Red Københavns sjæl

Som tilflytter fra Jylland og dengang studerende på Kunstakademiet havde jeg ingen problemer med at få en billig bolig i Københavns Kommune i 1992, da jeg stod og var blevet boligløs.

Jeg fik via Københavns Kommunes boliganvisning tildelt en lejlighed, der var fint nyistandsat – dog uden varmt vand og med petroleumsovn til opvarmning. I køkkenet stod der to gasblus, men jeg var lykkelig, for jeg havde fundet et sted at bo på Nørrebro.

Her i kvarteret på Ydre Nørrebro boede folk, der havde fået deres lejligheder gennem kommunen. Huslejen var rimelig, så alle kunne betale, og her var mennesker fra alle sociale lag og forskellige kulturer. Ejendommene i kvarteret var gode, klassiske storgårdsbyggerier inspireret af den prisbelønnede danske arkitekt og professor Kaj Fisker.

Fra lejer til andelshaver

Dog var kvarteret dengang nedslidt. Bygningerne og gårdene var fra 1920’erne, og kommunen havde gennemlevet fattigfirserne. I 1990’erne besluttede Københavns Kommune så at overdrage ejendommene til lejerne, så de kunne danne andelsboligforeninger.

Vi fik overdraget vores lejlighed for et symbolsk beløb; det der stod på vores vedligeholdelseskonto. For mit vedkommende var det 2.000 kr. På den måde slap kommunen for det sociale boligansvar og for vedligeholdelsen af ejendommene.

Det var godt for os lejere, at vi kunne overtage vores lejligheder som andelsboliger og fortsætte med en lav husleje – men ikke så godt for de kommende generationer, som dermed mistede retten til at få anvist en bolig gennem kommunen.

Min søn er født og opvokset her i min gamle lejlighed. Han har gået i vuggestue, udflytterbørnehave og skole her på Ydre Nørrebro. Kvarteret er i dag blevet til et hipt og attraktivt område gennem kvarterløft og byfornyelse.

Red København

Det er alt sammen meget godt, men problemet er, at vores egne børn ikke længere har råd til at bo i det område, de er vokset op i, og som har været med til at forme deres identitet. Lejlighederne koster nu flere millioner for en toværelses på Ydre Nørrebro, og det har ingen unge mennesker råd til, når de skal flytte hjemmefra.

Resultatet er, at vores unge bliver presset ud af deres egen by og de kvarterer, de er vokset op i – ofte til billigere boliger på Vestegnen, hvis de da er så heldige.

Som studerende kan de måske få tilbudt en container på 30 kvadratmeter, som sluger hele deres SU og eventuelle banklån. De må arbejde ved siden af studierne for at kunne leve og betale transport til uddannelsesstedet, bøger osv.

De unge, der ikke tager en uddannelse, men arbejder som ufaglærte, har slet ingen chance for at blive i København – en by, der er skabt af arbejdere, søfolk, håndværkere og selvstændige erhvervsdrivende. Det er deres by.

København – hvor er dit sociale ansvar blevet af? Skal du ende som en højere middelklasse-by for tilflyttere fra resten af Danmark, som tilfældigvis har råd til de dyre boliger – eller som kan købe en til deres børn?

København, dit DNA er i fare. Du har mistet din sociale ansvarlighed over for dine egne børn.