‘Oprørets dag’. Libyen i 2011 set med Gramsci-briller

Den 16. februar 2011 bølgede demonstrationerne i den libyske kystby, Benghazi. Nogle deltagere havde slogans vendt mod Jyllands Postens profettegninger, andre protesterede mod vilkårlige fængslinger – og alle demonstrerede mod dét styre, Muammar Gaddafi stod for. Der havde allerede været opstande i Tunesien og Egypten, og nu var Det Arabiske Forår kommet til Libyen. Ingen vidste dengang, hvordan begivenhederne ville udvikle sig, men at en voldsom konfrontation var på vej syntes mest sandsynligt. Der var nemlig intet civilsamfund, hvori konflikterne kunne dæmpes eller forhandles.

Allerede dagen efter, torsdag 17. februar 2011, blev en skelsættende dato i nyere libysk historie. Det blev dagen, hvor konfrontationerne mellem opstanden og Gaddafi-staten kostede liv, og den blev derfor udråbt til ’oprørets dag’ af opstandens selvbestaltede regering, det nationale overgangsråd (NTC). Man kan også sige, at det blev dagen, hvor den libyske oppositions forsøg på at skabe en fredelig overgang – sådan som Det Arabiske Forår indtil da havde haft – blev ødelagt. Gaddafistyret havde ikke tænkt sig at lade oppositionen gentage tunesernes og egypternes kunststykke. Der blev slået hårdt ned med det samme.

“En leder, der regnede med at have støtte i flertallet, ville ikke have reageret så hurtigt med vold. Til forskel fra Egyptens præsident Mubarak, der trods alt gik ud fra, at hans styre ikke behøvede at sætte militæret ind mod demonstranterne, viste Gaddafi, at han omvendt ikke stolede på folkets støtte”

Human Rights Watch mente, at der blev dræbt 173 libyere på denne oprørets dag. I betragtning af, at de første demonstrationer mod Gaddafi startede et par dage før, kom styrets voldelige reaktion meget hurtigt. Det eneste ikke-voldelige svar på de første demonstrationer i Benghazi var en hastigt organiseret og topstyret demonstration for styret i hovedstaden Tripoli dagen før. Gaddafi havde tydeligvis ingen intentioner om at imødekomme nogen, eller at søge at ride stormen af ved hjælp af forhalinger eller forhandlinger. Han havde kun et militært ben at gå på, da han valgte at stille op i den disciplin, der i dag kaldes Counter insurgence, oprørsbekæmpelse.

Mange spørger sig selv om, hvad der egentlig er foregået i Libyen i det seneste ti-år. Landet har været set som et samfund, der har været svært at forstå udefra. De store interne konflikter følger ikke som i fx Irak eller Syrien sekterisk-religiøse skillelinjer. De følger heller ikke umiddelbart klasse-skillelinjer. Hvordan kommer en fremstilling af Libyens ’arabiske forår’ til at se ud, hvis man kigger på dem ud fra begreber om hegemoni og civilsamfund?

Gaddafis regeringspolitik og den libyske revolution

En skitse af den libyske 2011 opstand i dens første dage antyder, at forestillingen om ‘hegemoni’ – forstået som en frivillig tilslutning til et lederskab, der er baseret på et vist mål af fælles mål og ideologi – ikke spillede en særligt stor rolle i Gaddafi-styrets magtfilosofi. Formodentlig havde Gaddafi og hans nærmeste helt rigtigt set, at de ikke havde et sådant hegemoni, der kunne sikre, at opstanden ikke bredte sig så hurtigt, at de mistede kontrol med den. Derfor valgte Gaddafi en løsning på det nye magtspørgsmål, som udelukkede, at han kunne søge tilslutning i civilsamfundet ved at imødegå demonstranternes krav.

En leder, der regnede med at have støtte i flertallet, ville ikke have reageret så hurtigt med vold. Til forskel fra Egyptens præsident Mubarak, der trods alt gik ud fra, at hans styre ikke behøvede at sætte militæret ind mod demonstranterne, viste Gaddafi, at han omvendt ikke stolede på folkets støtte. Tillid var ikke hans force, og i stedet søgte han at kontrollere situationen med hårde midler. Han sprang direkte til det, som Gramsci fordomsfrit og nøgternt har beskrevet som ”styrkeforholdet mellem de militære kræfter, der gang på gang har vist sig at være umiddelbart afgørende”.

