Om sønner og spioner

”Der er den sorte kasse ligesom i flyvemaskinerne,” sagde Elisabeth. ”Det er der, alle hemmelighederne ligger.”

Den sorte kasse

På et bord midt i kapellet stod en sort, firkantet marmor-urne med min fars aske, og vi stod der, et par familiemedlemmer omgivet af et hav af fremmede. Efter at være flyttet fra Paris til Harrisburg i Pennsylvania havde han levet et tilbagetrukket liv i sit hjem, men den formiddag var Justitsministeriets kontor lukket for at markere hans bortgang – noget der antydede en anden, større verden. De fremmede kendte ikke noget til de mange år, han havde levet uden for USA, og deres tilstedeværelse gjorde det tydeligt, hvor lidt vi, hans familie, vidste om hans liv efter hans hjemkomst.

For mig var det ikke nyt. Et af de første udtryk, jeg lærte i en faderløs verden efter mine forældres skilsmisse var: Det er klassificeret – det engelske udtryk for ’hemmeligt’. Det var det, der var min fars arbejde, når klassekammerater spurgte. Da jeg atten år gammel langt om længe mødte ham i Paris, var han ikke længere hemmeligstemplet, men var blevet skuespiller og lykkeligt gift for anden gang.

Mindet om en efterårsdag

Dér i kapellet rumsterede mindet om en efterårsdag i mit baghoved, dengang da jeg var syv. Min mor havde kørt min søster og mig til stationen i Buzzard’s Bay. Gennem tågen så jeg en enlig passager stige af toget med sin kuffert. Han så foruroligende bekendt ud, men jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad der adskilte ham fra de andre mænd, der stod af toget. Fordi jeg skammede mig over ikke med det samme at have genkendt min far, undgik jeg ham. Den sidste dag af sit korte besøg kaldte min far højtideligt familien sammen i det gule værelse, der var et af gæsteværelserne i huset i Sagamore, byen hvor vi boede. Under det vagtsomme blik fra en gammel, piberygende søulk på en plakat til minde om åbningen af Cape Cod-kanalen, gav han os besked: ”Jeres mor og jeg har besluttet ikke længere at bo sammen.”

Jeg prøver stadig at finde ud af, hvem manden var

Det forstod jeg ikke. Skulle det være noget nyt? Vi var efter mine forældres separation flyttet fra Grækenland, jeg havde været i børnehave i Californien og var nu begyndt i første klasse på Cape Cod. Det var kun regndråberne på vindueskarmenes blik, de små bølger der rullede ind ude fra bugten, og den dybe lyd af kanalens tågehorn, der gav mening.

Min mor var ikke med i kapellet i Harrisburg. Jeg stod der sammen med min fars nye kone og mine halvsøskende. Jeg gav Elisabeths hånd et diskret klem og rejste mig og vendte mig mod de tilstedeværende for at holde den tale, jeg i søvnløse nætter havde forberedt:

”Jeg har ikke kendt Steve godt nok til at kalde ham noget så intimt som ’far’. For at sige det, som det er, prøver jeg stadig at finde ud af, hvem manden var. Det tog mig mange år at forstå, at de svidende bemærkninger, han i tide og utide kom med, var et udtryk for kærlig respekt i en mandeverden, hvor ære og de akademiske debatklubbers ritualer regerede. Han kendte reglerne. Det gjorde jeg ikke, så jeg kunne aldrig vinde over ham.”

Det siger sig selv, at jeg, skræmt og mærkelig som jeg var, og omgivet af fremmede i kapellet, ikke sagde noget, der bare lignede.

Den fortabte søn

Alligevel lå min tale langt fra de platheder, der forventes af en mindetale, og den sprang frem og tilbage mellem etik, filosofi, moralske modsætninger og dilemmaer. Jeg forsøgte at føle mig voksen, som jeg stod der og talte fra hjertet. Det hjerte, som tilhørte den fortabte søn, der så pludseligt var dukket op i hans nye liv i Frankrig. Jeg havde mødt ham og hans nye familie i min tilstand som fortabt teenager på flugt. Jeg prøvede at bluffe både dem og mig selv til at tro, at jeg var voksen, og at jeg langt om længe var voksen nok til at sige tak til ham for at have lukket mig ind i sit nye liv, der også var et holdepunkt i mit nye liv, hvor flygtigt det end var. Jeg havde ikke set ham, siden jeg var elleve år, men et eller andet sted skulle jeg begynde. Jeg var kommet til Europa på en enkeltbillet, havde hundrede dollars på lommen og kendte ikke en sjæl undtagen min far- som jeg heller ikke kendte. Det eneste sikre i mit liv var, at jeg ikke skulle tilbage til USA, og det at have en seng at sove i betød en hel del.

Skiftingen der hele tiden forvandlede sig

Min usammenhængende snak gav formentlig ikke megen mening for de fleste af de tilstedeværende, som ikke kendte vores usædvanlige forhold eller min fars forhistorie, der udspillede sig i mange dimensioner. Han var skiftingen, der havde gennemgået den ene forvandling efter den anden fra købmandsdreng med indvandrerbaggrund til international spion, til skuespiller og del af jetsettet og til sidst til politichef i den delstat, hvor han slog sig ned. Han var den våbentilbeder, der skød sig selv to ud af de tre gange, han nogensinde affyrede sit elskede våben og den intellektuelle snob, der var kommet frem ved egen hjælp, som afskyede bureaukrater, men til slut hævdede, at hans ti år som embedsmand havde været de lykkeligste i hans liv. Den hoppede vi heller ikke på.

Forvandlingerne var lige så enkle og lige så mystiske som de kortkunster, han til fester plejede at optræde med, mens han lod, som om han troede, at ingen så det. Hvordan fik en skuespiller, der havde levet i udlandet og var uden hjemligt netværk, og som var ældet før tid på grund af årtiers hårdt liv, en lederstilling i staten Pennsylvanias forvaltning?

”Tjah,” sagde han, ”det var nu lige ud ad landevejen. Jeg så en jobannonce, og efter en pludselig indskydelse søgte jeg stillingen.” Ja, selvfølgelig kunne enhver gammel fusker, der sad i kørestol, efter i tyve år at have leget boheme i udlandet, trille lige ind fra gaden og blive politichef, hvis han havde ordet i sin magt. Og guderne skulle vide, at vores gamle far kunne snakke.

Den værste af alle forbandelser

Steve sagde tit, at udtrykket, ”’Gid du må leve i interessante tider’, var den værste af alle forbandelser i det gamle Kina.” Den moralprædiken var andet og mere end blot Steves måde at gøre sig interessant på. Det var også en besværgelse, der skulle trodse det uretfærdige, interessante liv, som skæbnen havde smidt i hovedet på ham. Og det var bestemt en ubønhørlig skæbne, der havde ført hans forældre sammen længe før, hans eget interessant liv begyndte.

