Oprør mod demokratiet

Et chok gik gennem den vestlige verden natten til den 9. november 2016. Det stod klart, at USAs præsidentembede skulle beklædes af en, der uden omsvøb eller skam tilsidesatte al demokratisk orden, vederhæftighed, samtale og fornuft. Det amerikanske demokrati havde tilsyneladende nulstillet sig selv. 

Men valget af Donald Trump er kun kulminationen på et rush, der har brudt de traditionelle mønstre op i politik. Et opbrud der stadig er i gang i hele Europa.

Forfatteren Rune Lykkeberg ser det populistiske opbrud som modstand mod dét, han kalder det liberale demokrati. Emnet for hans nyligt udkomne bog ”Vesten mod Vesten. Fortællinger om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til Brexit og Trump” er, hvilke problemer i demokratiet, der har ført til en hidtil uset modstand mod den etablerede demokratiske orden. Den valgte præsident var kommet til efter demokratisk fastlagte regler. Valget af Trump var, hvad Lykkeberg kalder, et mistillidsvotum til tilliden til fremskridtet, den liberale orden og princippet om, at magtudøvelsen sker efter dét, han kalder universelle principper. Altså det forhold, at hvad der gælder for én, kan og skal gælde for alle.

De mener, hvad de siger

Lykkebergs projekt forsøger at få hold på, hvad det er i det mainstream-politiske idégrundlag og i kulturlivet, som har muliggjort det populistiske gennembrud. Højre-populismens hovedsynspunkter behandles nøgternt, idet Lykkeberg gør sig gode anstrengelser for at prøve at forstå den indre logik i de forvirrende og chokerende udtalelser, som kommer fra f.eks. Donald Trump. ”Det er et ofte overset element, (..) at de såkaldte populister også kan mene, hvad de siger”, lyder det vittigt. Og dermed stiller Lykkeberg sig modsat dem, der ser populismen som symptom på noget andet. At modstand mod indvandring f.eks. skyldes utilfredshed med ens egen livssituation.

Det sprudler af intelligente iagttagelser, hele bogen er karakteriseret ved et utroligt bredt vingefang og …. en helt forrygende mangel på sammenhæng. Sjældent har jeg læst en tekst med så mange skift i fokus, så mange bolde i luften – og så i øvrigt en hel heksekedel af løse ender. Til sammen giver det en både stærkt inciterende og grusomt frustrerende læseoplevelse.

Efter 1945

Lykkeberg vil skrive kulturhistorie og går tilbage til den nærmest forgangne tid. Han ser tre perioder i efterkrigstiden: Guldalderen fra 1945-1975, Reaktionen fra 1975 -2001 og Krisen fra 2001 til nu.

Guldalderen var en optimistisk tid: demokratierne gjorde fremskridt, det samme gjorde den økonomiske vækst, hele verden så ud, som om den bevægede sig fra undertykkelse mod stadigt højere grader af frihed.

Fra 1975 vender billedet. Væksten bremses af krise, og det bliver synligt, at miljøet i det hele taget sætter grænser for vækst. Optimismen er vendt til skuffelse og bitterhed over, at systemet ikke kan indfri de håb, der opstod under Guldalderen. En højrevendt politik med navn af nyliberalisme er i den periode det politiske pejlemærke, og i modkulturen er ”no future” slagordet.

Krisen indledes med et brag, da World Trade Center pulveriseres i et terrorangreb 11. september 2001 og fortsætter stadig. Her handler det om, hvad Lykkeberg kalder ”Vestens selvødelæggende svar på terrorattentaterne … Håbløse krige, opgør med retsstatsprincipper, tab af moralsk og politisk autoritet i verden og intern politisk splittelse” (31). Højrepolitik, der kom til verden under Reaktionen, viser her sin elendighed, Finanskrisen 2007 er et eksempel, de mislykkede Mellemøstkrige i Afghanistan og Irak er andre eksempler, mener Lykkeberg.

Hovedfortællinger

I denne periode er der grundlæggende set to hovedfortællinger på spil. Lykkeberg vælger at lade Trump præsentere den ene, og hans forgænger Obama den anden. Obama fortæller om en nation, der står sammen om et højere ideal, mens Trump fortæller en mørk historie om en nation, der er truet af en korrupt elite, og en masse snyltende og kriminelle indvandrere.

Bogen behandler enormt mange spørgsmål med udgangspunkt i samfundsvidenskab, filosofi, film, litteratur. Vi præsenteres for store tænkere, skønlitterære forfattere, popmusikere og fiktive figurer. Vi kommer omkring Rousseau, Sherloch Holmes, Hegel, Taxi Driver, Marx, Easton Ellis, Norbert Elias, Edward Said, Piketty, Madonna, Sex Pistols, Foucault, Fanon og Harry Potter, Beyouncé og mange, mange flere.

