Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
15. maj. 2021

Replik: Enhedslisten og EU igen-igen

EU’s projekt er i selve sin eksistens det modsatte af de nationalkonservatives, og i kampen mod dem er EU og dets institutioner på den rigtige side, skriver medlem af Enhedslistens nye EU-netværk, der arbejder for, at kravet om udmeldelse fjernes fra partiets program.

Er der mulighed for at gøre EU til et socialistisk projekt indefra? Illustration: KLE-art.
Artiklen tager cirka 5 minutter at læse.

Vi lever i spændende tider!

USA’s præsident Joe Biden har foreslået, at patentrettighederne til corona-vaccine midlertidigt ophæves; han støttes af Indien, Sydafrika, WTO, mens EU vakler. Det er et føleligt indgreb – utænkeligt for blot et par år siden – mod medicinalindustrien og dens asociale intellektuelle rettigheder. Fra samme industri har der naturligvis løftet sig et ramaskrig. Biden’s forslag er blot det sidste led i en grundlæggende omlægning af amerikansk økonomiske politik fra nyliberalisme til Keynesianisme; staten er ikke længere fjenden. Den amerikanske venstrefløj (i det Demokratiske Parti) har givetvis en stor del af æren for dette politik-skifte i verdens mægtigste land.

I EU er politikken tilsvarende i det seneste års tid skiftet. Retningen er gået fra sparepolitik til ekspansiv finanspolitik, og man har med genopretningsfonden suspenderet det nyliberale krav om balancerede offentlige budgetter.

“…der er sket noget med EU’s økonomiske politik i det seneste års tid… Selv er jeg ret ligeglad med bevæggrundene, jeg ser på den faktiske politik”

I Danmark er der også sket store ting, omend i den modsatte retning. Den socialdemokratiske regering har intensiveret sin fremmedfjendskhed, nu med idéer om asyllejre i Afrika, hvilket kritiseres af FN og EU. Et aspekt af denne politik er den klart negative holdning til EU-samarbejdet. Man kører sit eget nationalistiske løb med vacciner (turen til Israel) og er fløjtende ligeglad med EU’s forsøg på at koordinere indsatsen; og sidste sommer var Danmark som bekendt en del af sparebanden på fire lande, der gjorde hvad de kunne (hvad der heldigvis var meget lidt) for at forhindre økonomisk hjælp til Sydeuropa. ”Denmark First – og skide være med de andre” er parolen for en regering, der er præcis så nationalkonservativ som regeringerne i Polen og Ungarn. Der er ikke længere megen forskel mellem SD og DF. Husk her at nationalkonservative, fx Lov- og Retfærdighedspartiet i Polen, også har en social profil (ellers kunne det polske parti ikke få så mange stemmer).

Ud eller ind?

Det er ud fra dén politiske virkelighed, jeg ønsker at tage den aktuelle debat om Enhedslisten og EU, hvor sidste indlæg er en duplik fra Frøhlich og Nielsen. De rammer med stor præcision to meter uden for skiven. Det netværk, jeg er medlem af, arbejder for, at Enhedslisten skal droppe kravet om udmeldelse af EU, hvilket i min optik forudsætter. at det er muligt – svært, men muligt – at ændre EU indefra. Og her mener jeg altså at det sidste års erfaringer viser, at denne optimisme ikke er grebet ud af luften.

Frøhlich og Nielsen vil ud, og her troede jeg – åbenbart naivt – at det beroede på, at de mente EU ikke kan ændres, og at socialister derfor ikke har noget at gøre i EU. Men nej: De vil ud, men samtidig være med, for socialister skal være overalt. Hvordan kan de både ville ud og samtidig være med? På kort sigt måske, men udmeldelse betyder da, at vi ultimativt ikke skal være med. Må jeg opfordre d’herrer til at finde ud af, hvad de mener?

Men de mener, at det er en ‘billig pointe’ at stille det sådan op. Det mener jeg ikke, og det mener Enhedslistens EU-program heller ikke. Her hamres det hjem i afsnit efter afsnit, at EU’s nyliberalisme – forankret i det Indre Marked – er traktatfæstet og derfor kun kan ændres, hvis alle 25 medlemslande er enige, endda ‘på samme tid’, som det dramatisk hedder. Oversat: Denne nyliberalisme kan ikke ændres. EU er en urokkelig monolit.

Tilbage til Frøhlich og Nielsen: De er enige med mig i, at EU ikke er en monolit – hvorefter det hedder sig, at ”nedskæringer og liberaliseringer er indbygget i selve EU’s struktur”. Må jeg igen opfordre d’herrer til at finde ud af, hvad de mener?

Efter at have sejlet rundt i de onde gamle dage under finanskrisen, med overfaldene på Grækenland, erkender de – omsider – at der er sket noget med EU’s økonomiske politik i det seneste års tid, men det er for at undgå ”et sammenbrud for kapitalismen”. Who cares? Selv er jeg ret ligeglad med bevæggrundene, jeg ser på den faktiske politik. Og hvordan véd de i øvrigt, at bekymringen for kapitalismens overlevelse har været afgørende? Kunne det ikke tænkes, at nogen har fundet ud af, at nedskæringspolitikken for en halv snes år siden ikke fungerede, heller ikke for kapitalismen (det tog en masse år at komme ud af krisen). Selv IMF synes at have set lyset.

Villumsen viser vejen

Tillad mig i punktform at opridse min holdning til EU:

  1. Vi skal være med for at påvirke politikken i EU; som sagt viser erfaringen at denne kan ændres.
  2. Det eneste reelle alternativ til medlemskab af EU er en eller anden form for nationalkonservatisme (måske i selskab med Boris Johnson), og det ser jeg ikke som tillokkende.
  3. Indenfor EU skal EL og andre venstrekræfter arbejde for at afskaffe, suspendere og/eller udvande kapitalens frie bevægelighed, dermed grundstammen i det Indre Marked (hvordan det bringer mig i selskab med Jakob Ellemann, som Frøhlich og Nielsen insinuerer i slutningen af deres replik, forstår jeg ikke). Denne anti-kapitalistiske politik er svær indenfor EU, men udenfor EU er den umulig, for hvis Danmark mutters-alene indfører kapitalkontrol, vil landet være tømt for kapital den næste dag.
  4. Indenfor EU skal EL støtte det gode i EU (for det findes faktisk), nemlig værdierne om retsstat, ytringsfrihed og tolerance. Her står EU på den rigtige side i konfrontationen med de nationalkonservative. Nikolaj Villumsens glimrende arbejde viser, at det er muligt at arbejde fornuftigt i EU.

Til slut en enkelt indrømmelse: Frøhlich og Nielsen har ret i, at den danske grundlov tillader ekspropriation, hvis der gives fuld erstatning. Den beskytter altså ikke den fysiske privatejendom, men kun værdien af den. Sidst jeg talte med en kapitalist, var det nu også kun dét, han var interesseret i.


Om skribenten

Anders Lundkvist

Anders Lundkvist

Politisk økonom. Skriver også på hjemmesiden anderslundkvist.net Læs mere