Han var den førstefødte søn, der blev født i USA, en amerikaner der levede som fremmed blandt immigranter, som aldrig for alvor havde forladt deres fødeland. Min bedstemors familie var velstående jordejere i den transsilvanske landsby, hvor min bedstefars far var fattig skomager. Men som den eneste unge mand og den eneste unge kvinde, der var giftefærdige i Rhode Islands tysk-rumænske koloni, var det deres pligt at gifte sig. Og det gjorde de så.

Bedstefar var en stilfærdig socialist, der levede i bedstemors familie, som var højrøstede og ivrige medlemmer af det tysk-amerikanske Bund. Om de også opfattede sig selv som nazister er et definitionsspørgsmål. Tyskland brød i 1938 forbindelserne med Bund, som Hitler anså for at være for ekstremistisk. Det var i sandhed interessante tider.

Min fars tidligste barndomsminde kunne kun betragtes som interessant. Max Cohen, deres husvært og familiens ven i Philadelphia, boede oven over mine bedsteforældres lejlighed, og hans slagterbutik lå i stuen. Hver søndag eftermiddag plejede familien Cohen at stille mælk og småkager ud på trappen uden for den åbne køkkendør, så Steve og hans søster kunne høre søndagens radioteater. Men idyllen varede ikke ved.

En dag mens onkel Max sad i barberstolen, blev han det andet af fem tilfældige mennesker, der uden forklaring blev skudt af en revolvermand, som brugte den sjette kugle på sig selv. Det første offer var en lille dreng, der sad på en legetøjshest i en skoforretning. Én gang for alle lærte den tragedie Steve, at verden var et interessant sted, et farligt sted, hvor det aldrig betalte sig at knytte sig for tæt til andre mennesker.

Hvad i hele, hule helvede laver det der på min tallerken?

Steves verden kunne næppe have været mere interessant, født som han var i en verden fuld af ambitioner, sult og usikkerhed, hvor det hele var under opsyn af en vred Gud, der tugtede sine skabninger lige så kærligt, som bedstefar pligtskyldigt bankede sine børn hver lørdag, og den fascisme og kommunisme der fulgte i kølvandet på Den store Depression. Når hans fattige barndom engang imellem smuttede gennem hans historiers røgslør, var emnet ofte mad.

”Hvad i hele, hule helvede laver det der på min tallerken?” råbte han kort efter, jeg var komme til Frankrig. Det var den eneste gang, jeg hørte ham råbe ad sin kone. ”Få det ud i køkkenet og smid det ud!” Han var rasende. ”Det er bladbede. Det er noget, de fattige spiser. Ingen spiser bladbede i mit hjem!” Han skulle ikke en gang til fylde sin mund med smagen af fattigdom uanset den anbefaling, grønttorvet i et af Paris’ finere arrondissementer kom med.

En anden historie om mad fra Philadelphia handler om, at hans mor havde sendt ham i byen med familiens sidste fem-cent for at købe ”grosse, weisse Bohnen”. I stedet for en pose hvide bønner, kom han slæbende hjem med en sæk store, hvide ben, men fik hurtigt vendt historien til en opbyggelig prædiken om suppe og nyttegenstande lavet af de rensede ben.

Andre nostalgiske historier handlede om de sko, min bedstefar havde lavet af et lastbildæk, han havde fundet, da han gik op og ned ad gaderne for at finde arbejde. Skjorter, der var for slidte til at lappe, blev klippet op til lommetørklæder og derefter brugt til at stoppe i puder, når de til sidst ikke mere kunne suge snot til sig. Steve lærte tidligt, at det at overvinde fattigdommen var en lige så stor dyd, som fattigdommen selv var nedværdigende. At få succes var en pligt, hvis vigtighed steg eksponentielt for børn af fattige immigrantforældre.

Noget syltet agurk

Og hvad var det så for en lækkerbisken fra Den store Depression, der legemliggjorde konsekvenserne af disse dyder? Det viste sig at være noget syltet agurk, der lå på tallerken ved siden af Steves sandwich på en café på Champs Elysées.

”Vil du ikke have den?” spurgte jeg. Det var lige præcis den slags sure agurker, jeg elskede. Det var det af det sure, jeg bedst kunne lide, og jeg håbede, at han ville give mig den, hvis han alligevel ikke ville have den.

”Jeg spiser aldrig den slags surt!” erklærede han heftigt. Han bestilte en øl mere, tændte en cigar og gav sig til at fortælle mig hele historien.

”Sidste gang, jeg spiste den slags, var efter en stor stavekonkurrence for hele Philadelphia og omegn. Min mor forventede, at jeg skulle vinde førstepræmien, og jeg havde lært hele ordbogen udenad.” Han tog et ordentligt drag af cigaren og inhalerede dybt.

”Uheldigvis havde den unge kvinde, der læste ordene op, lidt sydstatsaccent, så hun udtalte ’crayon’ som ’crane’. Jeg stavede ’crane’ rigtigt og dumpede efter det allerførste ord på grund af en dum kælling, der ikke kunne tale engelsk. Bagefter fik vi alle sammen en sandwich og noget agurk som den her.” Han spiddede den på sin kniv og smed den ned på fortovet.

”Sporvognen var helt stoppet på vejen hjem. Min mor så overhovedet ikke til min side – du ved, hvordan hun kan være – men det var tanken om, hvordan min fars ansigt så ud, når han bankede mig, der gjorde udslaget. Som en god mor skal, skrev hun i løbet af ugen vore synder ned, men han skulle gøre sin pligt, som man forventede en ordentlig far gjorde. Jeg kunne klare bankene, men jeg kunne ikke holde ud at se ham græde. Jeg kunne hele tiden smage den agurk, og jeg kastede op over det hele, på maden foran mig og i min mors skød. Det var sidste gang, jeg nogensinde spiste den slags surt.”

Steve tvang aldrig sine børn til at spise noget, de ikke kunne lide, og han slog dem aldrig, men hans indestængte raseri kunne alligevel være skrækindjagende for mig. Han spillede altid hovedrollen i en dokumentarfilm om sig selv og med sig selv i rollen som offer for interessante omstændigheder og med os andre i birollerne.

Troen forsvinder, dogmatikken bliver

Da han langt om længde frigjorde sig fra sin mors strenge, lutheranske tro, blev hans ateisme lige så dogmatisk, som hans kristentro nogensinde havde været.

Jeg tror personligt ikke, at det alene var min mors skyld, at Steve tabte sin tro. Den mand havde jo ærligt talt brudt halvdelen af de ti bud længe før, hun stillede det spørgsmål, der sprængte hele det absurde teater, hans liv var, i stumper og stykker. ”Hvis man kan vise mig et eneste skriftsted, hvor Gud benægter sin ufejlbarlighed ved at angre noget,” proklamerede han, ”så er der ikke noget af det, der kan være sandt.”

