Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
22. juni. 2021

Opråb fra psykolog: De ‘normale’ betingelser på arbejdsmarkedet er blevet syge

Det voksende mentale pres på arbejdsmarkedet bliver negligeret, og problemer bliver gjort til et spørgsmål om den enkeltes eget ansvar. Desværre mangler der politisk vilje til at gøre op med Anders Fogh Rasmussens udstukne kurs, skriver psykolog Morten B Kristensen.

Arbejdsmarkedet har ændret sig drastisk. Når det gælder mentale sygdomme, er vi kommet ud af takt med virkeligheden på arbejdsmarkedet, skriver psykolog Morten Kristensen. Illustration: NonTucker / Flickr.
Denne artikel tager cirka 8 minutter at læse.

Som offentligt ansat psykolog, afholder jeg mange korte samtaler med patienter, og skal afgøre om deres psykiske symptomer skyldes arbejde. Mængden af patienter med psykiske symptomer stiger hvert år, mens mængden af patienter, der er fysisk syge pga. traditionelt industriarbejde, falder.

“I praksis anerkendes stort set ingen arbejdsskader af psykisk karakter. Det ses som en forbigående tilstand, ikke som et problem i forhold til beskæftigelse”

Produktionsdanmark findes ikke, som for 50 år siden, uanset hvad Socialdemokraterne hævder. Psykiske overbelastninger hos ansatte i den offentlige sektor skyldes ofte reformer, der har ændret arbejdsbetingelserne fundamentalt. Fraværet er markant på mange arbejdspladser.

Forskningsmæssigt ved man, at den mest almindelige årsag til fravær er helbredsproblemer, og en væsentlig grund er arbejde i dårligt psykisk arbejdsmiljø. I 2020 så jeg især mange sygeplejersker, pædagoger og SOSU-ansatte. Arbejdspresset er højt for dem. Tendensen fortsætter i 2021. Som psykolog er det underligt at konstatere, at der ikke er penge til behandling af deres skader i det offentlige sundhedssystem. De henvises ofte til private tilbud, hvor de betaler ved kasse 1.

Forråelse med fascistoide træk

De seneste mange års reformer, især i Anders Fogh Rasmussens regeringstid, havde til formål at sikre, at mest muligt varetages af færrest mulige, og helst i det private erhvervsliv. Socialdemokraterne har fulgt trop. Enhver skal tage ansvar for egen lykke. Det er blevet skamfuldt at være offentligt ansat, og endnu værre at være på overførselsindkomst. Det bliver nærmest set som kriminelt. Fogh Rasmussens kontraktpolitik og New Public Management betød et kritisk blik på, om offentligt ansatte leverede. Kimen til forfølgelse af offentligt ansatte blev skabt af ‘tossehoveder i ekkokamre’, fra midten af det politiske spektrum ud til det yderste ideologiske højre. Det blev “in” at være modbydelig.

Hvis en patients psykiske tilstand er udløst af arbejde og vedvarende forringet, anmeldes sagen hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Men i praksis anerkendes stort set ingen arbejdsskader af psykisk karakter. Det ses som en forbigående tilstand, ikke som et problem i forhold til beskæftigelse. Og man kan altid – som psykolog – finde noget i en fortælling om barndom, ungdom eller arbejde, der viser, at patienten i en eller anden forstand er selvforskyldt, eller har en særlig sårbarhed. Især når patienten i forvejen har det ad helvede til, falder vedkommende ofte tilbage på selvbebrejdelse. Det passer som fod i hose med en (neo)liberalistisk ideologi, der trænger ind i den psykologiske udredning. Samtidig bakker psykologer op om et mekanisk perspektiv på mennesket som en organisk arbejdsmaskine. Det perspektiv er lånt fra lægerne, som er uforskyldte i, hvordan perspektivet bruges politisk. Skræmmende bliver det især, når psykologen siger; “Se på børnesoldater! Nogle får varige mén af det. Andre gør ikke. Det er jo de stærke”. Det er forråelse med fascistoide træk.

Om prekaritet og asbest

Arbejdsbetingelser ændrer sig over tid, og det at være arbejder i en bestemt branche er ikke en statisk størrelse. Men vurderingen af, om psykiske symptomer er udløst af arbejdet, forudsætter, at arbejdet betragtes som ‘ens for alle’, og det samme over tid. Perspektivet stammer fra sygdomme i industrien. De fleste ved dog, at ingen oplever det samme, eller har samme sociale position. Dermed adskiller baggrunden for mange psykiske problemer sig fra industriarbejdets fysiske eksponeringer. Jeg ser mange patienter, der har været udsat for chikane af ledere, særligt inden for det offentlige. Der er mange i pleje- og omsorgsbranchen, der har arbejdet som uuddannede på korte kontrakter, og haft elendige betingelser. De kan være skubbet ud af kolleger, der vil sikre sig selv – under de prekære betingelser. Det kan ikke sammenlignes med at være eksponeret for asbest i sit arbejde.

“Patienter, der er nedbrudt af massivt arbejdspres, mobning og chikane, kan forvente intelligenstest
og/eller personlighedstest. Spot føjes til skade.”

