Trods akut boligmangel i København står lejligheder i Nordbro-tårnet på Nørrebro stadig tomme. Med en pris på 7.700 kr. for en 1-værelses lejlighed er byggeriet for dyrt til, at mange studerende har råd til at bo der. Markedsgørelsen af boligerne er bl.a. en konsekvens af et for snævert fokus på boligpolitik, mener David Kempel. Foto: Nordbro.dk
8 min. læsetid

Kommunalpolitik i det liberale demokrati har en uheldig tendens til at blive nærsynet og markedsorienteret. En erkendelse af kommunernes rolle som konkurrerende vækstenheder peger på, at en vej til mere solidarisk lokalpolitik kan være fokus på det regionale niveau.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af David Kempel

I anledning af 1. Maj skrev Enhedslistens gruppe i borgerrepræsentationen en kronik om deres ideer til at gøre København mere social i efterdønningerne af coronakrisen. Selvom indlægget rummer mange gode tanker, synes jeg, der forbigås chancen for at se på et vigtigt perspektiv i problematikken omkring venstreorienteret lokalpolitik. Nemlig, hvad der egentlig er på spil i at føre progressiv lokalpolitik inden for den opsplittede ramme, som liberalt demokrati udgør.

Fysisk planlægning er strategisk fordel

Kommunerne har en kæmpe indflydelse på sociale forhold i lokalsamfundet bl.a. som leverandører af velfærdsydelser. Og på den front er kommunalpolitik en vigtig kamp-arena med hensyn til mange af de emner bragt på banen i kronikken: Sociale indsatser for unge og arbejdsløse, kultur, trafik og byggeri.

Men man må også konstatere, at kommunerne i dag har mistet evnen til at have samfundsforandrende, social gennemslagskraft. Det var ellers tilfældet f.eks. med den danske kommunesocialisme i starten af 1900-tallet, hvor den nyligt indførte lige valgret gjorde røde kommuner i stand til at gennemføre sociale ’revolutioner’ inden for bl.a. bolig og sundhed igennem kommunale systemer.

Og hvor kommunerne i 1970erne blev set som en vigtig brik i at gøre velfærdsstaten geografisk, er de i dag – i tråd med de mange markedsrettede forandringer siden 1980erne – i højere grad blevet gjort til en slags politisk valgt virksomhed med ansvar for at optimere vækst og velfærd i konkurrence med hinanden.

I den optik må man erkende, at det er svært at føre solidarisk kommunalpolitik på mange andre parametre end at skrue lidt på implementeringen af ministeriernes ambitioner. Og selvom det kan gøre en stor forskel, er det ikke det område, der skiller sig ud som det punkt, hvor det kommunale niveau har sin egentlige strategiske fordel. Hvad kommunerne virkelig har, er den fysiske planlægning. Det er kommunerne der bestemmer, hvor hvad skal foregå.

Groft sagt går den fysiske planlægning ud på prioritering imellem typer af bebyggelser med varierende afkast. Hvis efterspørgslen eksisterer, giver dyre boliger størst afkast både til investorer i form af højere kvadratmeter pris og til kommunen i form af højere beskatningsgrundlag. Billigere boliger giver derimod et mindre afkast. Man kan ikke både optimere beskatningsgrundlag og social profil.

Storbyerne som spydspids

Beklageligvis er udviklingen i København de sidste tre årtier gået i retning af mindre social profil. Almene boliger og lejeboliger udgør en mindre del af boligmassen, omdannelse af industrikvarterer har været i retning af eksklusive boliger, og grønne områder bliver inddraget i stedet for udlagt. Flere bænke med armlæn i midten—til middelklassens kaffepause og hjemløses ubelejlighed.

Et af de største skæbnevalg er måden, hvorpå metrobyggeriet er finansieret igennem salg af kommunale grunde. Det finder sted igennem det kommunale selskab By og Havn, som forfølger en aggressiv salgsstrategi med fokus på størst mulige afkast.

Historien om By og Havn er et eksempel på, at selvom storbyerne er progressive højborge, er de samtidig spydspids for markedsorienteret forandring. Mange byer har oprettet disse såkaldte udviklingsselskaber, som har til formål at drive en vækst og investorvenlig udvikling igennem gentrificering (forandringer i et byområde, som følge af at rigere mennesker køber ejendom i et mindre velstående kvarter, red.) af eksisterende kvarterer og genbebyggelse af forfaldne industriområder.

