Hvordan skal fremtidens pædagoguddannelse se ud? En række tidligere og nuværende studerende giver deres bud. Illustration: Peter Møller - Tegn Levende
19 min. læsetid

Der er brug for at ændre landets største uddannelse, og at tilføre den flere midler. Det mener to pædagoger og en pædagogstuderende, der her kommer med bud på fremtidens pædagoguddannelse.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Anna Krøyer, pædagogstuderende; Daniel Rask, pædagog; Matias Bergmann, pædagog

Pædagoguddannelsen er Danmarks største og mest søgte uddannelse. Vi pædagoger er engagerede i kernen af velfærdssamfundet og udøver en vigtig opgave for menneskelig dannelse, udvikling, læring og trivsel. Men vores uddannelse er underfinansieret og underlagt for mange modsatrettede krav – der ofte hindrer fagligheden i stedet for at styrke den. Med andre ord mener vi, at der grundlæggende er brug for mere kreativitet, pædagog-faglighed, pædagogik og flere længerevarende relationer på pædagoguddannelsen. Det vil vi uddybe her.

Vi er en gruppe af nuværende og tidligere studerende fra Campus Carlsberg. Vi har gennem vores pædagoguddannelse gjort os en række erfaringer med de ændringer, der blev gennemført med 2014-uddannelsen, og som løbende er forsøgt udbedret gennem uddannelsen. Modsatrettede interesser har påvirket uddannelsen i retning af et kludetæppe-arbejde, hvor man har forsøgt at fikse ting ‘her og der’ – i stedet for at skabe grundlæggende forbedringer af uddannelsen.

“Vi ønsker inderligt at være stolte af vores uddannelse, for vi er stolte af vores fag – men der er ikke meget at være stolte over, når vores uddannelse er så dybt underprioriteret og underfinansieret, som den er.”

Vi har gennem vores studie engageret os i studiepolitiske udvalg og råd for at forbedre pædagoguddannelsens kvalitet og faglige indhold.  Fordi vi og vores medstuderende oplevede en række problemer, som stod i vejen for en god uddannelse til at blive pædagog.

Vi har valgt pædagoguddannelsen, fordi vi mener, det er en af de vigtigste uddannelser, der findes og et af velfærdssamfundets allervigtigste fag. Vi har drømmen om at blive verdens bedste pædagoger. Desværre har vi måttet erkende, at det ikke er gennem uddannelsen, at vi tilegner os den faglighed, vi forventede. Da vi startede på pædagoguddannelsen, havde vi drømme om et sprudlende studiemiljø, som emmer af kreativitet, leg og faglige diskussioner.

Vi er alle blevet skuffede – og desværre er vi langt fra alene med følelsen af skuffelse. En skuffelse over at legen ikke er til stede. En skuffelse over at føle sig ensom på en uddannelse, der hviler på vigtigheden af at skabe relationer. En skuffelse over den manglende undervisning og en skuffelse over pressede undervisere, som blot afspejler den travle praksis, vi skal ud i. En skuffelse over konstant at have travlt og være på vej videre; og skuffelse over praktikforløbene, hvor tiden heller ikke er der til at eksperimentere. Vi ønsker inderligt at være stolte af vores uddannelse, for vi er stolte af vores fag – men der er ikke meget at være stolte over, når vores uddannelse er så dybt underprioriteret og underfinansieret, som den er.

Ud med færdighedsmål og målbarhed

Vi har under vores uddannelse oplevet, at videns- og færdighedsmål fylder uhensigtsmæssigt meget. Både før, under og efter et modul/undervisningsforløb præsenteres disse mål i flyvske termer, som rummer utroligt mange facetter af den pædagogiske faglighed – uden at komme ordentligt i dybden med dem. Målene opleves løsrevne fra hinanden og til tider modsatrettede. Samtidig opererer delmålene som rettesnor for, hvad studerende skal lære på blot syv uger.

Syv uger er altså den tid vi har med vores undervisere til at lære om centrale områder som fx trivsel, udvikling og læring. Syv uger: En opgave og en prøve. – Tjek! Som et led i at rette op på det blev modulerne erstattet af længere forløb, der stadig var bundet op på et overordnet kompetencemål og de selvsamme videns- og færdighedsmål. Men dett løste ikke det grundlæggende problem og har måske endda forværret det. I stedet blev det op til den enkelte underviser at sikre, at alle studerende nåede de mål, der stadig stak i øst og vest.