Min stakkels mor havde aldrig mødt nogen, der mente tingene så kategorisk, så det var ret uskyldigt, da hun stillede spørgsmålet:

”Jamen, der var da syndfloden, ikke?”

Og der stod det sort på hvidt: ”Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden.”

Steve læste de hellige ord, der nu var blevet profaneret, opgav sin kristne tro og smed Biblen ud. Fremover var der ingen højere autoritet end menneskets love, og han ville fane’me være sikker på, at alle havde fattet det.

’Guck mal, Vati!’

Hans far havde været ekspert i at forstå det på sin egen, stilfærdige måde, skønt fjern som han var. Han søgte altid arbejde eller havde lange arbejdsdage som værktøjsmager og var snarere et spøgelsesagtigt princip end en levende rollemodel. Steve brugte sin fars værktøjskasse som en slags helgenskrin og tog den engang imellem med langsom ærbødighed ned fra hylden, hvor den stod. Måske var det den eneste måde, han kunne udtrykke sin kærlighed til sin far på, det eneste spor, han havde af den, hans far havde været. Han blev grebet af en særegen glæde, når han fortalte om sin barndoms svampeudflugter til tomme grunde i Philadelphia og Cleveland.

”Guck mal, Vati, was ich gefunden habe!“ råbte han hver gang, han fandt en klynge svampe. Så skyndte hans far sig at komme hen til ham med en håndværkers langsomme, velovervejede skridt. Efter at have undersøgt svampene, belønnede han fundet med et genert klap på sin søns skulder. Denne ene sætning var et enestående vindue ind til den magiske verden, barndommen også var.

Bedstefars eneste luksus var en enkelt øl efter kirketid i de perioder, hvor han havde arbejde. Når det gik bedst, var der også råd til en en-cent til en sodavand. Når tavlen var visket ren med lørdagens rituelle afstraffelse og formiddagens gudstjeneste, kunne de være den slags far og søn, som de begge gerne ville og sidde stolt ved siden af hinanden på barstolene.

Steve kom selv i centrum efter at have sprunget ud fra en mole og brækket halsen. De uger, han lå i stræk, måtte han få alle de sure bolsjer, han ville, fordi man mente, at det sure slik ville stimulere hans synkerefleks. Den lille fornøjelse blev opvejet af den skæbne, der ud på de små timer overgik en motorcyklist, som døde med min far som eneste vidne. Steves motorcykelfobi blev vakt til live, hver gang jeg kørte fra København for at besøge ham i Paris på en række af motorcykler, den næste større end den foregående.

Der var små fornøjelser og stor skræk i hans opvækst, men han vidste intuitivt, hvordan han skulle spille de kort, skæbnen gav ham. På den første dag i mellemskolen sad der en radiojournalist og ventede på ham for at spørge ham ud om ulykken, og han viste sig situationen voksen, mens alle klassekammeraterne måbede af beundring.

Mange år senere kunne han se ret selvtilfreds ud, når han talte om sit samarbejde med Alain Delon, Jean Paul Belmondo, Omar Sharif, Charles Bronson og andre filmstjerner, men den heldige og uventede glæde, han havde følt ved denne sin første offentlige optræden var noget særligt. En venlig skæbne havde givet ham en halskrave og en omvandrende journalist, men han var parat til at gå videre derfra.

Bedstefar blev arbejdsløs under Den store Depression. Familien flyttede til Cleveland, hvor bedstemor havde velhavende slægtninge, og hvor bedstefar mistede den smule status, han næsten havde opnået i Den nye Verden. Bedstemor åbnede en købmandsforretning. Steve blev efter skoletid ekspedient, og disken blev den scene, hvor denne retlinede, unge kristne havde sin første alvorlige flirt med en skyggeverden af list og pragmatisme. Han blev med det samme stjerne i rollen som hemmelig agent, der var usynlig for masserne, men en anset mand for den store og voksende menighed af indviede.

Porno

Grunden til den nyfundne berømmelse lå i hans skoletaske, der lå skjult under disken og var propfyldt med pornografiske tegneserier. Archie og Veronica, Superman og Lois Lane, ja selv Pud, den lille fede dreng med propelhuen fra de tre striber i tyggegummipakkerne gav alle næring til hans vilje til at forene forretning med eventyr.

Og så var der selve pornoen, som var en stimulans og dør til friheden, der ikke var hæmmet af skyld og skam. Han længtes efter at komme fri af fattigdom, tæsk, kristendom, tabuer og stavekonkurrencer, og pornoen var selve den gnist, der kunne antænde et rensende inferno.

Som købmandsdreng var Steve bare en del af bohavet. Som ”boghandler” i den allermest eksklusive klasse var han en, man regnede for noget, og han blev en dreven menneskekender. I sine senere liv som spion og politichef bedømte han aldrig en bog efter dens omslag eller tog for givet, at en skoletaske indeholdt skolebøger.

Vejen ind i spionagens rige

Hans første rigtige udflugt ind i spionagens rige kunne måske blot været forblevet en parentes i hverdagen i Providence, efter at byudviklingen havde krævet bedstemors butik i Cleveland som offer. Bedstefars svigerfamilie tolererede ham kun lige, og Steve strejfede ofte omkring med sine venner og ledte efter de små oplevelser, han kunne finde.

Krigen mod Nazityskland lå i luften, og han og hans kammerat sad i et afsides hjørne af et cafeteria, og lod som om ingen lagde mærke til dem, mens de højlydt snakkede på teatertysk og rullede store tegninger ud, mens de kiggede sig stjålent over skulderen.

Deres practical joke var så overbevisende, at de måtte tilbringe natten i spjældet og en kort tid blev skygget. Drog FBI den slutning, at det bare havde været en drengestreg, eller var det nøglen til hans fremtidige karriere i CIA? Hvad nu end svaret er, ligger det begravet enten i FBIs arkiver eller i den sorte kasse i kapellet.

Da min attenårige hjerne år senere var fyldt op med Vietnam og værnepligten, havde Steve nogle kommentarer. ”Sidste gang jeg var i Washington,” sagde han, da han prøvede at rulle en cigaret med min tobak, ”mødte jeg en ven, der stadig var i Firmaet og observerede en Vietnam-demonstration. Han sagde, at vi selv burde have været med der sammen med de unge. Han havde ret.” Steve opgav rulleriet og tændte en cigar for at udfylde pausen. ”Du kunne jo altid overveje en udsættelse med en psykiatrisk begrundelse. Det er en tosset ide, men hvis du alligevel vil prøve, så skal du bare være høflig og samarbejdsvillig, når de indkalder dig. Hver gang du er helt sikker på, at ingen ser dig, så hop op og ned og sving med jakken. De skal nok lægge mærke til det og lade dig gå. Reglen er, at hvis man ønsker at blive set, skal man anstrenge sig for at skjule sig, og hvis man ønsker at forblive skjult, skal man være så synlig, at folk kun ser det, du vil have, de skal se.”

