Marmorkirken er blandt Københavns ikoniske varemærker. Hvad de færreste ved er, at den som meget andet i området omkring Amalienborg er opført i en tid, hvor Danmark profiterede kraftigt på slavehandel. Foto: Jeanie Mackinder
5 min. læsetid

Vi kommer aldrig til at kunne rette op på den uretfærdighed, som blev udøvet i slavehandlens tid. Det mindste vi kan gøre er at stå ved vores fortid, skriver Pernille Frahm.


Af Pernille Frahm

Lige nu fejer et oprør gennem den vestlige verden. Oprøret fra mennesker, som gennem generationer har oplevet diskrimination, undertrykkelse, mishandling og død. Det er ikke første gang, det sker, men denne gang ser det ud til, at oprøret vil bide sig fast. Nu skal der resultater på bordet.

Også her i landet er der et øget fokus på urimelighederne. Det er, som om vinden endelig er ved at vende. Vi, der vil en mere retfærdig politik og et opgør med diskrimination og fremmedhad, er ikke længere halal-hippier. Der er grund til at blive optimist, når Pia Kjærsgård og den slags føler sig kaldet til at protestere. Racismen er under angreb. Også i Danmark!

Det handler naturligvis først og fremmest om nutiden og fremtiden. Ulighed og undertrykkelse forsvinder ikke af sig selv. Ingen privilegerede grupper har nogensinde givet noget fra sig uden kamp, og har man privilegier, er det mere end vanskeligt at se uretfærdighederne i øjnene. Derfor bliver det nødvendigt med et tjek op på vores lovgivning, hvis vi vil diskrimination og racisme til livs. Men det handler også om vores historie!

Udnyttelse gennem mange hundrede år

I 1917 solgte Danmark de Vestindiske Øer til USA. I flere hundrede år udnyttede Danmark slavegjorte mennesker fra Afrika. På et tidspunkt besluttede vi – som de første i verden – at afskaffe handelen med slavegjorte, men beslutningen skulle først gennemføres, når der var arbejdskraft nok på øerne, så ingen plantageejere skulle lide økonomisk under beslutningen. Derfor blev den først gennemført længe efter, andre havde taget skridtet. Det blev hurtigt beregnet, at det var billigere, at fortsætte med at hente slavegjorte, end det ville være at sikre, at deres børn kunne overleve og vokse op på øerne. Fortjenesten var størst, hvis man sled mennesker ihjel og hentede nye i deres sted. Derfor fortsatte handelen trods beslutningen i flere årtier. 

31. marts 1917 gik Dannebrog ned for sidste gang, og Stars And Stripes gik til tops på St Thomas, St Croix og St Jan. Og så skulle den potte vel være ude. Flere hundrede års maksimal og brutal udnyttelse var slut, og her i landet slog vi hurtigt en streg over det ubehagelige kapitel. Jeg husker intet om den tid fra min skolegangs historieundervisning

Da det endelig lykkedes de slavegjorte at rejse sig til et oprør, der tvang danskerne til at give dem deres frihed, blev fortjenesten efterhånden for ringe, og endelig i 1917 fik man afsat øerne til USA. Blandt andet fordi USA frygtede, at Danmark ville sælge til Tyskland. 1917 var ikke bare året for den russiske revolution. Det meste af den vestlige verden var i krig, og en tysk u-bådsbase tæt ved USA’s kyster var ikke lige sagen.

31. marts 1917 gik Dannebrog ned for sidste gang, og Stars And Stripes gik til tops på St. Thomas, St. Croix og St. Jan. Og så skulle den potte vel være ude. Flere hundrede års maksimal og brutal udnyttelse var slut, og her i landet slog vi hurtigt en streg over det ubehagelige kapitel. Jeg husker intet om den tid fra min skolegangs historieundervisning.

Fortiden banker på

I 2017 – hundrede år efter – forsøgte øernes nuværende befolkning at banke på vores dør. De forsøgte at minde os om vores fælles historie, og de mente, at vi havde et ansvar for resultaterne af vores forbrydelser. De ønskede at minde os om, at de eksisterede. Danmark fik en gave. Statuen ”Freedom” fik efter megen snakken frem og tilbage en plads foran Eigtveds Pakhus ikke langt fra Udenrigsministeriet.

Men København og Danmark i øvrigt er fyldt med minderne om den tid. Minder, som viser det gode liv på øerne, hvis man var hvid. Smukke bygninger bygget for de slavegjortes arbejde. Malerier af kvinder med en lille pekingeser og et lille sort barn klædt ud til at vække misundelse. Et sort ansigt i baggrunden af et familieportræt, et palæ, en plads eller gade med navne på udbytterne. Flere steder har gadenavne fået en lille forklaring: På Amicisvej på Frederiksberg kan man nu læse, at han var fyrværkerimester.

Men en stor del af kvarteret omkring Amalienborg og Marmorkirken er bygget for de penge, som blev tjent på at slide slavegjorte ihjel i sukkerproduktionen på St. Croix. Rundt omkring i Danmark ligger godser og palæer, som er bygget for fortjenesten på sukker og rom. Den forklaring mangler.

Den store økonomiske opblomstring, som gav os og mange andre europæiske lande et forspring i forhold til Asien og Afrika, bygger på slaveriet. Vi vil aldrig blive i stand til at rette op på denne uretfærdighed. Men vi kan i det mindste stå ved vores historie. Vi blev rige på sukker, men den sukkersøde udgave af historien, vi pynter os med i dag, er et udtryk for fornægtelse af den virkelighed, de slavegjorte blev påtvunget af os. Deres historie er en del af vores historie. Det er på tide, vi står ved den.

Læs også: Aldrig mere en Krystalnat


Pernille Frahm er uddannet folkeskolelærer, og er tidligere medlem af Folketinget for SF.