Uden for festen

Et samlende perspektiv i bogen handler om menneskerettigheder og universalisme. Universalismen, menneskerettighederne og den demokratiske samtale har deres indbyggede modsætninger, når Lykkeberg frem til. Hvis det er en fest at deltage i demokratiet og være omfattet af menneskerettighederne og leve i Vesten, er der nogen, som er udelukket fra festen, som den algierske forfatter Kamal Daoud refereres for at sige. Ved f.eks. at lukke Europa af for migranter og flygtninge har man sat en meget håndgribelig bom for universalismen. Den gælder kun for dem, der er ”indenfor”. Nogle kommer ikke med til festen. De bor i lejre udenfor. Her er Lykkeberg præcis i sin påpegning af hykleriet – men stiller heller ikke noget alternativ op.

Løgn og Sandhed

Et af de centrale spørgsmål bliver uvægerligt: hvordan kan det være, at Trump kan slippe heldigt fra konstant at lyve – og samtidig paradoksalt nok blive betragtet som en mand, der taler et ærligt sprog. Det har Lykkeberg en interessant idé om. Ifølge ham siger Trump aldrig dét, man forventer af hverken en præsidentkandidat eller en præsident. Han taler spontant. Og spontaniteten er forbundet med oprør, i princippet rettet mod den civiliserede adfærd, som det er skamfuldt ikke at beherske. Ikke at beherske den civiliserede adfærd og ikke at tale, som der bliver forventet, bliver udskammet. Og at nægte at føle skam er dermed en oprørsk handling. Den reaktionære Trump bliver oprører og virker dermed tiltrækkende på mange, som ikke mener at kunne leve op til normerne for civiliseret optræden.

”Donald Trumps ”America first” taler til en stærk forestilling om nationalstaten som ramme om fællesskabet,” fortæller Lykkeberg. Og så kan han følge op med at citere canadieren Micheal Ignatieff, der er kommet frem til, at ”demokratisk suverænitet og menneskerettighedernes moralske universalisme er på kollisionskurs overalt i verden”. Det viser sig også i konflikten mellem EU og Viktor Orban i Ungarn, og det samme sker ”i USA i kampen mellem præsident Donald Trump og den liberale overklasse” (s. 245). Demokratiet stilles i et paradoks, når et flertal vil af med det.

Klasserne

Netop med formuleringen om kampen mod ”den liberale overklasse” viser bogen imidlertid sine mest betænkelige sider. Er det et spil mellem Donald Trump og den ”liberale overklasse”, vi har set udspille sig i amerikansk politik siden 2016? I hvert fald vil præsidenten gerne se sig selv sådan. Ene mand i heroisk kamp mod ”the swamp”. Hvem der repræsenterer det, der fremstår som trumpismens modpol, har Lykkeberg kun pinligt diffuse begreber om. I eksemplet taler han om ”den liberale overklasse”. Et andet sted taler han om ”den lærde klasse” repræsenteret ved demokraterne, og så ”formueklassen” repræsenteret ved republikanerne.

Et andet sted tager han fat i den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002), og taler om den kulturelle overklasse og den økonomiske overklasse. Men han definerer ikke disse klasser. Hvad er den liberale overklasse? Det kan vel ikke være nogle personer, der lever af at have en bestemt politisk overbevisning? Et andet sted tager han økonomen Thomas Pikettys klassebegreber ”den intellektuelle elite” og ”forretningseliten”, og han taler om modsætning mellem dem med uddannelse og dem med formuer. Eller dem med uddannelse og dem uden.

I anden sammenhæng taler han om, at den politiske hovedkonflikt står mellem to overklasser. Stadig uden forklaring.

Spørgsmål om hvordan de forskellige klasser defineres, hvad der egentlig gør klassen til klasse, berøres ikke. Vi får heller ikke at vide, om der er tale om objektive modsætninger mellem de klasser, han taler om, og om modsætningerne stiller klasserne antagonistisk over for hinanden.

De rige og de rigtige

Lykkeberg er inde på, at de fleste moderne samfund fungerer efter det, man kalder meritokratiske principper, hvor dem der arbejder meget, også får en høj økonomisk gevinst ud af det. Ulighed begrundet i en form for retfærdighedsbetragtning. Rigdom er OK, når den er fortjent, siger den meritokratiske logik. Men den brister, når de rige, succesfulde også mener, at de i øvrigt samtidig er moralsk overlegne. Her savner jeg, at Lykkeberg var klar og gav bud på, om det har forbindelse med idéen om højre-populismen som oprør mod de succesfulde. Et andet sted anfører han, at uddannelse er det afgørende parameter, der deler folk i, hvad de mener om centrale politisk spørgsmål. Men det bliver ikke sat i en tydeliggjort sammenhæng med f.eks. den tidligere nævnte skam – og det, der ses som oprøret mod skammen. Det bliver heller ikke sat i tydeliggjort forbindelse med Trumps forestillinger om nationen som det bærende fællesskab. Løse ender.

Lykkeberg anklager dem, han enten kalder den liberale overklasse, den lærde klasse eller den kulturelle overklasse – for at fortrænge spørgsmål om f.eks. den ønskelige migration fra den offentlige debat. Men det forbliver bare en løst underbygget påstand. Her kunne grundigere argumentation have løftet hele bogen, og kastet brand i den offentlige meningsdannelse.

Helt rablende bliver det, når han viderebringer en vild påstand om, at dem han kalder ”den lærde klasse” skulle have ansvaret for finanskrisen 2008. Krisen var et ”svigt fra de lærde klasser”, skriver han. Hvordan det kan passe fortæller han ikke. Man kunne fristes til i den forbindelse at tale om en populistisk konspirationsteori! Vi får heller aldrig tydeligt at vide, hvilken rolle Vestens selvødelæggende svar på terrorattentaterne, de håbløse krige, opgør med retsstatsprincipper, tabet af moralsk og politisk autoritet i verden har spillet for opkomsten af Trump.

Ufarlig socialisme

Lykkeberg ser sig selv som venstreorienteret, og han bekender sig til en demokratisk socialisme, som han mener kan folde sig ud i et reguleret kapitalistisk system. Så hans venstreorientering er ikke af den farlige, revolutionære slags, og han er for det, han kalder den liberale orden. Hans pointe er, at selv om Vesten har fået massiv – og berettiget – kritik fra venstrefløjen, er kritikken funderet på et vestligt tankesæt. Hvor f.eks. kolonialismen er blevet kritiseret, er det sket under påberåbelse af retten til national selvbestemmelse og menneskerettigheder. Begge dele er begreber, som er udviklet af Vesten selv, mener han.

Lykkeberg tænker på ingen måde i utopier. Verden, altså Vesten, er i princippet grundlæggende OK: ”Vi behøver (ikke) nye forfatninger eller ideologier for at skabe retfærdige, frie og sikre samfund (458). Men Lykkeberg er heller ikke nogen ukritisk nikkedukke, der fortier, at den vestlige verdensorden hviler på magt: ”Vesten har frembragt en verdensorden, hvor de militært og økonomisk stærkeste stadig dominerer…” fortæller han. Men så følger eftersætningen: ”..men de skal begrunde deres magtudøvelse på og legitimere den i forhold til universelle principper.”

Lykkeberg vil meget gerne tro på fremskridtet, og at verden igennem et spil af modsætninger udvikler sig til det bedre. Men hans optimisme er sandelig blevet truet. Trump står for et verdenssyn, hvor alting er alles kamp mod alle. Flere steder kommer Lykkeberg også til at udtrykke en voldsom pessimisme, og vi bliver stillet over for det tunge konservative synspunkt: Hver gang et problem løses, opstår jo bare et nyt. Ak, verden bliver aldrig anderledes

Lykkebergs populisme

Med Lykkebergs bog kommer nye aspekter til, der belyser de seneste års globale, vestlige politik. Rigtig mange har allerede skrevet fordømmende kritik af opmarchen af højre-populisme. Vi har læst sammenligninger med fascisme og påpegning af racisme. Den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müllers essay ”Hvad er populisme?” fra 2016 er et mere analytisk værk, der har løftet debatten. Jan-Werner Müller påpeger, at populisme hviler på en forestilling om verden som delt mellem ”eliten” og ”folket”, hvor folket repræsenterer det sande og moralsk rigtige, der bliver undertrykt af en falsk, intellektuel elite.

“Den danske venstrefløj har endnu ikke formået at danne sig et samlet billede af, hvad der har muliggjort højre-populisternes fremmarch.”

Når Lykkeberg taler om ”de lærde klasser” eller ”den intellektuelle elite” har han faktisk ukritisk overtaget et begreb, som populisterne ynder selv at jonglere med. Lykkeberg tænker tilsyneladende selv i populist-baner, jævnfør Jan-Werner Müllers begreb om det. Mod slutningen af bogen tilkendegiver Lykkeberg overraskende, at han faktisk må give højre-populisterne ret i en hel del. En gang i fremtiden sker det, at ” vi må erkende, at det var berettigede reaktioner på urimelige og uretfærdige forhold.” Han mener det gælder spørgsmål om statsborgerskab og social inklusion i det hele taget

Trods disse indvendinger og mangler fortjener bogens bedste sider at blive taget alvorligt. Den danske venstrefløj har endnu ikke formået at danne sig et samlet billede af, hvad der har muliggjort højre-populisternes fremmarch. Uden det billede er det stadig væk ikke muligt at imødegå det forhold, at det borgerlige Danmark (og mange andre lande) er sluppet godt fra at få et tilstrækkeligt stort antal af underklassens medlemmer til at stemme højre-populistisk, så vi har haft mange år med solid højre-magt – og venstrefløjen tilsvarende afmægtiggjort i forhold til de grupper, som burde være venstrefløjens basis.

”Vesten mod Vesten” skal læses, fordi den trods alt berører så mange aspekter af højre-populismen, som man bliver nødt til forstå og tage stilling til for at man igen kan blive offensiv. Men det er langtfra den sidste bog, der er skrevet om det emne.

Rune Lykkeberg: ”Vesten mod Vesten – fortællinger om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til Brexit og Trump” er udkommet på Informations forlag.