Putins Verden

Ny bog beskriver, hvordan den russiske præsident har formået at spille sine kort godt, uanset at Ruslands økonomi er mindre end Italiens – og under en tiendedel af USA’s. Den opfordrer samtidig Vesten til at genoprette det transatlantiske forhold, selv om det er svært. Angela Stents bog »Putins Verden« er helt bestemt værd at læse.

Af Søren Riishøj

Der er over de senere år udkommet rigtig mange bøger om Vladimir Putins Rusland af forskellig kvalitet. Angela Stents bog »Putins Verden« hører til dem, der helt bestemt er værd at læse. Selv den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright roser bogen.

Angela Stent er heller ikke hvem som helst. Hun er leder af Centret for Eurasiske, Russiske og Østeuropæiske Studier ved Georgetown Universitetet i Washington D.C. – og var 2004-2006 »national intelligence officer« ved »National Intelligence Council« (NIC).

I bogen kommer Angela Stent vidt omkring, den indeholder ikke mindre end 13 afsnit. Her behandles emner som: – Betydningen af fortiden, idéen om Rusland, europæernes ambivalens i forhold til Rusland, Rusland og NATO, det nære udland, Rusland og Kina, Ukraine-krisen, Ruslands forhold til Japan, Mellemøsten, forholdet til USA under Donald Trump og de tre forfejlede amerikanske »re-set«. Afslutningsvist diskuteres de mulige »engagements« med Vladimir Putins Rusland.

Bogen indeholder mange interessante vurderinger og oplysninger, heraf nogle som givetvis er overraskende for mange. Angela Stent konstaterer meget rigtigt, at modsat under den gamle kolde krig præsenterer Rusland og Vladimir Putin ikke en universel ideologi. Den russiske præsident dyrker snarest russisk »exceptionalisme«: Det at Rusland tilhører både Europa og Asien. Rusland ønsker desuden at fremme en ny, multipolar verden, hvor Moskva kan forhandle med regeringer af meget forskellige politiske overbevisninger.

Post-sovjetisk syndrom

Det lykkedes ikke i 1990’erne Vesten og Rusland at få skabt en ny sikkerhedsarkitektur, der indbefatter Rusland. NATO-udvidelserne blev således et »nul-sum emne« – og det i endnu højere grad da også ukrainsk og georgisk medlemskab af NATO kom på dagsordenen. I slutningen af årtiet protesterede den daværende russiske premierminister Jevgenij Primakov og præsident Boris Jeltsin på det kraftigste mod NATO-udvidelserne – ja, efter NATO-bombardementerne af Kosovo og Serbien blev der talt om »kold fred«.

Etableringen af en ny, multipolær orden, og en »strategisk trekant« mellem Rusland, Kina og Indien blev nu officielt målet for russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. En ond spiral af reaktion og modreaktion og eskalering af konflikter har siden kendetegnet forholdet mellem Rusland og Vesten. Selv uden »Russia-gate« i USA ville forholdet have været anspændt på grund af Ukraine og Syrien. Det betød, at Rusland mærkbart optrappede sit engagement i det nære udland.

Et særligt post-sovjetisk syndrom var skabt.

I afsnittet om fortiden kommer forfatteren naturligt nok ind på Krim. Krim, skriver Angela Stent, har indtaget en enestående plads i Ruslands selvforståelse over de seneste 200 år; manifesteret eksempelvis i Krim-krigen 1853-1856, i Anton Tjekhovs korte historier, i Jalta-topmødet i februar 1945 og etableringen af den vigtige flådehavn i Sevastopol.

Afgørende i Ruslands politik over for det nære udland (SNG-området) har været militær sikkerhed, regime-konsolidering, beskyttelse af etniske russere og russisk sprog, samt økonomisk integration – senest manifesteret i oprettelsen af Den Eurasiske Union i 2015. Samtidig blev der satset på et tættere forhold til Kina. Med Kina blev der skabt – om ikke en alliance – så et stadig tættere, militært og økonomisk partnerskab.

Japan under premierminister Shinzo Abe har ønsket et tættere forhold til Rusland for at afbalancere Kina bedst muligt, men han har været tvunget til at tage del i de vestlige sanktioner mod Rusland på grund af allianceforholdet til USA. De japansk-russiske uenigheder om ejerskabet til øgruppen ‘Kurilernes’ fremtid, har forhindret dialog og udvidet samarbejde mellem Rusland og Japan. Striden i Ukraine har ifølge Angela Stent ikke den store betydning i japansk sikkerhedsoptik – dertil er Ukraine for fjernt geografisk.

