Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. oktober. 2022

Pernille Frahm: Tyrkiets afpresning udstiller Europas blinde vinkel

Tyrkiet har under Erdogan raffineret en kynisk afpresningspolitik, der har kostet kurdere, menneskerettigheder og demokratiet i landet dyrt. Nu forsøger han igen at afpresse omverdenen med optagelsen af Sverige og Finland i NATO. Det er på tide, at EU-landene får ryddet op i vennekredsen, skriver Pernille Frahm.

Præsident af navn, diktator af gavn. Reccep Erdogan er presset af en skrantende økonomi, og forsøger endnu en gang at bruge udenrigspolitik til at afpresse omverdenen. Foto: Adem Altan / AFP.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

For nyligt holdt en række organisationer en konference på Christiansborg om Tyrkiets rolle i Europa. Den var planlagt inden valgkampen, men blev afholdt efter det blev udskrevet, og derfor fik den nærmest ingen pressedækning. Det burde ikke have været sådan! For selvom vi lige nu har nogle akutte problemer med stigende priser og inflation, så er det intet imod, de problemer, vi vil få, hvis EU ikke finder en måde at håndtere Europas bløde bug: Tyrkiet.

Det går ikke uden – det er besværligt med, sagde Benny Andersen i et ungdommeligt digt om Damer. Og det ser ud til, at der er konsensus i EU og NATO om, at det også er den sørgelige sandhed om vores forhold til Tyrkiet.

Liggende som proppen i røret mellem store udfordringer og Europa, har Tyrkiet kunnet spille på flere heste gennem historien, og Erdogan har udviklet det til en meget avanceret måde at kombinere det indenrigspolitiske magtspil med udenrigspolitiske fordele.

Tyrkisk afpresning i Udenrigspolitisk Nævn

Første gang, denne skribent opdagede den tyrkiske dobbeltmoral og forsøg på afpresning var, da Udenrigspolitisk Nævn rent undtagelsesvist besluttede sig til at tage på en rejse, for at drøfte oppositionens muligheder i Tyrkiet, en gang i starten af 90erne.

“Tyrkiet har kunnet spille på flere heste gennem historien, og Erdogan har udviklet det til en meget avanceret måde at kombinere det indenrigspolitiske magtspil med udenrigspolitiske fordele.”

Udvalgets formand var Peter Duetoft fra Centrumdemokraterne, og Tyrkiets præsident var Demirel. Han bød os på kaffe og en snak. Han tronede mellem sine embedsmænd, og skældte os ud over de nye tiltag, der var sket i Danmark, hvor man havde afskaffet modersmålsundervisningen i de danske folkeskoler. Det mente præsidenten var at fratage børn med tyrkiske rødder retten til at bevare og udvikle den kultur, de kom fra. Her greb jeg muligheden: Roste Demirel for hans indsigt, skældte ud på mine egne politikere, og spurgte, om vi så kunne snakke om muligheden for at få undervisning på kurdisk for kurdiske børn i Tyrkiet.

Jeg husker ikke det præcise svar, men noget i retningen af, at han havde kurdere blandt sine nærmeste medarbejdere, så kurdere havde det fint i Tyrkiet. Jeg tænker, at nogle embedsmænd stod til fransk vask og strygning efter dette intermezzo. Der var i hvert fald uro – grænsende til panik – bag den fysisk vældige Demirel.

Men tænk, at han forestillede sig, at Tyrkiet skulle blande sig i, hvordan vi brugte vores penge i den danske Folkeskole, og at vi skulle stå til skideballe hos ham! Senere blev tyrkiske regeringer noget bedre til den slags.

Næste gang, jeg oplevede den effektive tyrkiske afpresning var, da EU ville gennemføre terrorpakken efter 11. september 2001. Listen over terrororganisationer var tydeligvis handlet igennem med USA, med Rusland og sjovt nok dengang – dog med nogen forsinkelse – med Iran. Det var her, Erdogan fik sat et afgørende stød ind, der gjorde, at PKK kom på en liste, som udelukkede dem fra det gode selskab i EU og USA og en række allierede lande. Dengang var diplomati noget, man anså for at være for feje hunde. Alle med magt fulgte Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush’s linje: Enten er du med os, ellers er du med terroristerne. Fogh havde noget med får og bukke, som der efter min mening blev gjort alt for lidt grin med dengang.

