Klassekamp rettet mod de forkerte? Det mener Søren Nørgaard Graven i en kritik af Simon Tøgerns kommentar om det nye pensionsudspil. Illustration fra Jacques Tardi's Le Cri du Peuple
5 min. læsetid

Det nye pensionsudspil er ganske rigtigt et udtryk for klassekamp, men det rammer de helt forkerte. Simon Tøgern tager ikke hensyn til, hvem der er de egentligt ‘priviligerede’.


Af Søren Nørgaard Graven

Simon Tøgern, formand for HK Privat skrev i et indlæg på Solidaritet, hvordan vi skal lade være med at se tidlig pension som en ordning der skal hjælpe nedslidte, og vurdere den som sådan, men i stedet se den som en ordning, der med god socialistisk klassepolitik omfordeler fra de privilegerede til de ikke-privilegerede. 

Problemet er, at når man vurderer tidlig pension som klassepolitik, afslører det en skæv klassekamp. Man hjælper ikke mig som akademiker, hvilket – som min fagforening også har givet udtryk for – ikke gør noget.  Men man afskærer også størstedelen af den danske arbejderklasse fra adgang til tidlig pension. 

Skæv fordeling og manglende hensyn

For det første afskærer man i høj grad kvinder. Mange kvindefag ligger på professionsskoler, hvor man har vekseluddannelse ligesom på erhvervsskolerne, hvor man veksler mellem ophold på skolen og oplæring på en arbejdsplads. Forskellen er, at professionsskoler har ulønnet praktik med SU, den tæller ikke med. Erhvervsuddannelser har en aftale med læreplads om elevløn, og fra det øjeblik aftalen indgås tæller pensionen. Det betyder, at når datateknikeren sidder på skolebænken og læser om softwareudvikling, så optjener han anciennitet. Den sygeplejerskestuderende, der er ude på en intensivafdeling under corona-epidemien optjener intet. Den skelnen har intet at gøre med at kæmpe for arbejderklassen. At være stolt af at nægte sygeplejersker og socialrådgivere pension er ikke socialistisk klassekamp. 

… når datateknikeren sidder på skolebænken og læser om softwareudvikling, så optjener han anciennitet. Den sygeplejerskestuderende, der er ude på en intensivafdeling under corona-epidemien, optjener intet. Den skelnen har intet at gøre med at kæmpe for arbejderklassen.

+

For det andet glemmer Simon Tøgern, at nogle arbejdere bliver syge. Sygedagpenge tæller jo med, lyder argumentet. Ja, men sygedagpenge varer kun en begrænset mængde tid. Indtil 2014 kun et halvt år, og derefter et år. Når man får alvorlig sygdom, en voldsom arbejdsulykke eller går ned psykisk, kan forløbet tage lang tid. Så står den på kontanthjælp, ressourceforløb eller lignende, og så tæller pensionen ikke længere. Siden 2008 er over 7000 danskere faldet ud af sygedagpenge-systemet hvert år, så de har herefter taget et år på en kontanthjælpslignende ydelse. 

Kronikere, handicappede og andre er ekstremt udsatte her. Det samme er personer med farlige jobs. Kan man virkelig hævde at kæmpe en klassekamp, når disse grupper står udenfor?

En tredje gruppe er de unge, som går i stå i en folkeskole, der ikke fungerer for dem. Dem med krudt i røven, dem med autisme, dem med sociale problemer derhjemme og mange andre som ikke kan klare sig igennem folkeskolen på normal tid. De ender tit med at tage en erhvervsuddannelse, men de kommer lidt senere i gang. Deres problemer i barndommen kommer til at koste dem i form af en senere pensionsalder. Der er ikke meget klassekamp over at udelukke arbejdere med diagnoser eller fra belastede hjem.

En fjerde gruppe er de lavtlønnede og prekært ansatte. De vælger tit a-kassen fra, fordi de får lavere ydelser, de samme kontingenter og har svært ved at kunne optjene. Når de bliver arbejdsløse havner de derfor på kontanthjælp. Det skal så ikke tælle med. Det er selvfølgelig vigtigt, at det er attraktivt at være i a-kasse. Men er det virkelig klassekamp at vedtage en ordning, der udelukker prekariatet? 

En uskøn klassekamp

Selvfølgelig er der grupper, som er udelukket af gode grunde og fordi de er privilegerede. Men for mange af de udelukkedes vedkommende skyldes det snarere, at de er mindre privilegerede end dem, der består kravene. Når langtidssyge, handicappede, skoletrætte, prekært ansatte og folk på ulønnet praktik skal holdes ude til fordel for de sunde, dem med 100 % arbejdsevne, personer der kørte direkte igennem uddannelsen, og dem med fast job og tryghed og løn under praktikken, så er spørgsmålet: Hvilken klassekamp er det egentlig Simon og HK kæmper?

Det er ikke en kamp mod akademikerne. Når Simon antyder, at det er for at hjælpe AC’erne, at SF og Ø vil lempe anciennitetskravet, så er det et falsk fjendebillede. To år til betyder, at du kan trække dig et år tidligere, hvis du har været på arbejdsmarkedet, siden du var 22 år. Som tillidsrepræsentant i DJØF må jeg sige, at jeg har aldrig mødt en DJØF’er, der ville kunne trække sig under den ordning. Det er ikke klassekamp imod privilegerede akademikere, men derimod en kamp mod den knap så privilegerede arbejderklasse. Det er kampen mod dem, der ikke kunne tage den lige vej, dem der blev fyret efter lang tids sygdom, dem der ikke havde råd til A-kassen, og de faggrupper der er blevet nægtet løn under praktikken.

Det er klassekamp, men det er ikke kønt – og det er alt andet end solidarisk.


Søren Nørgaard Graven arbejder som analysekonsulent i det kommunale beskæftigelsessystem, og er fagligt aktiv som tillidsrepræsentant i DJØF.