Pernille Frahm: Chefer hedder Lars eller Peter!

Kvinder vil have samme betingelser og samme omgangsbetingelser på job og i offentligheden, som mænd. Det er faktisk ret enkelt, skriver Pernille Frahm.

Af Pernille Frahm

Frederiksborg Amts avis, som jeg læser i min ferie, havde en lille notits om kvindelige chefer. Her fremgår det, at der er større chance for at blive topleder, hvis man hedder Lars – end hvis man er kvinde.

7 topchefer i danske børsnoterede selskaber hedder Lars; 6 topchefer er kvinder.Og da der i alt er langt færre Lars`er end kvinder i det danske samfund, er det bedste, man kan give en kommende topchef – navnet Lars.

Det er ikke, fordi jeg mener, at den vigtigste del af kvindekampen er den, der forgår om topposter i børsnoterede selskaber. Det er bare endnu et af de groteske tal fra virkelighedens verden, som vi er holdt op med at undre os over, og som er en del af de mange ubalancer – der igennem årene har givet frit spil til krænkende omgangsformer i snart sagt alle dele af det her land.

Giftige strukturer

Vi har ikke en serie af uheldige historier om mænd, der ikke har lært at opføre sig ordentligt eller om kvinder, der er hævngerrige og magtsyge. Det handler ikke om personer. Det handler om strukturer. Det handler om kultur.

Engang var jeg som forsvarsordfører blevet gjort opmærksom på, at danske udsendte soldater i deres sparsomme fritid tog til bordeller i en naboregion, hvor de frekventerede ofre for etniske massevoldtægter, som var blevet afvist af deres familier. Ingen ville gifte sig med en, hvis mødom var taget – ja, ikke bare taget, men voldtaget adskillige gange. Nogle havde fået børn, hvilket jo kun gjorde miseren vanskeligere at skjule.

De fleste udsendte danske soldater er ordentlige folk – jeg har faktisk en i nær familie, og ham sætter jeg stor pris på. Men enkelte opfører sig desværre, som soldater altid har gjort, når der er krig. FN har lavet en vejledning – en Code of Conduct – som de anbefaler, man kan arbejde ud fra i uddannelsen af kommende udsendte, netop for at sikre, at i det mindste soldater, der udsendes i fredens og menneskehedens tjeneste, ved, hvordan man opfører sig blandt ofre for krig og terror.

Men disse danske udsendinge gik til den på bordellerne. Nogle skrev deres autografer med tusch på kvindernes inderlår. En hilsen til gutterne, der kom efter.

Jeg var en smule rystet. Og gik til forsvarsministeren, som mente, det var helt udelukket. Men sandheden kom alligevel frem, Historierne var for mange, og der blev udsendt en bulle til folkene i felten. Jeg bad om at få sikret, at FNs Code of Conduct blev en fundamental del af grunduddannelsen, og at udsendte, som brød med dette, blev hjemsendt med de deraf følgende konsekvenser.

‘Boys will be boys’

Her trådte så broderskabet i kraft. Forsvarsministeren og ordførere fra andre partier mente, at jeg var for hysterisk. Mænd er jo mænd, og de har visse behov. Jeg forsøgte mig med argumenter som, hvis man er i kamp for demokrati og fred, kan det ikke nytte, man udnytter ofre for krig og undertrykkelse.

Jeg blev mødt med smørrede grin. Om jeg troede, de andre kunder var værre, end de danske drenge? Om jeg troede, kvinderne blev taget vare på, hvis danske drenge ikke tog imod deres tilbud. Osv.

Jeg spurgte, om de tænkte over den utryghed, det måtte skabe i den pågældendes familie hjemme, når historierne kom frem i Ekstrabladet, som de gjorde det dengang. Men der var ikke hul igennem. Heller ikke til medierne, som havde deres egen dagsorden, og som ikke var interesserede i en SF-kvinde, der blandede sig i forsvarspolitik.

Bordeller i krig og prostitution er selvfølgelig den ekstreme variant af sexisme. Men reaktionerne fra hjemlandet er business as usual. Mænd er mænd – guns will be guns and boys will be boys.