Gaddafi havde ikke opbygget et civilt samfund, der kunne understøtte hans styre ved at organisere folkelige bevægelser til samtykke og støtte. Han havde kun søgt at vinde opbakning i begrænsede dele af befolkningen ved at give dem økonomiske privilegier og i enkelte tilfælde magtpositioner. På den måde lignende hans styre mere det, som Assad-familien havde opbygget i Syrien – end de på en måde mere civilt orienterede egyptiske og tunesiske systemer.

Civilsamfundets afgørende rolle: Det russiske eksempel

I Antonio Gramscis moderne politiske univers, er det civile samfund et nøgleområde i både samfundsdannelse og i bevarelse af politisk magt. Gramscis analyser af, hvorfor den russiske revolution kunne lykkes, havde overbevist ham om, at den russiske stat under zarerne manglede noget, nemlig et velfungerende civilsamfund. I samfund, hvor det civile samfund var en arena for politiske kampe, kunne en truet statsleder søge støtte i det civile samfund, hvis den hårde magt var ved at svigte.

I et land som Rusland i 1917 havde zaren ikke denne mulighed, og da han mistede kontrollen med militæret – på grund af krigen og den utilfredshed med hans styre, der havde bredt sig fra bønder og arbejdere og ind blandt soldaterne – havde han ikke flere kort at spille. Gramsci sammenfattede det sådan, at det russiske civilsamfund var ufuldstændigt: ”I Øst var staten det hele, det civile samfund var i sin vorden og uden substans; i Vest var der mellem staten og det civile samfund en snæver forbindelse, og blev staten udsat for rystelser, ville man straks opdage det civile samfunds robuste struktur”.

“Med NATOs luftvåbenstøtte i ryggen, kunne opstandens styrker efterhånden matche Gaddafi. I august faldt regeringsbyen Tripoli. Gaddafi flygtede til sin oprindelige hjemby Sirte, hvor han blev dræbt af oprørssoldater i oktober.”

Hvis den russiske stat i 1917 var usikkert funderet, kunne nogenlunde det samme siges om Gaddafis i 2011. Der var som nævnt ikke stabile organisationer i det civilsamfund, der kunne støtte staten, da opstanden var en realitet. Gaddafis forsøg på at bruge klanledere i stedet for civilsamfund som måde at organisere sin sociale basis på svigtede. Det havde været en del-og-hersk politik, der havde virket i en vis fase, men ikke en garanti for en langsigtet, bæredygtig løsning på problemet med at fastholde magten uden at sikre mere generel tilslutning. Og da slet ikke på det problem med at inddrage befolkningen i et demokratiserende politisk projekt, som opstanden havde rejst: ”Folkets krav (…) Gaddafiregimets fald og etablering af en civil, grundlovssikret og demokratisk stat”, som det blev udtrykt i NTC-erklæringen fra 2. marts.  

Ved siden af det nationale militær indeholdt Gaddafis militære styrke også de personlige militser, som en del af hans sønner og nærmeste politiske støtter havde opbygget. Gaddafis version af det nationale libyske militær viste sig dog ikke at være helt loyalt. Det brækkede over, således at nogle dele af det skiftede side, og så at sige med det samme blev opstandens militær. Gaddafi indså på den baggrund med det samme, at han havde ryggen mod muren og så ikke andet valg end at bruge den loyale del af militære så effektivt som muligt mod den del af befolkningen, der deltog i opstanden eller blot boede i de dele af landet, hvor opstanden var forankret.

Oprørerne tog ansvar for civilbefolkningen

Denne beslutning var måske ikke så klog set i dét, som Antonio Gramsci ville have opfattet som et machiavellisk magtperspektiv. I hvert fald opstod der hurtigt en stemning i det internationale samfund, det var vendt mod Gaddafi-styret. I dag kan det allerede være svært at forestille sig eller huske den brede vilje til at leve op til FN’s politik om ’Ansvar for at beskytte’ civilbefolkninger (kaldet RtP), der var vedtaget på baggrund af erfaringer med folkemord og etniske udrensninger siden Murens fald. Gaddafis væbnede oprørsbekæmpelse gik direkte imod den politik, og det gjorde det forholdsvist nemt for opstandens politikere at appellere til FN om indgreb til beskyttelse af civilbefolkningen. De viste, at de forstod denne del af magten bedre end Gaddafi.

Allerede 17. marts havde FN’s sikkerhedsråd stemt om en såkaldt RtP-politik over for det libyske styre. I praksis kom det til at betyde, at FN bad NATO om at organisere en bombekampagne, der skulle forhindre det libyske styre i at bruge sit luftvåben og sine tunge våben og i øvrigt beskytte den libyske befolkning ’med alle nødvendige midler’, som det hed. Lande som Tyskland, Rusland og Kina undlod at stemme. USA og UK indledte angrebet allerede 18. marts, og efterhånden deltog flere europæiske lande, herunder Danmark.

