Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. marts. 2021

Regeringen angriber igen almene boliger – og almindelige arbejdere

Regeringen vil i et nyt udspil ‘forebygge parallelsamfund’, og har fjernet ghettobetegnelsen. Kigger man nærmere på forslaget, står det hurtigt klart, at det er mere af det samme i ny indpakning – og faktisk forværrer vilkårene i den almene boligsektor.

Parallelsamfund eller skræmmebillede? Med det nye udspil sætter regeringen igen etnicitet i fokus i de almene boligområder. Foto: Christine Vassaux Noe – CVN Photography

Regeringen har et hedt ønske om at kunne pege på parallelsamfund i Danmark, som de derefter kan kæmpe mod. Det står klart efter det seneste udspil om de såkaldte ‘ghettolister’. Det samme mønster har nemlig gentaget sig flere gange, og nu sker det igen: Politikerne finder på nogle mere eller mindre tilfældige kriterier, der udpeger et stort antal almene boligområder i Danmark som problemområder. De bliver placeret på en liste med et skræmmende navn og hårde konsekvenser.

Derefter går kommuner og boligselskaber i gang med at få boligområderne af den frygtede liste. Efter nogle år er en hel del områder kommet af listen, og det ser derfor ikke længere ud, som om der er et omfattende problem. Derefter flytter politikerne bare målstolperne, så man igen kan pege fingre af en masse områder og vise, hvor handlekraftig man er.

Det er et klassisk politikertrick at opfinde et problem, man vil løse, for så har man kontrol over dagsordenen, og det ser vi et markant eksempel på her.

Etnicitet tilbage i højsædet

Det mest iøjnefaldende ved regeringens nye liste er, at etnicitetskriteriet igen bliver afgørende. Andelen af beboere med ikke-vestlig oprindelse er afgørende for at komme på ghettolisten, mens udsatte boligområder ikke har en specifik etnisk sammensætning. Det er derfor sigende, at regeringen igen sætter etnicitet ind som et afgørende kriterium i deres nye, ’mildere’ liste. Det peger nemlig på, at det i virkeligheden er her, man vil ramme. Udspillet skal opfattes som en del af den hårde udlændingepolitik, selvom det handler om mennesker, som bor i Danmark.

“Med den nye liste vil næsten halvdelen af de relevante områder og beboere være på en liste, hvis formål er at udpege, at der er et særligt problem.”

Sammenlignet med ghettolisten sænkes grænsen drastisk fra 50% med ikke-vestlig oprindelse til 30%. Det giver mening set fra regeringens stol, for jo lavere grænse, jo flere steder kan man påstå, at der er et problem. Det er til gengæld helt urimeligt over for de mennesker, der på den måde bliver stemplet som uønskede.

Det er også urimeligt over for boligforeningerne, som ikke har nogen reel mulighed for at leve op til kriteriet. Man må nemlig ikke afvise nogen alene ud fra deres etnicitet – heldigvis da! Samtidig betyder den strammere adgang til statsborgerskab, at hvor de fleste tidligere ville tælle som dansk oprindelse i 3. generation, vil det sandsynligvis nu blive skubbet til 4. generation. Man tæller nemlig som dansk oprindelse, hvis man har en forælder, som havde dansk statsborgerskab fra fødslen. Samlet set bliver det altså svært – for ikke at sige umuligt – for boligforeningerne at leve op til kravet, og det er jo smart for de politikere, der gerne vil kunne pege på et problem at bekæmpe.

Grænsen for ‘parallelsamfund’ skubbes

Etnicitetskriteriet er helt åbenlys diskrimination af mennesker ud fra deres oprindelse, og derfor har det været i fokus og vækket mest debat, da regeringen kom med sit udspil. Men når man kigger nærmere på udspillet, indeholder det nogle andre elementer, som også er meget alvorlige og bør være ekstremt kontroversielle.

Det ene er, at hvis man indfører den nye liste med såkaldte ”forebyggelsesområder”, så vil det samlede beboerantal på den ene, anden, tredje og fjerde liste nå op på 163.000, fordelt på 83 områder. Det er mere end en tredobling fra de 53.000, der er omfattet i dag.

Til sammenligning er det samlede antal beboere i de relevante områder – nemlig almene boligområder med over 1000 beboere – på 347.000 beboere fordelt på 177 områder. Det betyder altså, at med den nye liste vil næsten halvdelen af de relevante områder og beboere være på en liste, hvis formål er at udpege, at der er et særligt problem. Vi er derfor nødt til at overveje, om ikke den nye liste er så omfattende, at den udpeger selve den almene organisering som et problem i sig selv. I hvert fald er det et markant angreb på den almene boform.

Et andet meget problematisk element er indkomstkriteriet. Det kan virke som det mest fredelige af kriterierne, men er det på ingen måde. Hvor grænsen for udsatte boligområder er 55% af gennemsnitsindkomsten i regionen, så skal det på den nye liste være 65% – og det er en meget stor og afgørende forskel. Den nye grænse betyder nemlig, at mennesker med almindelige indkomster bliver placeret i den gruppe, der betragtes som parallelsamfund.

Drastiske konsekvenser bag regeringens procentsatser

Regeringen kan ikke lide at skilte med de absolutte tal. De angiver overalt grænserne som en procentdel af gennemsnitsindkomsten, og man skal være mere end almindeligt nysgerrig for at finde ud af, hvad grænsen så faktisk er. Det har ikke været muligt at finde de nye tal, men en analyse lavet af Danmarks Almene Boliger (BL) angiver 2018-tal for de fleste regioner. Når man regner ud fra dem, viser det sig, at 65 % af gennemsnitsindkomsten vil være over dagpengesatsen i de fleste regioner, og sandsynligvis i alle. I Region Hovedstaden vil grænsen ligge på over 23.000 kr. i månedsindkomst.

Det betyder, at både dagpengemodtagere og en lang række mennesker med helt almindelig lønindkomst pludselig bliver betragtet som nogle, der ikke rigtigt er del af samfundet og potentielt del af et parallelsamfund. Det er altså en ret ekstrem konsekvens, der ligger gemt under de diskrete 65%.

Regeringen kommer også med et forslag til, hvor de mange mennesker skal bo, som så ikke må bo i de billige, almene boliger. Men også deres løsning er stærkt problematisk. De vil give kommunerne anvisningsret i private lejeboliger, hvilket er rigtig godt. Men der er store begrænsninger.

For det første får kommunerne kun anvisningsret til hver 10. lejebolig i byggerier med over 20 boliger – og jeg vil gerne have tal på, hvor mange det reelt drejer sig om i de forskellige kommuner, før jeg på nogen måde tror på, at det er nok.

For det andet får udlejer ret til at afvise anviste lejere, hvis der er mere end 1 person pr. beboelsesrum. Det vil betyde, at en familie på 4 kan afvises fra en 3-værelses bolig, en familie på 5 fra 4-værelses bolig osv. Samtidig er det mennesker med lav indkomst, der ud fra både de gamle lister og regeringens nye bliver afvist i de almene boligområder. Mange steder vil det derfor være usandsynligt svært for kommunen at finde egnede, private udlejningsboliger, som de berørte børnefamilier har råd til at betale. Det er derfor svært at se, at den private anvisningsret skulle være nogen løsning på, hvor folk skal bo, når næsten halvdelen af de større almene byggerier bliver utilgængelige.

Om skribenten

Lisbeth Torfing

Lisbeth Torfing

Byrådsmedlem i Horsens og folketingskandidat for Enhedslisten. Medlem af partiets hovedbestyrelse. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER