Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
7. juni. 2024

Reportage fra Europa-folkemøde: I Mariager er alle katte grå

De mange spidskandidater til Europa-Parlamentet fremstod ofte mere enige end uenige, som de stod der på den overdækkede scene og kiggede ud på de gennemblødte tilskuere i Mariager. En enkelt kandidat fra Alternativet slog sprækker i det ellers så joviale fundament

Det regnede til Europa-folkemødet i Mariager. Foto: Lise Møller Schilder

Er man faldet over Europa-Folkemødet i Mariager på sociale medier, vil man sikkert have set lørdagens billeder af en masse mennesker forsamlet i solen, mens de lyttede til statsminister Mette Frederiksen (S).

Om fredagen, da Solidaritets udsendte slog vejen forbi, stod det til gengæld ned i stænger.

Det lidt monotone regnvejr var da også meget symptomatisk for debatten mellem spidskandidaterne til Europa-Parlamentet. Bagefter var det svært at huske, hvem der havde sagt hvad, for Morten Løkkegaard (V), Christel Schaldemose (A), Stine Bosse (M), Kira Marie Peter-Hansen (F), Kristoffer Storm (Æ), Niels Flemming Hansen (C) og Sigrid Friis (B) var med få undtagelser enige om det meste.

Enigheden var så stor, at Morten Løkkegaard på et tidspunkt foreslog Kira Marie Peter-Hansen, om de skulle dele parti.

Engang imellem hørte man sporadiske klapsalver fra de få tilskuere, som havde trodset vejret. Vindjakker med logoer afslørede dog, at en stor del af tilhørerne kom fra partierne selv eller fra et af de større tv-medier.

Stine Bosses dilemma

Det interessante ved at overvære debatter ude i landet frem for tv-debatterne er, at der som regel er en mere løssluppen stemning. Et godt eksempel var, da debatten faldt på Tyrkiet som kandidatland til at blive optaget i EU. Her spurgte ordstyreren Stine Bosse (M), hvorfor hun støtter, at Tyrkiet på 25. år fortsat er kandidat.

Halvdelen af spidskandidaterne til Europa-Parlamentsvalget fra venstre: Morten Løkkegaard (V), Christel Schaldemose (A), Stine Bosse (M), Kristoffer Storm (Æ), Kira Marie Peter-Hansen (F), Niels Flemming Hansen (C). Foto: Lise Møller Schilder

”Vi er helt smerteligt bevidste om, at Tyrkiet lige nu i princippet ved Erdogan arbejder sig i forkert retning. Men det har ikke noget med Tyrkiet som land at gøre. Det har noget at gøre med et regime. Vi er smerteligt bevidste om, at det går i den helt gale retning,” startede Stine Bosse med at sige.

Herefter kom der en forklaring, man sjældent hører diplomater give offentligt.

”Vi er lige så bevidste om, at Tyrkiet er dem, like it or not, som har proppen til migrationssituationen. Vi har en aftale med det land, som gør, at vi lige nu kan klare situationen ved de ydre grænser anderledes, end hvis vi ikke havde den aftale,” sagde Stine Bosse og understregede, at Tyrkiet sagtens kan klare 20 år mere som kandidatland.

Flere af kandidaterne fremhævede, at Tyrkiet ikke kan blive medlem, fordi landet ikke lønsker at leve op til Københavnerkriterierne. Det vil sige, at landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal.

Men når en af grundene til, at Tyrkiet ikke lever op til kriterierne, er, at Tyrkiet agerer migrationsprop for EU ved at holde flygtninge og migranter væk, så begynder det at lugte lidt af hykleri.

Moderator for den grønne revolution

En god ting ved Folkemødet i Mariager er, at man til de mindre debatter kan få let adgang til at stille spørgsmål til politikerne.

En af debatterne havde navnet ”Brug for grøn revolution?”. Med sådan et navn er det næsten obligatorisk for Solidaritet at være til stede. 

Per Clausen (Ø) glædede sig da også over, at han var i panel med en masse revolutionære kræfter.

Billedtekst: Til debatten om klimarevolution deltog fra venstre Maria Pryds (C), Karoline Lindgaard (Å), Ulla Tørnæs (V), Bergur Løkke Rasmussen (M), og Per Clausen (Ø). Foto: Lise Møller Schilder

Eva Kjær Hansen (V) var ordstyrer, og stemningen var jovial den første halve time. Da snakken så faldt på, hvorfor der endnu ikke er gjort nok for den grønne omstilling, blev luften lidt tykkere.