Med NATOs luftvåbenstøtte i ryggen, kunne opstandens styrker efterhånden matche Gaddafi. I august faldt regeringsbyen Tripoli. Gaddafi flygtede til sin oprindelige hjemby Sirte, hvor han blev dræbt af oprørssoldater i oktober. Herefter udråbte NTC en endelig sejr og begyndte at forberede en politik for demokratisering af Libyen. Første skridt i den retning var afholdelse af et valg, der kunne sammensætte et parlament, som skulle skrive udkast til en ny forfatning.

2012 – 2014: Kampen om Libyens sjæl

Valget kom i juli 2012, men blev snarere indledningen til en ny fase i magtkampen om Libyen end en endelig afslutning på borgerkrigen. Der var stadig konflikter, som var så dybe, at der ikke kunne skabes enighed om, hvordan landet skulle fortsætte en demokratisering.

Det valgte parlament skulle i princippet kun udvikle en ny forfatning og udpege en leder for en ny midlertidig overgangsregering, der til forskel fra den første ville have et demokratisk mandat.

Det lykkedes ikke den midlertidige regering at skabe folkeligt engagement omkring valget af ny regering på basis af forberedelserne fra 2012. Ved valget i 2014 deltog kun ca. hver femte stemmeberettigede. På trods af det blev valget godkendt af FN.

Imidlertid ville flertallet i det gamle parlament ikke anerkende valgresultatet, der i øvrigt svækkede den religiøse indflydelse på en meget markant måde og i stedet styrkede nationale og liberale kræfter. Forudsigelser om at valget ville rive Libyen ud i en situation, hvor politisk islamisme ville vinde nye sejre, blev gjort til skamme. Men det ændrede ikke ved, at situationen udviklede sig til det værre.

2014 – 2020: Borgerkrig på lavt blus

En højesteretskendelse støttede det gamle parlaments indvendinger og afviste 2014-valget med det resultat, at et flertal i det nye parlament flygtede til den østlige by Tobruk. De overlod dermed Tripoli-parlamentet til de medlemmer, der var valgt i 2012. På den måde blev Libyen i praksis igen delt i en østlig og en vestlig del.

Herefter udbrød det, der er blevet kaldt ’den anden libyske borgerkrig’. Først i 2016 lykkedes det FN at opnå en våbenhvile og en samlingsregering. Den fik dog forholdsvis kort levetid, og borgerkrigen blev genoptaget – men stadig på et forholdsvis lavt intensitetsniveau. Set under ét gik initiativ og styrkeforhold i det vestlige Libyens retning, og efterhånden kontrollerer Tobruk-regeringens styrker den største del af landet. Samtidig har forskellige lande blandet sig i borgerkrigen: Rusland, Egypten og UAE på østlig side og Tyrkiet og Qatar på vestlig. FN og EU støtter den vestlige side.

Selvom Libyen stadig er splittet i to dele under kontrol af forskellige regeringer, lykkedes det sidste år FN’s særlige udsending, Stephanie Williams at overtale parterne til foreløbigt at stoppe de væbnede stridigheder. Hun har også fået tilslutning til en plan, der skal få udenlandske tropper ud af Libyen og via en ny midlertidig samlingsregering forberede et nyt parlamentsvalg til december i år. Om aftalerne bliver ført ud i livet, er i sagens natur uvist.

Arven fra Gaddafi

Den danske sociolog Mikael Bjerrum, der var i Libyen i tre måneder i foråret 2012, skrev denne betragtning i Information op til valget samme år: ”For en udenforstående iagttager forekommer Libyen at være et land fyldt med selvmodsigelser og uforståelige tendenser. (…)”. Han fortsatte: ”Man kan konstatere, at det nye Libyen er født af et stort set samlet folks ønske om at vriste sig fri af 42 års undertrykkelse. Man kan fjerne et terrorregime med AK 47 maskingeværer og massiv folkelig opbakning, men man kan ikke forandre en gammel og grundfæstet kultur på et øjeblik.”

Man behøver ikke at tilslutte sig det lidt romantiske sprogbrug for at blive slået af, at tanken stadig forekommer relevant. Man kan dog spørge om, hvor fæstet i fortiden den politiske kultur er, som libyerne i dag lever i. Måske kan de overraske. Måske er de krigstrætte og parate til nu virkelig at bryde arven fra Gaddafi.