Illustration: Wiki Commons
5 min. læsetid

Regionsaftalen for 2021 bevarer standarden i sundhedsydelserne, men løftet i aftalen er utilstrækkeligt til at sikre midler til ny medicin og nye behandlingstilbud. Og aftalen tager ikke fat på at indhente sygehusvæsenets store ressourceefterslæb siden 2010.


Af Henrik Herløv Lund

29. maj 2020 indgik S-regeringen aftale med Danske Regioner om en Økonomiaftale for 2021.

Spørgsmålet er, hvorledes denne aftale forholder sig til ”Forståelsespapiret” mellem S, RV, SF og EL, som banede vejen for dannelse af en socialdemokratisk mindretalsregering – og som vel er det nærmeste, vi kommer et regeringsgrundlag for S-regeringen. Heri lovede den nye regering vedrørende ressourcer til velfærden, at ”pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre, og der skal sikres et løft af velfærden ud over det demografiske træk.” Dvs. at det offentlige forbrug til velfærdsservice skal følge det demografiske træk, og at der skal gives velfærden et løft herudover. Det er der stærkt behov for, fordi der fra 2010 – 2019 politisk er gennemtvunget en økonomisk udhuling af velfærden, hvilket har ført til en standardforringelse på alle de store områder af velfærdsservice.

Men giver regionsaftalen så faktisk et større løft til velfærden i 2021?

Positive aspekter af regionsaftalen.

Det må anerkendes, at der ER positive elementer i aftalen mellem S-regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi i 2021.  Det må for det første anerkendes som positivt, at regeringen – som tidligere lovet – fuldt og helt dækker regionernes ekstraudgifter i forbindelse med Corona-epidemien. For det andet må det også anerkendes som positivt, at aftalen indeholder et reelt nettoløft af den regionale driftsramme på 1,2 mia. kr. Dette resultat udgør en forbedring i forhold til aftalen for 2019, hvor regionerne nominelt fik 1 mia. kr. på driftsrammen, men reelt kun 0,5 mia. kr. Og det er lidt over det reelle løft i 2020 på 1,1 mia. kr. Endelig må det for det tredje anerkendes som en forbedring af den kommunale velfærd, at der med finanslovsaftalen for 2020 gives et yderligere løft hertil på 1,1 mia. kr. i 2021 fortrinsvis til minimumsnormeringer samt flere folkeskolelærere.

Figur: Reelt løft af regional driftsramme og samlet løft gennem driftsramme og finanslov af det regionale sundhedsområde 2019, 2020 og 2021 (mia. kr., årets priser).

Kritiske sider af regionsaftalen

MEN: På trods disse forbedringer må det også kritiseres, at løftet af servicerammen isoleret betragtet ikke har en størrelse, som sikrer den regionalt leverede velfærd et substantielt løft ud over det umiddelbare demografiske træk. Endvidere må det for det andet og  især kritiseres, at regionsaftalen langt fra sikrer det regionale sundhedsområde et løft, der nærmer sig det fulde demografiske træk med plads til ny medicin, nye tilbud m.m.

Figur: Umiddelbart demografisk træk og fuldt demografiske træk for det regionale sundhedsområde i 2021 ifølge Finansministeriets og sundhedseksperters opgørelsesmetode sammenlignet med realvækst i offentligt forbrug til regionalt sundhedsområde i 2020 (mia. kr) ifølge henholdsvis regionsaftalen for 2021 respektive inkl. merbevillinger i finanslovsaftale 2020.

Endvidere må det for det tredje kritiseres, at regionerne i stedet for VLAK s årlige omprioriteringsbidrag frem til 2019 på op mod – 0,1 mia. nu i 2021 skal spare det tilnærmelsesvist det samme beløb på -0,1 mia. kr. på konsulentkontoen og skal vedblive med vekslende besparelser på konsulenter frem til 2024. En besparelse har afløst en anden.

En blandet fornøjelse

Vurderingen af regionsaftalen for 2021 må samlet set siges at være blandet med en tendens til at hælde imod det negative. På den ene side opfylder regionsaftalen i sig selv ganske vist det umiddelbare demografiske træk og mere end opfylder dette, når løftet i 2021 som følge af finanslovsaftalen for 2020 indregnes. Hermed bidrager regionsaftalen for 2021 + merbevillingerne i 2021 i finanslovsaftalen for 2020 også til at eliminere ressourceefterslæbet for det regionale sundhedsområde fra perioden 2010 – 2019 i forhold til umiddelbart demografisk træk.

Men på den anden side opfylder regionsaftalen for 2021 isoleret set ikke det fulde demografiske træk og det opfyldes ikke engang, hvis merbevillingerne i 2021 til regional sundhed som følge af finanslovsaftalen for 2020 indregnes. Tværtimod øges efterslæbet fra 2010 til 2019 i forhold til det fulde demografiske træk (Finansministeriets opgørelsesmetode). Denne mangel i regionsaftalen for 2021 bliver endnu mere iøjnefaldende, hvis det sundhedseksperters højere bud på det fulde demografiske træk lægges til grund. Regionsaftalen kan således næppe siges at opfylde målsætningen fra ”Forståelsespapiret” om et større løft.

Figur: Efterslæb 2010 – 2019 og nettoforøgelse af efterslæb i 2020 og 2021 for offentligt forbrug i regionerne i forhold til fuldt demografisk træk ifølge regionsaftale 20 og 21 og finanslovsaftale 2020, mia. kr. (2020 – priser) – i forhold til Finansministeriets respektive sundhedseksperters opgørelse.

Den manglende opfyldelse i regionsaftalen for 2021 af det fulde demografiske træk er et springende punkt for vurderingen af aftalen, fordi sygehusvæsenet i perioden fra 2010 til 2019 økonomisk har været massivt undermineret og der derfor er et voldsomt behov for en ressourcemæssig genopretning. Regionsaftalen for 2021 bidrager imidlertid ikke hertil, ikke engang inkl. bevillingerne i 2021 fra finanslovsaftale 202, idet efterslæbet for de regionale sundhedsudgifter i forhold til det fulde demografiske træk vil vokse.

Derfor må der i regionsaftale 2021 siges at være langt til opfyldelsen af målet i ”Forståelsespapiret” om et større løft i velfærden, hvad angår regionalt leverede sundhedsydelser.


Læs den samlede rapport her



Henrik Herløv Lund

Henrik Herløv Lund er cand.scient.adm, og var medlem af Den alternative Velfærdskommision 2004-2009. Udgiver månedligt nyhedsbrevet ‘kritiske analyser

Læs mere af Henrik Herløv Lund