Moderator Eva Kjær Hansen var ikke begejstret for Solidaritets spørgsmål. Hun ville hellere have, at panelet svarede på, hvad de ville gøre for at fremskynde den grønne omstilling. Det kan man så heller ikke fortænke hende i, siden hun måtte forlade posten som miljø- og fødevareminister, efter De Konservative havde udtrykt mistillid til hendes beregninger for landbrugets kvælstofudledninger i 2016.

Svarer på egne spørgsmål

Nogle af deltagerne havde selektiv hørelse og valgte at svare på variationer over samme spørgsmål. Den tidligere udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) svarede på spørgsmålet: Hvorfor er der slet ikke gjort noget?

”Jeg er ikke helt enig med dig, når du siger, at der ikke er sket noget. Jeg synes, at der er sket rigtig meget på europæisk plan,” sagde Ulla Tørnæs og henviste til den europæiske klimalov, også kendt som Green Deal.

”Jeg håber, at det bliver sådan en ketchupflaske på et tidspunkt, så den der hockeystav bliver til virkelighed. Teknologien skal også være på plads. Det er min pointe,” forklarede hun.

Per Clausen (Ø) svarede heller ikke direkte på spørgsmålet. Han gav i stedet et bud på, hvorfor der i Danmark er sket mere på det grønne område de sidste fem år.

”Det hænger sammen med, at der var et klimavalg i 2019. Alle klimatosserne trådte i karakter, og det betød, at der var et massivt pres på politikerne. Og det vil jeg bare sige, at jer der går ind for, at der sker noget hurtigere, at det skal være jeres inspiration. Det betyder noget, om der er aktivitet, og hvad vælgere og befolkning vil være med på.”

Klimadebatten havde ikke helt manifesteret sig i alle menuerne i Mariager. Foto: Lise Møller Schilder

Beskytter bestemte mennesker

Den eneste politiker i det fem personer store panel, der svarede på spørgsmålet, var 23-årige Karoline Lindgaard fra Alternativet.

”Jeg tror, forklaringen på det er, at vi skal have en meget omfattende grøn omstilling. Det betyder, at de fleste sektorer skal se anderledes ud. Og der har vi bare mange partier, som i alt for lang tid, har villet bevare måden, det var på,” sagde hun og gav et eksempel.

”Mange partier, der står heroppe, lægger stemmer til en ny aftale om, at vi skal hive mere olie op af Hejrefeltet. Det er jo gået helt den forkerte vej. Det tror jeg er, fordi man vil beskytte nogle økonomiske interesser. Man vil beskytte nogle bestemte mennesker i stedet for at tage vores alle sammens grønne omstilling alvorligt.”

Hun afsluttede med at undre sig over de andre kandidaters svar. Hvorefter hun bad dem om at lytte til forskerne på området, så den politikernes klimapolitik imødekommer klimakrisen.

”Der bliver svaret på, om der bliver gjort noget, og selvfølgelig gør der det. Men det, du spørger om, er, om der bliver gjort nok. Og det gør der indiskutabelt ikke. For vi når ikke Parisaftalen med den klimalov, vi har lavet. Jeg er bekymret for, om vi overhovedet kommer til at leve op til klimaloven.”

Gang i festen

Således opløftet skulle dagens debatter være afsluttet med to koncerter. Først Birthe Kjær og herefter Kato. Birthe Kjær endte dog med at aflyse, men heldigvis stod Kato stadig klar.

Og gudskelov for det, for der var flere unge, som Solidaritet havde kørt i bus med, der primært tog turen fra Randers til Mariager for at lytte til den 42-årige DJ fra Thisted.

På en måde er det rart at vide, at Kato stadig kan sætte gang i festen, når menneskerettigheder og klimarevolution lige har skabt lidt dårlig stemning.

Man kunne også møde skuespiller Jens Jacob Thychsen fra Badehotellet til Europa-folkemødet i Mariager. Foto: Lise Møller Schilder

Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Om skribenten

Lise Møller Schilder

Lise Møller Schilder

Freelance journalist. Har tidligere skrevet for Solidaritet, Dagbladet Information, Politiken, Weekendavisen, Børsen, Notat, DEO og STOF-bladet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER