På vej mod Gaza: Dagbog fra Conscience #2

Dag 4: Fredag 3. oktober

Det har egentligt været en meget rolig dag ombord på Conscience. Det tyrkiske crew, deltagere og MP’er har siddet klistret til skærmen, da de tyrkiske deltagere fra Sumud sammen med hundrede andre blev fløjet til Istanbul. Det er en særlig vigtig begivenhed, da ti tyrkiske personer i 2010 blev slået ihjel på en mission mod Gaza ombord på skibet Mavi Marmara. 

En sten lettede godt nok fra vores hjerter, da vi fandt ud af, at de deporterede aktivister allerede var på vej hjem. Det hele var så uvist i forhold til den viden, vi havde om, at Sumud-aktivisterne var blevet placeret i det berygtede Ketziot-fængsel. Vi spidsede øren, da de fortalte om diverse torturmetoder og den mishandling, mange af dem var blevet udsat for. Vi begynder at forestille os, hvordan vi skal forberede vores kroppe og sind. 

Sumud har allerede haft succes på den måde, at civilbefolkningen nu er på gaden i hobetal i større byer alle vegne. Der er så meget fokus på Gaza og på flotillens aktivister. Folk er rasende på Israel! 

Det er vigtigt, at vi sejler videre. Vi må ikke lade os skræmme. Israel kan ikke få os til at vende om. Vi skal bryde den ulovlige blokade. 

Det er utroligt skuffende, hvordan så mange regeringer – inklusive Danmark – igen og igen insisterer på at opretholde allianceforholdet med Israel, som dehumaniserer, kriminaliserer og slagter palæstinenserne. Og fortsat forholder sig pinligt passivt, når israelerne overtræder lov på lov på lov, når de kaprer, kidnapper og udøver tortur på civile på en fredelig og lovlig mission. 

På trods af frustrationer fik vi os en hyggelig aften på dækket, hvor vi sang sammen. Man kan blive overrasket over, hvor mange sprog Internationale og Bella Ciao kan synges på. Det lyder fuldstændig forfærdeligt, når det sker på samme tid, men det er enormt sjovt og virkelig også fællesskabs-opbyggende. 

Nattevagten forløb roligt. Vi havde besøg af mange droner, som holdt sig pænt på afstand, men som meget tydeligt holdt øje med os. 

Dag 5: Lørdag 4. oktober

Det har ikke været en særlig god dag. Jeg vågnede op med et flosset nervesystem. Jeg var dødtræt efter de sidste par dages nattevagter, høje bølger og varme. Den konstante vurdering af Israels propaganda og skræmmekampagner tærer også, selvom jeg nødigt vil indrømme det. Så dagen skulle på en eller anden måde bare overstås. 

Den sluttede af med digtoplæsning på dækket. Jeg vil gerne dele et af dem med jer: 

Conscience of the world 

Af Munimah Mahreen 

They said 
What can a ship of wood and cloth 
do against walls of steel, 
against the hunger of bombs 
that devour the sky in Gaza? 

But they do not know 
They do not know 
that the sea remembers every hand 
that rows towards the besieged. 
That the wind carries the whispers 
of those who dare to say: 
You are not alone. 

O Gaza, child of sorrow 
The air you breathe is heavy with smoke, 
the water you drink is salt and blood, 
the walls around you are engraved 
with the names of children 
who never reached tomorrow. 
Your earth has learned 
to cradle bodies too small for coffins. 

And yet – 
The ships still come. 
With no cannons, 
with no armies, 
only the stubbornness of conscience, 
The wild defiance of love. 

They sail not for glory, 
not for reward, 
but for the duty of the heart – 
to offer bread, 
to offer hope, and most of them all 
to offer proof that humanity still breathes. 

O travelers of the sea, 
you who cross the horizon with trembling hands, 
you are already written 
in the book of resistance. 
The ports of Gaza
await your footsteps, 
and history itself leans forward 
to carve your names 
into the stone of remembrance. 

