jeg er hverken outcast eller underclass, som Liam Gallagher synger om i punksangen Bring it on down. Men jeg kan forestille mig, hvordan det har føltes for outcasts fra underklassen, da Oasis ramte scenerne omkring 1994.

Her var et band fra arbejderklassen, der sang sange til arbejderklassen om muligheden for et bedre liv. Hvis sangene ramte en middelklassedreng fra Brønshøj så rigtigt, som de gjorde omkring årtusindskiftet, hvor rigtigt må det så ikke have føltes for en arbejderklassedreng fra Bradford?

Et tiltrængt pusterum

Det er de følelser, jeg håber på at kunne genopleve, når Oasis’ spiller i sommeren 2025. Hvis jeg da kan få billetter og i øvrigt har råd til dem.

For skal man kritisere bandets gendannelse for noget, må det være det forventelige hykleri med billetpriserne. Noel Gallagher udtalte engang, at han bare håbede, at folk ville købe deres plader, og hvis de ikke havde råd, skulle de være velkomne til at stjæle dem.

Billetpriserne til Oasis’ genforeningskoncerter bliver vanvittigt høje. Og på den måde udelukkes arbejderklasseknægten fra Bradford til fordel for chefkonsulenten fra Chelsea. Noel Gallagher har angiveligt været gennem en skilsmisse, som endte med at koste ham 20 millioner pund, så nød lærer vel midaldrende rockstjerne at spinne.

Men pyt nu med, at genforeningen virker mere drevet af forretningssans end genfunden broderkærlighed.

Koncerterne bliver helt sikkert et glædeligt gensyn for dem, der er heldige nok til at kunne anskaffe sig en billet. Overalt i verden sker der en masse lort, og for en stund bliver det rart at kunne stå på sin femte fadøl, kramme en tilfældig sidekammerat til koncerten og synge med på, at ”you and I we’re gonna live forever.”

Hvis man ser på interessen og efterspørgslen efter koncertbilletter, er jeg ikke den eneste, der har det på den måde.