By & Havn ved Nordre Toldbod har finansieret metrobyggeriet gennem salg af kommunale grunde. De understøtter derved tendensen til, at byerne gennemgår en forandring, der primært tjener markedskræfterne, og som levner mindre plads til almene boliger og en social profil, skriver David Kempel. Foto: By & Havn.

Lokalpolitisk nærsynethed

Denne kapitalistiske tendens i storbyerne går ofte under radaren. Det hænger bl.a. sammen med den nærsynethed, som lokalpolitik for let får, når det presses ind i den atomistiske ramme af liberalt demokrati.

Den økonomiske nationalisme, vi kender fra landspolitik, bliver pludselig spiselig for progressive, når den svøbes i slogans om en bæredygtig, social og international by i fremdrift. Det sidste er kodesprog for den benhårde konkurrencementalitet, som verdens storbyer agerer spydspids for.

Det samme sker med lokal boligpolitik. For at sikre billige boliger i en attraktiv storby med pladsmangel må man enten suspendere markedet igennem f.eks. loft på prisstigninger eller leje, eller man må rent fysisk øge mængden af billige boliger. Da det første er uden for kommunernes hænder, er det sidste den mulige løsning. Men at øge befolkningstætheden kræver højere huse og højere bebyggelsesprocenter. Og det er ofte helt uspiseligt for de progressive byboere – fænomenet kaldet NIMBY, Not in my back yard (ikke i min baghave, red.).

Fra kommunalpolitik til regionalpolitik

Det bringer os til den helt store udfordring i at føre progressiv lokalpolitik i det liberale demokrati. For udover de ovennævnte politiske håndtag kan kommunerne ikke gøre meget ved den overordnede udvikling. Stigende urbanisering og skiftet i retning af en højteknologisk, storbyorienteret økonomi kan ikke håndteres af atomiserede lokaladministrationer. Og de eksisterende regioner er på dette punkt ret svage og deres geografiske fordeling arbitrær og ufunktionel.

Virkeligheden omkring boligpriser, erhvervsstruktur og trafik i Københavns kommune er lige så relevant for en borger på Frederiksberg, i Hvidovre, Tårnby, Herlev eller sågar i Greve. Alle kommuner der i praksis fungerer som en integreret del af Københavns urbane væv. Men solidariteten stopper ved kommunegrænsen.

Det mest solidariske, som københavnske progressive kunne gøre, ville være at gøre byen mindre attraktiv. Så ville priserne falde til fordel for arbejderklassen inden- og uden for byen.

“At Københavns kommune har en ambition om at være en social by er godt, men det er håbløst så længe, det ikke også er ambitionen for omkringliggende kommuner. Og det er ineffektivt, så længe By og Havn får lov at drive rovdrift på byens områder for beskatningsgrundlagets skyld.”

Problemet er, at lokalpolitikere intet incitament har til at være solidariske med andre end egne kommunale vælgere, og at den som storby har fået en modstridende identitet som både social og markedsorienteret. At Københavns kommune har en ambition om at være en social by er godt, men det er håbløst så længe, det ikke også er ambitionen for omkringliggende kommuner. Og det er ineffektivt, så længe By og Havn får lov at drive rovdrift på byens områder for beskatningsgrundlagets skyld.

I 1960erne og 70erne førte man regionalpolitik, man lavede landsplaner for arealanvendelse og gav støtte til egnsudvikling. Det var en landspolitisk målsætning at skabe en ligelig udvikling på tværs af Danmarks geografi. Måske er det på tide at genaktivere det regionalpolitiske niveau.

Det regionale niveau er en mulighed for at løfte sig ud over den snævre kommunalpolitiske ramme og tænke solidarisk kommunalpolitik i et større, mere funktionelt perspektiv, hvor det også er nemmere at få bugt med konkurrencelogikken. På det niveau giver det f.eks. mening at udnytte kommunernes kompetence inden for fysisk planlægning med henblik på den selvforsyning og prioritering af produktion, som kronikken taler om.

For at overvinde tendensen til nærsynethed i kommunalpolitik, er det nødvendigt at tænke i hele den politiske struktur. Selvom kanalerne for regionalpolitik er relativt svage, er fysisk planlægning lokalt såvel som regionalt en oplagt måde at bringe solidaritet ind i lokalpolitik.


David Kempel er samfundsforsker med speciale i geografisk ulighed og bæredygtig urbanisering. Han står bag forskningsprojektet Superregion i Danmark, som sætter fokus på Københavns rolle i den geografiske ubalance og nødvendigheden af geografisk politik.