Den dobbelte ydmygelse

Vi glemmer ofte, at Rusland efter 1989 oplevede en »dobbelt ydmygelse«: Nemlig tabet af de nye post-sovjetiske stater samt udelukkelsen fra den nye, vestligt dominerede, globale og europæiske sikkerhedsarkitektur.  Derudover undervurderede USA og dets allierede, hvad Sovjetunionens kollaps kom til at betyde for den russiske følelse af sårbarhed.

Rusland selv har altid haft et ambivalent forhold til Vesten – og det gælder i højeste grad også den anden vej, Vestens forhold til Rusland. USA’s politik over for Rusland defineres vidt forskelligt i Det Hvide Hus, i Kongressen og i administrationen. Det har skabt inkonsistens i den amerikanske politik.

Ruslands forhold til de store vestlige lande har skiftet over tid. Forholdet til Frankrig har historisk set været godt, hvis vi ser bort fra Napoleon og Krim-krigen. Forholdet til Tyskland er derimod et kapitel for sig. Den store Fædrelandskrig (Den russiske betegnelse for 2. Verdenskrig, red.) har sat sig dybe spor i den russiske selvforståelse. I nyere tid, efter 1991, er forholdet blevet komplekst, med »høge«, »duer« og »ugler« på begge sider. Tidligere forbundskansler Gerhard Schröder kom til at høre til dem, der i Tyskland kaldes »Russland-Verstehere«. Han og hustruen adopterede to forældreløse børn fra St. Petersburg. Efter sin kanslertid blev Gerhard Schröder formand for Northstreams aktionær-komite. Ikke alene Gerhard Schröder, men også tidligere forbundskansler Helmut Schmidt, og udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher kritiserede forbundskansler Angela Merkels hårde linje i Ukraine-spørgsmålet. USA’s tidligere udenrigsminister, James Baker er gået så vidt som til at mene, at Rusland burde være optaget i NATO.

Groft sagt har den tyske Rusland-politik bygget på følgende: At forholdet til Rusland er vigtigt og samtidig en udfordring, at Tyskland skal være taknemmelig for den sidste sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs accept af den tyske genforening – og at Tyskland derfor har haft et særligt ansvar for at få Rusland genopbygget efter nederlaget i den kolde krig. Dertil kommer så de økonomiske interesser.

Bedste ven med både Israel og Syrien

Nok overraskende for mange er der også blevet etableret stadig tættere relationer mellem Rusland og Israel – ja, forholdet er fra israelsk side betegnet som »the best ever«. Israelske diplomater var i påfaldende grad væk fra salen, da der i FN skulle stemmes om sanktionerne mod Rusland efter annekteringen af Krim. Israel har forholdt sig neutralt under Ukraine-krisen og deltager ikke i de vestlige sanktioner mod Rusland. Alt sammen endnu en understregning af Ruslands stærke position i Mellemøsten, hvilket i høj grad også gælder Syrien-spørgsmålet.

Ruslands centrale rolle i Syrien skyldes meget den usammenhængende vestlige politik, for eksempel i spørgsmålet om præsident Bashar al-Assads politiske fremtid efter en fredsslutning. Før var tesen »Assad must go«, hvorimod hverken USA eller Europa i dag ultimativt forlanger hans afgang. »Røde linjer« over for den syriske præsident blev ikke fastholdt.

Trumps triumf

Afsnittet om Ruslands relationer til USA – før og under Donald Trump – er yderst interessant. Følgende emner har været særligt højt oppe på den politiske dagsorden: Spørgsmålet om atomvåben og ikke-spredning, Ruslands politik over for det nære udland, især Georgien og Ukraine, Europas sikkerhed, Syrien, demokrati-fremme i Rusland selv og i Ruslands nære udland, samt – ikke at forglemme – russisk indblanding i præsidentvalgkampagnen i 2016. Våbenkapløbet har taget en ny og yderst farlig drejning med opsigelserne af ABM, INF og formentlig snart også START II-aftalerne.

Mindst tre gange har amerikanske præsidenter forsøgt sig med »re-set« og altså et nyt mere pragmatisk forhold til Rusland – men ingen af dem lykkedes. Personlige relationer har også spillet en rolle. De blev ikke gode under præsident Barack Obama, men har været klart bedre mellem Donald Trump og Vladimir Putin. Angela Stent gennemgår grundigt den russiske indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016 samt Donald Trumps engagementer i Rusland før 2016. Vladimir Putin selv nægter indblanding, men i et interview med filminstruktøren Oliver Stone slår han på USA’s indblanding i russisk politik. Især den vestlige støtte til demonstrationerne i 2012 efter Vladimir Putins genvalg som præsident forarger ham.

