Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
13. december. 2021

Parallelsamfund, bandevold og skuddrab kan vi forebygge på gaden

Bandekonflikten er igen blusset op i København. Hvordan forebygger vi bandevold og skuddrab på gaden? Socialpædagog og suppleant for Enhedslistens Borgerrepræsentation giver sit bud i denne kronik.

Bandevold og ‘parallelsamfundspakker’ hænger sammen. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Skyderier og skuddrab på Nørrebro, Rødovre, Frederiksberg og Herlev har igen sat fokus på den ekstreme vold. Skyderierne startede dagen efter regeringen udkom med den årlige parallelsamfundsliste, en ny titel til den kendte Ghettoliste.

I år er 12 boligområder havnet på parallelsamfundslisten. 10 boligområder er nu såkaldte omdannelsesområder (tidligere ’hårde ghettoer’), hvor den almene boligmasse skal reduceres med 60 %, hvor der kan gives dobbelt op på straf for kriminalitet, og hvor stopprøver allerede gennemføres i 0. klasse. Der er hele 62 boligområder på den nye liste over forebyggelsesområder. Et forebyggelsesområde er et område, med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 30 procent, og som lever op til 2 ud af de 4 kriterier omkring beboernes uddannelsesniveau, indtægt, andel af kriminelle og beskæftigelse. Hvis man er på listen over forebyggelsesområder i 5 år, fanger bordet – og boligområdet bliver et omdannelsesområde.

Men hvorfor nævne parallelsamfundslisten i sammenhæng med skyderier og drab? Fordi der faktisk er en sammenhæng, når vi zoomer ind på, hvordan vi kan bekæmpe bandevold gennem en omfattende forebyggelse på mange forskellige niveauer. Herunder vores tilgang til og forståelse af boligområder med mange beboere i socialt udsatte positioner.

Stop volden – og tilgangen til banderne

Jeg kender ikke de detaljerede omstændigheder omkring – eller gerningsmændene til – de tilsyneladende overlagte mord på åben gade. Men det afspejler formodentlig, at endnu voldelig en konflikt mellem kriminelle grupperinger er i gang.

“En bred og sammenhængende, forebyggende indsats for inklusion og medborgerskab på flere niveauer, er vigtig for at stoppe fødekæden til voldelige kriminelle miljøer.”

Det er oplagt, at en kontrolleret legalisering af hash ville fjerne en meget stor del af det økonomiske grundlag for den organiserede kriminalitet på f.eks. Christiania og Nørrebro. Og det har Københavns Kommune også flere gange foreslået Christiansborg. Men hidtil uden held.

Legalisering af hash eller ej, så skal der gribes ind overfor den organiserede kriminalitet i bander og gadegrupperinger. Det ligger lige for at kræve flere konsekvenser, hårdere straffe osv., for at imødekomme den frustration og følelse af magtesløshed overfor volden, som mange føler. Men det er imidlertid afprøvet igen og igen uden den ønskede effekt.

Når der er tale om knivstik, skyderier og anden vold er det selvfølgelig politiet, der skal gribe ind og gøre, hvad de kan for at opklare forbrydelserne. Politiindsatsen skal imidlertid suppleres af en målrettet social indsats mod kriminalitet, hvor vi med opdragelse, konsekvent og hurtig indsats, intensivt arbejde i familierne osv. tager fat på de unge, der er kommet ind i en dårlig udvikling – og insisterende får dem tilbage på sporet. Der er brug for nærpoliti i de enkelte bydele, som kender de unge og lokalmiljøerne, som i kombination med kommunens gadeplans-medarbejdere kan skabe tryghed på gaden.

Erfaringer og forskning fra Danmark og udlandet peger derudover entydigt på, at en bred og sammenhængende, forebyggende indsats for inklusion og medborgerskab på flere niveauer er vigtig for at stoppe fødekæden til voldelige kriminelle miljøer.

Basis i denne forebyggelse er at skabe sammenhængskraft i samfundet, så alle borgere kommer med ind i fællesskabet. Og her kommer parallelsamfunds-listerne ind i billedet.

Uanset om man kalder det for ’ghettoer’ eller ’parallelsamfund’, så er der tale om en form for udskamning af boligområder og dermed hele befolkningsgrupper, når højrefløjen og Socialdemokratiet i flæng taler om ’huller i danmarkskortet’, ’ikke-vestlige indvandrere’, ’muslimer’, ’unge indvandrere der skaber utryghed på S-togsstationer’ osv.

Den retorik dækker over et menneskesyn, hvor hele befolkningsgrupper uskyldigt hænges ud og gøres til et problem – under dække af at ville komme kriminalitet og utryghed til livs.

Ud over det er uacceptabelt fra et humanistisk grundsyn – der ser det enkelte individ som et unikt menneske, som ikke defineres af sin race, religion, bolig, fødested, køn, alder osv. – er det direkte virkningsløst, hvis man for alvor vil bekæmpe den organiserede kriminalitetkomme kriminalitet og utryghed til livs.