Vi skal væk fra en uddannelse, hvor innovation og andre markeds- og virksomhedsorienterede tiltag – der ikke er vedkommende for den pædagogiske faglighed – repræsenteres i målene for uddannelsen. Vi ved med vores pædagogiske faglighed, at læring ikke er lineær og ikke kan sættes ind i en simpel formel med kompetence-, videns- og færdigheds-mål.
Denne forståelse savner vi i uddannelsesbekendtgørelsen. For os som pædagogstuderende står det overordnede formål med uddannelsen soleklart: At vi får teoretisk viden og praktiske erfaringer, der gør det muligt at udføre arbejdet som pædagog.

For at opnå det formål må der være fokus på organiseringen af fag, en udvidelse af relationer og fællesskab i studiemiljøet, og en omlægning af praktikkerne.

Fællesskaber

Pædagoger arbejder med relationer og fællesskaber. Det skal kommende pædagoger lære at opøve under uddannelsen. Som uddannelsen er bygget op nu, mødes studerende af skiftende undervisere, som har dårlige muligheder for at lære de studerende at kende. De manglende relationer giver underviserne ringe vilkår for at tilrettelægge undervisningen, så den giver mening for de studerende, og vi har derfor oplevet ingen eller ringe progression i vores undervisning. Vi ønsker en uddannelse, der i sig selv efterlever den faglighed, vi skal tilegne os under uddannelsen. Der skal derfor tages hensyn til den enkelte studerendes udvikling, samt kultur og interesse på holdene, fordi det skaber bedre læring. Pædagogisk faglighed er netop kendetegnet ved at have blik for både den enkeltes udvikling og trivsel, samt hvad der er det gode for hele fællesskabet.
Vi ønsker en uddannelse, som ikke er gennemsyret af ensartethed og standardisering, men en uddannelse, hvor undervisere har frihed til at kunne inddrage emner og temaer, når det er meningsfuldt for de enkelte hold.

Vores pædagogkollegaer får julelys i øjnene, når de tænker tilbage på deres egen tid som studerende med de små seminarier og lange undervisningsdage. De og vi er stærkt kritiske over for stadigt større hold, ideen om fælles forelæsninger på tværs af hold og nu online-undervisning, der udfordrer nærheden, fællesskabet og dermed fagligheden. 
På Campus Carlsberg svømmer vi i et hav af mennesker uden at kunne skelne eller føle tilhørsforhold. Ingen steder hvor det er tydeligt, at her er pædagogfagligheden. De tværfaglige ambitioner bliver aldrig mødt, fordi der ikke er mulighed for at kende og danne sin egen faglighed, og der dermed heller ikke er grundlag for at opsøge de andre og mødes på tværs.  I stedet ved man mest af alt, hvor man i hvert fald ikke hører til. 
Studerende mødes af mails frem for mennesker og har svært ved at finde ud af, hvor de skal søge den hjælp, de har krav på. Campus Carlsberg kan bedst beskrives som et sted, hvor fællesskaber har ringe muligheder.

Som studerende bliver man mødt af koldt lys, stillestående luft og automatiske gardiner, der farer op og ned. Man træder ind i kliniske lokaler, som ingen gør noget ved, fordi man aldrig kan vide, om man kommer tilbage dertil.

De ellers fremragende værkstedslokaler er forjættet land, indtil man gennem valgfag måske kan få adgang i en kort periode. Hvordan får man lov til at låne et værksted på et selvvalgt tidspunkt? Må man bruge de materialer, der er i værkstederne? Hvordan får man adgang til idrætsredskaberne?

Er det forbudt at gå ind ad en dør, hvis den tilfældigvis står åben? Og hvem er den her uddannelse egentlig til for? Disse spørgsmål er alle eksempler på, hvordan manglende information og en ikke-imødekommende kultur skaber et miljø, hvor man som studerende ikke føler sig inviteret ind og ofte vælger at tage hjem i stedet for at skabe noget sammen. Vi ønsker en pædagoguddannelse, hvor fokus er på at skabe de bedste rammer for fremtidens pædagoger. Bevægelsen mod større og lignende campus-miljøer er landsdækkende, og vi hører lignende historier fra medstuderende andre steder i landet. Vi  mener det er fuldstændig centralt, at studerende, undervisere og beslutningstagere lærer af disse erfaringer og handler på den baggrund.  Vi mener desuden, det er nødvendigt med en modbevægelse for mere selv- og med-bestemmelse blandt studerende.
Et skridt i den retning kunne være decentralisering af uddannelsesstederne.