Hvordan man gemmer sig for øjnene af folk

At gemme sig for øjnene af folk, at afsløre statshemmeligheder i stedet for at vise sig selv, faldt Steve naturligt. Han kunne være sluppet afsted med det, men ikke jeg. Jeg flygtede, kom videre og slog mig ned i Danmark – for ubetydelig til at det amerikanske militær gad lede efter mig.

Hjemme i Providence var den atten år gamle Steve ikke parat til at lægge alle kort på bordet, måske fordi han indså, at han ikke sad med en hånd, der var god nok. Han begyndte først for alvor at opfinde sig selv i 1943 på Brown University, hvor han sugede nok græsk og latin til sig til at gøre indtryk og gennempløjede klassikerne. Han kendte dem alle: Shakespeare, Dante, Chaucer og Byron. Da han havde fordøjet dem, droppede han ud, for der skulle mere til at bryde generationers sociale mønstre. Han meldte sig til hæren, hvor alle rollerne blev vendt på hovedet.

WACen med de røde terninger

På Brown havde han været indvandreren, der havde lært at læse, skrive og lave andre smarte tricks – han var godt oplært, men endnu ikke overbevisende civiliseret. I hæren var han den almindelige knægt fra østkysten, der havde gået på universitetet og snakket med professorer. Han lærte at gøre indtryk på folk uden at prale, og han lærte at komme ud af det med hvem som helst. Han lærte også, at sex var endnu bedre end porno. Hvem skulle have troet, at det var så let at få sex?

”Under krigen blev soldater konstant forflyttet fra den ene lejr til den anden,” sagde han og fortalte sin attenårige vagabondsøn om sin egen omstrejfen som teenager. ”Hvert nyt sted var der småbyer med små kirker, og kirkerne ude på landet var hver søndag fyldt med bønder. Alle bønderne havde varmblodede døtre, der kedede sig som bare pokker og var lige så opsat på lidt sjov som alle de ensomme soldater, der var langt væk hjemmefra.”

Der var mange steder, mange kvinder og pludselig befandt han sig på en luftbase i Arizonas ørken sammen med tusinder af mænd, der kedede sig, og en håndfuld WACer fra Women’s Army Corps. Han blev den ukronede konge af basens kantine, der gik under navnet ølhangaren, og organiserede debatter om filosofi og underholdning, som betød at man bar monokel, talte med falsk tysk accent og sang bayerske drikkeviser.

I et sus af krigstidens adrenalin bejlede han til den sagnomspundne WAC med de røde terninger, en livlig blondine, som rygtet fortalte aldrig var blevet slået i noget hasardspil.

’Jeg skyder mig, hvis ikke …’

Jeg kan huske min fars dybe, gennemtrængende stemme, da han kort efter, jeg var kommet til Paris, fortalte mig historien. Dagligstuen i hans lejlighed med altan i Rue Raffet var elegant møbleret med slidte møbler i dansk design, der vidnede om forsvundne og bedre tider for freelanceskuespillere. Han fortalte historien med de lange, meningsfulde pauser og det tankefulde ansigtsudtryk, han altid brugte for at gøre vigtige pointer forståelige. Når han sagde noget, der ikke var så vigtigt, plejede han at råbe og slå i bordet, men ligegyldigt hvilken teknik han benyttede, var det altid med bevidst, dramatisk flair. Han var jo trods alt skuespiller.

Han holdt enetale, som om han talte til sig selv fra en dyb, indre verden, men glemte aldrig publikum, lige meget hvor lille det var. Ved denne særlige lejlighed var publikum mig.

”Krigen i Europa var ovre,” sagde han, ”og jeg skulle snart hjemsendes …”

Han tog et tankefuldt drag på sin cigar – en Schimmelpenninck fra den metalæske, jeg kendte så godt, og inhalerede dybt, før han fortsatte.

”Vi havde ikke ret meget tid, og selvfølgelig vidste vi begge … Vi vidste begge, at vi betød noget særligt for hinanden … at vi skulle skynde os, og at det var på høje tid.”

Hans stemme døde bort, mens han slyngede whiskyen rundt i glasset, tømte det og fyldte det igen. Han hævede glasset, stoppede op midt i bevægelsen og sendte mig et alvorligt smil henover glassets kant, som mand til mand. ”Jeg skulle forflyttes til Camp Ritchie i Maryland … Amish-land, oplæring i efterretningsarbejde, sprog og den slags.” Så var det igen cigaren.

Sådan var det altid med hans historiefortælling, som om det egentlige plot var et kortspil, hvor man skjulte sig bag et pokerfjæs. Han talte i halve sætninger og kom med indforståede antydninger, der lokkede mig til at føle, at jeg også vidste besked om noget. Han havde lige vendt det kort, hvorpå der stod ”efterretning”, men den dag i dag ved jeg ikke, hvordan han var blevet hvervet, hvornår eller hvor meget min mor vidste.

”Din mor og jeg kørte ud i ørkenen … og vi … snakkede.” Han så væk og fæstnede sit blik på den røgsøjle, der rejste sig fra askebægeret. Det var et strategisk kneb, der skulle trække mig nærmere, så han var sikker på, at han havde min udelte opmærksomhed. Det virkede hver gang.

”Vi snakkede om … vigtige ting.”

Min mors version gav hans udsagn en drejning:

”Vi stod ud af bilen og satte os på en bakke derude i ørkenen. Jeg var lige blevet enogtyve, og han var nitten. Jeg var virkelig helt uforberedt, da han tog sin pistol frem og sagde, at han ville skyde sig, hvis ikke jeg ville gifte mig med ham. Jeg sagde: ’Øh… Næh, det synes jeg ikke du skal’.”

Det var den fjerde august. Den femte fandt de en lutheransk præst langt ude i bjergene, og de blev gift den sjette, som det første skridt til at bringe mig til verden. En time senere sad Steve i et tog på vej til Maryland, hvor han på hver station blev præsenteret for stadig nyere og mere ustyrlige rygter. Der var sket noget i Asien. Noget stort – noget rigtig stort. Det var en slags hemmeligt våben, der ville give japserne noget at tænke på. Snart kendte alle til Hiroshima, og vores lille familie var ikke de eneste mennesker, der havde grund til at huske datoen 6. august 1945.

De vidste, han var en indvandrer, der ikke var noget

De nygifte havde aldrig haft tid til at lære hinanden at kende, og de var allerede i færd med at glide fra hinanden. Måske havde han håbet, at hendes aristokratiske New England-afstamning kunne hæve ham op fra den ydmyge herkomst, og måske havde hun håbet, at han kunne redde hende fra den kvælende anstændighed, hun var flygtet fra, men det var forgæves. Hendes patricier-barndomshjem lignede med sine antikke møbler og kunst på væggene ikke noget, han nogensinde før havde set. Hans svigerforældre var høflige mod ham, ja bød ham endog velkommen, men de vidste, han var en indvandrer, der ikke var noget, og det vidste han også.

