PKK’s opløsning: Et nyt kapitel eller blot en pause i kurdernes kamp?

Kurdernes tragedie begyndte for over hundrede år siden. Efter Osmannerrigets fald og Første Verdenskrigs afslutning blev kurderne i 1920 ved Sèvres-traktaten stillet i udsigt at få deres egen stat. Men løftet blev brudt blot tre år senere med Lausanne-traktaten i 1923, hvor stormagterne og Mustafa Kemal Atatürk ignorerede kurdernes krav og delte Kurdistan mellem Tyrkiet, Irak, Syrien.

I alle disse nye stater blev kurderne mødt med systematisk undertrykkelse, drab og forfølgelser. Særligt i Tyrkiet blev der ført en hård assimilationspolitik, hvor det kurdiske sprog, kultur og identitet blev nægtet og forbudt. Fra 1925 til 1965 var Nordkurdistan i Tyrkiet i praksis et militært kontrolleret område, hvor ingen fremmede måtte komme ind. Hundredtusinder blev deporteret, tusindvis blev dræbt i oprør, og tusindvis af landsbyer forsvandt fra kortet.

PKK’s opståen og væbnede kamp

I dette klima af undertrykkelse opstod en række kurdiske bevægelser: PDK-T, PSK, KUK, DDKD (PÊŞÊNG) og PKK, der blev stiftet i 1978 af Abdullah Öcalan.

PKK greb i 1984 til våben i kampen for et stort forenet, socialistisk og selvstændigt Kurdistan. De første år fik PKK støtte fra Syrien og havde baser i Libanon, men krigen med den tyrkiske stat blev lang, brutal og kostbar. Over 50.000 mennesker er døde i konflikten, millioner er fordrevet, og tusinder af landsbyer ødelagt og jævnet med jorden.

I 1990’erne blev over 17.000 kurdere – heriblandt også kurdiske politikere og parlamentsmedlemmer – dræbt af tyrkisk kontra-guerilla, de såkaldte ”ukendte gerningsmænd”, der enten kidnappede folk fra deres hjem om natten, dræbte dem og kastede deres lig ud på marker og veje. Hvis de da ikke kidnappede folk direkte på gader og stræder eller dræbte dem på stedet og kørte videre i deres hvide biler – de såkaldte ”toros”. 

I løbet af 1990’erne ændrede PKK kurs og krævede ikke længere uafhængighed, men i stedet føderation inden for Tyrkiets grænser. Efter Öcalans anholdelse i 1999, skiftede han endnu en gang politisk linje og opfordrede PKK til at omfavne idéen om et “demokratisk samfund”, hvor kurdernes rettigheder skulle sikres inden for den tyrkiske stats rammer.

Det uventede opgør: PKK opløser sig selv

Torsdag 27. februar 2025 opfordrede Öcalan PKK til at nedlægge våbnene og opløse sig selv. Den 12. maj bekræftede PKK beslutningen og erklærede afslutningen på den væbnede kamp.

Begrundelsen var et ønske om at bidrage til et “demokratisk Tyrkiet uden terror”, og Öcalan tog i samme åndedrag afstand fra tidligere krav om selvstændighed, føderation og autonomi. Han fremhævede, at løsningen på kurdernes situation ikke ligger i nationalstat, føderation eller autonomi, men i integration i et demokratisk samfund.

Reaktioner: mellem håb og skuffelse

Beslutningen har vakt blandede reaktioner. Mange kurdiske partier og civile grupper hilser det velkommen som en mulighed for at lægge krigen bag sig og fremme fredelige politiske løsninger.

Der er håb om, at staten nu ikke længere kan bruge PKK som påskud for militære offensiver mod både Sydkurdistan i Irak, hvor kurderne har en føderalstat, og mod Vestkurdistan i Syrien (Rojava), hvor kurderne i flere år har et de facto selvstyre. Håbet er, at den politiske undertrykkelse af kurdiske partier i Tyrkiet vil aftage.

Men samtidig er der stor frustration og mistillid. Mange spørger: Hvad har krigen været til for, hvis man nu lægger våbnene uden nogen form for indrømmelser fra staten? Der er ingen garantier for, at Tyrkiet vil ændre sin forfatning, anerkende kurderne som folk, give dem sproglige og kulturelle rettigheder – eller blot stoppe den systematiske undertrykkelse.

Særligt vækker det opsigt, at Öcalans udmelding slet ikke nævner “kurdere” eller “Kurdistan”. Mange frygter, at PKK’s ledelse blot har bøjet sig for politisk pres og internationalt magtspil – ikke mindst efter de geopolitiske forandringer i Mellemøsten efter Gaza-krigen og den svækkede position for Iran og Syrien.

Fremtiden uafklaret

Det store spørgsmål nu er så, hvad der skal ske med de tusinder af PKK-guerillakrigere, der stadig befinder sig i Qandil-bjergene. Hvordan skal afvæbningen foregå, hvem skal garantere deres sikkerhed, og hvilken fremtid venter dem i et Tyrkiet, hvor de i årtier er blevet betragtet som fjender?

Samtidig er der tvivl om, hvorvidt den tyrkiske regering reelt er interesseret i at gribe denne mulighed for at finde en langsigtet løsning på det kurdiske spørgsmål – eller om opløsningen af PKK blot er endnu en episode i statens forsøg på at knuse kurdisk modstand én gang for alle.

Ingen garanti for fred

For mange kurdere er opløsningen af PKK en lettelse, for andre en tragedie.

Det står klart, at våbnene er lagt, men den politiske kamp for rettigheder, anerkendelse og værdighed fortsætter, idet det ikke er ensbetydende med, at det store nationale kurdiske spørgsmål hermed er løst for altid. Selv i dag efter PKK har nedlagt våbnene og opløst sig selv, fortsætter Tyrkiet med sine militære aktioner.

Spørgsmålet er blot, om Tyrkiet er oprigtigt og klar til at møde kurderne med forsoning – eller om processen bare bliver kortvarig igen som under den såkaldte ”fredsproces” i 2013-2015.