Vi har oplevet at møde pedeller, som bliver sure over, at vi hænger information om faglige arrangementer op på væggene i områder tildelt pædagoguddannelsen. Vi har gået på listetæer, når vi har dekoreret campus af frygt for repressalier fra ledelsen. Og vi har set, hvordan medstuderendes faglige projekter er blevet ødelagt i stedet for fremvist som eksempler på vigtigheden af vores faglighed og kunnen.

Pædagoguddannelsen skal om noget være et sted, hvor studerende får mulighed for at indtage og bruge de rum og ressourcer, der er. Et sted, hvor vi kan inspirere og lære af hinanden. Hvad nu, hvis der var et åbent bookingsystem for værkstederne, som var administreret af studerende? Og der blev budgetteret penge til materialer, som var frit tilgængelige? Og hvad nu, hvis man lod pedellerne dele kridt ud i stedet for at bruge ressourcer på at rive plakater ned? Det er fuldstændig utænkeligt på uddannelsessteder som Campus Carlsberg – eller er det?

Pædagoguddannelsen skal bæres af et varmt, inspirerende studiemiljø, hvor vi som nye studerende bliver inviteret til at skabe noget i fællesskab. Der skal appelleres til små, værdifulde fællesskaber, hvor værkstederne, hallerne, musiklokalerne o.s.v. åbenlyst bliver stillet til rådighed for de studerende. Vi skal lege med hinanden. Vi skal tegne på væggene. Vi skal lege fangeleg på gangene. Fordi det legende og eksperimenterende miljø muliggør menneskelig udvikling, læring og dannelse. Vi foreslår derfor fire nye fag, som kan erstatte de nuværende moduler og kompetencemålsforløb.

Campus Carlsberg blev indviet i 2016, og er den nyeste af Københavns Professionshøjskoler. Alligevel mangler uddannelsesinstitutionen en række af de ting, som er centrale for at uddanne gode pædagoger, mener dagens kronikører. Foto: Campus Carlsberg / Facebook.

Pædagogik som fag

Pædagogik skal igen være et gennemgående fag på hele uddannelsen.Siden 2014 er alting blevet splittet op i forskellige moduler, kompetencemål og korte forløb, hvor man aldrig kommer i dybden med nogle teorier, men altid skal skynde sig videre til det næste.

Pædagogikken skal være det fælles grundlag for fagligheden, for diskussionerne og ikke mindst for progression i uddannelsen. Alt for ofte har vi prøvet at blive introduceret for enten den samme teori fjerde gang i træk, uden at det er fra en ny vinkel, eller at blive introduceret for noget, vi ikke forstår, fordi vi ikke har læst de samme tekster som underviseren og derfor ikke har et fælles grundlag.  Uddannelsens rammer bevirker, at man som både underviser og studerende kan genbruge de samme få tekster gennem hele uddannelsen uden at blive udfordret.

Faget er komplekst, og vi arbejder med mennesker i udvikling. Derfor er det vigtigt, at uddannelsen skaber dygtige pædagoger med en bred værktøjskasse.

Vi har brug for at gå i dybden med projekterne, med teorierne og med praksis. Pædagogik giver ikke mening, når den splittes op i omsorg, udvikling og læring, pædagogisk teori og praksis, pædagogik og samfund, og/eller andre moduler eller forløb. Pædagogik som et gennemløbende fag, gennem hele uddannelsen, er fuldstændig nødvendigt. Det fag skal stå på et fundament af pædagogfaglighed, på forståelsen af det paradoksale og etiske i pædagogikken. Med andre ord skal faget forholde sig til den kompleksitet, som pædagogik indebærer, herunder spørgsmålet om hvad pædagogik er.

Pædagogisk teori, praksis og forskning er områder, vi som pædagoger skal kunne forstå og navigere i til gavn for den profession, vi skal forvalte, og de områder vi skal arbejde indenfor. Uden pædagogikken som kompas, har vi tit oplevet at famle i blinde eller vælge nemme løsninger. Uden pædagogikken er vi ingenting. Derfor skal pædagogikken tilbage som en gennemgående faglighed på uddannelsen, så vi lærer at reflektere, vurdere og handle på baggrund af pædagogisk viden og erfaring.