Det gjorde ondt, men han var snart væk, allerede midt i et Houdini-stunt som den usynlige mand, der styrede det, som foregik bag scenen i international politik. Han var langt væk i et fremmed land, alene, nygift, men funktionel ungkarl, umoden og usikker, men i en alder af nitten år højeste myndighed i en østrigsk by på tredive tusinde sjæle. For første gang i livet var det at tale det sprog, han var vokset op med, ikke en skamfuld påmindelse om fattigdom, men et aktiv.

CIA: Plads til dårligt tilpassede, til intellektuelle, til hensynsløse eventyrere

Central Intelligence Agency, CIA, blev grundlagt i 1947 som arvtager for Office of Security Services. OSS havde indsamlet efterretninger under Anden Verdenskrig, og da Steve begyndte der, var det hele stadig meget åbent. Der var masser af plads til dårligt tilpassede, til intellektuelle og til hensynsløse eventyrere. Nogle havde arbejdet bag fjendens linjer, andre havde kæmpet ved fronten, og de fleste havde en akademisk baggrund. Steve havde altid drømt om at lære kultiverede mennesker at kende. Nu tilbragte han tiden med mennesker, der ikke bare læste, men også skrev bøger.

Hans karriere begyndte i en sovepose på chefens altan i Salzburg, hvor man endnu havde til gode at finde indkvartering til den nye klasse af krigsherrer. Det var det bedste af alle spioners verdener. Middage og drinks i selskab med belevne ligemænd, der kendte klassikerne, diskuterede filosofi og lyttede til jazz efterfulgt af bivuakkens ensomhed. Han var drengespejder med status som voksen og med ubestridt magt i en grænseløs mandeverden. Men alligevel…

Den mandeverden, han forstillede sig, indebar frihed til at udleve både afsondret uafhængighed og utøjlet libido, men den slags idealer har ofte indbyggede begrænsninger. Min mor havde ikke set sin mand i næsten et år, da hun endeligt blev fragtet over Atlanterhavet i et synkefærdigt troppetransportskib, USS George Washington. Uden at kunne et ord tysk, rejste hun ad slet reparerede jernbaner og gennem udbombede stationer med skrattende højtalere alene fra Bremerhaven til Salzburg. Da hendes odysse endeligt var bragt til ende, blev hun mildest talt overrasket, da hun fandt ham installeret i en anden kvindes lejlighed, hvor han havde boet i månedsvis. Efter bare et par uger flyttede han ganske vist ud, men den velkomst kom til at påvirke deres ægteskab. Det var endnu en detalje, som jeg først hørte om tres år senere

Mange år senere tænkte han i Paris tilbage på den tid – en nitten år gammel efterretningsofficer, der pralede over for en nitten år gammel militærnægter. Jeg levede som fattig indvandrer i den verden, som min farfar havde arbejdet sig bort fra, og som min far havde vendt ryggen. Jeg længtes efter råd om, hvordan man overlever på gaden uden penge i en kold, nordisk by. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle spørge eller om hvad, men han havde stadig gode råd om mad.

Mad og kaviar

”Kaviar er en smag, man kun kan lære at kende, når man har så meget, at man kan spise sig mæt med en ske!” sagde han og prøvede at lette stemningen, efter vi havde skændtes i timevis. Jeg havde kritiseret racistisk uretfærdighed, ulighed og den amerikanske imperialisme, og han havde trængt mig op i en krog med patriotiske kendsgerninger og tal, der lå ud over min viden og var fra før min tid. Som altid var det mig, der først blev træt, og han vendte tilbage til kaviaren. ”Jeg havde en kæreste i den sovjetiske ambassade, og der var altid masser.”

Jeg lovede at huske det og lod som om, det gik mig bedre, end det gjorde. Der gjaldt det samme med mit kærlighedsliv som med min sult: Jeg skammede mig for meget over min ensomhed til at snakke om den, men han havde alligevel gode råd om kærlighed og venskab. ”Prostituerede er fine folk at omgås … det er de bedste venner, man kan tænke sig, men det er forbi, lige så snart kærlighed bliver blandet sammen med forretning.”

De eneste prostituerede jeg kendte til hjemme i København, var de tre, der trak i den gade, hvor jeg boede. ”Vil du ikke med hjem, skat?” råbte de efter mig med monotone stemmer og glansløse øjne. De kendte mig godt, den lille, pjaltede knægt, der så genert så ned i jorden og høfligt mumlede ”Nej, tak”, mens han skyndte sig forbi. De vidste godt, at jeg ikke ville tage imod deres tilbud, men de fleste nætter var der mindst en af dem, der lavmælt råbte efter mig, måske af kedsomhed, professionel vane eller bare for at se mig rødme.

Jeg havde hverken russiske femmes fatales, venlige prostituerede eller en nærværende faderfigur til at vise mig vej ud af ensomheden, så jeg studerede min fars pornosamling i Paris flittigere, end sundt var. Jeg forstod ingenting, men underbevidst søgte jeg efter noget i billederne, der kunne lære mig noget om kvinder, det mystiske rige de beboede, og hvordan jeg skulle forholde mig til kvinder i den virkelige verden. Men det kan der aldrig komme noget godt ud af. Jeg blev endnu mere indesluttet i min ensomme lejlighed, og der skulle gå mange år, og der skulle mange pinlige situationer til, før jeg blev klogere.

For min far havde der i efterkrigstidens forarmede Østrig ingen mangel været på kvinder, så selv før Den kolde Krigs dage med kaviar kunne mænd være mænd uden mange bånd. Det var en helt ny verden for den magre bogorm med købmandsforklædet, som Steve engang var. Han rodede rundt i uniformer, bondedøtre, ja, selv en nævekamp, der skaffede ham en brækket tommelfinger, fordi han endnu ikke mestrede kunsten at knytte næven, men nu havde han klaret det og var kommet ind i en verden, der bestod af mænd, våben og magt.

Jeg fortalte aldrig, hvor sulten jeg var

Steves far havde været en fjern skikkelse, der sjældent var hjemme, og som hele tiden gik gade op og gade ned og søgte arbejde på sit gebrokne engelsk. Jeg var også en fremmed for min nyfundne far, hjemløs som jeg var og en, der tiltuskede sig mad på sit gebrokne dansk og snød sig ind i et drømmesamfund, hvor alle undtagen jeg var sunde og raske og veltilpassede. Jeg fortalte aldrig, hvor sulten jeg var, og jeg er sikker på, at Steve aldrig fandt ud af det. Som ung indvandrer uden arbejdstilladelse delte jeg min tid mellem at studere på universitetet, lede efter et tørt sted at sove om natten og skralde det, jeg kunne finde at spise. Udsigten til et gratis måltid mad var rigelig grund til at tomle fra København til Paris et par gange om året. Men når det kom til stykket, betød historierne mindst lige så meget som maden. Vi var jo far og søn, skønt vi kun sjældent sagde det højt. I det mindste var det, at han fortalte sine historier, et fingerpeg om, at det at blive set og forstået af mig betød noget for ham.

