Partierne svigter deres ansvar – at sikre personer med handicaps deltagelse i samfundet

I den seneste tid har Enhedslistens handicapordfører, Rosa Lund, sat fokus på de urimelige vilkår, som kørestolsbrugere møder i det offentlige rum. Særligt har hun peget på de mange ikke-fungerende elevatorer på DSB’s banegårde, der i praksis umuliggør brugen af offentlig transport for kørestolsbrugere.

Dette fokus på utilgængelighed i samfundet er både tiltrængt og nødvendigt. Men kampen for bedre vilkår for handicappede bør ikke kun handle om det offentlige rum – politikerne må også se indad og sikre tilgængelighed i deres egne partier. Her har selv de mest progressive kræfter svigtet.

Manglende tilgængelighed for folk med handicap

Danmark er ifølge FN’s handicapkonvention forpligtet til at fremme et politisk miljø, hvor mennesker med handicap har mulighed for at deltage på lige fod med andre – f.eks. som kandidater, medlemmer eller aktive deltagere i den politiske debat. Det har de politiske partier i vid udstrækning ikke formået at leve op til – det halter alt for ofte med tilgængeligheden.

En rapport fra Institut for Menneskerettigheder fra 2019 pegede blandt andet på, at det på adskillige partiers hjemmesider ikke var muligt for personer, der er afhængige af oplæsningsprogrammer, at melde sig ind, fordi de nødvendige knapper ikke var programmeret korrekt. Derudover har de fleste partier ikke kunnet levere valgmateriale i tilgængelige formater til blinde og svagsynede.

Lignende grelt står det ofte til, når det gælder adgangen for kørestolsbrugere i partiernes lokalafdelinger. I Enhedslisten, hvor jeg selv er aktiv, er der hverken niveaufri adgang eller handicaptoilet i afdelingerne i landets to største byer, København og Aarhus. Dermed udelukkes en stor gruppe mennesker fra at deltage i møder og aktiviteter på lige fod med andre.

Det sker, selvom Enhedslistens principprogram fremhæver, at frihed forudsætter fællesskaber, hvor alle kan udfolde sig uanset køn, seksualitet og handicap.

Når partierne vælger utilgængelige lokaler eller undlader at informere om tilgængelighed, fastholder de personer med handicap i en position af magtesløshed. Det bidrager til en ond cirkel, hvor manglende adgang fører til manglende deltagelse. Når folk med handicap ikke får mulighed for at deltage, får de heller ikke mulighed for at sætte ord på deres behov.

Folk med handicaps behov skal på dagsordenen

Pointen er ikke at fremstille politikere og partier, der arbejder for bedre forhold for handicappede, som hyklere. Tværtimod: Rosa Lund, der selv lever med et handicap, er et godt eksempel på, hvorfor repræsentation af personer med handicap netop er vigtigt.

Hvis man selv er afhængig af en fungerende elevator, bemærker man nemlig hurtigere, hvor ofte de er ude af drift. Derfor må partierne tage et ansvar for at sikre, at personer med handicap kan deltage på lige vilkår og dermed blive hørt.

Det kan være gennem simple tiltag som at oplyse om tilgængelighed ved arrangementer, men også ved aktivt at opsøge kørestolsvenlige lokaler. Endnu vigtigere er det at inddrage handicappede selv og lade dem formulere deres egne behov og udfordringer.

Ligesom en ond cirkel af utilgængelighed kan opstå, kan vi også skabe en positiv udvikling: Jo flere mennesker med handicap, der får adgang til politiske rum, desto mere vil disse få mulighed for selv at sætte ord på deres behov – og jo mere vil tilgængelighed komme på dagsorden.

Sådan undgår vi, at fremtidens politikere konsekvent overser handicappede, når de træffer beslutninger. Det er en forpligtelse, partierne skylder de hundredtusindvis af danskere, der lever med et handicap og alt for sjældent bliver hørt i den offentlige debat.