Pædagogikkens hjælpefag

I 2014-uddannelsen er alting vendt på hovedet – man har didaktik, psykologi, antropologi og jura, inden man har pædagogik. Det bør der laves om på. Vi ønsker, at der fortsat skal stå en række hjælpefag rundt om pædagogikken, og at de samles i et fagområde på uddannelsen. Fordi hjælpefagene bidrager til større forståelse, nysgerrighed og viden, der kvalificerer den pædagogiske praksis. Fordi de sætter den i sammenhæng med det omkringliggende samfund, samt muliggør samarbejde på tværs af fagligheder. Disse hjælpefag har det tilfælles, at de muliggør nye perspektiver på pædagogikken.

“Centralt er pointen om at forstå pædagogikken som vores udgangspunkt, og alt det rundt om som støtte og perspektivforskelle. I dag opleves det ofte omvendt. Videnskabsteori bliver vores tilgang til at forstå, at der findes forskellige pædagogiske og psykologiske tilgange og teorier.”

Derfor giver det mening fremadrettet at definere og anvende disse andre fag som netop hjælpefag til pædagogikken, i stedet for, som det opleves i 2014-uddannelsen, at de på grund af deres ofte akademiske status tager forrang for pædagogikken. Dette ses f.eks. i dele af den litteratur, der undervises i på uddannelsen, men også i kompetencemål, moduler og temaer.

I den pædagogiske praksis ses dog samtidig vigtigheden af disse og andre fag til  bedre at forstå det hele menneske, og hvorledes pædagoger kan bidrage til udvikling, trivsel og dannelse. Ud over psykologfaglig, samfundsmæssig og kulturel forståelse er det også centralt, at pædagogen kan stille sig kritisk over for, hvordan viden skabes, og tør stille de store spørgsmål, såsom “hvad er det gode liv?” Og øve sig i at stille sig undrende og åben over for den omkringværende verden.

Det er i øjeblikke med videnskabsteoretiske diskussioner, forskelle mellem læringsteorier og undersøgende tilgange, at vi og vores medstuderende har oplevet nye perspektiver og muligheder for at gå til pædagogikken.
Centralt er dog pointen om at forstå pædagogikken som vores udgangspunkt, og alt det rundt om som støtte og perspektivforskelle. I dag opleves det ofte omvendt. Videnskabsteori bliver vores tilgang til at forstå, at der findes forskellige pædagogiske og psykologiske tilgange og teorier.

Håndværksmæssig faglighed – der gør, at vi tør

‘Best practice’- undervisning giver ikke mening for pædagogstuderende, fordi det står i vejen for kreativ udforskning og dannelse. Den ensretning, ‘best practice’ står for, betyder, at vi tvinges til at opfinde “den bedste leg” og sætte den ind i en SMTTE-model. Så kan man sætte et flueben ved sin legekompetence. Vi ønsker i stedet værkstedsfag for sin egen skyld, hvor personlig udvikling, dannelse og læring er i centrum. Værkstedsfag kan skabe uventede succeser og magiske øjeblikke. Disse æstetiske fag skal opleves i et rum, der ikke er målrettet; et rum, hvor vi ikke skal effektivisere, hvor der er tid og plads til at være til. At eksperimentere med den slags rum har der meget sjældent været tid til på pædagoguddannelsen. Vores valgfag er nu så pressede forløb, at æstetisk udfoldelse bliver omsat til hurtige og overfladiske processer. Det har stået i vejen for meningsfulde værkstedserfaringer. Noget som dagligdagens praksis i den grad skriger på.

Med den nye pædagoguddannelse skal der følge midler med til, at pædagogstuderende har mulighed for og motiveres til at facilitere egne dannelsesprocesser – gennem adgang til værksteder og materialer, penge til foredrag og workshops, og adgang til mentor-ordninger m.m.

Sprog, kultur og kommunikation

Sprog, kultur og kommunikation er et fjerde fagområde, der ville være relevant at rette op på – og placere som en særlig del af uddannelsen. Det er med 2014-uddannelsen spredt ud over mange forløb og får ikke det nødvendige fokus. Det til trods for at store dele af den pædagogiske faglighed og praksis handler om udvikling af sprog, om forståelse af forskellige kulturer, om kommunikation mellem mennesker – børn, unge, brugere, pårørende, forældre og mange andre.

Også tværfaglige elementer kunne placeres inden for dette fag gennem koordination med andre velfærdsuddannelser, så man oplever at samarbejde med andre faggrupper og kende bedre til hinanden end i 2014-uddannelsen – hvor vi har oplevet at have tværprofessionelt forløb kun for pædagogstuderende.