Han havde aldrig prøvet at have en voksen søn, og jeg havde aldrig prøvet at have en far, men vi var hjertens enige om at opføre rollespillet så godt, vi overhovedet kunne. Han var skuespiller nok til at vide, hvordan en far fungerede på lærredet. Jeg var hverken skuespiller eller helt voksen, så han blev min rollemodel i et underbevidst replikskifte, hvor vi talte åbent om alt andet end hvem, vi var for hinanden. Vi manglede simpelt hen begge sprog til det, men der var anekdoter nok til at fylde tomrummet.

Bare almindelige mennesker, der var utilfredse

En sen nat i Paris fortalte han for eksempel: ”I begyndelsen blev vi sendt ud for at fange nazister, der var blevet tilbage, men snart blev det mere et spørgsmål om at dæmme op for Sovjetunionens indflydelse.”

”Uanset om de var nazister eller kommunister, var de fleste af dem bare almindelige mennesker, der var utilfredse. Som regel kunne vi ganske enkelt overbevise dem om, at vi havde et bedre tilbud, og vi var snart i gang med at organisere gamle nazister i antikommunistiske militser.”

”Og så havde vi …” – endnu et langt drag på cigaren, der skulle understrege den pointe, der var undervejs – ”magt. Men vi havde to grunde til ikke at bruge den. Vi ønskede naturligvis demokrati, men på et taktisk niveau er magt mest effektiv, når den kun er underforstået. Det var faktisk det, det hele drejede sig om i efterkrigstidens Europa.”

”Forstår du, den virkelige konflikt stod i de første år af Den kolde Krig mellem CIA og udenrigsministeriet. CIA’s agenter boede uden for USA og var veluddannede i modsætning til udenrigsministeriets skrivebordscowboys, der ingen fremmede sprog talte og havde hovederne så langt oppe i deres egen røv, at de var skide ligeglade med verdenen udenfor. Formelt set var det dem, der kørte butikken, men de anede ikke, hvad der i virkeligheden foregik. Hvis vi havde gjort det, som de ville have os til, ville hele verden være blevet sprængt i stumper og stykker.”

Jeg nikkede og prøvede at se intelligent ud, da jeg rakte ud efter kartonen med bordvin og fyldte mit glas på ny og kun spildte lidt. Jeg vidste mindre om verden end selv udenrigsministeriet, og mit gymnasietysk var ikke noget at prale af. Steve nippede til whiskyen og fortsatte, som om jeg vidste, hvad han snakkede om.

”Tag en cigar!” sagde han og skubbede askebægeret over til mig. ”Brødrene Dulles kørte i hemmelighed Amerikas udenrigspolitik. De var aldrig blevet valgt og kunne aldrig drages til ansvar for noget som helst. J. Edgar Hoover havde sit FBI, og senator Joe McCarthy havde fat i nosserne på hele det politiske system. De bestemte det hele fra deres usynlige positioner, men vi var endnu mere usynlige. De ønskede konfrontation. Vi ønskede at befæste sejren. Tricket var at overbevise dem om, at ligegyldigt hvad vi lavede, så var det deres ide.”

Jeg tog noget mere vin. Skænderiet havde som sædvanligt opbrugt sin energi, og vi var tilbage samme sted, hvor han som sædvanlig forklarede, hvad en søn burde vide om den virkelige verden, og jeg blev fuld og prøvede at følge med.

Ting Steve ikke kunne tage

”Ja, ja, jeg ved det godt, jeg ved det godt… Alle de ting de siger om CIA for tiden.” Pludselig var hans tonefald anderledes dæmpet. Man kunne diskutere og skændes om alt muligt, men hans tid i Firmaet var ikke til debat. ”Måske har det ændret sig, men i min tid havde vi en civiliseret korpsånd i modsætning til KGB. Vi brugte aldrig den slags metoder, som de siger… men … jo, altså, jeg tabte faktisk hovedet ved én lejlighed. Det var en af de mest hårdkogte nazister, jeg nogensinde havde afhørt. Fin fyr du ved – smilende, så afslappet man kunne være og på min egen alder. Han betragtede mig som kollega.”

”Han fortalte mig om sin yndlingsteknik. Han gav jo bare en kammerat i den samme branche et godt tip. Han holdt folks hoveder nede i en tønde med vand, indtil de enten talte eller druknede. Da jeg spurgte ham, hvor mange folk han havde myrdet, lo han blot kort og trak på skulderen. Før jeg vidste af det, skød min knytnæve ud og brækkede næsen på ham. Han kunne ikke engang huske, hvor mange mennesker, han havde slået ihjel med sine egne hænder. Det var mere end, jeg kunne tage.”

Der havde været andre ting, Steve ikke kunne tage, ting han aldrig talte om, men som havde chokeret ham, og som helt sikkert gav næring til den sammensparede vrede, der altid lå mellem ham og de mennesker, han længtes efter at elske.

Igen, igen

Jeg kender kun den følgende historie på tredjehånd, men meget taler for, at den er god nok. Steves gamle chef fra Salzburg fortalte min mor historien under et besøg hos os, da jeg var omkring ni år, og min mor fortalte mig den, da jeg var nioghalvtreds. Mine forældre havde været skilt i mange år, og under en senere udstationering i Grækenland var min far blevet forelsket igen. Da den pågældende kvinde ikke var helt så begejstret for forholdet, som han var, greb han til en gamle taktik, der havde virket en gang før. ”Hvis ikke du gifter dig med mig, skyder jeg mig,” sagde han. Om hun troede ham eller ej, kan jeg ikke vide, men det hun sagde var: ”Så må du jo gøre det.” Og det gjorde han så.

Det foregik for åbne vinduer i en lille græsk landsby, hvor alle beboerne var samlet omkring huset for at høre de to skøre amerikanere, der råbte ad hinanden. Den første kugle ramte Steves rygsøjle, men automatpistolen affyrede alle skud indtil magasinet var tomt. Spionens første bud, usynlighed, var blevet brudt, og Steve blev sendt tilbage til USA og degraderet til den laveste stilling, som en mand med hans anciennitet kunne få, nemlig som chef for CIAs afrikanske region.

Lige den episode bagatelliserede han som en ”ulykke under rensning af et skydevåben”, uden at omtale en kvinde eller en skandale; men der var andre historier, han fortalte mere villigt om.

’Halt oder ich scheisse!’

”Jeg havde lige sagt til to af de ledende lokale nazister, at de var anholdt, men det gjorde ikke noget større indtryk på dem. De trak bare på skulderen og begyndte at gå. Det var min første anholdelse, og jeg blev rasende.”