Helt tilbage i 1980’erne, under Mikhail Gorbatjov, var den yngre Donald Trump interesseret i at engagere sig forretningsmæssigt i Rusland, særligt inden for hotelvirksomhed. Den senere præsident besøgte også Rusland i 2013 for at være med til at organisere »Miss World« skønhedskonkurrencen i den russiske hovedstad Moskva. Trump roste under valgkampen flere gange Putin, og kaldte ham ligefrem en »stærk leder«, og han var også dengang interesseret i at skaffe sig belastende oplysninger om sin kommende rival til præsidentposten, demokraten Hillary Clinton. Der blev også undervejs i præsident-valgkampen holdt møder med russere, blandt andet med sangeren og forretningsmanden Emin Agalarov, i »Trump Tower« i New York.

Som manifesteret på topmødet mellem Trump og Putin i den finske hovedstad Helsingfors i juli 2018, deler de to præsidenter på mange måder opfattelsen af verden. Begge kritiserer alliancer og organisationer, der begrænser handlefrihed og suverænitet, og begge afviser den liberale internationale orden.

Rusland kan ikke isoleres

Angela Stent slår fast, at Rusland umuligt kan isoleres, vestlige sanktioner eller ej. Mange lande i Afrika, Asien og Latinamerika har afvist at indføre sanktioner mod Rusland. Deres linje er mest bestemt af deres syn på USA’s adfærd på den globale scene, og her er vurderingerne jo langt fra altid positive.

Sanktionerne har ikke fået Vladimir Putin til at ændre adfærd, og de har i hvert fald gjort det lettere for præsidenten at styrke den statslige kontrol over økonomien. I begyndelsen af 1980erne fortsøgte Ronald Reagan at få standset Tysklands gasaftaler med Sovjetunionen. Det krav blev pure afvist fra tysk side, og også Storbritanniens Margaret Thatcher, der ellers var gode venner med Reagan afviste kravet, endda i meget stærke vendinger. Det har over de seneste år været sværere at få gasprojektet “Nordstream II” gennemført, men for nylig accepterede også Danmark en linjeføring omkring Bornholm.

Det er også lykkes Rusland at oprette – eller tage del i – allerede eksisterende regionale, multilaterale organisationer som for eksempel Shanghai kooperationen, Den kollektive Sikkerhedstraktat Organisation (SCO), og den Eurasiske Union, samt at styrke samarbejdet med Kina. Derudover har Rusland opnået meget stor indflydelse i Mellemøsten – og på samme tid ført dialog med Iran, Syrien, Saudi Arabien, Ægypten og Israel.

Rusland har fortsat et stort arsenal atomvåben, er medlem af FN’s sikkerhedsråd og besidder store naturressourcer. Alt dette sker uanset, at Ruslands økonomi er mindre end Italiens og under en tiendedel af USA’s! Rusland har på mange måder styrket sin position globalt og regionalt. Det maner i sig selv til eftertanke.

Stent mener, at Vesten må spørge sig selv, hvad der ikke har fungeret i politikken over for Rusland – og hvorfor? Vesten må tage udgangspunkt i, hvad Rusland er – og ikke i hvad vi ønsker, landet skal være. Kendsgerningen er jo, at de fleste russere ikke ser på 1990’erne – hvor Ruslands forhold til Vesten var tæt, og vestlige rådgivere strømmede til landet – som en positiv periode. De ser mere et årti kendetegnet ved tumult, kaos, ulighed og ydmygelse.

Angela Stent opfordrer til at genoprette det transatlantiske forhold, uanset at det er svært. At isolere Rusland og afvise at forhandle med landet er ikke en fornuftig vej at gå. »Engagement« med Rusland, fortsætter forfatteren, bør være realistisk og fleksibel. Vi skal føre dialog, når det er hensigtsmæssigt og muligt. Vladimir Putin er jo mester i judo, og kender kunsten at opfatte modstanderens ubeslutsomhed – og slå til. Fra den russiske præsident må vi fortsat forvente det uventede, slutter hun.

Angela Stent kommer i sin bog vidt omkring, og hun får læseren til at tænke nyt og konstruktivt.

Angela Stent: »Putin’s World, Russia against the West and with the Rest«, New York, Boston: Twelwe, Hahette Book Group, 2019, 432 sider

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).