Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
18. februar. 2021

Hvordan kan venstreorienterede partier deltage i politiske forlig?

“I det seneste år har især SF’s medvirken i dele af den såkaldte ‘ghetto-pakke’ været et eksempel på at partiet reelt kommer til at forsvare standpunkter, der burde være uacceptable i forhold til et socialistisk og humanistisk værdigrundlag”, skriver kandidat for Enhedslisten i Københavns Kommune.

Ghettoloven er et eksempel på, at SF har glemt sine værdimæssige pejlemærker, mener BR-kandidat for Enhedslisten Klaus G. Henriksen. Foto: Britta My Thomsen / Solidaritet
7 min. læsetid

“I det seneste år har især SF’s medvirken i dele af den såkaldte ‘ghetto-pakke’ været et eksempel på at partiet reelt kommer til at forsvare standpunkter, der burde være uacceptable i forhold til et socialistisk og humanistisk værdigrundlag”, skriver kandidat for Enhedslisten i Københavns Kommune.


Af Klaus Goldschmidt Henriksen

’Det er en del af SF’s grundlæggende tilgang, at man deltager i forlig for at maksimere indflydelse’, skriver Benjamin Bilde Bak Boelsmand på Solidaritet 8. februar 2021. Og han skriver videre, at det er ’en god ide at gå insisterende til forhandlingerne og holde fast i det bedst opnåelige resultat… Men jeg har også stor forståelse for at man efter nøje overvejelse kan ende med den modsatte holdning; både i enkeltsager og mere generelt.’

Man kan vist godt sige, at Benjamin her giver udtryk for en åben, meget udogmatisk linje. Men det er desværre også en linje, der helt undlader at opstille nogle former for pejlemærker i forhold til sine egne overvejelser. Og her tænker jeg blandt andet på værdimæssige pejlemærker i forhold til ens socialistiske og humanistiske værdigrundlag. Hvis SF undlader det, og alene går efter ’det bedst opnåelige resultat’ i enhver situation, så kan man faktisk godt ende med at forsvare forlig med højrefløjen om ren højrefløjspolitik – bare man kan vise, at det blev en smule mindre slemt ved SF’s medvirken. For hvor går grænsen så egentlig? 

Værdimæssige pejlemærker

I det seneste år har især SF’s medvirken i dele af den såkaldte ‘ghetto-pakke’ været et eksempel på at SF – i sin iver for at gøre noget dårligt lidt mindre slemt – reelt kommer til at forsvare standpunkter, der burde være uacceptable i forhold til et socialistisk og humanistisk værdigrundlag. Og ghettopakken udmønter sig i denne tid pinefuldt i virkeligheden, når enkelte boligafdelinger er i gang med at effektuere nedrivninger eller salg af billige, gode lejligheder, som mennesker ellers er glade for at bo i.

Ved at indgå i en del af ghettopakken tabte SF fornemmelsen for både sine grundlæggende værdier og den større politiske kamp og lod sig lokke til at spille med på Løkke-regeringens betingelser, hvor de fattige udråbes som skurke og hele byområder stemples som såkaldte ’ghettoer’ og ’parallelsamfund’, uanset de mange beboere, der hver dag lever et almindeligt liv – og uanset de mange positive sociale- og civilsamfundsindsatser, der foregår i disse områder.

“SF var med ghettoforliget – om man vil det eller ej – med til at forsvare VLAK-regeringens stempling af udsatte områder og forringelse af udsatte borgeres mulighed for at få en lejlighed.”

SF var med ghettoforliget – om man vil det eller ej – med til at forsvare VLAK-regeringens stempling af udsatte områder og forringelse af udsatte borgeres mulighed for at få en lejlighed. Fra starten var VLAK-regeringens ghettoudspil stærkt ideologisk og tjente til at piske en stemning op (trods de senere års mange positive udviklinger), fremme retspolitiske dobbeltstandarter og en hetz mod udsatte grupper. Ved at gå med i dette forlig bidrog SF til at styrke denne stemning, fremfor at holde fast i et fokus på at job, uddannelse, målrettede sociale indsatser og effektiv kriminalitetsforebyggelse – kombineret med at bygge nye, billige almene boliger i de dele af byen, der ellers kun er forbeholdt de velhavende – er vejen frem mod et mere lige samfund, hvor alle borgere er inkluderet i al deres forskellighed. Alt dette har ellers været god venstreorienteret politik som har samlet venstrefløjen på tværs i mange år.