Helt kafkask er det blevet, når man har skullet arbejde på en tværprofessionel case uden andre faggrupper, og alene har skullet undersøge – hvordan vi så de andre, og hvordan de andre så os. Således er det først i praksis, at vi som pædagoger har oparbejdet erfaringer med at arbejde tværprofessionelt. Medmindre man har et valgmodul om mangfoldighedspædagogik og tværkulturalitet, eller er så heldig at have en underviser der har fokus på kommunikations-trekanter og sprogfaglig viden, så kan man komme igennem en pædagoguddannelse helt uden viden og erfaringer om disse områder. De områder er ellers  en vigtig del af pædagogisk praksis, da det er herigennem vi får viden om alt fra den svære samtale med forældre, værger eller andre omsorgspersoner til organiseringen af tværkulturelle møder og sproglig udvikling.

“Drømmen om at skabe noget og gøre noget for andre slukkes af et overdrevent fokus på præstation og snævre rammer for hvad, der er muligt, f.eks. på grund af økonomi.”

Sprog, kultur og kommunikation kunne handle om sprogudvikling og sprogpædagogik, om supplerende kommunikationsformer til brug for mennesker uden talesprog, om kulturmøder i pædagogisk arbejde, om legekultur, om fortællinger, om livshistorier som genre, om børne- og ungdomslitteratur, om samtale, om formidling af pædagogisk arbejde og andre områder. Det er vigtigt, at disse praksisnære emner kan supplere pædagogikfaget på uddannelsen bedre, end det er tilfældet nu.

Dygtige pædagoger kræver tid og ressourcer

Vi skal for alt i verden undgå, at der bliver skabt en ligegyldig, lydig og uambitiøs indstilling til pædagoguddannelsen og -faget. Drømmen om at gøre en forskel slukkes af, at vi alt for ofte gør noget, der ikke giver mening. At vi spilder vores tid med at indlære pseudo-akademiske APA-standarder, at vi skal have fokus på, hvordan man opnår høje karakterer, og ikke mindst, at vi forlader os på standardiserede koncepter i stedet for kritisk tilgang til pædagogfaglighedens mange facetter. Drømmen om at skabe noget og gøre noget for andre slukkes af et overdrevent fokus på præstation og snævre rammer for hvad, der er muligt, f.eks. på grund af økonomi.

Helt grundlæggende mangler pædagoguddannelsen flere timer med en underviser. Mere tid til at eksperimentere, øve sig, blive guidet gennem feedback, opmuntring når det er svært og ikke mindst regulær undervisning. Det forstår vi som bl.a. planlagte aktiviteter, hvor underviser går foran, deler ud af sine erfaringer, inviterer en udefra ind i undervisningen, eller lader os studerende vise vores projekter frem. Vi ønsker mere tid til at indgå i diskussioner om tekster vi har læst og/eller projekter vi har lavet – med underviser og mellem medstuderende.  Det skal ske med en didaktisk udvikling og progression, hvor dannelse og udvikling af pædagogisk faglighed står forrest, og hvor fællesundervisning, studenterstyret undervisning og peer-feedback ikke bare er dårlige undskyldninger for at skære i undervisningstimerne, lade os studerende undervise os selv og hinanden, flytte undervisningen online eller stuve os sammen på kæmpestore hold. Det kræver flere økonomiske ressourcer, mere tid og en planlagt progression i uddannelsen.

Vi vil gerne diskutere pædagoguddannelsen med alle – kollegaer, medstuderende, politisk aktive, forældre, pårørende, brugere, din moster og din tante. Pædagoger har betydning for alle i velfærdssamfundet, og derfor er en forbedring af pædagoguddannelsen noget, vi må kæmpe for sammen.


Anna Krøyer

Pædagogstuderende med speciale i dagtilbud. Studiepolitisk aktiv i PLS’ lokalafdeling på Campus Carlsberg. Kæmper for respekt for faget og børnene.

Læs mere af Anna Krøyer

Daniel Rask

Pædagog med speciale i dagtilbud, ansat i Københavns Kommune. Engageret i den faglige debat og aktivisme for pædagogfaget, uddannelsen, børnene og velfærden

Læs mere af Daniel Rask

Matias Bergmann

Uddannet pædagog med specialisering i dagtilbud. Aktiv i Den Kritiske Pædagogiske Højskole.

Læs mere af Matias Bergmann