Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
13. april. 2021

Per Clausen: Offentlige overenskomstforhandlinger er politik fra start til slut

Drop illusionen om, at politikere ikke må blande sig i overenskomstforhandlingerne. “Den danske model” lyder flot på papiret, men i praksis er forhandlingerne dybt politisk styrede, skriver KL-bestyrelsesmedlem Per Clausen.

Den tidligere folketingspolitiker Per Clausen (Ø) vil have gjort op med forhindringerne for arbejderkamp i “den danske model”. Foto: Magistrenes A-Kasse
3 min. læsetid

Politikere skal ikke blande sig i overenskomstforhandlinger, fordi det strider mod den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der indgår aftaler om løn- og arbejdsforhold. Med det argument er Enhedslistens forsøg på at give en hjælpende hånd til at løse problemer med ulige løn og lavtlønsproblemer blevet afvist gang på gang. Disse forslag fra Enhedslistens side bliver ofte karakteriseret som direkte upassende og pinlige, sådan som SFs Karsten Hønge fx gjorde det i A4 i sidste uge.

Én sag er, at det synspunkt ofte fremføres af politikere, som gang på gang har vist vilje til gennem lovindgreb at påtvinge lønarbejdere overenskomster, som lønarbejdere har afvist. Hykleri er vi jo vant til i dansk politik. Noget andet er, at dette synspunkt ikke giver nogen mening, når vi snakker om de offentlige overenskomster. Her er politikere hele tiden indblandet på alle måder og alle niveauer.

“Myten om, at overenskomstforhandlingerne foregår uden politisk indblanding, svækker lønarbejderne og de faglige organisationer.”

Der synes at være nogenlunde enighed om, at ligelønsproblemerne i den offentlige sektor grundlæggende stammer fra den tjenestemandsreform, som folketinget vedtog i 1969, hvor kvindefag blev indplaceret lavere end mandefag. Lønrelationerne er altså blevet fastlagt politisk og burde derfor også ændres gennem et politisk indgreb – eller i hvert fald ved at de offentlige arbejdsgivere afsættes nogle penge til at løse problemerne.

Det synspunkt støttes nu også af mange i fagbevægelsen. Det betyder til gengæld, at disse problemer ikke kan løses ved overenskomstforhandlingerne, for her må politikerne ikke blande sig. Dette synspunkt giver imidlertid ingen mening ved de offentlige overenskomster. Arbejdsgivernes krav formuleres i staten af regeringen og i KL og Danske Regioner af udvalg og bestyrelser bestående af politikere. Det er også disse politikere, der afgør, hvilke kampskridt arbejdsgiverne skal tage.

Det var politikerne i KLs bestyrelse, der besluttede at gå til angreb på lærernes arbejdstidsregler, og det var politikerne her, der besluttede, at dette angreb skulle følges op af en lock-out. Det var folketinget, der ved hjælp af et lovindgreb endeligt gennemførte dette angreb.  Det er skiftende regeringer, som gang på gang har besluttet at stille krav, som har betydet, at en lang række lønmodtager de seneste 20 år har oplevet angreb på arbejdstidsregler og grundlæggende rettigheder – og det er politikere i KL og Danske Regioner, som har besluttet, at kommunernes og regionernes krav til overenskomsterne gang på gang har peget i samme retning.

OK-myten svækker lønarbejderne

Det er staten, som sætter de økonomiske rammer for de offentlige overenskomster og disse rammer falder ikke ned fra himlen, men bestemmes altid af den til enhver tid siddende regering. Således var det den socialdemokratiske regering, som havde defineret rammen ved de netop overståede overenskomstforhandlinger.

Derfor giver det ingen mening at sige, at politikerne ikke må blande sig i de offentlige overenskomster. De er dybt involveret i disse. Således har jeg ved de sidste to overenskomster, som medlem af KLs bestyrelse, taget stilling til, hvilke krav KL stiller og om vi kan godkende det færdige resultat.

Myten om, at overenskomstforhandlingerne foregår uden politisk indblanding, svækker lønarbejderne og de faglige organisationer. Den betyder, at det bliver sværere at stille politikerne til ansvar for den arbejdsgiverpolitik, som kommuner, regioner og staten fører. På den måde kan socialdemokratisk ledede regeringer – uden at blive stillet til ansvar for det – føre den samme arbejdsgiverpolitik, som borgerlige regeringer fører – og socialdemokratiske borgmestre og regionsrådsformænd kan stå i spidsen for angreb på lønarbejderne. SFere kan stemme for overenskomstkrav i KL og Danske Regioner, som deres egne partifæller i fagbevægelsen kæmper imod og som grundlæggende strider mod SFs politik.

Det er på tide, at vi insisterer på, at arbejdsgivernes krav ved de offentlige overenskomstforhandlinger og den offentlige sektors arbejdsgiverpolitik er helt almindelig politik, som kan og skal udsættes for den samme politiske debat som al anden politik. Røde arbejdsgivere skal naturligvis føre en anden arbejdsgiverpolitik end blå arbejdsgivere.

Om skribenten

Per Clausen

Per Clausen

Tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, og sidder i Aalborg Byråd. Per Clausen er formand for Magistrenes A-kasse og medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL).   Læs mere