Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
23. februar. 2021

Replik: Lever vi for at arbejde – eller omvendt?

Nu må den protestantiske forherligelse af arbejdet snart høre op, skriver Leif Svendsen i en kommentar til et tidligere indlæg fra en række Enhedslisten-ansatte.

Idealet fra Pariserkommunen var at gøre arbejde til en del af en hverdag fuld af kunst, liv og samtale. Den vision trænger til at blive genoplivet, mener Leif Svendsen. Billede fra Jacques Tardi’s Le cri du peuple.
6 min. læsetid

Den protestantiske arbejdsmoral med forherligelse af arbejdet skal en tur på lossepladsen, skriver Leif Svendsen i en kommentar til et tidligere indlæg fra en række Enhedslisten-ansatte.


Af Leif Svendsen

I sin bog ‘Nej er ikke nok’ skriver Naomi Klein om Pariserkommunen: “De drømte om et ‘kooperativt fællesskab; en verden, hvor arbejdet kun var én del af et velafbalanceret liv med masser af tid til afslapning, familie og kunst.

I indlægget fra bl.a. Finn Sørensen og Louis Jacobsen står der, at målet er at ”skabe et trygt arbejdsliv for alle”. Den sætning er jeg stødt på i andre af Enhedslistens dokumenter, bl.a. ‘100 dage med Enhedslisten‘.

Hvorfor er det så vigtigt at betone arbejdet og arbejdslivet? Hvorfor ikke livet? Hvorfor ikke have en målsætning om at skabe et trygt liv for alle? Det forstår jeg ikke. Vi skal bare have et godt og trygt arbejdsliv, så bliver livet også godt?

Man bliver ved med at videreføre opfattelsen om, at vi lever for at arbejde. Er visionen for mennesket virkelig kun arbejde? Er vi ikke så langt i vores del af verden, at livet bør visualiseres som andet end udelukkende lønarbejde og så lidt fri i weekender og sommerferie?

Paul Lafargue skrev i 1880, at de arbejdende klasser er forblændede… Man skulle tro det var skrevet i forgårs.

Glorificeringen af arbejde har præget de sidste 150-180 år. “Arbejdet adler” og “lediggang er roden til alt ondt”, er udtryk alle kender, og har fået terpet ind i hjem og skole af den protestantiske arbejdsmoral, vi lever under.

Menneskets liv er skemalagt, kontrolleret og overvåget fra vugge til grav. Alt måles og vejes i det arbejde man har eller ikke har. Det betragtes næsten som en naturlov, at sådan skal det være. Dagen skal starte med arbejde fra ved 7-tiden og slutte ved 16-17-tiden, hvor dagens lønarbejde så er overstået – på fabrik, kontor eller udendørs. Sådan har det da altid været – ikke?

Arbejdstider før og nu

Venstrefløjen bør gøre op med de dyder, som den protestantiske arbejdsmoral har dyrket i vores samfund de seneste 150-200 år. Paul Lafargue (Karl Marx’ svigersøn) skrev i 1880, at de arbejdende klasser er forblændede. ”Forblændelsen består i kærligheden til arbejde, den rasende lidenskab for arbejde, som simpelthen har medført en udmattelse af individernes og deres afkoms hele livskraft”. Man skulle tro det var skrevet i forgårs.

Med robotters massive indtog nu og de kommende år i alle brancher og udvikling af kunstig intelligens, er det på tide, at man ændrer radikalt på opfattelsen af, at mennesket skal arbejde 37 – eller endda 30 – timer om ugen. Det er ligeledes på tide at gøre op med parolen om “Arbejde til alle”, forstået som lønarbejde til alle, men det er en anden historie.

Produktiviteten er høj i Danmark. I vores del af verden arbejdes der virkelig igennem. Gennem tidsstudier, lean management og meget andet af samme slags, har man de seneste 75 år forfinet og optimeret arbejdsprocesser i alle brancher. Der arbejdes nu i flere sammenhænge mere end overenskomster tilskriver at gøre. Ubetalt overarbejde i form af hjemmearbejde breder sig, og gør indhug i familiens fritid. Prekære arbejdsrelationer uden sikkerhed for betaling under sygdom, pension og ferie breder sig. Stress blandt ansatte er voksende og indtaget af beroligende medicin er stigende.

Samtidig produceres der til overflod af madvarer, tøj, isenkram, elektroniske apparater m.m. Så meget, at det smides ud og destrueres i et totalt overflødigt spild af ressourcer, alene for igen at kunne producere endnu mere. Den uhæmmede produktion af unødvendige og overflødige varer skulle reguleres. Der skal ikke vækstes for profitten og vækstens egen skyld.

Fra arbejderbevægelsen i 1889 rejste kravet om 8 timers arbejde (48 timers arbejdsuge), til man fik gennemført det i Danmark gik der 31 år. Mange opfattede dengang kravet som helt hen i vejret. Men det blev gennemført i 1920.

Det er nu 31 år siden man i 1990 fik gennemført 37 timers arbejdsuge. Det er på tide at rejse et visionært krav som modsvarer de muligheder vi har i dag. Kravet om en 4 timers arbejdsdag.

I 1958 arbejdede min far 47 timer om ugen, og forsørgede en familie på 7 personer. I dag arbejder en families voksne i snit 74 timer for at forsørge deres familie på 4-5 personer. Den samlede arbejdstid for en familie burde bringes ned på max. 40 timer. Gerne længere ned!

Automatiseringen ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. Det anslås, at yderligere 20 millioner jobs på verdensplan vil være erstattet af robotter i 2030. Det giver ikke mening at fastholde de lange arbejdsuger, mener Leif Svendsen. Foto: RheinTurbo

30 timer er uambitiøst og visionsløst

Enhedslistens målsætning om en 30 timers arbejdsuge er for uambitiøs. Det giver 60 timers ugentligt arbejde for en familie. Det er der ingen visioner i. Prøv at visualisere hvad 2 gange 20 timer ville betyde for en almindelig familie? Prøv at tænke over tidligere udsagn som nedenstående, og overvej så, om ikke Enhedslisten kunne gøre forestillingen om livet, arbejdet og arbejdstiden en smule mere visionær end tilfældet er i dag.

Benjamin Franklin udtalte i slutningen af 1700-tallet, at 4 timers arbejde burde være rigeligt i fremtiden. Arbejderklassen skulle ifølge Paul Lafargue ”smede en ubøjelig lov, der forbyder ethvert menneske at arbejde mere end tre timer om dagen, så ville Jorden, den gamle Jord, skælvende af glæde føle et nyt univers røre sig”.

John Maynard Keynes skrev i 1930, at hvis man fremskrev den udvikling der havde været frem til 1930, så ville det resultere i en gennemsnitlig arbejdstid på 15 timer i 2030.

Så hvorfor skulle 20 timer være så langt væk? Det er langt væk, hvis man ikke har ambitioner og visioner om at nå dertil. Det havde arbejderbevægelsen i 1889. Det burde Enhedslisten også have i 2021.

Livet er ikke kun lønarbejde. Enhedslisten bør visualisere sine visioner om et bedre liv og gøre det til noget, der er værd at kæmpe for. Et bedre arbejdsliv er ikke godt nok.


Om skribenten

Leif Svendsen

Leif Svendsen

Politisk aktivist uden parti-tilknytning. Læs mere