To those who mock and say, 
What difference will it make? 
We say— 
it makes this difference: 

That the waves themselves rise in witness. 
That a mother in Gaza, 
rocking her starving child, 
knows that strangers across the sea 
chose her pain as their own. 
That even in the face of death, 
love sails stubbornly forward 

O Gaza, in the stillness of the night, 
listen: there are voices carried by the tide. 
They are singing for you. 
They are praying for you. 
They are crying for your children, and still they row. 

And if the walls remain, 
if the sky remains cruel, 
if the graves continue to open too soon— 
then still, your story is different. 
Because humanity did not abandon you. 
Because somewhere, 
someone dared the impossible sea, 
and that alone is victory. 

So let the ships sail, 
let them carry not only aid, 
but the conscience of the world. 
And if they sink, 
their memory will rise. 
If they are stopped, 
their defiance will continue. 
If they are silenced, 
their silence will echo louder than bombs. 

What difference will it make? 
It will make this: 
That Gaza is not forgotten. 
That hope is not drowned. 
That the world still has those 
who would rather risk death on the sea 
than live quietly in a world where Gaza dies alone. 

Dag 6: Søndag 5. oktober

Jeg er tilbage med fornyet energi og kampgejst! 

Da Mohammad, Lykke og jeg er en del af sikkerhedspatruljen, ville vi gerne være tættere på vores fælles samlingssted, skulle der ske en ulykke eller kapring. Særligt Lykke og jeg har mange nattevagter, og Mohammad er en af de kammerater, der altid står til rådighed, hvis man har brug for en ven og ekstra øjne.

Vi kigger efter droner og er kaptajnens ekstra hænder. Derfor har vi flyttet vores soveplads til et mere centralt sted, så vi sover nu i et stort rum, hvor flere fra crew’et sover, hvor der er nødhjælp, og også plads til at skibets muslimer kan bede, og andre få sig en rolig stund. Her kan vi hurtigt komme i stilling, hvis alarmen skulle lyde. Vi har smidt en luftmadras oven på en masse vand. 

Det betyder, at jeg i morges vågnede for første gang kl. 06.00, hvor der blev indkaldt til bøn. Efterfølgende var der en fin stund, hvor mange af muslimerne ombord bad. Det var dejligt at lytte til, og jeg blev lullet i søvn igen, indtil jeg to timer senere blev vækket af en meditationssession, der startede ved skibets buddhistiske munk. Vi er 22 nationaliteter ombord. 

Vi havde morgenbriefing og møde, og senere på dagen havde jeg et interview med en podcast. Jeg havde aldrig rigtig overvejet, at missionen også ville byde på interviews. Det er meget uvant for mig, men jeg forstår nødvendigheden – og jeg står til rådighed. Vi skal have fokus på folkedrabet og blokaden, og jo mere opmærksomhed der er på flotillen, jo mere sikre er vi. Jeg har altid mere været en, der handler, end en der snakker; så den her mission er på mange måder en stejl læringskurve. 

Senere havde vi alle tre en live-samtale på Instagram med Aka Hansen, vores kammerat fra Kalaallit Nunaat. Vi havde brugt ti dage sammen med Aka både på Sicilien og i Otranto, så det var skønt at se et genkendeligt ansigt, der sender styrke og opbakning hjemmefra. 

Aftenen foregik ude på dækket, hvor der blev afholdt commemoration. Der er blevet tegnet et smukt træ på dækket, hvor dræbte læger og journalisters navne er skrevet på. Commemoration bruges særligt til at skabe en følelse af solidaritet, legitimering og mobilisering. Vi skal huske, hvorfor vi er her, og hvem vi er her for. Det var et vigtigt øjeblik – ikke mindst for missionens medie- og sundhedsfaglige folk. 

Man slår journalister ihjel, hvis man er bange for sandheden. 

Man slår læger ihjel, hvis man ikke vil have, at folk overlever.