Det forventes af den udredende psykolog, at patientens fortælling om arbejdsoplevelser udfordres. Patienten, som allerede er emotionelt påvirket, og ikke kan huske alt, skal ‘rystes’. Jeg har som psykolog meget kort tid, og presses til at lægge mindst mulig indsats i hver patient. Det er derfor let at sætte fokus på defekter. Det har også betydet, at der har udviklet sig et særligt sprog om patienter, der er sygemeldte med stress og depression. Det er ikke blot forråelse. Sproget tjener flere formål. Som Donald Trump har vist, kan man ændre folks virkelighedsopfattelse ved at kontrollere sproget – f.eks. ved at overtage gadens sprog. “Patienter omtales moraliserende som “svagpisser, paranoid, offer, unormal, rigid, vanskelig, bitterfisse…” Det sker godt nok oftest, når vedkommende ikke er tilstede, men det er stadig skamfuldt at høre på”. Moraliseringerne skyldes nok, at psykologer kan være uvidende om faktiske forhold i arbejde af særligt social karakter. Men så kan de føle sig som bedre mennesker – eller i hvert fald stærkere end patienterne.

Det er let at falde for forudfattede kategorier fra hverdagssproget, men de lukker af for indsigt. De lukker af for patienters fortællinger, der også viser politiske reformer bag psykiske skader. De fortællinger forsvinder i de individuelle patientjournaler. Virkeligheden forsvinder. Men psykologen lader sig også styre af sin personlige interessevaretagelse, for udredningen afspejler en side af (neo)liberalistisk praksis; at anvende tvang, ved at tage magten over den andens fortælling. Formålet er nemlig at sikre, at patienten vender tilbage til arbejdsmarkedet. Budskabet er enkelt; “Hvis du har klaret dit arbejde i en periode, og oplever ikke at kunne, skyldes det din personlighed og/eller dit privatliv. Du ved jo, hvad du gik ind til. Du skal lære at omfortolke det, som du oplever som et højt krav. Vi ved godt, at dit arbejdsmiljø er hårdt, men du skal ændre det-og-det ved dig selv…“

Patienter, der er nedbrudt af massivt arbejdspres, mobning og chikane, kan forvente intelligenstest og/eller personlighedstest. Spot føjes til skade. At teste mennesker i dyb krise er uetisk. Men testning er en nem måde at omgå det faktum, at psykologen intet aner om arbejdet. På den måde bliver patienten gjort til problemet.

Chikane og stress affejes som offergørelse og “svagpisseri”, mens ansvaret for mentale helbredsproblemer lægges over på arbejderne selv. Det er arven fra Anders Fogh Rasmussens nyliberale regime, skriver dagens kronikør. Foto: Magnus Fröderberg.

Robustgørelse

Gennem robustgørelse bliver syge arbejdsbetingelser gjort normale. Men sociologen Hartmut Rosa beskriver, hvordan tidsmangel og højt tempo skaber fremmedgørelse, og hvordan det skaber angst, når vi fratages at opleve resonans.

“Hvad hvis offentlige lønmodtagere krævede godtgørelse for forøgede arbejdsbelastninger? Eller hvis flere psykiske skader blev anerkendt? Det ville jo hæve prisen på arbejdskraft i det offentlige!”

Denne angst ses hos ansatte i fag med varme hænder. Resonansen oplever jeg selv, når patienten fortæller om arbejdsoplevelserne. Men den resonans har ikke markedsværdi. Og jeg betales ikke for at opleve den. Snarere for det modsatte. Angsten, derimod, har markedsværdi. For (neo)liberalisme er en pengemaskine, der sætter sig på det menneskelige følelsesliv, og udbytter det. Ud af nyliberalismen opstod robustgørelsen, der har udviklet sig til en guldgås.

Især er fag, der har været udsat for nedskæring, mål for salg af netop den psykologydelse, og sygehuse leverer varen. For lønmodtagere skal lære at omfortolke deres følelser, og forstå, at følelser er forhindringer. Men hvorfor skal de omfortolke følelser i hjemmeplejen, når Mette Frederiksen har sagt, at minuttyranniet dér skal have en ende? Eller i fængselsvæsenet, hvor der mangler ansatte.

“Hvor skal pengene komme fra?”

Der er penge nok i Danmark. Så mange at de sendes ud af landet på ulovlig vis, eller overføres til brancher, der har stærke lobbyister. Under Fogh Rasmussens regering vendte man det blinde øje til, da der via SKAT blev sendt milliarder ud af landet ved ulovlig refusion af udbytteskat, sådan som journalisten Jesper Tynell ved Danmarks Radio har dokumenteret.

Under Corona-epidemien blev der pumpet milliarder ud i det private erhvervsliv for at opretholde virksomheder, der ikke er brug for. Men der var brug for det offentlige sundhedssystem. Der var brug for lavtlønnede kvinder. Til gengæld bliver der næppe penge til sygeplejerskerne, selvom de fortjener et løft. Hvad hvis offentlige lønmodtagere krævede godtgørelse for forøgede arbejdsbelastninger? Eller hvis flere psykiske skader blev anerkendt? Det ville jo hæve prisen på arbejdskraft i det offentlige! Derfor er der ingen hjælp i det offentlige system til behandling af psykiske skader. Det ville være en anerkendelse af, at det ikke er dovne, svage og dumme, som arbejder der, men mennesker, der arbejder under syge betingelser. Løsningen er ikke mere psykologisering. Løsningen er en anden politik.

Men socialdemokraterne leverer den ikke.


Om skribenten

Morten B. Kristensen

Morten B. Kristensen

Uddannet cand.psych. Arbejder som psykolog med mental sundhed i det offentlige. Læs mere