Konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien spidser til. Det centrale stridspunkt er Nagorno-Karabakh regionen, der gøres krav på fra begge sider. Illustration: Wiki Commons
4 min. læsetid

Konflikterne tager til i regionen i det sydlige Kaukasus, hvor Rusland endnu engang kan komme til at spille en central rolle i forsøget på at finde en fredelig løsning.


Af Søren Riishøj

En farlig cocktail bestående af optrappet armensk krigsretorik og udtømning af Aserbajdsjans politiske tålmodighed har markant øget faren for regulær krig omkring den omstridte armenske enklave Nagorno-Karabakh i det sydlige Kaukasus.

Det konkluderer Vasif Huseynov, forsker ved Center for Internationale analyser i Baku, i en analyse i tidsskriftet »New Eastern Europe«. Nagorno-Karabakh-regionen i Aserbajdsjan består hovedsageligt af armenske kristne, og mange ser den derfor som en armensk enklave. I aserbajdsansk optik bliver Nagorno-Karabakh dog ikke anset som en “kristen enklave”, men derimod som et område som besat af Armenien.

Området har været kontrolleret af etniske armenere og det armenske militær siden 1994. Selv om man har forhandlet i flere år, er det ikke lykkedes at løse konflikten. Under debatten i FN’s generalforsamling i september, fremhævede Aserbajdsjans udenrigsminister, Elmar Mammadyarov da også, at forhandlingerne om fred i Nagorno-Karabakh ikke har gjort fremskridt i det seneste år. Og udenrigsministeren tilføjede, at »forhandlingerne kan ikke vare ved i evighed«: Underforstået – udgangen kan blive krig.

»Konstruktive« møder uden gennembrud

Det er første gang siden regeringsskiftet i Armenien sidste år, at der er meldt så hårdt og bastant ud fra aserbajdsjansk side. Da ministerpræsident Serzh Sargsyans regering sidste år blev væltet i Armenien, blev der udtrykt en vis optimisme. Et kort møde blev afholdt mellem Aserbajdsjans præsident Alham Aliev og Armeniens nye ministerpræsident Nikol Pashinyan i forbindelse med et topmøde inden for SNG eller »Sammenslutningen af Uafhængige Stater« (landene i det tidligere Sovjetunionen). Topmødet blev holdt i Tadsjikistan i september 2018.

I marts i år mødtes de to ledere så igen, denne gang i den østrigske hovedstad Wien. Derefter fulgte møder på udenrigsminister-plan.

Alle møderne blev kaldt »konstruktive« – men resulterede ikke i nogle konkrete politiske resultater, og altså heller ikke noget politisk gennembrud. I månederne efter kom der til gengæld flere, meget krigeriske udmeldinger fra den armenske regerings side.

Den armenske præsident, Nikol Pashinyan (t.v.) mødes med sit aserbajdjanske modstykke, Alham Aliev ved World Economic Forum i Davos i januar, 2019. Parterne har holdt en række ‘konstruktive’ møder, men er ikke nået frem til konkrete politiske resultater. Nu lurer en optrapning af konflikten i horisonten. Foto: virtualkarabakh.az

Ingen vil vige

Ingen af parterne synes indstillet på at vige en tomme. Og for at gøre tingene endnu værre, blev det fra armensk side foreslået at ændre selve formatet for forhandlingerne; at inddrage også repræsentanter fra Nagorno-Karabakh og ad den vej markant styrke den armenske side under forhandlingerne. Det er blevet pure afvist, også af det internationale samfund.

I begyndelsen af august gik Nikol Pashinyan endnu videre, og talte for en regulær »forening« af Armenien og Karabakh. Det skete i en tale i forbindelse med åbningen af de Pan-Armenske Lege. Farid Shafiyev, der er leder af Center for Analyse af Internationale Relationer i Aserbajdsjans hovedstad Baku, bruger udtrykket, at vi lige nu befinder os i en farlig »post-forhandling« periode.

Aserbajdsjan har øget bevillingerne til militæret og testet nye våben og kampformer – og det uanset voksende økonomiske problemer i landet på grund af lave priser på olie og gas.

Højreekstreme grupper i begge lande har fået mere indflydelse i takt med optrapningen af den hårde retorik. I 2016 oplevede vi de blodigste konfrontationer omkring Nagorno-Karabakh siden 1994.

Faren, for at det gentager sig, er desværre vokset. Om Rusland, EU og FN evner at gribe ind og genoprette fredsforhandlingerne forekommer tvivlsomt. Der er som bekendt rigeligt at se til for det internationale samfund lige nu – efter den tyrkiske invasion i det nordlige Syrien.

Som i Syrien har Rusland vitale interesser på spil omkring Nagorno-Karabakh, og præsident Vladimir Putin ønsker bestemt ikke krig. Han bestræber sig for at fastholde et afspændt og tættest muligt forhold til både Armenien og Aserbajdsjan.

Som i Syrien kan Rusland blive en central aktør i bestræbelserne for at undgå blodig krig.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).