Der var whisky i begge glas og jazz på grammofonen. Josh White, Duke Ellington, Louis Armstrong og min egen yndling, alle tiders skidte knægt over skidte knægte, den høje, mørke og ranglede junkie, der var inde og ude af fængsel og parat til at danse bukserne af kvinder af alle farver, Cab Calloway. Musikken skabte et rum for mere afslappet historiefortælling.

”Jeg hævede tappert min pistol og skreg: ’Halt oder ich scheisse!’ Scheisse eller schiesse, skide eller skyde. For helvede hvor var jeg nervøs, og ordene blev ikke rigtige. Nå, men de faldt om på jorden lammede af latter, de ikke kunne stoppe.”

Da de kom tilbage på politistationen, fik to lokale politibetjente situationen under kontrol, men det formelle ansvar for operationen var stadig hans alene. Han gav sig til distræt at lege med pistolen i lommen, føre hammeren tilbage med tommelfingeren, trykke på aftrækkeren og føre hammeren langsomt tilbage på plads i en rytmisk, cirkulær bevægelse. Som regel beroligede det ham, men han var mere nervøs, end han plejede.

”Pistolen gik af som et tons trotyl,” huskede han. ”Rummet havde stenmure og hvælvet loft og lå lige så langt under jorden som en middelalderlig fangekælder. Fangerne smed sig ned og råbte om nåde. En af dem troede faktisk, at jeg allerede havde skudt ham.”

Det skal siges til hans ros, at han holdt hovedet koldt og ikke lod sig mærke med, at han havde skudt sig selv i benet. Det var den første af de tre gange, han havde affyret sin elskede pistol. Jeg får aldrig at vide, hvor traumatiseret han var af de historier, han aldrig fortalte mig om krigens grusomheder; men næste gang han mange år senere skød sig selv, var mere alvorlig, og førte til sidst til, at han blev presset ud af CIA.

Efter at fangerne var blevet ført bort, trak en østrigsk betjent, der var mere end dobbelt så gammel som Steve, ham til side. Uden et ord pegede han på et dybt hul i det hårde stengulv med noget tørret blod i. Han sagde ikke noget, men der lå en undrende respekt i det faste blik, med hvilket han mønstrerede sin unge overordnede. Det blik i den gamle politimands øjne gjorde et varigt indtryk.

Det hele handlede om at have en ældre mand, en kompetent og myndig skikkelse som vidne. Han havde set Steves nervøsitet, og hvordan han havde forkludret hele operationen, men hans blik sagde, at Steve alligevel var OK.

Statshemmeligheder over whisky- eller vodkaflasker

Under et kort ophold i Staterne blev jeg født, og Steve fik en grundig oplæring i teaterkunsten og en eksamen fra Amherst College. Han smagte familielivets næsten-stabilitet så længe, det nu varede, men gift som de var blevet på selve dagen for bombningen af Hiroshima, ville ingen astrolog ved sine fulde fem nogensinde have givet mine forældre ret mange chancer. Straks skulle han afsted til Grækenland for at samle stumperne op efter den græske borgerkrig.

Der fulgte interessante tider, hvor han handlede med andre folks statshemmeligheder over whisky- eller vodkaflasker med sin modpart i KGB, som to gamle kammerater, der spiller poker i en smugkros baglokale.

”Selv den gang jeg havde ansvaret for at udforme den daglige rapport til Washington om Grækenland og Balkan, var der ikke meget skæg og blå briller,” sagde han i løbet af en anden aften med cigarer og rødvin. ”Efter et par glas plejede vi at begynde at hæve indsatsen og fortælle om mindre vigtige statshemmeligheder fra det og det land, bare for at antydede, hvad vi vidste og hvem, vi havde fået dem fra. Så lagde vi langsomt kortene på bordet, noget i retning af ’Jeg har noget om Albaniens indgreb mod rock ’n-roll-fans, som jeg ved I ikke har, men sig mig … hvordan gik den bulgarske tomathøst i år?’ Så pruttede vi og lavede byttehandler, indtil vi havde nok materiale, der kunne sendes til henholdsvis Moskva og Washington.

Som alle gode pokerspillere var vi forsigtige, men vi respekterede hinanden, og vi respekterede reglerne. Vi byttede aldrig hemmeligheder om det land, vi var udstationeret i, og vi gjorde aldrig noget, der ledte opmærksomheden hen på det, vi havde gang i.”

Den døde bulgarer

Han holdt inde et øjeblik, som kom han pludseligt i tanke om noget og afbrød sig selv med en anden historie: ”Det minder mig om engang, jeg lige havde læst i avisen, at en bulgarer var blevet blev skudt midt på gaden i Athens centrum. Se, det var et stort problem, fordi han arbejdede for os. I vores branche er det sidste, man ønsker, James Bond-typer, der render rundt og skyder folk eller selv bliver skudt. Så bliver det lokale politi indblandet, og så er der ikke noget, der længere er hemmeligt. Vi vidste, at ham her var dobbeltagent, der også arbejdede for Sovjet, og det gjorde ikke sagen bedre. Jeg var helt uforberedt, da Dimitri fra KGB, uden det var aftalt, stormede ind på mit kontor, og han var godt nok tosset. Han spurgte, om vi var totale idioter, og hvad helvede vi troede, vi lavede. Han kunne have fortsat i timevis, hvis ikke jeg havde råbt højere end ham. Jeg sagde til ham, at det ikke var os, der havde gjort det, og at jeg lige skulle til at ringe til ham for at spørge, hvad helvede de troede, de lavede. Det lykkedes os til sidst at overbevise hinanden om, at det ikke var nogen af os, der havde slået bulgareren ihjel. Så holdt han kæft, og vi kunne komme til sagen. Vi vidste begge, at bulgareren spillede dobbeltspil og hele tiden snød os begge, noget der var temmelig nyttigt for alle parter. Vi besluttede, at samle vores ressourcer og arbejde sammen for at finde ud af, hvad der var hoved og hale i sagen.”

”Da det kom til stykket, viste det sig at manden også var agent for israelerne. De kan ikke lide dobbeltagenter, de kan ikke lide bulgarere, og de kan ikke lide at følge nogen regler undtagen dem, de selv opfinder undervejs.”

”Det var bare en af de gange, vi arbejdede sammen med KGB. Vi havde et godt samarbejde, ja, det var endda venligt inden for de givne rammer, men der var også forskelle. For mig var den største, at vi ikke brugte tortur, og det gjorde de. Det kan være, at det har ændret sig siden, men dengang gjorde vi ikke sådan noget. De fik en af mine agenter til at snakke ved at stikke en elektrisk loddekolbe op i røven på ham. Det var svært at bebrejde ham for at snakke, da det begyndte at blive varmt. Det havde de ikke behøvet at gøre. Der var andre måder, de kunne have fået den information på, som de ville have.”

Spørgsmålet blev aldrig rigtigt besvaret

Steve havde ingen respekt for det, han betragtede som sjusk. Ikke desto mindre havde han sine egne måder at sørge for, at det, der var hemmeligt, forblev hemmeligt, og det gjorde han ved at lave sine egne regler hen ad vejen. Mange år senere spurgte hans skuespillerkolleger ham ofte, om de nu også kunne være sikre på, at han ikke stadig var spion?