Ghettopakken er et eksempel på, at fortællingen om SF som det venstreorienterede indflydelsesparti er trukket for alt for langt i flere sammenhænge. Så langt at det er svært at genkende det værdigrundlag SF ellers har stået på som et demokratisk, humanistisk og socialistisk parti. – Nogle faste værdier som trods palaver faktisk har samlet venstrefløjen og som bl.a. handler om solidaritet med de udsatte borgere og en respekt for individet.

Visioner og troen på at forandringer er mulige

Jeg vil godt anerkende, at SF’s forhandleres indsats i mange forlig bygger på deres oprigtige tro på, at de gør en positiv, venstreorienteret forskel. Også at resultatet i mange tilfælde er mindre slemt, end hvis SF ikke havde været med. Men hvis man ikke har et sikkert værdimæssigt ståsted og en klar fornemmelse af, hvor man vil hen som parti – både på den korte og den lange bane – så ender ’indflydelsespartiet’ med at blive trukket længere og længere væk fra udgangspunktet og sin egen identitet.

Aktuelt har SF i Københavns Kommune, på trods af sin tidligere meget klare og entydigt formulerede modstand, netop været en del af et flertal, der har besluttet at bygge på Lærkesletten på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen. En beslutning der er blevet mødt af en massiv folkelig modstand – på gaden, på sociale medier og i meningsmålinger.

SF argumenterer for, at tingene var blevet meget værre uden dem. Men det er meget kortsigtede ’sejre’, hvis SF samtidig er med til at skabe forvirring og desillusion blandt ens nærmeste støtter og forplumrer billedet af, hvor man vil hen med sin politik. Det er selvfølgelig – igen på kort sigt og set med snævre partiegoistiske briller – godt for de partier, der har stået fast på deres grønne værdier og modstand mod at bebygge mere på grønne områder. Men på længere sigt er det ikke godt, fordi det er med til at desillusionere mange aktive, som får den erfaring at det ikke nytter noget at være aktiv, når så mange mennesker og aktiviteter ikke engang kan flytte SF, som de ellers troede de var enige med.

Det er med til at fremme en generel politikerlede, som heller ikke er folkeligt mobiliserende og det skaber mindre samling omkring den store, nødvendige bevægelse for en grøn omstilling i København og Danmark.

I Københavns Kommune har vi også i de sidste år oplevet, at SF omkring etableringen af Den Forberedende Grunduddannelse i København har prioriteret et forlig, der indebærer centralisering og et opgør med velfungerende lokalt styrede produktionsskoler højere end at lytte til de mange indvendinger imod, som ellers burde være i overensstemmelse med SF’s decentrale, socialt ansvarlige og humanistiske uddannelsespolitik.

Frej Schmedes fra Amager Fælleds venner. Beslutningen om at bygge på Lærkesletten i området har været stærkt omdiskuteret, og en underskriftindsamling mod byggeriet har på 10 dage fået 10.000 underskrifter. Også SF var til det sidste i tvivl, men endte med at stemme for byggeriet. Privatfoto.

Forligs-pejlemærker

Der findes selvfølgelig ikke en simpel grønspætteformel til at vurdere et konkret forlig. Men man kan godt pege på nogle pejlemærker, som ethvert forlig bør vurderes efter:

  • Ligger det inden for rammen af ens værdimæssige ståsted i forhold til det grønne, det socialistiske og det humanistiske?
  • Er forliget i overensstemmelse med vores visioner og kan forliget forstås og accepteres af de fleste mennesker, der er aktive og kan det medvirke til fortsat mobilisering af de folkelige kræfter?
  • Indeholder det samlet forbedringer (også selvom der kan være delelementer, der ikke er forbedringer eller måske direkte forringelser)?

De spørgsmål bør besvares før man kaster sig ud i at indgå aftaler. Ellers skrider principperne, sådan som det også skete under det berømte højrefløjs-skatteforlig og DONG-salget, hvor SF under Thorning-regeringen lod sig trække ind i dårlige aftaler.


Om skribent

Klaus Goldschmidt Henriksen

Klaus Goldschmidt Henriksen

Læs mere