Jeg skriver disse ting, ikke for at hænge de daværende ordførere eller forsvarsministeren ud – jo, måske lidt.– Men først og fremmest fordi der er en gennemgående linje i vores samfund fra privatlivet til uddannelsesverdenen, til arbejdslivet og til topposter i karriere-verdenen. Vi har åbenbart en tyrkertro på, at mænd er i deres drifters vold. Det er en uigendrivelig sandhed, som resten af befolkningen (kvinder) må indrette sig på. Til hverdag kan opdragelse og kultur holde den slags lidt i ave, men især i krig og druk må man regne med, at naturen går over optugtelsen, som min gamle farmor sagde. Og ofrene må enten gemme sig bort, eller blive stemplet som – jeg nævner i flæng: Naiv, udfordrende, narrefisse, snerpe, frigid, magtsyg… jeg kunne blive ved.

Ligestilling kommer ikke af sig selv

I starten af denne anti-sexisme-bølge var der en del reaktioner, af den slags. Så kom næste bølge – OK, der er problemer i visse brancher med visse personer, og nu hvor så markant mange kvinder er stået frem fra så markant mange brancher, har vi en tredje vifte af reaktioner. Højrefløjens kvindekoryfæer er gået i gang. Pia Kjærsgaard er ude med noget i retningen af – at al dette hysteri omkring mænds hænder forkerte steder står i vejen for et reelt opgør med overgreb mod kvinder. Hella Joof mener, vi skal have en slags sandhedskommission  med efterfølgende tilgivelse – og så komme videre med vores liv!  

Må man ikke give kvinder komplimenter? Må man ikke flirte? Må man ikke have affærer på arbejdspladsen? Må mænd være mænd? Det interessante er, at de fleste af den type reaktioner kommer fra folk, der aldrig har interesseret sig en døjt for ligestilling eller sexisme. Det er, som når Messerschmidt skal lave en klimapolitik i DF. – Hult og hyklerisk.

“Der skal åbenbart mere end en halvlang uddannelse som journalist til for at forstå, at sexisme ikke handler om enkeltpersoners handlinger – selvom det jo sælger aviser – men om en kultur i en forening – fx det Radikale Venstre, hvor flere mænd åbenbart har oplevet fester og arbejdsliv som en jagtmark.”

+

Det burde være så enkelt. Kvinder vil have samme betingelser og samme omgangsbetingelser på job og i offentligheden, som mænd. Alligevel har håndteringen af sagen i fx det Radikale Venstre været en gyser, der kun overgås af mediernes efterfølgende behandling af Sofie Carsten Nielsen. Der skal åbenbart mere end en halvlang uddannelse som journalist til for at forstå, at sexisme ikke handler om enkeltpersoners handlinger – selvom det jo sælger aviser – men om en kultur i en forening – fx det Radikale Venstre, hvor flere mænd åbenbart har oplevet fester og arbejdsliv som en jagtmark. Ikke som en sammenkomst mellem kolleger.

Man kan stille sig spørgsmålet –  hvor langt fortrolighed bør gå, og om det er en god ide, at en person i ledelsen på den måde får en voldsom stor viden, der angår andres liv og karriere. Men partiet forsøgte i det mindste at tage fat i nældens rod. Morten kunne have været formand i dag – og med et stort feministisk F, hvis han var stået frem og havde tilbudt at få styr på, hvad der forgår i partiet, og hvorfor det betød, at han smed al ordentlighed overbord. Måske holde en pause fra alkohol, til han havde fundet ud af, hvad der skulle gøres i partiet.

Her sidder så nu bag tastaturet en gammel feminist og glæder sig over, der endelig sker noget. Der er en spirende forståelse for, at ligestilling ikke kommer at sig selv. Kun ultraliberalister tror, at privilegier og rigdom spreder sig ud af sig selv. Vi andre ved, der skal kæmpes for hver millimeter. Jeg håber vi kun har set starten på denne kamp!  – Så der også bliver flere kvindelige ledere – end ledere der hedder Lars.

Læs også: Argumentet for at beholde ‘Stalin Allé’