ROJ blev solgt i det politiske spil

Tredje gang var så, da Anders Fogh skulle høste takken for sin fuldstændigt forrykte politik, der bidrog til mange af de sikkerhedspolitiske udfordringer vi står med i dag. Men han var jo Bush´ aller-aller-bedste ven, og kunne med rette forvente lidt for det. Generalsekretær i NATO var betalingen for at kaste Danmark ud i en ulovlig krig og splitte EU’s udenrigspolitik. Der var bare den lille hurdle, at alle NATO-lande har vetoret, og Tyrkiet så muligheden for endelig at få skovlen under de kurdere, som benyttede sig af den danske ytringsfrihed til at sende TV til kurdere i hele verden på deres eget sprog. Det kurdiske TV-Roj sendte fra Danmark. Så en ringe betaling for Tyrkiets gunst var at få ryddet op i dét, Erdogan opfattede som en trussel.

TV Roj havde tidligere været under angreb fra Tyrkiet for at sende PKK-propaganda. Det var blevet undersøgt og afvist af de relevant danske myndigheder. Men nu stod der jo ting på spil, som var vigtigere end nogle kurderes ytringsfrihed: En dansk generalsekretær i NATO! Efter noget tovtrækkeri i det offentlige, og efter mit gæt endnu mere tovtrækkeri bag lukkede døre, blev TV-kanalen lukket. Flere kurdere stod pludselig med sager imod dem med voldsomme anklager. Og som bekendt fik Anders Fogh ny titel, mens Danmark fik en ny statsminister.

Fjerde gang var, da vi efter 2015 valgte at betale Erdogan for at lukke grænserne til Europa. Vi gav ham nøglen til vores principper: Elsker I demokrati og demokrater? Okay, jeg har en million demokrater, I kan få med det samme. Skal jeg sende dem med fly eller??? Det er megaafslørende, at EU foretrak Erdogan-løsningen frem for Merkel-løsningen. Og det sætter spot på et af de blødeste punkter i et samarbejde, jeg ellers er stor tilhænger af.

Da Anders Fogh Rasmussen i 2009 skulle vælges til NATO’s generalsekretær, kostede det ROJ TV’s sendetilladelse. Tyrkiet brugte nemlig sin vetoret til at tvinge indrømmelser igennem – en historie, vi ser gentaget i de igangværende forhandlinger om Sverige og Finland. Foto: NATO

EU skal have ryddet op i vennekredsen

Nu står vi så i endnu en situation, hvor Tyrkiet benytter sig af sin position til at vinde indenrigspolitiske points. Erdogans had til enhver opposition i almindelighed – og kurderne i særdeleshed – har endnu engang taget resten af Europa som gidsel. Kravet om at Sverige og Finland udviser politisk aktive kurdere, hvis Tyrkiet skal stemme ja til deres medlemskab af NATO er blevet efterkommet i en vis grad. Derudover leverer Sverige nu våben til Erdogangs kamp mod de kurdere, der bekæmpede islamisk stat. De kurdere, der bevogter de lejre, hvor de fanger sidder, som VI ikke vil tage hjem.

“Erdogans had til enhver opposition i almindelighed – og kurderne i særdeleshed – har endnu engang taget resten af Europa som gidsel.”

Situationen er atter helt grotesk. Og den er også farlig. Det handler ikke kun om kurdere i fjerne egne. Det handler om danske statsborgere og deres familier og deres rettigheder. Det handler om vores fremtidige globale sikkerhed og det handler om, hvorvidt vestlige demokratiske principper er mere værd, end det papir, de er skrevet på.

Jeg har den opfattelse, at det eneste, der lige nu ser ud til at kunne sikre et lille land som Danmark en sikker fremtid, er EU. Det er her, jeg ser modvægten til amerikansk labil udenrigspolitik, hvor Europa spiller en dalende rolle. Det er her, jeg ser muligheden for at slås for internationale forpligtende samarbejder og aftaler i FN-regi. Det er her, hvor der er mulighed for at udvikle en anden type sikkerhedspolitik end den, der alene bygger på krudt, kugler og ligposer. Men EU skal have ryddet op i sin vennekreds og i de udfordringer verden udenfor giver. Hvis vi vælger at give nøglen til vores tryghed og vores demokratisk principper til despoter som Erdogan, så vil det ramle under os.

Så valgkamp eller ej: Det er dybt bekymrende at ingen medier kan afsætte spalteplads til et arrangement, som sætter fokus på en af vores største sikkerhedspolitiske udfordringer i dag og i de kommende år. Tyrkiet holder Putin i den ene hånd og nøglerne til stabilitet og fred i EU i den anden. Det burde der være lidt interesse for selv i en valgkamp.


Om skribenten

Pernille Frahm

Pernille Frahm

Uddannet folkeskolelærer. Tidligere medlem af Folketinget og EU-parlamentet for SF.   Læs mere