"Det er tid til solidaritet i Europa", lyder det fra European Stability Mechanism (ESM). MEP-kandidat Rikke Lauritsen (SF) mener kampen bør tages i EU-regi, idet alternativet bliver lukkede nationalstatsløsninger. Illustration fra esm.europa.eu
6 min. læsetid

Ifølge Tobias Clausen har EU fejlet eklatant. Men EU har ikke kompetencer på sundhedsområdet. Det har været et område, medlemslandene ønskede at have for sig selv. Altså er der ikke fælles regler, kommunikationsgange eller embedsfolk til at sikre et hurtigt og effektivt kriseberedskab. Rikke Lauritsen svarer på Tobias Clausens analyse af EU’s coronatiltag.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Rikke Lauritsen, kandidat til EU-parlamentet (SF)

EU er et samarbejde mellem nationalstater. Et fællesskab, der blev skabt efter forfærdelige krige havde hærget vores kontinent. Løsningen blev at skabe fælles institutioner, der kunne sikre et tæt handelssamarbejde, som nu senere er blevet til meget mere. Fordi den globaliserede verden skaber et behov for, at vi som regional spiller netop kan spille en rolle og ikke bliver kørt over af større kræfter.

På grund af de politiske flertal, der har været, har den frie handel og vækstdagsordenen fyldt mere end beskyttelse af klima, mennesker, dyr og natur.

Heldigvis viser corona-krisen, at når der er flertal for det, så ændrer politikken sig. Det viser sig nu, at mange lande faktisk forstår vigtigheden af samarbejde og økonomisk solidaritet mellem medlemslandene. Vi venter stadig på at se dette fra lande som Danmark og Holland.

Har EU fejlet?

Ifølge Tobias Clausen har EU fejlet eklatant. Men EU har ikke kompetencer på sundhedsområdet. Det har været et område, medlemslandene ønskede at have for sig selv. Altså er der ikke fælles regler, kommunikationsgange eller embedsfolk til at sikre et hurtigt og effektivt kriseberedskab.

Var det en epidemi blandt landbrugsdyr, der var brudt ud, havde EU haft et kriseberedskab, men hvad angår sygdomme blandt mennesker, så har EU ikke de store muligheder.

“Den neoliberale verdensorden har været det flertalsstyre, vi har været underlagt, og som vi forhåbentlig nu bevæger os væk fra med et mindre blåt flertal. Men det er ødelæggende for denne kamp, hvis vi giver nogle onde bureaukrater skyld for alting.”

Det er ikke ensbetydende med, at EU ikke har spillet en rolle. F.eks. har Den Civile Beskyttelsesmekanisme sikret, at der kunne skabes et samarbejde om at få de europæiske borgere hjem, der var strandet ude i verden. Den har også sikret, at de forskellige lande kunne hjælpe hinanden på forskellig vis, som vi heldigvis også har set eksempler på.

Jeg er fuldstændig enig i, at både kommissionsformanden og EU’s centralbanks formand har håndteret krisen uheldigt. Og ja, de mange år med nedskæringspolitik f.eks. i forbindelse med lånepakker har været katastrofale både for borgerne og for sammenholdet mellem nord og syd.

Men der blandes en masse ting sammen. Det er jo ikke EU’s institutioner, der har skabt nedskæringspolitikken. Den neoliberale verdensorden har været det flertalsstyre, vi har været underlagt, og som vi forhåbentlig nu bevæger os væk fra med et mindre blåt flertal. Men det er ødelæggende for denne kamp, hvis vi giver nogle onde bureaukrater skyld for alting. Det skaber et falsk fjendebillede og en afmægtighed, som ikke skaber forandring.

Vi har brug for ny politik. Det er nu, vi har chancen for at bevise, at stærke offentlige velfærdssystemer netop klarer en krise, som den vi er i, langt bedre end samfund, hvor nedskæringer har skabt sundhedsvæsener i knæ.

De gode og de onde

I Tobias Clausens såkaldte analyse er verden meget sort og hvid. På den ene side har vi den onde EU-elite, EU-bureaukrater – ja det er vel kort sagt DJØF’ere, og med et ‘EU’-label sat foran bliver de åbenbart endnu værre. Men hvem har vi på den anden side? Nationalstater, der lukker sig om sig selv og finder egne løsninger?

Tæt samarbejde mellem lande kræver altså institutioner og embedsfolk. Det er ærgerligt, hvordan EU-debatten stadig i nogle sammenhænge hænger fast i en sådan retorik, hvor latterliggørelse, hån og spot synes at være et mål i sig selv. Og det bliver voldsomt hult, når man nærmest lovpriser, at nationalstaterne tager magten tilbage, og samtidig håner EU for ikke at handle. EU kan ikke handle, når EU ikke har kompetencer til det.

Der er ingen tvivl om, at EU-fællesskabets og centralbank-direktør Christine Lagardes (billedet) håndtering af krisen har været uheldig. Det er dog ikke EU’s institutioner, der har skabt nedskæringspolitikken, men den neoliberale verdensorden – og det er de rød-grønne politikeres opgave at ændre på de betingelser i EU, mener Rikke Lauritsen. Foto: Brinacor / Wiki Commons

Hvad så nu, lille du?

Og det er jo den diskussion, vi nu kommer til at have. Skal EU have stærkere samarbejde, når det kommer til internationale epidemier? For så kræver det altså, at medlemslandene bliver enige om, hvilken form, hvilke regler og hvilke ressourcer dette kriseberedskab kræver. Og ja, det kræver også, at vi lægger implementeringen i hænderne på EU-bureaukrater. Men det kræver i allerhøjeste grad, at vi forholder os til EU, som den demokratiske kampplads det er.

Så lad os tage kampen op mod nedskæringspolitikerne og kæmpe for, at vi bruger denne krise til at bygge solidariske og grønne velfærdssamfund op – og bruger EU til at skubbe på for det.

Jeg tror ikke et sekund på, at dette gøres bedre uden for EU. Og jeg tror på, at international solidaritet kan blomstre bedre, når det har et bagtæppe af stærke demokratiske institutioner, som understøtter landenes forskellige traditioner og systemer, så vi finder fælles løsninger, hvor der er brug for det. Alternativet er, at magten alene ligger hos de store – og de rige.


Rikke Lauritsen er cand.scient.pol, og arbejder som konsulent inden for arbejdsmiljø, ledelse og digitalisering. Hun er aktiv i Amager Øst lokaludvalg, og er kandidat for SF til EU-parlamentet.