Ø-medlemmer i opråb: Glem alt om forståelsespapirer og hvem der bliver statsminister!

Enhedslistens projekt var oprindeligt antiparlamentarisk. Det handlede om at styrke civilsamfundet, NGO’er og græsrødder, og vores parlamentariske indflydelse skulle bruges til gavn for dem. Partiet skulle være deres stemme. Med partiets parlamentariske succes siden 1993, synes især folketingsgruppen nu at have fået et nyt fokus på en politisk taktik, som i højere grad handler om at tiltrække vælgere end at opfylde vores fælles politiske mål.

Ifølge meningsmålingerne går det skidt for Enhedslisten, og vi kan så spørge os selv om uldne udsagn og en fortsat støtte til Mette Fredriksen kan være én af årsagerne. I betragtning af hendes ønske om en regering over midten, forekommer det desuden som en vild overvurdering af Enhedslistens fremtidige indflydelse; især når det nærmest ikke er til at høre forskel på Mette og Lars.

“Fortsætter partiet som hidtil med sin forsigtige tilpasning, opfatter folk helt berettiget Enhedslisten som et parti, der ikke er meget anderledes end de andre.”

Det fromme håb om indflydelse bør da også ses i sammenhæng med alt det, der ikke er lykkedes i de sidste 3 år. Mon ikke en del vælgere blev sure, da Maj Villadsen i medierne fremlagde minimale forbedringer for nogle få af landets fattige børn som en sejr?

Det forekommer, at folketingsgruppen har lagt en valgstrategi, hvor en vigtig prioriteret opgave for vores parti er at sikre, at Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister. Derfor forsøger man at tilpasse Enhedslistens udmeldinger, så det passer til Socialdemokratiet. Så du’r det naturligvis ikke med højlydt kritik af deres ghetto- og flygtningepolitik, NATO eller ønsket om USA-militær på dansk jord m.m. Tilpasningen synes også at være endt med, at Rosa Lund og Mai Villadsen har klumret rundt i spørgsmålet om eksport af flygtninge til Rwanda, som medierne gladeligt mæsker sig i.

Resultatet af denne valgstrategi er, at ingen rigtigt interesserer sig for vores løsninger på tidens problemer: Klimakatastrofen, den globale oprustning, den voksende ulighed, inflationen, stigende energipriser, sundhedssystemets kollaps osv. For ikke at tale om, også at italesætte kapitalismens ødelæggende effekt på samtlige problemstillinger.

Rød-grønne i egen ret

Enhedslisten har netop gode løsninger på alle disse problemer, hvorfor man selvfølgelig skal stemme Ø. Hvis Enhedslisten højlydt begyndte at fortælle om partiets politik, så ville folk lytte. Men fortsætter partiet som hidtil med sin forsigtige tilpasning, opfatter folk helt berettiget Enhedslisten som et parti, der ikke er meget anderledes end de andre.

Klart fokus på partiets vedtagne politik og fortsat kritik af Socialdemokratiet ville nok også tiltale mange, der uanset regeringskonstellationer mener, at problemerne stadig vil forblive uløste, fordi de ved, at det kræver langt mere radikale tiltag end dét, de store partier kan tilbyde.

For os, græsrødder og vandbærere rundt om i hele landet, er den lagte strategi helt forfejlet. Hvis Enhedslisten vil ændre samfundet, som vi påstår vi vil, og ikke blot være tilfreds med at “sidde med ved bordet” og rette kommaer, er det nødvendigt at satse på folkeligt pres. Hvis ikke Enhedslisten fremstår som et rødt og grønt socialistisk parti i egen ret, risikerer vi et stort frafald af partiets dedikerede medlemmer, der anser sig selv som partiets demokratiske grundpille.

Fra os skal der derfor lyde følgende opfordring: Glem alt om forståelsespapirer og hvem der bliver statsminister. Fortæl om partiets politik uden at lægge fingre imellem. Spørger pressen om, hvem man vil pege på som statsminister efter valget, skal man blot svare: Den der vil føre den mindst ringe politik. Alternativt kan man også helt undlade at pege på nogen.