”Og hvem tror du, der er værd at spionere imod her?” sagde han med en latter. ”Dig måske?” De grinede altid sammen med ham uden at lægge mærke til, at han ikke rigtigt havde besvaret spørgsmålet. Jeg har aldrig hørt ham direkte benægte, at han stadig var i efterretningsbranchen.

Som andre skuespillere længes spioner efter at blive set og beundret, lige meget hvor farlig synligheden kan være. Selv i sin tid i Grækenland kunne Steve ikke modstå fristelsen til at lege med rollen. Det var et ofte anvendt tidsfordriv i 1950ernes mikroskopiske amerikanske koloni at prøve at gætte på, hvem ”tys-tys-folkene” var. ”Jeg ved tilfældigvis, hvem alle ’tys-tys-folkene’ i denne by er,” kunne en middagsgæst, der intet vidste, finde på at prale med, hvortil Steve med dyb Dracula-accent svarede: ”Og jeg kender dem alle personligt” – og opnåede usynlighed ved at anbringe sig selv midt på scenen.

En hyppig middagsgæst, der faktisk vidste noget, var Dick Welch. Jeg husker ham tydeligt, selv om jeg kun var fem år, da vi rejste fra Grækenland. Dick, der var nyuddannet fra Harvard, var endnu en akademiker inden for humaniora, der strejfede om mellem historiske steder på et tidspunkt, hvor alle græsktalende amerikanere kunne skaffe sig et job på ambassaden. Jeg får aldrig at vide, om min far græd, da hans far eller mor døde, eller da han blev skilt fra min mor, men han græd, da han i 1975 hørte, at Dick Welch var blevet skudt ned på gaden foran sit hus, mens familien så det.

Skuespiljob i Grækenland før og efter kuppet

På samme måde får jeg heller aldrig at vide, om Steve faktisk afbrød alle sine bånd til fortiden, da han officielt forlod Firmaet eller om det var et rent tilfælde, at han havde to skuespiljob i Grækenland før og efter kuppet i 1967. På det tidspunkt var Dick Welch blevet chef for stationen i Athen, og det kan være, at han gerne ville have en loyal, græsktalende amerikaner på stedet. Kunne det tænkes, at hans indflydelse kunne have skaffet min far nogle biroller hjemme? Og kunne det tænkes, at andre gamle venner kunne have lempet Steve ind i hans senere stilling i Pennsylvania State Police?

Det er ikke til at vide, og det kan være, at det bare var gammel vane, der fik Steve til at bruge ordet ’vi’, da han fortalte mig, at ”vi havde i Grækenland erstattet kongens korrupte styre med en moderat venstreorienteret regering, men de gutter, vi støttede, var for svage, og obersterne tog os på sengen, da de bevægede sig ind i det politiske tomrum, der opstod, da regeringen brød sammen. Det havde vi ikke planlagt.”

Længe før det, men efter det mislykkede selvmordsforsøg i den græske landsby, blev han fragtet tilbage til USA. Der fik han fysisk genoptræning og et længere ophold på et psykiatrisk hospital, hvor han forelskede sig på ny og giftede sig med sygeplejersken på afdelingen. Nok var han skamskudt og karrieremæssigt falleret, men hans charme og flotte udseende fejlede ikke noget. Han oplevede lavstatusjobbet som CIAs Afrika-chef som en grov ydmygelse og sagde sin stilling op for at begynde et nyt liv med sin nye kone som skuespiller i Paris.

Én gang i mit liv blev jeg intenst forelsket

Senere blev der langt mellem skuespil-jobbene. Steve vendte tilbage til det land, han så trofast havde tjent og afskyet mere, end han kunne have forestillet sig. Da jeg besøgte ham i USA, fandt jeg en vissen eneboer i en kørestol, der sad med sin pistol og whisky på bordet foran sig, mens han skældte ud over hunden, egerne uden for og alle i avisen. Hans vrede, kørestolen og den latente brutalitet, som lå i skydevåbenet, virkede alle som én stor hævnaktion imod hele det interessante liv, der med tiden kedede ham. I Frankrig havde han klaret sig uden kørestol, men det liv var nu forbi. I løbet af et par dage var det eneste, der forbandt os, hans pladesamling og de glas, som han med rund hånd fyldte op. Jeg havde håbet på nu at blive anerkendt som voksen, men det skete ikke. Hverken min videnskabelige forskning, politiske succeser eller musikalske anstrengelser gjorde indtryk på ham. Og ikke engang mine halvhjertede, politiske provokationer kunne fremkalde andet end et opgivende skuldertræk. I min ungdommelige vrede spurgte jeg, hvor helvede han var forsvundet hen, og om han ikke gav en skid for noget eller nogen mere.

”Tjah, Peter …” sagde han og tændte en cigar, mens jeg ligesom i gamle dage ventede på, at han skulle svare, mens han nippede til sin whisky. ”Én gang i mit liv,” sagde han og pustede langsomt røg ud som en gammel drage, der ruger over andres skatte, ”blev jeg intenst forelsket. Jeg blev afhængig, sårbar, tillidsfuld og forsvarsløs. Da det slog fejl, svor jeg aldrig at lade nogen komme mig nær igen.”

Måske håbede han, at jeg ville spørge ham, hvem hun var, og hvad der var sket. Hvis jeg havde spurgt, var han måske også parat til at fortælle mig, hvorfor han havde skudt sig – det, der var grunden til, at han nu sad i kørestol, men jeg følte mig såret og gjorde det ikke. I stedet svinede jeg ham til på en måde, jeg den dag i dag skammer mig over, og afbrød besøget. Ikke længe efter skød han hunden.

En ensomhed, vi var sammen om

Der kom flere besøg, der var fyldt med varme og kærlighed, men blottet for alle forventninger. Den underholdende, charmerende, dominerende bandit med de akademiske prætentioner var væk og efterlod sig kun en ensomhed, vi var sammen om. Måske forstod de andre tilstedeværende ikke min mindetale, men Steve ville have sat pris på den. Og sådan var det – efter alle de år prøvede jeg stadigvæk at gøre indtryk på ham.

Der var masser af spørgsmål, der blæste i vinden, men de svar, der måtte have været, var dybt begravet i den sorte, firkantede marmorurne. Kun en lille, rektangulær sten fra veteranstyrelsen med ordene ”Stephen A. Eckardt, Corporal, WWII” mindede om denne sidste undergrundsoperation. Min mor blev fornærmet på hans vegne og hævdede, at han havde været sergent, men det var måske også en hemmelighed.

Peter Eckardt er massageterapeut, musiker og blind billedkunstner. Han er oprindeligt amerikaner, men har boet i Danmark i mange år og har længe været dansk statsborger.