Sammenhængskraft, inklusion og medborgerskab

Hvis vi skal forebygge kriminalitet, skal vi forstå vejene dertil. En stigende ulighed i samfundet har skabt en underklasse af borgere uden for arbejdsmarkedet, som lever i overfyldte boliger i udsatte boligområder. Mange er fra etniske minoriteter, og en del af de unge føler sig uden for det danske samfund – og at Danmark ikke vil dem.

Når de unge ikke kan få deres liv til at hænge sammen og føler sig ekskluderet, så reagerer mange ved indadvendt selvskade, hashrygning osv., mens andre reagerer mere udadvendt med kriminalitet. Nogle gør begge dele. De udvikler modkulturer eller et ’modborgerskab’ og føler ikke, at samfundets normer angår dem. De er ligeglade.

Når de samtidig oplever parallelsamfunds-lovgivning med et særligt fokus på etnicitet og med juridiske dobbeltstandarder, er de lette ofre for argumenter om et Danmark, der ikke er interesseret i at inkludere muslimer som medborgere.

Derfor skal vi som samfund vise, at vi vil rumme alle medborgere, og at det er selve livsnerven i et demokratisk og tillidsfuldt samfund, at der er sammenhængskraft på tværs af befolkningsgrupperne.

Der kan arbejdes med sammenhængskraft, inklusion og medborgerskab på flere måder.

Vollsmose i Odense er kommet på regeringens ‘parallelsamfundsliste’. Den type mærkater kan få unge til at føle sig ekskluderet af samfundet, skriver Klaus Henriksen. Foto: John Holger

Social inklusion: Job, uddannelse og tag over hovedet

Alle unge skal have mulighed for at forsørge sig selv og at få en bolig, de kan betale. Der skal lægges vægt på at skabe nye regulære job til ufaglærte og kortuddannede unge, fx servicejob i det offentlige, job i transport-, miljø- og klimasektoren, boligsektoren m.m. og på det private område indenfor fx reparation, genbrug og hjemmeservice.  Det kan bl.a. ske ved, at kommunerne indgår partnerskaber med lokale virksomheder om job og fritidsjob til de unge.

Jobbene bør lægges til rette, så de kan åbne veje til uddannelse og bedre kvalificerede job for de unge, så der er et langsigtet og klart perspektiv for dem.

Og det lykkes rent faktisk blandt andet i kraft af en dygtig lokal indsats fra kommuner, boligsociale indsatser og civilsamfundet. I løbet af 10 år er andelen af unge i udsatte boligområder, som tager en ungdomsuddannelse, steget fra 40 til 60 procent af de unge.

De unge skal også kunne få en rolle i civilsamfundet, i boligforeninger, sportsklubber, foreninger m.m., så de kan opleve social værdsættelse og at gøre en forskel.

Politisk inklusion: Vis unge, at deres stemme betyder noget

De unge skal have mulighed for at trænge igennem i en demokratisk, offentlig debat og blive hørt. De skal inviteres ind i demokratiske processer i lokalområdet, og politikere skal møde de unge, lytte og tale med dem og tage deres indlæg alvorligt.

I samarbejde med klubber, boligsociale indsatser og civilsamfunds-organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke skal de unge støttes i at etablere ungeråd og andre platforme i alle lokalområder, hvor de unge kan komme ud med deres synspunkter og få hjælp til at formidle synspunkterne, så de kan få en stemme i samfundsdebatten. Her er der også en række gode eksempler fra København og flere andre kommuner.

Der bør også etableres forsøg med demokratiske tiltag, der kan nå de unge, fx ungdomshøringer og støtte til, at de i folkeskolens ældste klasser og i ungdomsuddannelserne kan lære skriftligt og mundtligt at komme ud med deres egne budskaber.

Retorisk inklusion og konkret indsats mod diskrimination

Når politikere og medier anvender en hård ‘dem og os’ retorik i forhold til ‘muslimer’, bliver de unge bekræftet i ikke at tilhøre det fælles samfund. Det kan være med til at skubbe nogle unge ud i de marginaliserede og kriminelle miljøer med en lav voldstærskel, og det kan også gøre det lettere for agitatorer at vinde dem for radikal islamistisk retorik. Derfor skal vi se de unge som individer og ikke som en del af fremmede eller fjendtlige grupper.

Vi skal også som samfund konsekvent have fokus på, at der ikke må være diskrimination mod unge fra etniske minoriteter. I det offentlige rum, i byen lørdag aften, i klasselokalet på folkeskolen eller i gymnasiet, hos sagsbehandleren eller hos politiet.

Der skal være respekt for religiøse, seksuelle og etniske mindretal, som skal leve sammen i gensidig respekt, trods forskelle i ideologi, religion, normer, social status osv., så længe man holder sig inden for de demokratiske rammer.

Der ligger et stort ansvar på politikere, journalister og andre meningsdannere om at påtage sig et ansvar for ikke at stigmatisere og tale negativt om hele befolkningsgrupper.

Diskrimination i hverdagen skal trækkes frem i lyset, og den skal bekæmpes konsekvent juridisk, retsligt og i den offentlige debat.

Bred forebyggelse i skoler, daginstitutioner og lokalområdet

En god vifte af velfærdsordninger har stor betydning i forebyggelsen. Det gælder en god sundhedspleje, der kommer rundt til alle familier, daginstitutioner, der giver børnene et godt afsæt i deres opvækst, og klubber og væresteder, der kan give dem ordentlige tilbud i deres fritid.

Skolen er også uhyre central. En stor gruppe drenge fra de etniske minoriteter kommer i dag ikke videre fra folkeskolen, så det er af største betydning, at skolen kan give dem et sikkert fundament for deres uddannelse og arbejdsliv.

Det boligsociale arbejde er blevet nedprioriteret gennem mange år. I dag betales det mest af lejerne i de udsatte almennyttige boliger – så ordningen er lagt over på de borgere, der har mindst råd til det. Der er derfor behov for at udbygge  den boligsociale indsats betalt af det offentlige.

Den brede forebyggelse forudsætter en systematisk inddragelse af civilsamfundet. Det er især vigtigt at investere i mødrene, fordi de har flere ressourcer, end man måske forventer, så en udstrakt hånd fra det offentlige og støtte til mødreinitiativer kan have et stort potentiale.

Der kan også skaffes gode rollemodeller i lokalområdet ved at sikre, at de velfungerende ’storebrødre’ – som har taget en uddannelse, er kommet i arbejde og er velintegrerede – fortsat kan have en attraktiv bolig i lokalområdet. Og dem er der faktisk mange af – i dag flytter de bare væk fra udsatte boligområder, som hele tiden mister de gode rollemodeller og påvirkninger.

Målrettet social indsats, der forebygger kriminalitet

Forebyggende, sociale indsatser har haft gode resultater med at få de unge væk fra kriminalitet. Det er en vigtig grund til, at kriminaliteten er faldet markant, også i udsatte boligområder.

Hele indsatsen må hvile på klare værdimæssige præmisser. Udgangspunktet er, at børn og unge, der er på vej ud i kriminalitet, skal opdrages og hjælpes ind på et andet spor. Der er børn og unge, som er omsorgssvigtede og udsatte, så samfundet må gribe ind og give dem tætte, trygge, og strukturerede rammer og voksne, der vil og tør opdrage dem og samtidig give dem en stærk følelsesmæssig omsorg.

“Indsatsen i dag er ofte ikke vedholdende, sammenhængende og insisterende nok. Derfor kan de unge opleve, at samfundet ikke forholder sig til deres handlinger og reelt svigter dem.”

Indsatsen over for unge på vej ud i kriminalitet, skal være konsekvent. Det skal ikke forstås som ’konsekvens’ i betydningen ’straffende’. Men vi skal konsekvent og kvalificeret gribe ind og holde fast, når det er nødvendigt.

Konsekvent er et nøgleord. Indsatsen i dag er ofte ikke vedholdende, sammenhængende og insisterende nok. Derfor kan de unge opleve, at samfundet ikke forholder sig til deres handlinger og reelt svigter dem.

Indsatsen skal også være hurtig. Det er af stor betydning at handle hurtigt, fordi de unge ikke kan overskue et langt forløb med tomgang og ventetider. De oplever det som ’ikke-konsekvent’, og det belaster dem og svækker deres motivation. Serviceloven indtænker ikke hurtighed i indgrebene over for de unge, og retssystemet har lange, uforudsigelige ventetider.

Et tæt familiearbejde, der rykker helt ud til de mest udsatte familier og forpligter dem til at medvirke, er afgørende for at forebygge kriminalitet. Der er gode erfaringer med det flere steder, og der er udviklet løfterige metoder for det. Der arbejdes med nærhed, relationer, tæt opfølgning og insisteren på, at familierne skal medvirke, og erfaringen viser, at det fungerer uden at gribe til økonomiske sanktioner som fx i forældrepålæg.

Indsats i familierne forudsætter, at der er normeringer, så man hurtigt og ubetinget kan iværksætte et intensivt familiearbejde og kan sætte ind med en bred vifte af tilbud og foranstaltninger. Hvis der ikke gives ressourcer til det, så kan man ikke få fat i familierne, og så mister man en mulighed for at få fat inde ved roden af problemerne.

Hvis vi vil volden til livs, er vi altså nødt til at handle klogt. Det betyder, at vi både skal tænke i forbyggende indsatser for at stoppe rekrutteringen til de kriminelle miljøer – og samtidig være konsekvente og hurtige i vores indgriben overfor den organiserede kriminalitet.  


Om skribenten

Klaus Goldschmidt Henriksen

Klaus Goldschmidt Henriksen

Socialpædagog, konsulent og 1. suppleant for Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation. Læs mere